Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13048Visninger
AA

12. Kapitel 12.

Kapitel 12.

*Harry*

Jeg havde lagt mig i sengen og kiggede op i loftet. Vagten sad inde på sit kontor og læste. ”Hey.. ” Hviskede en stemme. Jeg kiggede kort op og så en eller anden over for mig i det andet værelse vinke til mig med to kroge, som skulle forestille fingre, tror jeg.

”Du er køkkendrengen, er du ikke? ” Spurgte jeg. ”Kommer an på hvem spørger. ” Sagde jeg roligt. ”En af drengene er utilfredse med sin ration. Jeg ville foreslå du giver ham hvad han forlanger, ellers vil det gå galt. Tro mig. ” Sagde han og viste mig hans hånd. ”Jeg har styr på det. Men tak. ” Sagde jeg og lagde mig tilbage. Jeg kiggede op mod vinduet og så den store måne. Fuldmåne. Jeg savnede sådan Silva. Jeg savnede at sove med hende. Det var stadigvæk mærkeligt ikke at have hende i mine arme. Da jeg kiggede ned af mig selv, så jeg at jeg var krybet sammen, med armene om min krop. Jeg prøvede at knuge mig helt sammen, i håb om at det ville overgå smerten, men intet gjorde.

Solen gik ned imens Silva lå og sov på mit lår. Monroe og Ella var gået på jagt efter noget dådyr til aftensmad, da de nægtede at spise mere af det mad som var her. Eller bare kødet. De ville have noget mere frisk kød. De havde endda fået Minerva med, ikke at hun klagede. Jeg lagde et tæppe over Silvas nøgne krop og løftede hende op i mine arme. Jeg lukkede til, så ingen kunne se ind, selvom det nok ikke var nødvendigt. ”Mmm… ” Jeg vendte mig mod hende og kunne se hende åbne sine øjne op. Hun satte sig forsigtigt op og tæppet røg af hendes skuldre. Jeg gik roligt mod hende og hun rejste sig op. Hun lod sit hoved hvile på min brystkasse og kyssede mit bryst. ”Kom og sov med mig. ” Hviskede hun.

”Vågn op, knægt. ”  Jeg kiggede op. Arbejde.

”Hvad er klokken? ” Spurgte jeg. ”Seks. Jeg gav dig en ekstra time. ” Sagde Jeremiah. Jeg tog hurtigt en ny trøje på og gik med ham. ”Det er det sædvanlige med spisesalen. Men denne gang, er der lidt ekstra. ” Smilte han. ”Hvorfor smiler du? ” Spurgte jeg, lidt bange. ”Det får du at se. ” Sagde han og gik hurtigt videre. Jeg tog elastikken fra min hånd og satte mit hår op. Det var blevet rimelig fedtet. Men så snart jeg havde chancen for at vaske mig et sted uden problemer, så ville jeg være tilfreds.

Niall stod og snakkede med den anden, han snakkede ikke rigtig. Han nikkede bare. Han brød sig ikke om at

tale. Det havde noget at gøre med at han endelig talte, noget om en stor handel og at han gav hemmelige informationer til folk, som… jeg ved ikke. Jeg ved bare at familien betalte. Siden har han ikke ville snakke. Det var trist. Han havde billeder overalt i sit deleværelse. Jeg havde været derinde en gang fordi jeg skulle hente ham. Jeg skulle selv lave noget mad, og alle i køkkenet ved at jeg ikke kan håndtere andet end en svupper i et køkken.

Jeg begyndte at vaske gulvet igen og Niall tog bordene, det havde han tid til. Vi blev færdige samtidig og gik ind i køkkenet igen. 

”Tille med dagen! ” Jeg kiggede forvirret omkring mig. ”Vi fandt ud af at du havde fødselsdag, godt nok først om to uger. Men vi kunne ikke få en kage til den tid. ” Monroe åbnede et køleskab og fandt små cupcakes frem. Jeg satte mig ned og kiggede forvirret rundt. ”Jeg har aldrig fortalt nogle om min fødselsdag. ” Sagde jeg stille. ”Nej, men med DNA, kan man finde ud af alt. Men vagterne sagde det. Du har været her i nogle dage nu. Du er ikke død, hvordan gør du? ” Spurgte Niall og tog en bid af sin muffin. ”Jeg blev oplært til at sætte røvhuller i fængsel. Hvor ironisk jeg selv er her. Men, mest voldtægtsmænd og pædofile mænd og kvinder. ” Sagde jeg roligt.

