Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13131Visninger
AA

11. Kapitel 11.

Kapitel 11.

*Silva*

6. januar 2016.

Ella havde lagt sine arme om Monroe imens han lå og sov. Han var kommet til Norge dagen inden juleaften. Hun var lettet over at hans ankomst. Han var meget udmattet. Hun gav slip på ham og gik ud i køkkenet. Jeg fulgte efter hende. Hun havde fundet noget mælk frem.

”Han har intet hørt endnu, vel? ” Spurgte jeg nervøst. ”Han sagde at, han hørte Harry knuse sin øresnegl. Harry vil ikke findes. Han vil dukke op, når han mener det er den rette tid til det. ” Sagde hun og kiggede ned i gården. ”Jeg er jaloux på de to piger dernede. ” Hviskede hun til sig selv og tog en slurk af hendes mælk.

”Hvad er der med dem? ” Spurgte jeg stillede mig bag hende. ”De er så uskyldige. De leger bare i sneen. De har ingen bekymringer. Jeg håber de får en uddannelse. En helt almindelig uddannelse. De må ikke ende som… som mig eller Monroe. ” Jeg trak hende mod min skulder og hun hvilte sig frivilligt på den. Mine fingre redte sig blidt igennem hendes hår.

”Vi skal nok overleve. ”

***

Monroe sad igen med sin bærbar og prøvede på at hacke sig ind på de diverse videoovervågninger. ”Jeg tror ikke du finder ham. ” Hviskede jeg trist. ”Jeg må finde ham. Han ville ikke bare forsvinde. Hvornår tog I af sted? ” Spurgte han. ”Fra godset? ” Spurgte jeg. Han nikkede. ”18. december. ” Hviskede jeg. ”Han plejer at sige ti dage. Han ville have været her nu eller fundet et andet safehouse. ” Han prøvede at klikke videre. ”Jeg tror vi må gå dybere ind i nettet. ” Sagde han og fandt en anden computer frem. Han havde fjernet et lille stik fra den og satte den i hans anden computer. Jeg har prøvet alle de steder, jeg ved der er mikrofoner, videokameraer, i England og Frankrig.

”Hvad med USA? ” Foreslog jeg. Han stoppede helt op med at taste ind og kiggede op på mig. ”Silva, du er et geni. ” Han lukkede det ned han havde gang i og det begynde på noget helt nyt. ”Man kan lave falske lokationer på kriminalitet. Man kan også lave falske lokationer på lovlige bygninger. Han kunne være i USA, ja. Men de ville have ham et sted, hvor han nemt ville blive fundet igen. Han ville ikke bare være blevet efterladt i en ørken. Politiet så ham. Han må være i Interpols hænder. ” Han satte sig til tasterne igen og klikkede løs. En masse tal og bogstaver, som kombinerede koder gik over skærmen.

”Hvordan vil du kunne lige præcis Harry? ” Spurgte jeg. ”Det er nemt nok. De burde have opdaget Harrys personnummer nu. Kombiner det med muligt fange eller patient nummer og så har du fundet en person. Men det er selvfølgelig mere indviklet. Men bare rolig, det siger jeg ikke mere om. Men sæt dig hellere til rette, det kan tage noget tid det her. ”

Han havde ret.

Jeg havde nok siddet i sofaen i to timer før han begyndte at tale til mig igen.

”Der er noget. Se de her, Silva. ” Jeg rejste mig fra stolen og kiggede på skærmen. ”Den er sort. ” Sagde jeg forvirret. ”Det ved jeg. Lyt til stemmen. ”

”Hallo? ” Harry.

