Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1096Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

Efter jeg havde fået lavet mit ene puslespil var min kreativitet kraftigt dalet, ikke at den havde været meget høj, men jeg fik ihvertfald ikke produceret flere puslespil. Istedet brugte jeg tiden på at spankulere rundt ude på lageret, hvor de endeløse rækker af stablede gaver var som en evig forundring for mig. Jeg sørgede dog for med jævne mellemrum at slå et smut forbi puslespils-teamet, hvor jeg lige gjorde Kathy opmærksom på, jeg var dér, og så forsvandt jeg igen med en undskyldning om, at jeg skulle på toilettet. Lad os bare sige, at Kathy må havde troet, jeg havde meget, meget dårlig mave den dag, men hvis det var det, der skulle til, så havde jeg ikke noget mod at stikke denne lille hvide løgn.

Dér gik jeg så rundt. For hver skridt jeg tog, var der noget nyt at betragte, en ny legegenstand, der gjorde opmærksom på sig selv. Alt i alt virkede det som et mekanisk cirkus, hvor dukker gik rundt ved siden af én, legetøjshelikoptere susede rundt om ens hoved, legobygninger var på størrelse med rigtige bygninger, og små biler susede omkring benene på dig. Selv for en non-materialist som mig var det umuligt ikke at blive bjergtaget.

Jeg fulgte betaget efter en miniature-ørn, der fløj omkring hovedet på mig, og da den fløj om hjørnet på en af reolerne, fulgte jeg efter og bemærkede slet ikke Slyth, som jeg vadede lige ind i. Det var som en cool Range Rover, der ramlede ind i en klippe. Klippen væltede… Næsten. Han greb straks fat om min nakke, som var jeg en killing, men desværre var jeg ikke sådan én, og ramt af en velplaceret albue slap han hurtigt sit greb. Dér var jeg på vej til at løbe, men hvad jeg ikke så, var Jue, der med en flot glidende tackling væltede mig.  Straks var de begge over mig, og jeg valgte klogeligt og ikke spor kujonagtigt at overgive mig, som et videre led i min plan om at slippe fri.

Da de havde fået mine arme låst fast, kaldte de på deres ubestridte leder Comag.

”Co, kom og se hvem vi har fundet vandrende rundt her. Din ven Lucy..” råbte Slyth. Jeg måtte erkende, at han virkelig var blevet større og mere bebumset over det år, jeg ikke havde set ham. Noget jeg dog ikke valgte at kommentere lige nu.

”Lucy siger I..” Comag dukkede frem bag en reol med en svæveflyver hånden. Han var til gengæld blevet mere muskeløs.

”Hvor hyggeligt. Gad vide om Cowsmiths dengse alligevel ikke er så pligtopfyldende, at hun hjælper til?!” sagde han og smilede lumskt.

”Nej, de ved udemærket godt, hvor jeg er henne. Jeg blev bare bedt om at løbe et ærinde, så hvis I ikke lader mig gå, så får I nok problemer.” Og dog, Kathy ville nok bare tro, jeg sad hårdt presset på tønden med racermave. Løgne har tendens til at dolke én i ryggen.

”Problemer!” grinede fjoget Slyth, han forstod tydeligvis ikke meningen af det ord.

”Åhh Luc, du løber vel ikke ærinder for grødhovederne, gør du? Jeg troede, det var for meget at forlange for sådan en yngling, der knap kan bære sin egen taske” sagde Comag.

”Det lyder, som om din stolthed led et lille knæk over at skulle agere muldyr..” Jeg prøvede at holde snakken igang og håbede på, at der lige tilfældigvis var én, der ville bevæge sig i nærheden af os. Lagret var jo ellers kun ca. på størrelse med London, så det var der en stor chance for. (not..)

”Ha. Ha. Lucy hvor har jeg virkelig savnet din utrolige dårlige humor. Men du har vel heller ikke mistet selvtilliden, efter du ved hvor mange liv, der lige nu er i fare på grund af dig.”

”Hvad?..” jeg holdt med ét inde med at kæmpe imod.