”Nå… hvorfor? ” Burde jeg sige det. ”Personligt. Men det var det som rev mig væk fra mit liv. ” Sagde jeg roligt og drak noget kaffe. Rigtig kaffe, fedt nok. ”Dybt. Så du er en hitman? ” Spurgte Niall med et grin. ”Multimillionær er også et godt ord. ” Sagde jeg og tog noget bacon mellem mine fingre. ”Hvorfor så arbejde? ” Spurgte Jeremiah. ”Noget skal man jo lave. Må jeg skænke op i dag? Så kan en af jer måske tage min vagt i aften? ” Spurgte jeg roligt og tykkede på noget kød. Det måtte være jerkey.

Vi ryddet op efter os selv og begyndte at stille maden frem. Fangerne kom ind og jeg fik hårnet og forklæde på. ”Handsker. ” Sagde Niall og gav mig nogle nye. Luksus. Fødselsdagsbarnet får sin vilje. Jeg kunne se at ingen af dem havde kæder på i dag. Fedt nok, ingen ville være røvhuller i dag. Måske. Jeg vidste trods alt intet om disse folk. De var meget behårede.  Det var alt.

Klokken ringede og jeg begyndte at skænke mad op. Vi skulle vente på klokken, jeg vidste ikke helt hvorfor. Det gav ingen mening for mig at vi skulle vente på den. De indsatte var begyndt at tage en bakke hver og ventede roligt på at kunne få mad. Jeg rakte en lille yoghurt, grød og et brød ud til dem.

”Jeg vil ikke have grød. ” Sagde en utilfreds. ”Det er synd, der er ikke andet. ” Sagde jeg og fortsatte med at øse op. ”Hørte du mig ikke? ” Spurgte han irriteret. ”Jo, men jeg har ikke andet at tilbyde, det er det som bliver serveret. ” Sagde jeg imens de indsatte gik uden om manden. ”Jeg vil have det I fik til morgenmad. ” Mente han seriøst det? ”Hør, du kan ikke få det vi fik til morgenmad. Det er blevet spist. Spis det du er blevet givet og lad de andre komme til. ” Sagde jeg roligt og fortsatte med at skænke op. Han brummede og gik væk. Jeg havde nok fået problemer, men lige nu, var det ikke mit problem. Jeg skulle bare skænke op og så var den ikke længere.

Niall tog over, da jeg skulle til at gøre rent efter en havde brækker sig. Fedest.

Jeg fandt spand og svupper frem og gik ned af mod de sidste rækker i salen. Det var en ældre herre, som havde kræft, der ikke kunne tåle alt mad. Det var rimelig trist at han ikke kunne spise noget af det vi lavede. Måske ville noget økologisk være godt. Eller de kunne sende ham på hospice. Det ville koste, men han havde ikke længe tilbage.

Var det i England, havde de ladet ham bo på hospice. Med en betjent. Men de ville lade ham bo på hospice. Jeg tog hårnettet af og gik ud i køkkenet. Det var Jeremiah og nogle andre der skulle gøre rent efter os som havde lavet maden. Jeg gik ned af mod min celle.

Der var noget jeg ikke helt forstod. Det var den måde jeg var endt her på. Hvorfor ikke på et sindssyge hospital, hvor de komme torturerer mig i flere timer? Det gav ingen mening for mig, men det gjorde nok for dem.

Måske skulle jeg gå på biblioteket. Der var en bog som slavehistorie, med en virkelig spændende kilde i, som fortalte om hvordan en kvinde var flygtet. Jeg drejede til venstre. Jeg håber virkelig den bog stadig var på sin plads.

”Hey, knægt. ” Den stemme mindes jeg ikke at have hørt før. Jeg vendte mig om og så manden fra kantinen. Ham som ville have noget andet. Fedt. ”Fra nu af når jeg beder efter andet mad, så får jeg det. ” Sagde han. Jeg kiggede bag ham og så nogle andre gå bag ham. ”Jeg ved godt at jeg er ny her og du er med garanti er en stor ting herinde, helt bogstaveligt, men nej. Hvis du vil have mig undskyldt, jeg er på vej et sted hen. ” Jeg nåede ikke langt. Han tog fat i min skulder og slyngede mig mod en væg.

”JEG SAGDE TIL DIG, AT JEG VILLE HAVE DET MAD, JEG BEDER OM, IKKE DET LORT I SERVERER HERINDE. ” Altså det er stadig ikke mit problem. ”Hør her. Jeg har prøvet og være høflig, men det hjælper tydeligvis ikke. MEN DER ER IKKE ANDET. Sæt mig så ned. ” Jeg trak mine ben op og sparkede hårdt nok til at han faldt over i den anden væg.

