Angel in Disguise

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2015
  • Opdateret: 14 nov. 2016
  • Status: Færdig
Der er gået ti år siden Harry Styles forsvandt på vej hjem fra skole. Hans barndomsveninde, Silva Prudent, har endelig opgivet at lede efter ham. Hun har indset at livet fortsætter og hun er nødt til at blive voksen. Men ikke alt går som forventet.

34Likes
25Kommentarer
13048Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Kapitel 1: 

*Silva Prudent* 

”Harry, skynd dig! ” Grinte og jeg løb ud i regnen. ”Jeg kommer, jeg kommer! ” Klagede han med en drillende tone i sig.

”Silva, er du her? ”

Nej.

”Vi skal skynde os hjem! ” Klagede jeg igen og tog hans hånd. ”Vent lidt! Jeg skal binde mine sko. ” Sagde han og stoppede op. ”Du burde gå med noget andet end snøresko. Måske skulle du gå med støvler! ” Grinte jeg flabet. ”Så ville jeg ligne dig! ” Ja, sikkert!

”Silva, kom tilbage til mig. ”  Jeg kiggede op mod kvinden jeg havde set i nogle måneder nu. ”Hvad så du? ” Spurgte hun mig og fandt papir og kuglepen frem. ”Det var selve dagen inden. 30 november. Vi var på vej hjem. Vi skulle se en film, som vi ikke måtte se for vores forældre. ” Jeg havde den stadig til at ligge derhjemme. Jeg så den nogen gange. ”Hvad mere, vil du fortælle mig det? ” Spurgte hun. ”Vi sad og så filmen sammen. Han havde lavet popcorn og jeg havde hentet hans dyne. Vi sad sammen. ”

”Kom nu, Harry! Filmen starter! ”

”De trængte til salt! ” beklagede han og satte sig hurtigt unde dynen. ”Godt du kunne komme. Det havde været lige før at køkkenet nok havde kidnappet dig. ” Svarede jeg flabet. ”Du skal altid være så fjollet. ” Sagde han og satte popcornene mellem os.

”Hvad skete der så? ” Spurgte hun mig igen. ”Vi så filmen, og de opdagede det ikke. Vores forældre selvfølgelig. ”

”Hvad skete der så? ”

”De kom hjem og vi lavede lektier. Så fik vi aftensmad. Vi gjorde os klar til at sove og så gik vi i seng. Harry havde bygget en hule. Han havde gjort så stor en ting ud af det. ” Jeg kunne mærke mit bryst knuge igen. Hvordan kunne jeg glemme de store grønne øjne med livets lys, som strålede ud af dem?

”Silva, træk vejret. ” Sagde hun stille. Jeg tog en dyb indånding og løsnede min hånd. ”Jeg har det fint. ” Sagde jeg og prøvede selv at tro på det. ”Hvordan går det i skolen? ” Spurgte hun mig. Jeg har ingen venner i skolen. I hvert fald ingen som jeg egentlig kender. Jeg har Ella, det er det. ”Det er okay. ” Svarede jeg. Hun nikkede og noteret sikkert et eller andet om at jeg var ved at overveje selvmord. ”Må jeg gå nu? ” Spurgte jeg. ”Ja. Prøv og hav en god dag. Vi ses på mandag. ” Måske skulle jeg pjække fra den aftale. Sige noget at jeg er blevet syg. Har fået influenza. Det ville hun nok tro på. Forhåbentlig.

Jeg trak jakken over mine skuldre og skyndte mig hjem. Jeg orkede ikke mere. Det var fredag og min morgen var blevet ødelagt fordi den åndssvage psykolog så gerne ville tjekke om jeg var ”okay”. Ti år. Jeg tror at uanset hvor lang tid der går, så vil jeg altid være mærket. Min bedsteven blev bortført og slået ihjel. De fandt hans skelet i en strømning, ædt af fisk, retsmedicinerne påstod endda han blev spist mens han stadig var i live. Det var det sidste jeg ville høre. Jeg var kun ni. Tror de virkelig det var sådan noget en ni årig drømte om at høre? Hvorfor ville de sige sådan noget? De skulle have løjet og sagt han var løbet hjemmefra. Ikke alt det andet.

