Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
24Kommentarer
13077Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Kapitel 10.

*Silva*

Det regnede voldsomt hvor vi var. Det var Ellas lejlighed i Oslo. Her var rimelig kedelligt, og jeg kunne ikke forstå hvad der stod i nogle som helst bøger. Jeg havde taget nogle få med fra godset, som jeg kunne underholde mig med. Her var dødsygt.

”Så er jeg hjemme! ” Ella kom ind af døren, hendes jakke og hele sig selv drivvåd. ”Jeg har hentet mad. Jeg er glad for at pejsen er her. Hvor er det dejligt. Varme. Varme var altid godt. Medmindre man kunne lide efterår. Jeg elsker efterår. Efterår er altid godt. Efterår over varme. Okay vinter er også rimelig dejligt. Mon det snart ville sne? Vi var jo i Norge, og så langt som min viden rakte, så burde det sne i december.

Selvom jeg havde vænnet mig til et liv som dette, så syntes jeg at det var uretfærdigt ikke at være hjemme juleaften. Ingen Minerva, men hun havde det godt på gården i Adensfields. Ella var her. Ja. Hun var her. Vi skulle nok få en hyggelig jul sammen.

”Hvorfor stirrer du sådan ud? Det regner jo bare. ” Kunne jeg høre hende sige. ”Regnen. Jeg tænker. ” Sagde jeg og vendte mig mod hende. ”Jeg tænkte på at vi kunne holde jul på skandinaviske manerer. ”

”Ingen kalkun eller frugtkage? ” Spurgte jeg og tog fat i en kogebog. Den var på norsk. Fedt. ”Bare rolig. Vi skal have and med svesker og brune kartofler… selvom jeg tror det er dansk. ” Sagde hun og kiggede i et magasin. "Jo… og rødkål. ” Sukkede hun. ”Hvad med sushi? ” Spurgte hun og satte sig ved en computer. ”Det er bedre end traditionel julemad i norden. ” Grinte jeg og satte mig ned hos hende. ”Tror du nogle vil finde os her? Vi er rimelig… meget i centralt område. ” Sagde jeg og hentydede til udsigten over gågader. ”Rolig nu. Det er en gammel bygning. Fra 1850 eller sådan noget, og det er kun gennemsnitsfolk som bor her alligevel. Kom nu, lad os finde et sted hvor vi kan købe sushi til overpriser. Vi skal have så meget, at mindst to f stykkerne giver os allergi, og så kan vi blive indlagt og nasse på det offentlige system. ” Grinte hun og søgte videre.

”Du er fjollet du er. Men ja til sushi, bare ikke allergi eller overpriser. ”

”Kom nu. Det er kun jul en gang om året. ” Sagde hun og begyndte at klikke på forskellige typer sushi. ”Du bruger virkelig mange penge på det der. ” Sagde jeg og fandt en bog frem jeg kunne læse i. ”Ja selvfølgelig. Vi skal have nok til de næste par dage efter julen. Ingen af os gider lave mad allievel. ” Sagde hun og trykkede på bestil. Hun skulle betale et depositum. Det virkede dyrt, men det var kun sådan 5£. Det er vel billigt.

”Det er tre dage til jul. Skal vi give hinanden noget? ” Spurgte jeg, lidt i håb om at jeg måtte gå uden for. ”Nej. Ingen af os skal ud og købe gaver. Specielt ikke dig. Tænk hvis nogen rent faktisk genkender dig. Du er international nyhed nu. Det er jeg ikke på samme måde. ” Sagde hun alvorligt.

Jeg satte mig hos hende og kiggede hende ind i øjnene. ”Det gør mig ondt, det her er en tortur for dig, det ved jeg godt. Men indtil vi får noget af vide af enten Monroe eller Harry, så skal du blive inden for. Du kan ikke bare gå udenfor. Du ved godt du er kendt nu. Oxford studerende forsvinder ikke bare. Hvis en elite flipper folk ud, det ved du godt. Du er specielt en historie med meget kød på. Pigen der så sin bedsteven død og spist levende. Pigen der boede i himlen men kravlede hele vejen op til himlen. Jeg kunne blive ved. De kører på dig, så længe det er muligt. Det er jeg ked af, på så mange måder. Du forstår slet ikke hvordan det har haft en effekt på os. Jeg ville lade dig løbe, løbe så langt dine ben kunne lade dig, men jeg kan ikke. Det har jeg lovet Harry. Jeg beskytter dig, længere er den ikke. Beklager. ”

***

Ella sov tungt inde på sit værelse, da jeg sneg mig ud i stuen for at lukke terrassedørene op. Jeg lukkede dem i igen og kiggede ud over byen.