”Hvor dum er han lige? Han ved godt han skal være stille. ” Vrissede Monroe. Båndet spillede videre. ”Er der nogen som helst? ” Spurgte han lidt højere. Vi kunne han prøvede på at bevæge sig.  ”Der må gemme sig nogle. Ingen er dum nok til at spænde nogen fast, uden at tro de ikke vil vågne op, så havde de bare dumpet liget. ” Provokerede han og prøvede igen at løsne sig. ”Hvad sker der? ” Spurgte jeg bange. ”Jeg ved det ikke. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er nattesyn på. Det giver ikke mening. ” Sagde han og prøvede at gøre noget ved mørket. ”Intet. Lad os fortsætte. ” En mærkelig summen kunne høres, den der kom lige inden man tændte store gamle lys. ”Så, Styles, du er vågnet op, kan jeg se. Fortæl mig, hvad lavede du i Whitby? ” Harry havde stadigvæk lukkede øjne, nok fordi han ikke ville blive blændet af lyset.  ”Du er stadig groggy, er du ikke? Du er sku modig, at råbe efter os på den måde, vi troede lidt du var helt væk da du ramte den sten. Men heldigvis ikke. Du har været væk i tre dage. ”

Monroe så helt forvirret ud. ”Tre dage? ” Han satte videoen på pause og kiggede på mig. ”Det her er for ulogisk. Det burde slet ikke være sådan her. Hvordan fangede de ham. Han kunne ikke bare være faldet. Nogle må have skudt ham. ” Sagde Monroe, nærmest panisk.

”Lærte han dig op? ” Spurgte jeg og kiggede alvorligt på ham. ”Yushi gjorde, men Harry var den der virkelig lærte mig det hele. Det er… ligesom at lære at læse. Du lærer først at læse, bagefter lærer du betydningen. Harry lærte mig betydningen af det vi gør. Kan vi ikke godt fortsætte med at se hvad der sker? ” Spurgte han bekymret. Jeg trykkede på ’play’ og vi så den i stilhed.

”Hvem er du? Hvor er jeg? ” Spurgte han vredt og blinkede konstant. ”Mit navn er Callack. Jeg er amerikaner, som du nok har regnet ud. Jer britiske… jeg ved ikke, agenter, skal jo være hurtige til at observerer og jeg ved ikke. I skal vel være som Sherlock Holmes, meget analytiske. ” Grinte han. Hvor åndssvagt. Han gik langsomt tættere på Harry. ”Vil du ikke se din nye celle, Styles? Den er sku lækker. ” Han løsnede læderremmen om hans hoved og flyttede det voldsomt til begge sider. Det så ud til at gøre ondt på ham. ”Jeg har sørget for at du kan bo her, og så lige komme ud og spise en gang imellem. Måske to gange om dagen, i en halv time per gang selvfølgelig. Ellers skal du blive her. ” Smilte han klamt til Harry. Han kiggede op mod kameraet.

 ”Sig mig engang, agent, tror du virkelig noget fængsel vil have mig? ” Grinte Harry. Måske prøvede han at virke frygtløs. ”Nej. Men jeg tror et lykkedes sindssyge cirkus vil. Du slog trods alt Silva Prudent ihjel, gjorde du ikke? ” Monroe trykkede på pause. ”Hvad snakker de om? ” Spurgte jeg og kiggede på ham. ”Jeg ved det ikke. Vi må se på det bagefter. ” Sagde han og trykkede og trykkede på ’play’.  ”Først slog du Michel Argent ihjel, hendes flirt, og derefter hende? Det er vel derfor vi ikke kan finde hendes lig. Du har det stadigvæk. Nogle så dig, Styles. Jeg skal nok få bugt med dig. ” Grinte han og var på vej ud.

”Du glemmer noget. ” Sagde Harry provokerende. ”Hvad skulle det være? ” Agentens sko gav genlyd, selv i vores lejlighed. ”Den stakkels familie får ikke fred før I har fundet hendes lig. ” Sagde han og lagde sit hoved på briksen igen. ”Vi har ikke brug for din hjælp til at finde liget. Vi har hendes hund. Den kan snuse hende op, hvor som helst. Sygt at du lod hende aflevere den selv. Vi skal nok finde de medskyldige. De er efterlyst overalt i England. ” De har Minerva. ”Hvordan fandt de hende? Vi må finde dem. ” Sagde jeg bange. ”Vent nu, Silva. Der er mere. ”

Vi så resten af hvad der skete. De gav ham noget medicin. Han så ud til at blive helt svimmel. De snakkede til ham, respektløst. De løftede ham over i en kørestol og kørte ud af rummet. Videoen stoppede.