Jeg låste døren op til min lejlighed og kunne høre Minervas poter ramme gulvet. Hun var to år nu. ”Hey min pige. ” Sagde jeg til hende og kyssede hende på hovedet. Hun var schæfer. Hun havde fået konstateret kræft som hvalp og familien ville ikke have hende efter det. Hun klare sig nu fint nok. Det gør hun altid. 

Jeg satte min taske ved sofaen og lagde mig der med et tæppe over mig. Minerva hoppede op i sofaen og lagde sig bag mig med sin pote over min side. Hun gemte sit hoved mod mit tykke hår og tog en dyb indånding. Jeg havde brug for energi og hvile. Jeg skulle til en fødselsdagsfest. Jeg orkede den ikke, men lovede Ella at jeg ville komme, for hun ville være der.

***

Døren åbnede sig og Ella kom ind. Hun havde været ude og shoppe igen. ”Jeg har købt en kjole til dig! Hvid og forførende! ” Smilte hun og lagde poserne i enden af sofaen. ”Op med dig sovetryne! ” Sagde hun og hev mig op. Minerva gøede glad da hun opdagede hvem der var kommet. Hurtigt fik Ella og hende udvekslede kys og en masse savl, som mest kom fra Minerva.

”Var det hårdt? ” Spurgte hun og pakkede poserne ud. ”Jeg vil ikke snakke om det. Vi skal ud og have det sjovt nu. ” Hvis det var muligt for mig at have det sjovt til fester. ”Her er kjolen. ” Jeg trak mit tøj af og prøvede kjolen. Den sad vel fint. ”Du ser så godt ud! Lad os gøre noget ved håret. Men nej… øhm, du skal lige have nylonstrømper på. Beige, selvfølgelig. ” Sagde hun og løb ind på mit værelse.

Hvor ville jeg ønske at jeg bare havde sagt nej. ”Så er de fundet. Nå, jeg tager lige mine ting frem og så gør vi dig klar. ” Hvinede hun af glæde. Normalt ville hun ikke gå så meget op i det. Men det var en af hendes andre veninder, som havde fået lov til at holde fest i hendes forældres palæ af et hus. Så vi skulle gøres så fine og pæne. Jeg ville ønske jeg havde fundet venner fra min egen samfundsklasse. Middelklassen, ikke overklassen.

”Sådan. Hvad synes du? ” Spurgte hun og gjorde sig til. ”Du ser godt ud. ” Svarede jeg ærligt. Bordeau klædte hende. Hun satte sit platinblonde hår op i en knold og gik i gang med at lægge en base og derefter tilføje couture og bronzer. Det så da godt ud.

***

Ella betalte for taxien og derefter hev hun mig ind. Hvordan kunne hun gå så hurtigt i de stilletter? Det undrede mig en del. Hun kunne jo knap nok løbe 100 meter i Atletik.

”I kom! ” Hvinede hendes veninde. Jeg blev modtaget af et kram, jeg aldrig troede jeg ville komme ud af. ”Tak fordi vi måtte komme. Alexa, det her er Silva Prudent. ” Jeg rakte hende hånden. ”Jeg har hørt så meget om dig. Du læser filosofi, ikke? ” Spurgte hun høfligt. ”Jo. Jeg elsker faget. Tak fordi jeg måtte komme. ” Smilte jeg og løsnede mig fra håndgrebet. ”Kom endelig med ind. ” Folk var allerede i gang med at drikke og have det sjovt. Jeg fik en drik stukket i hånden. Jeg sippede til den, den var ok.

”Nyd nu festen. ” Sagde Ella til mig. ”Jeg prøver, men jeg kender ingen. ” Sagde jeg ærligt. ”Prøv nu bare. ” Sagde hun og bundede sit glas.