”Åhh, du har ikke hørt det…” han grinede stille. Slyth og Jue grinede også, men deres forsinkede latter tydede på, at de tydeligvis heller ikke havde hørt det. (Så jeg var  i det mindste ikke den eneste). Der lød pludselig skridt rundt om hjørnet.

”Hvad sker der her?!” Cowsmith var som altid på pletten. Slyth og Jue slap mig hurtigt og prøvede at kigge uskyldigt rundt, selvom de røde mærker på mine arme talte deres eget tydelige sprog.

”Vi står og snakker” svarede Comag, som dog forholdt sig helt cool. Cowsmith løftede et øjenbryn.

”Smut!” sagde han bare, og de tre drenge forsvandt hurtigt. Jeg smilede til ham og masserede mine ømme håndled. Et hylende futtog kom kørende rundt om hjørnet.  

”Du ville for resten snakke med mig ikke?” spurgte Cowsmith. Jeg kunne fornemme en svag undertone i hans stemme. Han var sikkert stadig sur over, jeg kom til at smuglytte i går. Intet jeg selvfølgelig havde gjort med vilje.

”Øhmm jo” jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle begynde. Situationen havde taget en helt ny drejning.

”Du vil vide, hvorfor jeg ikke bad dig kæmpe i forsvarslinjen ikke?”. Han ramte plet.

”Man skal ikke undervurdere dig” sagde jeg, og han smilede kort.

”Hvad regner du med, jeg er selv en Santa?... Men jeg troede du vidste det…” Jeg kiggede på ham. Hans glat barberet ansigt fik de markeret træk til at træde klart frem.

”Tydeligvis ikke.”

”Jeg troede, du havde fået nok. Efter at skulle have kæmpet mod så mange cozarer alene og efter sidste år…”

”Jeg tror dig ikke… Du kender mig for godt.” Mine øjne fastholdte hans. De trak sig, og han trådte et skridt væk. Pludselig kiggede han meget interesseret på den bamse, der svagt bevægede sig.

”Du ved godt med din bror ikke?” Det hurtige emneskift fik mig til at tøve.

”Jo….?”

”Så ved du det jo.” Hvad skulle jeg vide, at det er ham, jeg tror det er. At det skulle forhindre mig i at dræbe cozarer, fordi jeg ved, at ham, der står i fronten for dem, har 50% de samme gener som mig. Det har da ikke forhindret mig i noget.

”Hvad mener du? Comag sagde også noget med liv, der afhang af mig?”

”Han mener intet!” hans toneleje ændrede sig.  ”Du har ikke behov for mere viden, end den jeg giver dig! Og du har bare at adlyde mig og ikke stille spørgsmålstegn ved mine beslutninger! Jeg er leder her! Og hvis jeg nogensinde griber dig i at smuglytte igen, kan jeg ikke garantere for udfaldet. Smut så, du har arbejde, der skal klares!!” Han vendte om på hælen uden at kigge mod mig. Jeg var i humør bare til at skrige efter ham, som en hysteriske teenagepige, men jeg kendte ham for godt til at vide, at det ikke ville gøre nogen forskel overhovedet.  Der forgik et eller andet, jeg kun lige havde fået kradset i. Maggie og Cecils underlige beskyttende opførsel. Cowsmith vrede. Man burde bare lade sådan nogle ting ligge, men det kan jeg bare ikke, og derees opførsel tricker mig kun endnu mere!

Da jeg endelig smuttede tilbage til puslespilsværkstedet kom Kathy mig i møde.

”Åhh Lucy, jeg kan ikke finde de puslespil, du har lavet, det må være en fejl ikke.. Altså jeg ved, du måske har det dårligt og sådan, men det burde ikke forhindre dig i at tegne. Du risikerer jo bare at skulle arbejde over!” sagde hun. (Gid hun ville drukne sig selv i en eller anden vulkan!)