”Hvad nu? ” Spurgte jeg. ”Vi må finde et andet sted at være. Hvis de har Minerva, kan de finde dig overalt. Vi må vække Ella og få fat i et fly til det næste safehouse. ” Sagde han og lukkede sine computere sammen. Jeg skyndte mig at finde min lille rejsekuffert og taske frem og puttede det mest nødvendige tøj i.

”Hvad laver I? ” Vrissede Ella. Hun gik ind til mig og så utilfreds ud. ”Vi har fundet Harry. De har Minerva og som de sagde i videoen, hun kan finde Silva og os. Vi må væk nu. Harry har et safehouse i Montreal. ” Monroe havde pakket sine ting ned og var allerede begyndt at pakke mad ned. ”Vi kan ikke spise noget medmindre vi ved det er sikkert. Den video har været ude i alt for lang tid. ” Sagde han og pakkede nogle kiks ned og tømte vandflaskerne for at fylde nyt i. Ella havde fået tøj på og havde fundet falske ID frem til os. ”Nu skal I høre her. Der er et fly som letter om to timer til Island. Vi mellemlander på Island og derefter i Montreal. Men huset er ti kilometer fra Montreal. Det er en gammel gård. Det er pensionerede folk. Som Yushi kender. Vi går hen til lufthavnen. ” Sagde hun og tog jakke på. Jeg havde bundet mine sko og taget hue og vanter på. Monroe havde taget min ene kuffert og ventede på os begge. ”Ella, det er ikke sikkert at rejse alle tre sammen. ” Sagde han. ”Jeg har købt billetter. De tre sidste. På to forskellige klasser. Monroe du sidder med Silva på første. Jeg er lige bag jer hele tiden. Husk det. ”

***

Jeg tjekkede ind med det falske pas og satte mig på en af luksuriøse stole. ”Slap af. ” Sagde Monroe. ”Jeg er bange. ” Hviskede jeg. ”Det skal nok gå. Læs en bog. ” Sagde han og fandt en frem. ”Tak. ”

”Dette er Jeres kaptajn. Turen tager cirka fire timer og derefter til Jer som skal videre, jeres fly vil gå inden for 2-3 timer. ”

Motoren startede og flyet begyndte at køre væk fra gaten af og ud mod banerne. Jeg kiggede fortsat ned i min bog og prøvede at slappe af. Men det var meget svært. Hvad vi lige havde set Harry blive udsat for, måtte være barnemad, i forhold til hvad der egentlig er sket med ham siden hen. Bare han stadig var intakt når vi fandt ham. Hvad hvis han var blevet tortureret fysisk eller psykisk? Hvordan ville de have gjort det? Nej, han kunne godt klare det. Han var vant til det. Var han ikke? Forhåbentlig når vi var kommet i sikkerhed, ville Monroe eller Ella prøve på at finde ham. De ville ikke lade mig gøre det. For skrøbelig med garanti.

”Monroe? ” Hviskede jeg og tog hans hånd. ”Mm… ” Mumlede han og kiggede træt på mig. ”Vil I finde Harry? ” Spurgte jeg. ”Det ved jeg ikke. Vi må vente med at finde ud af det, indtil vi er fremme. Prøv og slappe af. Jeg ved godt det er svært. Men vi på prøve på at gøre vores bedste nu. Alting skal nok gå. ” Han lukkede øjnene i igen og vendte sig mod den lille gang. Hvorfor virkede alting så uvirkeligt igen?