Gadelysene, lyset fra bilerne, gjorde natten fik en rødlig glød. Jeg kunne høre skibes horn give tegn til at de var ved at lægge sig til kaj eller sejle ud af havnen. Mennesker på gaden. Travle fodtrin, nogle havde overskud til at hilse pænt på hinanden, andre råbte skældsord. Mennesket var et væsen, jeg til tider jeg ikke kunne forstå. Jeg var skam ikke bedre eller klogere, men handlingerne, hvordan kan det være muligt vi er blevet udviklet til at være aggressive? For at bevise der stadig er lidt høvding i os, selvom der ikke har været høvdinger i Norge i flere hundrede år? Det var bemærkelsesværdigt. Jeg rykkede lidt på den solide pude jeg havde taget med fra stuen. Jeg havde også en hue på. Nordens vinter var kold, men det var kun fordi at det var begyndt at sne. Eller, det var begyndt at sne, fordi det var blevet koldere i løbet af dagen og fordi at det er norden. Jeg har ikke nogen ide om hvordan man forklare hvorfor det sner.

Jeg kiggede ned igen og kunne se alle de små sjove mennesker og smilte. Et ældre par gik under mig. De holdt i hånd og manden havde en stok. Harry brugte stok.

Jeg savnede ham virkelig.

*Harry*

Jeg husker mørket. Jeg husker hvordan det pludselig opslugte mig. Jeg husker lidt. Ikke meget. Men lidt. Den smule jeg havde brug for. Eller bare noget. Måske var det ikke noget vigtigt alligevel.

Jeg åbnede mine øjne og kunne intet se. Der var mørkt. Jeg prøvede at bevæge mig, men jeg kunne ikke. Noget, nok læder var bundet omkring mine ben, hænder og hoved. Jeg prøvede at bevæge mig endnu mere, men det begyndte bare at gøre ondt.

”Hallo? ” Det var dumt at sige noget, det vidste jeg godt. Men jeg var nødsaget til det, hvis jeg skulle kunne finde ud af hvor jeg var og hvad jeg skulle gøre for at komme væk.

”Er der nogen som helst? ” Spurgte jeg lidt højere. ”Der må gemme sig nogle. Ingen er dum nok til at spænde nogen fast, uden at tro de ikke vil vågne op, så havde de bare dumpet liget. ” Provokerede jeg og prøvede at løsne igen.

Mine ører opfangede pludselig en ukendt summen. Ligesom når man tændte lys. Så skete det. I løbet af millisekunder. Jeg lukkede mine øjne i, så snart jeg kunne høre lyskontakten, for ikke at blænde mig selv. Langsomt og forsigtigt åbnede jeg øjnene op og kunne mærke jeg fik ondt i hovedet. Pis.

”Så, Styles, du er vågnet op, kan jeg se. Fortæl mig, hvad lavede du i Whitby? ” Jeg vendte mig mod den dybe stemme. Den var amerikansk. Hvorfor var den amerikansk? Jeg kiggede ned af mig selv og kunne se jeg lå på det som lignte noget fra en pornofilm af. En menneske formet briks. Mine lår og skinben havde tykke læderremme over sig og det samme havde mine arme, af hvad jeg kunne se.

”Du er stadig groggy, er du ikke? Du er sku modig, at råbe efter os på den måde, vi troede lidt du var helt væk da du ramte den sten. Men heldigvis ikke. Du har været væk i tre dage. ”

Tre dage.  

”Hvem er du? Hvor er jeg? ” Spurgte jeg alvorligt og blev ved med at blinke til at jeg så tingene tydeligere. ”Mit navn er Callack. Jeg er amerikaner, som du nok har regnet ud. Jer britiske… jeg ved ikke, agenter, skal jo være hurtige til at observerer og jeg ved ikke. I skal vel være som Sherlock Holmes, meget analytiske. ” Grinte han og kom tættere på. ”Vil du ikke se din nye celle, Styles? Den er sku lækker. ” Han løsnede læderremmen om mit hoved og flyttede det voldsomt til begge sider. Hvide vægge alle vegne. ”Jeg har sørget for at du kan bo her, og så lige komme ud og spise en gang imellem. Måske to gange om dagen, i en halv time per gang selvfølgelig. Ellers skal du blive her. ” Smilte han klamt. ”Sig mig engang, agent, tror du virkelig noget fængsel vil have mig? ” Grinte jeg. ”Nej. Men jeg tror et lykket sindssyge cirkus vil. Du slog trods alt Silva Prudent ihjel, gjorde du ikke? Først slog du Michel Argent ihjel, hendes flirt, og derefter hende? Det er vel derfor vi ikke kan finde hendes lig. Du har det stadigvæk. Nogle så dig, Styles. Jeg skal nok få bugt med dig. ” Grinte han og gik.