Jeg prøvede virkelig. Men fester havde aldrig været det store hit for mig. Jeg drak noget af min champagne og gik væk fra festen. Alexa var en OX’er. Fjerdegenerations idiot som var kommet ind på Oxford. Jeg forstod ikke selv hvorfor jeg var kommet ind, nogen havde betalt mit stipendium fuldt ud og jeg fik endda 500 pund at leve for ekstra i måneden. Jeg havde brugt 300 af dem på at sende Minerva til dyrlæge. Hun havde fået maveproblemer. Alexa havde dog en smuk have. Hendes mor var have-designer. Åbenbart en mere avanceret arkitekt som havde speciale i at dekorere haver. Men hun var uddannet botaniker, også fra Oxford. Jeg drak mere af min champagne og satte den på et marmor bord. Selvom det var efterår og de gullige og røde farver var overalt og selvom nattens mørke havde berørt de fleste bygninger, træer, græsset og statuerne i haven, så kunne jeg alligevel se skønheden i det hele. I det døde.

Jeg satte mig på de sorte trappesten og kunne høre hvordan menneskerne inde i huset morede sig. Deres evige grin som fyldte huset op og de små vibrationer af grinene var nået ud i haven lød nærmest som en slags hvisken. Det var ikke nødvendigt for mig at være inde ved festen. Jeg havde min egen fest. Jeg så mere liv i det døde, end det levede. De rådne blade på jorden havde levet helt liv. Et liv med storme, regn, varme og naturkatastrofer. Hvis bare jeg havde haft så kort et liv som bladene. Jeg ville nok ikke tage livet for givet hvis jeg havde så kort et liv.

Jeg vendte mit hoved mod festen. Jeg havde ikke brug for den. Gåturen hjem ville maks tage tyve minutter. Selvom der selvfølgelig var koldt udenfor, så generede det mig nu ikke.

”Ella? ” Spurgte jeg rundt omkring. Jeg kunne ikke finde hende i det store palæ. ”Silva? ” Spurgte en dreng. ”Hvem er du? ” Spurgte jeg kritisk. ”Jeg er Ellas ven. Jeg ville bare sige hun er ovenpå med en. ” Han blinkede til mig og tog sin hånd om mit liv. Jeg prøvede at gå væk. ”Bare så du ved det. Hvis du keder dig, så bare kom til mig. ” Sagde han og smilte lumskt. ”Du må finde dig en anden og hygge dig med. ” Jeg løsnede mig og gik ud i hallen. Jeg skulle bare hjem.

Hurtigt tog jeg min jakke og halstørklæde på. Jeg skyndte mig ud af døren og væk fra grunden. Hvor dum kunne jeg være? Jeg ville aldrig blive bedre til det. Jeg var så aktiv og glade i mine undervisningstimer, men aldrig til arrangementer som disse. Hvorfor tog jeg med? Jeg er jo et stort fjols til sådanne sociale arrangementer. Hvis bare det var mig som var forsvundet for ti år siden.

”HEY! ” Jeg vendte kort mit hoved, men fortsatte med at gå. Nogen kom løbende. Det var ham den ubehagelige fra festen! ”Du glemte noget! ” Nej, det gjorde jeg ikke? ”Lad mig være, eller jeg ringer til politiet! ”

”Du skylder mig noget. ” Han var kommet helt tæt på. ”Jeg skylder dig absolut intet. ” Jeg var ved at blive bange. Jeg kendte ham jo ikke. ”Du skylder mig bestemt. ” 

”Nej, lad mig være! ” Han tog fat i min jakke og tog sin ene hånd om min hals. Det gjorde så ondt. Jeg fik ondt i hovedet og mine ben blev følelsesløse. Jeg viftede alt hvad jeg kunne med mine arme, prøvede at rive ham væk, men jeg var for svag. ”Du kommer med mig. ” Sagde han og slæbte mig væk. I en gyde, i en ildebefængt gyde, og jeg kunne næsten ikke lugte den.

Hovedpinen blev værre og mit syn blev sløret. Var det nu, var det virkelig nu jeg skulle af sted?