*Harry*

Jeg kiggede op mod kameraet igen. Jeg var blevet forflyttet til et fængsel. Fedt. Mere isoleret. Bussen stoppede og jeg gik ud. ”Yeah, der er min nye baby, haha! ” Grinte en fange. ”Hey, Rapunzel, lad mig lige nusse dit hår! ”

”Frisk kød! ”

Hvis bare de vidste. Jeg gik videre frem, med andre fanger bag mig, som tydeligvis ikke var vant til fængsler. Jeg havde været i fængsel før, men det var for at fuldføre et job. Det var den sædvanlige rute, den man så i film. Nyt tøj, et bad, billig vaccine. Fingeraftryk. Nye sko. Personlige ejendel og den slags. Det som man kunne få tilbudt.

Jeg havde fået en elastik af en af politikvinderne. Hun mente det var bedst det var opsat, så ingen af fangerne ville hive fat i det. Jeg tog det op i en knold og kiggede omkring mig. ”Du er ham psykopaten… du skal ind i sektor 3. ” Sagde en vagt og henviste mig til en anden gang. To vagter gik side om side bag mig. Jeg kunne ikke ligefrem flygte. ”Du skal dreje til højre om lidt. ” Sagde den ene. ”Okay så. ” Svarede jeg.

Da jeg drejede, så jeg hvilket selskab jeg havde fået. Jeg var dømt til at finde en sugardaddy herinde, hvis ikke jeg godt kunne klare mig selv. En eller anden fløjtede af mig og mit blik gik hen mod ham.

”What a treat! ” Grinte en. Jeg fortsatte ned af gangen og det sidste værelse af en art blev jeg ført ind i. Der var en ældre mand, som manglede en arm og anden som lignte et barn med gråt hår. Jeg lagde mine ting fra mig og så vagterne forsvinde. Jeg lagde tingene ind i mit skab. Det måtte vel være mit skab, siden ingen havde ting i det. Jeg lukkede den i og kiggede op. En eller anden kiggede på mig. ”Det koster at bo herinde. ” Sagde han. ”Godt jeg er nærig så. ” Svarede jeg og satte mig i den hårde seng. ”Du forstod ikke hvad jeg sagde. ” Sagde han irriteret. ”Jeg forstod godt hvad du sagde. Jeg har ikke brug for beskyttelse. ” Sagde jeg og fandt en lillebitte gren frem med et grønt blad på.

”Den sidste fyr herinde blev løsladt allerede i går. Han havde brug for beskyttelse. ” Sagde manden. ”Virkelig. Var han familie far? ” Spurgte jeg og vendte mig mod ham. ”Du minder mig om en køn lille ting jeg engang skar fingeren af. ” Sagde han med tænderne trykt sammen. Jeg viste mine hænder til ham. ”Tydeligvis ikke mig. ” Sagde jeg.

”Bones, lad knægten være. Han kommer fra sindssygehospitalet. Han myrder dig nok når du sover. ” Sagde en tynd splejs. ”Bare rolig, Bones. Jeg vil foretrække du er vågen. Det er sjovere. ” Bones, som manden vel hed, kiggede irriteret på mig. Han gik sin vej med nogle andre.

”Det var modigt. ” Sagde manden med den ene arm. ”Jeg har stået overfor værre. Hvad hedder du? Jeg skal tydeligvis være her i noget tid. ” Sagde jeg roligt. ”Jeremiah. Jeg er i køkkenet. Det er dig som er min nye køkkenassistent. Harry, ikke? ” Spurgte han. Jeg nikkede. ”Sjovt de lader dig være i køkkenet. De leder nok efter en grund til at lukke dig inde. ” Sagde han og fandt en lille notesbog frem. ”Hvad er det du skriver? ” Spurgte jeg. ”Hvalp, du er hurtig. Dit navn og kælenavn så jeg kan huske dig. Chips. Det er det I britere æder, ikke? ” Grinte han og lagde notesbogen på sit bord.