”Du glemmer noget. ” Sagde jeg inden han nåede døren. ”Hvad skulle det være? ” Hans sko gav genlyd af at han vendte sig mod mig. ”Den stakkels familie får ikke fred før I har fundet hendes lig. ” Sagde jeg og lagde mit hoved tilbage på den klamme briks. ”Vi har ikke brug for din hjælp til at finde liget. Vi har hendes hund. Den kan snuse hende op, hvor som helst. Sygt at du lod hende aflevere den selv. Vi skal nok finde de medskyldige. De er efterlyst overalt i England. ” Godt de er i Norge så.

”Held og lykke, siger jeg bare. ” Han gik ud. Jeg prøvede straks at sætte mig op, men igen, umuligt. Jeg vrissede kort af mig selv og prøvede at rykkede mine hænder ud. Men det var for besværligt. Det var umuligt at vride sig nok til at komme løs. Tænk at en gammel sexbriks skulle være mit endelige. Hellere tortureres i timevis. Jeg nægtede at blive skør herinde. Jeg måtte ikke blive skør herinde. Jeg blev nødt til at komme ud. Jeg måtte tilbage til Silva, men jeg måtte først stoppe det her.

Jeg lod mit hoved falde tilbage igen, efter talløse gange hvor jeg prøvede på at løsne mig, men intet virkede. Jeg kunne høre den tunge dør gå op igen. Hvide kitler. ”Så du skal forhøres om en lille time. ” Sagde den ene og fandt en kanyle frem. ”For at sørge for at du ikke er for aktiv, har vi fundet noget beroligende til dig. Det er nok mere effektivt end det som du er vant til. ” Smilte han og satte den i min arm. ”Du burde være den indlagte. ” Sagde jeg. Han smilte bare. ”Ja. Men jeg er har en kandidatgrad. Så det går ikke. ” Jeg kunne mærke nålen gå ind i min hud og den kolde væske mase sig igennem mine muskler.

”Du vil blive en smule svimmel og måske se syner eller høre ting. Man bare rolig. Det er normalt. Forhåbentlig fortæller du hvor du har gjort af den stakkels pige… var hun ikke en… barndomsveninde? ” Grinte han og satte en anden kanyle i min anden arm.

”Hvad der ikke er din næse at rage i, skal den holde sig fra. ” Sagde jeg og kunne mærke vreden boble inden i mig.

”Jeg forstår dig godt. Hvem ville ikke gerne have fingrene i den lille sag. Så ung hud og uskyldig. Hende ville en hver forbryder som dig nyde at gøre ondt. ” Jeg havde altid kunne styre min vrede, altid. Men her, her trak de den for langt. Jeg vendte langsomt mit hoved mod ham. ”Hvis I finder hende, og jeg finder ud af at en eller anden gammel stodder har så meget som lagt en finger på hende, så finder jeg dig, og jeg kan garantere en ting. Du vil fortryde du overhovedet valgte at tænke på at gå mig på nerverne. ” Mine arme var begyndte at blive mærkelige. De føltes så underlige. Som skyer. Skyer, ja, hvide skyer.

”Jeg ville ikke have noget imod at røre hende igen. ” Mit blik vendtes mod den anden gamle mand, han så bare ikke så gammel ud. Han lignte Michel Argent. ”Jeg ville ønske du havde ladet mig afslutte hvad jeg var begyndt på, Harry. Jeg ville have kneppet hende til ugenkendelighed. ” Grinte han og løsnede remmene på min krop. Jeg prøvede at slå ud efter ham men faldt bare på gulvet.

”Hov, hov. En eller anden havde taget fat på mig og fået mig op på mine ben. De føltes som gele. Jeg prøvede at stå selv.

”Kom med en kørestil. Psykopaten kan sku ikke holde til det. ” Grinte en dyb stemme. Jeg blev flået ned i noget, som nok var den der kørestol de der stemmer snakkede om. Jeg fik håndjern på. Det lignte ikke rigtige håndjern. Det lignte de havde låst rådne hænder omkring mine håndled. Det føltes endda som om at de knugede sig længere og længere ind i min hud. Det gjorde ondt, men det var ikke virkelig. Det var ikke virkeligt, det var ikke virkeligt. Det var den rene indbildning og det var kun fordi at de prøvede på at gøre mig vanvittig, det måtte ikke lykkedes, uanset hvad, måtte det ikke lykkedes. Jeg kiggede omkring mig og så hvordan de hvide mure langsomt rådnede op. Ligesom man så i gyserfilm. Hvordan man starter et yndigt sted, men pludselig forvandles det til et helvede. Murerne begyndte at smelte og gulvet under mig, begyndte  at forme sig som kviksand. Det startede som alminelige firkantede gulvklinker, men ændrede farve, til sand og blev helt blødt. Mine fødder rørte det fugtige kviksand og det kom længere og længere op af mine ben. Mit tøj blev klamret mod min krop.

Det er ikke virkeligt. Det er ikke virkeligheden.