*Ukendt*

Det var ligesom det var i går, at jeg var så tæt på. Jeg lagde min jakke om de spinkle skuldre og løftede hende op. Jeg lagde hende forsigtigt ind i bilen og kørte af sted. Jeg kunne ikke tage hende til hospitalet. Jeg måtte selv fikse hendes skader. Heldigt for mig at der ikke er nogle problemer med hendes hals, ud over hun måske ikke rigtig kan tale de næste par dage. Det ville ikke gøre mig meget. Jeg trykkede på speederen så snart jeg var ude af og centrum og kørte så hurtigt som muligt af sted for at komme væk. Jeg vidste ikke om nogen havde set mig gøre det jeg gjorde. Jeg drejede skarpt til venstre og havde hele tiden mine øjne på hende. Hun måtte ikke komme mere til skade, jeg havde allerede forvoldt mere end jeg burde.

Jeg parkerede i kælderen, hvor ingen kunne se mig og jeg kunne tage en elevator op, uden problemer. Jeg låste døren, sørgede for at dække hendes hoved til og løftede hende op i mine hænder. Jeg trykkede på knappen til øverste etage, dobbelt så det ville gå hurtigere, i håb om at ingen ville tage med den så. Det kunne godt være at det var midt om natten, men der ville altid komme folk ind og ud af denne bygning, uanset døgnet. Der lød et bling og jeg vidste vi var kommet til den rette etage. Jeg trykkede min kode ind og skyndte mig indenfor med hende.

”Det gik fandeme stærkt! Tror du ingen så dig? ” Spurgte en af mine venner i sofaen. ”Jeg er ligeglad. Hent tasken. Vi mangler a-negativ. ”

”Jeg gør det klar. ”

***

Solen stod op og jeg kunne endelig genkende hende igen. Jeg havde redt hendes hår og flettede det sammen så det ikke lå ud over det hele. ”Hun klarer den. Hvor lang tid tror du der går før hun vågner? ” Spurgte Monroe. ”Jeg ved ikke. Tak for hjælpen. I må gerne tage hjem. ”

”Sig til når hun vågner. ” Ella kyssede hendes hoved og gik forsigtigt væk. ”Du lovede at holde øje med hende. ” Sagde jeg vredt. ”Jeg vidste ikke det ville ske. ” Vrissede hun og forlod lejligheden. De gik alle ud og jeg begyndte at gøre gulvet rent i køkkenet.

”Saks. ”

”Hhhh… ”
”Hun vågner! ” Panikkede Ella og fandt endnu mere bedøvelsesmiddel frem. ”Stille og roligt, intet skal forulempes. ”

”Hun er stabil, bare fortsæt. ” Sagde Monroe og rakte mig en ny saks.

”Hun overlever. ”

Jeg prøvede at ryste de skrækkelige billeder ud af mit hoved, men det virkede nærmest umuligt. Gulvet var skinnende rent, det samme var køkkenøen. Jeg smed de røde klude til vask og skyndte mig at sætte en vask over med mit eget tøj. Jeg havde sådan svedt. For første gang i ti år stod jeg selv med hende i mine hænder. Jeg gik forbi hende idet hun lå i min seng, i mine dyner og puder, med støtte til hovedet, som var hun død. Men hun trak vejret, man kunne lige se det.

Jeg åbnede forsigtigt for mit skab og trak nogle bukser og en skjorte ud. Alt jeg kunne gøre nu, var at vente. Jeg satte mig ved sengen i min læderstol og betragtede hende. Det var som at se på Snehvide. Med hendes tykke sorte hår, så sort som natten, hendes blege hud, med de rosenrøde kinder og de fyldige læber med selv samme glød. Hun var vokset op og blevet så smuk at se på. Mon hun syntes det samme om mig? Det ville jeg aldrig finde ud af. Måske var hun ligeglad. Måske ville hun stikke af, når hun vågnede. Jeg vidste det ikke, og jeg ville helst ikke vide det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...