”Du skulle have lyttet. ” Jeg fortsatte ned af gangen, roligt imens jeg kunne høre ham bande af mig og hans, jeg ved ikke, mænd? Min krave var snavset nu, pis. Jeg prøvede at fjerne hvad end der var kommet på, men det lykkedes ikke rigtig. Jeg kom endelig til biblioteket. En ældre herre sad derinde og en politikvinde sad bag en disk og skrev dokumenter ned.

”Undskyld. ” Sagde jeg roligt. Hun kiggede op. ”Sort historie? ” Spurgte jeg og pegede rundt, da de havde byttet rundt på bøgerne. Hun pegede til højre. Jeg forstod ikke helt hvorfor de hele tiden byttede rundt, jeg kunne heller ikke forstå at en kvinde ville sidde herinde og arbejde. Ja, der var en betjent herinde som skulle beskytte hende, men det var stadig ikke i orden hun skulle sidde her og arbejde. Tænk hvis en ville voldtage hende.

Jeg fandt bogen og satte mig ned på gulvet.

*Silva*

*9. januar 2016*

Jeg vågnede op og kiggede omkring mig. Jeg husker ikke rigtig noget, udover at jeg havde haft en del kvalme de sidste par dage. Ella lå og ved kaminen i skihytten vi boede i, sammen med en stor hund. Den hed Baltho. Jeg tog fat i stokken jeg havde fået og gik ud mod køkkenet. Te ville være så rart lige nu. Urtete helst. Jeg hældte noget vand over i en gryde til kogning. Det sneede rigtig meget udenfor. Ikke at det var dårligt. Monroe havde straks købt en kæmpe skidragt, ski, kælk og hjelm. Så han ville være væk næsten hver dag. Det gjorde mig glad at han ikke var her. Kun om natten. Han ville kommende væltende ind i kælderen og tage noget andet tøj på og komme op til aftensmaden.

”Hey. ” Jeg vendte mig om. Ella var vågnet og det samme med hunden. ”Kom her, Baltho. ” Han joksede hen til mig og ventede på at få en godbid. Vi havde noget tørret fårekød et sted. Imens vandet langsomt begyndte at dampe, rodet mine hænder rundt i kødkrukken og til sidst fandt jeg papiret med et fedt ’s’ på sig. Jeg pakkede den forsigtigt op og fik skåret et stykke af. Jeg lagde den på hans snude og jeg kunne høre ham have ondt af sig selv. Vandet var begyndt at koge, så jeg satte den over på stenbordet.

”Vil du have te, Ella? ” Spurgte jeg og fandt urteteen frem. ”Jo tak. Skal jeg finde nogle boller? ” Spurgte hun. ”Ja, gør du det. ” Sagde jeg. Et lille hyl kunne høres. ”Ej, Baltho! Undskyld. Værsgo. ” Sagde jeg og kunne høre hvordan hans over og underkæbe bed sammen. Han var en god hund.

”Så. ” Kunne jeg høre Ella sige stolt. Jeg humpede hen til hende og satte mig ned. Hun hentede kanden med vand og de to krus. ”Hvornår tror du at de kommer hjem? ” Spurgte hun og smurte noget smør på en halv bolle. ”Hvem? ” Spurgte jeg forvirret. ”Dem som ejer huset jo. Sig mig, hvor tror du hunden kommer fra? ” Spurgte hun med mad i munden. ”Jeg tænkte ikke over det. Hvem bor her? ” Spurgte jeg og hældte noget te op.

”De hedder Jean og Gregory. Hun er franskmand og han er russer. Hans rigtige navn er Vladimir. Harry hjalp ham da han var femten. ” Sagde hun og tog hele sin sidste halve bolle i en mundfuld. Jeg nikkede bekræftende. ”Har du det ellers fint nok? Du har brækket dig en del de sidste par dage. ” Sagde hun og tog noget te. ”Jeg ved det godt. Jeg har det lidt bedre. ” Sagde jeg og en slurk af min te. Den smagte godt af hindbærblade.

Ella havde smidt sine fødder op på bordet og kiggede hen mod køkkenet. ”Hvad skal vi til aftensmad? ” Spurgte hun. ”Vi kunne lave ukrudtpandekager med råkost og tørret skinke til. ” Foreslog jeg og smurte noget syltetøj på min bolle. Det smagte virkelig godt. Hindbær. Jeg kunne godt lide hindbær lige for tiden.