Det kom op til min mave. Jeg begyndte at tage dybe indåndinger. Hvis jeg fortsatte med at tage dybe indåndinger hele tiden, ville der ikke ske mig noget. Hvis bare jeg kunne holde det væk.

Vi kom igennem endnu en dør. Kviksandet og de smeltede mure var væk. Her var rent, hvidt og sort klinkegulv. Jeg prøvede at få mit hoved op igen, så jeg kunne se hvor langt vi skulle, men noget, nok en hånd, havde taget fat i mit hoved, så det eneste jeg så på var gulvet.

”Hvad er anliggende? ” Spurgte en lys stemme. Den tilhørte nok en kvinde. ”Afhøring. Vi skal først ind og give ham noget medicin. Han er lidt groggy. Vi skal have ham til at vågne op. ” Sagde en dyb stemme. Nok manden der trak kørestolen af sted.

En dør blev åbnet. ”Held og lykke. Det er Gregor som afhører i dag. Han arbejder normalt med pædofile, du er bestemt i hans sigteøje. ” Sagde den lyse stemme igen. Kørestolen blev rykket, så vi kom vel videre. En dør blev åbnet. ”Det foregår herinde. ” Sagde en anden stemme. Vi kom ind i et sort rum med kun et lys i loftet. Selvom jeg ikke kunne se op, så var jeg ikke helt dum. Jeg kiggede hen mod bordet. Der sad allerede en. ”Bare sæt ham til rette. ” Sagde manden, som nok var ham der Gregor. Jeg blev skubbet hen til bordet og mine hænder blev rakt frem og låst fast til en metalring i bordet. Mine fødder blev løftet ud af kørestolen og lænket fast til gulvet.

Endnu en kanyle blev stukket i min arm og noget koldt flød ud i min arm. Min anden fik samme omgang. Manden gik ud og døren blev lukket. Langsomt virkede hvad end jeg havde fået og begyndte at vågne op igen. Tingene omkring mig var blevet skarpere. Gregor var også.

”Så, du ser ud til at vågne. ” Sagde han og lukkede en mappe i. Mit navn stod på den. ”Fra hvad vi kunne se på dig. Er du inden for den sidste måned blev skudt to gange med slangegift. Sandsynligvis fra en pistol, omkring 8 mm. Ikke særlig kraftigt. Men nok til at slå en voksen man omkuld. Sig mig, Styles… hvor har du været i ti år? ” Jeg kiggede forskrækket op. Hvad mente han med det.

”Ingen steder. Ikke af vigtig betydning. ” Sagde jeg prøvede at holde mit hoved koldt. ”Jeg tænker bare… jeg har læst din journal igennem. Du døde åbenbart i 2005 grundet et pædofilt netværk havde fået fat i dig. Jeg havde ondt af dig indtil jeg hørte det var dig som Argent familien anklagede for mordet på deres søn. Men det som undrer mig mest er, hvorfor du ikke ændrede navn, siden du bare forsvandt, i stedet for at dø? ” Vi fik øjenkontakt. Han var nok 25 år ældre end mig. Stadig i god form og nok tidligere soldat. Han havde nok deltaget i Afghanistan krig.

”Vil du gerne vide det? ” Spurgte jeg. ”Ja, det vil jeg. ”

”Jeg valgte navnet, i håb om at en ville finde mig igen. ” Sagde jeg, uden at give rigtig hjælp til ham. ”Hvem skulle det så være? ” Spurgte han. ”En som kender mig, bedre end en præst ville kende biblen. ” Sagde jeg og kiggede ondt på ham. ”Du kan godt lide den slags, kan du ikke? Kun svare halvt på spørgsmålene? ”

”Jeg svarer som det passer mig. ” Sagde jeg og satte mig tilbage. ”Hvis det her er i USA, så overrasker jeres primitive metoder mig ikke. Men hvis I gerne vil vide det. Så har jeg et arbejde. Det er meget vigtigt. Jeg gør ting for folk, ting som folk ikke selv kan. Jeg udfører det arbejde I ikke har kunne fuldføre. Jeg sørger for at din lille pige kan gå sikkert hvem fra et frathus, uden tanken om at skulle tænke på at nogen måske ville følge efter hende. Det er den jeg er. Jeg lyder måske som en syg stodder for dig. Men indtil videre har jeg mere skyldigt blod på mig, end det amerikanske retssystem har tilsammen. ”

”Hvad skal det betyde, Styles? ”
”Tror du virkelig et par lænker kan holde mig nede? ” 

______________________________________________________ 

Hej alle jer søde mennesker! 

Jeg vil bare lige sige tusind for at følge med i det jeg skriver. Jeg er så glad for jer alle sammen! Jeg håber I er tilfredse med handlingen indtil videre. 

Hvem kan I bedst lide af karaktererne og hvorfor? Please do tell me xx! 

xx Jensen 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...