#JuleMimagine; ~ 1. - 24. December ~

Julekalenderserien handler om en pige, Amber, hvis forældre er skilt, da hendes meget ustabile mor er alkoholiker og stof- misbruger og er inde og ude af rehab hele tiden. Ambers far arbejder for FBI og hendes storebror er pga. situationer i deres barndom meget overbeskyttende. Og så er hovedpersonen i et on/off forhold med Justin, som er en kæmpe idiot, i hvert fald, når han er fuld, så bliver han rimeligt voldelig og psyko dum. Så det handler selvfølgelig om, at han prøver at ændre sine drikkevaner og gøre sig selv mere tålelig, men hun tror ikke rigtig på ham, for han har svigtet hende lidt for ofte.

25Likes
3Kommentarer
1053Visninger
AA

2. onsdag, 2. December ~~

Jeg vågner op med en forfærdelig hovedpine og kigger på klokken. 7:40. Shit.. Okay, jeg kan godt nå at stå op, tage makeup og tøj på, før jeg tager til skole, så min far ikke når at se mig.
Hvis han ser mig med de her mærker, tager han garanteret alle borgere i USA ind til forhør.
Jeg rejser mig op, selvom jeg mest af alt har lyst til at blive i sengen og sove hele dagen. Mærkerne dækker jeg så godt som muligt og tager bagefter tøj på; bl.a. en dejlig stor sweater, der egentlig er Justins.
Det banker på døren og jeg farer sammen og skynder mig at vende mig med ryggen til, da jeg ser min storebror, Gavin, komme ind af døren.
”Amber! Godt, du er oppe. Jeg tænkte på, om du ville have et lift til skole?” 
”Allerede?” Jeg vender mig forsigtigt imod ham og sender ham et nervøst blik.
Han spærrer øjnene op, så snart han ser mit ansigt. ”What the..”
Jeg vender mig væk imod ham igen og kigger ned i jorden. ”Please, lad være..”
”Amber, seriøst!” Han går tættere på mig, tager fat i mig og vender mig om, så han kan kigge på mit ansigt. ”Er det Justin igen? Hvornår?”
”I går..” Jeg sukker. ”Men han var fuld, okay!”
”Det gør det stadig ikke i orden!!” Han råber irriteret og banker sin hånd ind i væggen. ”Hvorfor finder du dig i det?”
”Jeg har slået op med ham, okay?”
Gavin kigger skeptisk på mig. ”Hvor lang tid mon det holder? En uge? Indtil han ’ændrer sig’?”
”Jeg tror ikke længere på, at han kan ændre sig. Han har fået alt for mange chancer.. men han er bare så dejlig..” Jeg sukker irriteret. ”Han er en dejlig idiot..”
”Du er dum at høre på, søs, det ved du godt, ikk?” Gavin puffer til mig og går nedenunder med mig lige i hælene.
”Godmorgen, unger!” lyder det fra vores far, der sidder og læser i avisen og drikker kaffe.
Gavin vifter mig hurtigt ud af døren, så jeg når lige at gribe min taske i farten. Han vil ikke have, at far ser mig sådan her. Klart nok. Selvom makeuppen dækker det okay godt, er det stadig ikke helt tilstrækkeligt.
Det fjerner jo ikke hævelserne.
Da vi når skolen, stopper Gavin mig, før jeg når at gå ud af bilen.
”Ring, hvis der bliver noget, okay? Jeg kan tage fri fra arbejde, hvis idioten generer dig.” Han kigger seriøst på mig. ”Du SKAL ringe, hvis der er noget!”
Jeg trækker på skuldrene og sender ham et ubekymret smil. ”Der bliver ikke noget, Gav.”
Da jeg er steget ud af bilen, kommer Brandon, en af mine bedste venner, flyvende hen til mig. Han slår sine arme rundt om mig og krammer mig i lang tid.
”Hvor har du været henne de sidste to dage?” Han kigger bekymret på mig og lægger straks mærke til det, han ikke skulle lægge mærke til.
”Jeg var bare hjemme ved Justin.” Jeg smiler skævt og begynder at gå hen imod indgangen med Brandon lige efter mig.
”’Bare’ hjemme ved Justin? Har du fået tæsk eller hvad?”
Jeg griner højt og falsk. ”Ej, nu er du fjollet! Jeg faldt bare.”
”As if..” Han himler med øjnene. ”Det er ikke engang tæt på sandheden, vel?”
Jeg pruster. ”Jo, Brandon. Jeg faldt bare.. Jeg faldt bare for en idiot.”

Da jeg i fysiktimen står og laver lidt ligegyldige forsøg med Cindy, kommer vores lærer hen til mig.
Han lægger sin hånd på min skulder og smiler til mig, imens han hvisker, at der er en ude på gangen, der gerne lige vil snakke med mig.
Jeg trækker på skuldrene, sætter fysikbrillerne som et pandebånd og går ud ad døren.
Langt går jeg dog ikke, før jeg møder Justin, der ser mere fortrydende ud end noget andet og med en buket røde roser i hånden.
Jeg får næsten ondt af ham, men ryster dog hurtigt medlidenheden væk og er på vej ind ad døren igen, da Justin tager fat i min arm og hiver mig med lidt hen ad gangen.
”Justin, slip mig, eller jeg skriger,” advarer jeg med en lav stemme.
Han ryster på hovedet af mig, fletter sine fingre ind i mine og tager mig med udenfor. Jeg følger efter ham som en eller anden lydig lille hund.
Da vi kommer udenfor, puffer han mig blidt op af muren og stiller sig overfor mig, imens han har fat i min skulder.
”Undskyld.”
Det er tydeligt, at han har grædt.
Jeg trækker på skuldrende, stønner irriteret og kaster mig ind til et stort kram. ”Det er okay.”
Han ryster på hovedet. ”Det er bestemt ikke okay! Jeg ved ikke, hvordan det skete.. Nogen må have serveret alkohol for mig, for jeg sværger; jeg har ikke rørt det selv.. tror jeg.”
”Du bliver nødt til at få noget hjælp…” siger jeg stille.
”Jeg ved det.” brummer han.
Jeg kigger ind i hans øjne og smiler skævt. ”Jeg kan ikke tvinge dig til at få hjælp. Du bliver nødt til at motivere dig selv.”
Han nikker totalt indforstået og jeg kan mærke en fornemmelse af glæde indeni mig. Måske går det den rigtige vej?
Jeg ved godt, folk siger, man ikke kan ændre en person, der er inde i et misbrug; men det passer ikke. De skal bare motiveres på den rigtige måde og selv indse, at de har brug for hjælp.
”Vil du med ud at spise i morgen? Har en reservation på en nice restaurant.” Han smiler og rækker mig den buket røde roser, han holder.
Jeg nikker og smiler lettere rørt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...