”Du har en fetish med mad lige for tiden. Pas nu på at du ikke får en ring. ” Grinte Ella og tog endnu en bolle. ”Du skulle nødig snakke unge dame. ” Sagde jeg og tog en slurk mere af min te.

”Har vi hørt noget fra Harry endnu? ” Spurgte jeg. Hun stoppede med at spise. ”Monroe har intet hørt. Men kilder siger han er i Oregon State Prison. Hvis det passer, så får vi ham ud. Ingen af os ved hvor længe han skal være der. After all, så er Argent familien som har fået ham derhen. Men bare rolig, vi skal nok få ham ud. Du skal tin gengæld love at blive her. Vi kan ikke have at du løber rundt med den fod. ” Sagde hun og tog noget mere te. ”Kan du godt lide det? ” Spurgte jeg overrasket. ”Ja. Det er lækkert. Det overrasker mig en del. Nå, jeg vil se om Monroe snart kommer hjem. ” Sagde hun og gik ud af køkkenet. Jeg kunne høre hende gå op af trappen til værelserne ovenpå. Jeg havde et ved siden af stuen med en lille pejs tilhørende. Baltho sov inde ved mig. Det gjorde jeg sov bedre. Jeg sov ikke så ubehageligt hvis ikke jeg havde en hund at sove med.  Det var underligt, men sådan var det vel bare.

Jeg gjorde rent i køkkenet og gik hen mod sofaen. Baltho havde allerede lagt sig oveni den. Mit hoved lagde sig i den bløde pels. Hans rolige åndedræt og hjertebanken hjalp mig til at sove så roligt.

*Harry*

Jeg lukkede bogen sammen og satte den på plads. Der var ikke så mange i biblioteket. ”Knægt? ” Ug, mit nye navn herinde er skrækkeligt. ”Ja? ” Spurgte jeg. Det var en ældre herre. ”Betjenten, sagde at jeg skulle fortælle dig noget. ” Jeg satte mig roligt ned ved ham. ”Jeg kan ikke spise det brød I serverer. Jeg vil gerne bede jer om at lave noget havregrød. Jeg kan selv betale for det. ” Sagde han ivrigt. Han var rimelig gammel. Nok midt i sine 70’er. ”Jeg ser til det. Hvad er dit navn? ” Spurgte jeg. ”Paps. Bare Paps. Det er mit kaldenavn. Mange tak. ” Jeg vinkede farvel til ham og gik ud af biblioteket.

Jeremiah sad med nogle venner og spillede kort. ”Ej, det kan ikke passe. Jeg er sikker på at man skal have tre og ikke to. ” Sagde en af dem. Generelt vidste jeg ingenting om hvordan normen i fængsler var. Men indtil videre, havde jeg en dyb respekt for Jeremiah. Det var ikke hans typer jeg tog mig af, eller Nialls. Jeg synes personligt, at de ting som de har gjort, ikke var okay, men det var ikke den slags jeg var inde over med mit arbejde. Ella på anden side, havde en helt speciel evne til at kunne finde de værste typer inden for den slags.

”Harry, kom. ” Sagde Jeremiah. Jeg trådte et par skridt tættere på. ”Der er en ældre herre, som siger at, han ikke skal have det mad vi serverer, fordi han ikke kan holde til det. Han vil gerne selv betale for hans havregrød. ” Sagde jeg roligt. ”Det er Paps, ikke? ” Spurgte en. Jeg nikkede. ”Ja, han har set bedre dage. Jeg vil gerne give en dags arbejde for et kilo havegryn til ham. ” Sagde en mand omkring de fyrre. ”Ja. Samme her. ” Sagde en anden. ”Det er meget godt, drenge. ” Han vendte sit blik mod mig. ”Som du kan høre, skal vi nok sørge for at han får havegryn. Vend tilbage til dit foretagende. ” Jeg gik væk igen. Jeg kunne godt bruge en lur. På vej hen mod min celle kiggede jeg ud og så nogle spille amerikansk fodbold. Det er vel også hyggeligt.

Min nattesøvn havde ikke været særlig god de sidste par nætter. Jeg lagde mig under dynen og trak min pude godt under mig. Jeremiah havde fået fat i en fra IKEA. Det var en lille sofapude, men den var dejlig blød.
”Hey Styles? ” Jeg vendte mig om. ”Du skylder min ven et liv. ”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...