”Jeg er V. ” Sagde den tynde. ”Står det for Villain? ” Spurgte jeg. Han nikkede. ”Dårligt gadenavn. ” Smilte jeg. ”Enig. Hvorfra England kommer du? ” Spurgte V. ”Holmes Chapel. Jeg har boet i London de sidste ti år. ” Svarede jeg og kiggede omkring mig. ”Hvor mange herinde er meget… jeg ved ikke, tykhovedet? ” Formulerede jeg. ”For mange. Men hold dig til køkkenfolkene. Du møder dem i morgen. ” Sagde han og lagde sig på sin seng. Jeg kiggede omkring mig. ”Hvor meget vil jeg tjene i timen? ” Spurgte jeg. ”Hvor meget vil du have? ” Spurgte han. ”Ni cent er lønnen for køkken, er det ikke? ” Spurgte jeg. ”Jo. Jeg vil gerne have morgen og aftenvagter. De helt sene. ” Sagde jeg hurtigt. ”Hvorfor dog det knægt? ” Grinte han. ”Fordi, så kan jeg læse i de lyse timer. ” Smilte jeg. ”Hvorfor læse? ” Grinte han og satte sig op igen.

”Min kæreste elsker bøger. At læse minder mig om hende. ”

***

Jeremiah havde vækket mig tidligt, og jeg gik sammen med ham ind i køkkenet. Der var to andre mænd ud over mig der skulle arbejde.

”Godt så drenge. Det her er Harry. Han vil tage morgen og aftenvagter. Jeg forventer I opfører jer ordentligt. Men det gør I jo altid. ” Grinte han og klappede mig på skulderen. Så gik han. ”Du kan vaske gulvet og bordene ude i spisesalen. Du må selvom rækkefølgen. ” Sagde den ene og gav mig svupper og spand. ”Okay. ” Sagde jeg og gik i gang. Jeg fik hurtigt ordnet første halvdel. ”Du ehm… Harry, du kan altså godt låne noget lys. ” Sagde den ene. ”Det er fint. Jeg er vant til at arbejde i mørke. ” Det var teknisk set rigtigt. Desuden var lyset fra køkkenet helt fint. ”Så mørkt er her heller ikke. Lyset fra køkkenet hjælper. ” Sagde jeg og gik videre til næste række borde. Det var nemmere at finde ud af hvor man var kommet til, hvis man tog efter række af borde. Jeg var kun nået halvvejs da Jeremiah var kommet tilbage. Var jeg langsom?

”Det ser godt ud drenge. Husk lige at kog mælken op. Den er vist for gammel. ” Sagde han og gik igen. Ingen mælk til mig. Ikke at jeg var drukket mælk de sidste par år. Jeg drak meget frugt baseret eller vand. Vand er altid godt og sundt.

Jeg fortsatte og var næsten færdig da en af to mænd kom ud fra køkkenet. ”Jeg gør lige klud klar til bordene. ” Sagde han og gik ud i køkkenet igen. Jeg løftede svupperen og puttede den ned i vandet. Jeg fik gjort rent under det sidst bord og gik ind med spand og svupper. ”Hvor skal jeg stille det? ”

”Vi bytter bare, hvalp. ” Det navn.

Jeg tog imod klud og balje med varmt vand og gik igen ned i enden af salen og startede med første række af borde og så vider og så videre. Jeg blev endelig færdig med bordene.

”Godt, hvalp. Kom og spis. ” Jeremiah sad der også. ”Skal vi ikke først spise efter? ” Spurgte jeg. ”Nej. Tag plads. Der er intet mug på maden. ” Hvorfor skulle jeg også falde.

”Tak. ” Jeg satte mig ned og tog en bid af noget toast. Det smagte fandeme meget af sukker. ”Noget galt med maden? ” Spurgte en af de to mænd. ”Er det her lavet af sukkerknalder? ” Spurgte jeg og drak noget vand. Det smagte i det mindste som vand. De grinte af mig. Ikke på en hånlig måde. ”Sig mig hvad åd du før i tiden? ” Sagde den ene. Han havde halv langt hår, blondt og krøllet. ”Du er irsk… men jeg var vant til posemad eller 5 stjernet menuer. ” Sagde jeg roligt.

”Du er ikke hel dum. Jeg er fra Irland. Nogle siger du kommer hele vejen fra London. ” Sagde ham den blonde. ”Sandt. Hvorfor er du her så? ” Spurgte jeg og tog noget af grøden på min tallerken. ”Narkosmugling. Min kæreste blev skudt. Jeg ville have hævn og skød tre betjente. ” Sagde han med et smil. ”Okay.  Hvad hedder du så? ” Spurgte jeg og drak lidt vand. ”Niall. ” Han havde ingen tatoveringer. Mærkeligt. ”Har du fået fjernet en tatovering eller hvad? ” Spurgte jeg. ”Jeg er gået ud af det. Når jeg er færdig her, venter min nevø på mig. Min bror er død på grund af kræft. ” Sagde han og tog en slurk af noget kaffe.

*Silva*

Jeg sad og trillede fingre imens Monroe var ude og finde mad til os. Ella lå og sov over mit ene lår. Normalt gjorde Minerva det. Hvordan havde hun det? Var hun i sikkerhed? Snakkede nogle med hende. Jeg måtte prøve at tænke på noget andet. Men enten var det Minerva eller Harry der var i mit hoved. Jeg ville bare så gerne have alt det her overstået. Det var uretfærdigt på så mange måder. De fortjente ikke hvad der skete for dem.

”Du tænker for meget. ” Jeg kiggede lidt forskrækket ned på Ella. ”Hvad mener du? ” Spurgte jeg. ”Du tænker for meget. Alting skal nok gå. Stol på mig. ” Sagde hun og klappede mig på kinden. Hun satte sig op og kiggede omkring sig. ”Monroe har været væk i noget tid nu. Tror du han klarer sig? ” Spurgte hun. ”Det er vel ikke så svært at finde noget mad. ” Sagde jeg og lagde min jakke om mig. ”Her er fandeme koldt. ” Hviskede jeg og trak mine ben op til mig.

”Der kommer han. ” Monroe havde en hel pose med. ”Starbucks til damerne. ” Sagde han og rakte os noget varm kaffe, heldigvis. Jeg tog en ordentlig slurk og det brændte min hals en smule. Men det var rart nok. Han satte sig over for mig og Ella. Han fandt sandwiches frem og noget frugt. Jeg tog et bid af et æble. Det smagte syrligt. Det var tiltrængt.

”Hvornår letter flyet? ” Spurgte Ella. ”Vi skal gå over mod checkin her om fem minutter. ” Sagde han og puttede resten af sin første sandwich i munden. ”Må vi godt have det her med ind i flyet? ” Spurgte jeg. Han nikkede. Bare rolig, ingen problemer der. ” Sagde han og pakkede tingene ned i hans rygsæk.

”Sådan. Lad os gå. Hellere for tidligt end for sent. ” Sagde Monroe og tog sin rygsæk på. Jeg rejste mig og tog min jakke ordentligt på og min rygsæk.

”Hey! Jer! ” Vi vendte os alle mod stemmen. ”Bliv der! ” En pistol blev rakt imod os. Jeg nåede ikke at reagere men pludselig lå en af dem ned en kuglepen i skulderne og Monroe havde fat i min arm og Ella havde fat i den anden. Monroe trak en pistol fra sin jakkelomme og skød mod et vindue, som med garanti skulle være skudsikkert, men splintrede som et helt almindeligt glas. Monroe hoppede ud og jeg havde ikke andet valg end at følge med. Jeg landede hårdt og forstuvede min ankel. Ella tog pistolen og sigtede op mod vinduet og Monroe havde taget fat i mig og svunget mig over skulderen. Det gav mig helt kvalme. Eller også var det hvad der var sket på under et minut som gjorde mig syg. Vi løb direkte mod nogle mindre fly, som var i gang med at blive fyldt med kufferter. Men hurtigt fik Ella dem væk så Monroe kunne komme ind i flyet med mig. Ella slog begge piloter bevidstløse og smed dem ud. Hun lukkede døren og pludselig sad hun i førersædet.

”Fuldt tanket op og klar til at lette, jeg skal ikke bruge en anden pilot, skynd dig at gøre noget ved foden. ” Sagde hun og jeg kunne mærke flyet bevæge sig hurtigt. Ikke langsomt ligesom når man fløj almindeligt, det her skulle gå stærkt. Jeg kiggede ud af en af vinduerne og kunne politibiler. Jeg kunne høre sirenerne.

”Skynd dig, Ella! ” Råbte Monroe og lagde mig til rette. Han lød efter en førstehjælpskasse imens jeg tog hårdere fat i sofaen jeg var blevet lagt i. bilerne var nu på siden af os. Pludselig gav det et kæmperyk.

”HAHA, YEAH BABY. ” Kunne jeg høre Ella råbe og vi lettede. ”AV. ” Råbte Monroe og jeg kunne se han lænede sig op af en væg for at holde balancen. Jeg kiggede ned og kunne se lufthavnen blive mindre. Ella drejede skarpt til venstre og før jeg vidste af det, var vi ovre det åbne hav. Vi var oppe i fire kilometers højde.

”Er I okay deromme? ” Spurgte hun. ”Ja. ” Svarede Monroe og jeg på samme tid. Han gik hen mod mig jeg lagde mig til rette. ”Det her vil gøre ondt. Men det regner jeg med at du ligesom lever med. ” Sagde han og trak forsigtigt min sko og sok af. Den så helt forkert ud. ”Hvor er det klamt. ” Sagde jeg og holdte mig for munden. ”Hold dog op med alt den klynken. ” Sagde han og tog fat i min fod. ”Jeg knækker den tre gange, er du med på det? ” Spurgte han. Jeg nikkede. Et ding lød. ”Jeg kommer lige. ” Sagde Ella. Hun sad ved siden af mig, dækkede mine øjne og holdte mig i hånden. ”Det her er meget ekstremt, synes jeg. ” Hentydede jeg til Ella. ”Det ved jeg. Men det er klamt at se på, tro mig. ” Sagde hun og klemte min hånd kærligt.

Det første knæk lød. Jeg kunne mærke blodet pumpe voldsommere. Andet knæk, og mit blød begyndte at pumpe så meget at det gjorde ondt. Tredje knæk og blodet pumpede ikke så meget omkring foden kun, men i hele benet. Monroe lagde en bandage på og Ella gik tilbage til cockpittet. ”Du er modig. Du ender snart med at blive lige så sej som Harry. Slikkepind. ”

”Hold kæft, Monroe. ” Svarede jeg og lagde mit hoved tilbage. ”Vi har lige stjålet et privatfly. Fra Island. ” Sukkede jeg. ”Jeg er overrasket over at de overhovedet har råd til privatfly på Island. ” Sagde Monroe og satte sig ned.

”Hvor lander vi henne? ” Spurgte han Ella. ”Jeg ved det ikke. Måske på en af øerne tæt på Quebec. Det er en start. ” Sagde hun roligt. ”Monroe… ” Hviskede jeg. ”Hmm? ” Han vendte sig mod mig. ”Jeg er træt. ” Sagde jeg og kunne mærke hvordan min krop blev tung. ”Bare rolig, vi vækker dig inden du lander. Sov godt, Silva. ” Jeg vendte mit hoved væk fra ham. Hele min krop blev tung. Det var ikke ligesom den søvn jeg var vant til. Den her var tung, det føltes som om at min krop blev mast af en kugledyne. Jeg lukkede mine øjne i og prøvede på at slappe af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...