*

”Jeg snakkede med Cowsmith idag” sagde jeg til Maggie og Cecil, der lidt for sent prøvede at skjule deres overraskelse. Vi sad i hyggestuen, hvor kaminen buldrede i hjørnet, så man ihvertfald ikke frøs, og der var tonsvis af kæmpe gammeldags lænestole. Omkring os sad en masse nisser, og én havde fundet sin guitar frem og sad og jammede lidt julemusik.   

”Nårh. Hvorfor?” spurgte Cecil. Fordi jeg ved, I skjuler noget for mig, tænkte jeg, men jeg smilede sødt og legede med på legen.

”Åhh, jeg havde bare noget, jeg skulle spørge ham om…”

 ”Hvad?” lød det fra Maggie, der prøvede lyde henkastet, mens hun sad og blev ved med at lege med lynlåsen på sin trøje.

”Ikke noget specielt..” jeg trak på skuldrene, mens jeg betragtede deres ansigtstræk meget nænsomt. En lille trækning, og de vil have afsløret sig selv. Knap får jeg studeret deres ansigter, før en eller anden klodset person placerede sine læber på min kind. Min arm slog baglæns og ramte personens ansigts med en syngende lussing.

”Avv”, var der én, der hylede. Jeg vendte mig rundt, mens jeg febrilsk kørte mit ærme mod kinden. Et fedtaftryk skulle ihvertfald ikke efterlade sig. Jeg forventede, at det måtte være en af Comags dårlige spøge, men til min overraskelse fandt jeg en lav blond dreng klædt helt i rødt, der holdt sig klynkende til kinden.

”Chrunch, hvad har du gang i? På hvilken måde kan du finde det passende at placere dine fede bakteriefyldte læber på min uskyldige kind?” spurgte jeg. Han kiggede på mig med tårefyldte øjne og skulle lige til at svare, da Kathy dukkede op som hans forsvarer.

”Hvad har du gang i Lucy?! Man må ikke slå folk her! Du har lige gjort dig fortjent til 4 dages straffeaftjening, som udmuger hos rensdyrene” pep hun.

”Med hvilken ret har han lov til at kysse mig? Er det bare noget mændene har lov til her, bliver kvinder behandlet som skidt eller hvad?! Det skal jeg ihvertfald nok få lavet om på!”. Måske er jeg lidt af en glødende feminist, men hey min ynglingsfilm i år er helt klart også ”suffragettes”.

”Nej, selvfølgelig har vi samme rettigheder!” Kathy kiggede forskrækket på mig og pegede op på en mindre stedsgrøn busk med ligblege bær. (som jeg totalt havde overset!)  

”Men du sidder jo under misteltenen.”

”Og hvad så? Mistelten er en snylteplante, der lever af andre planters næring, og så er den dødsensgiftig! Hvilken ret skulle det give ham til at savle på mig?”

”Misteltene er kærlighedens plante, når man befinder sig under den, mand og dame, skal man kysse! Sådan siger traditionen!” sagde Kathy.

”Uhh ja, det var sikkert også sådan Balder tænkte, da han blev slået ihjel af en pil af mistelten, åh hurra, jeg blev dræbt af kærlighedens plante, uhh hvor er jeg heldig!” Pft igen åndssvag, jeg var lige ved at bande.  ”Ingen har ret til at overføre deres klamme mundsygdomme til mig! Ikke engang under nogen mistelten. Ligegyldigt hvad traditionen forskriver, så vil jeg hellere bade i Rudolfs møg! Så næste gang jeg overser en af disse snylteplanter, så lad være med at tage skridt til nogen intim handling, for den næste slipper ikke så let som Chrunch..” sagde jeg. Alle kiggede forskræmt mig, så det endte med jeg gik vredt ud af stuen.

Er hun virkelig blevet sådan en diva efter et år hjemme?- kunne I tænke. Nej, jeg giver mig, jeg flippede lidt ud, hvorfor ikke bare grine af det? For det første minder det mig lidt for meget om en anden person, der har kysset på mig, hvilket får det første røde lys til at blinke. Desuden er det ikke for ingenting, jeg frygter mundsygdomme. Nisserne har jo ligesom misteltene over det hele, hvilket betyder, der bliver kysset igennem, og mundsygdomme spreder sig altså nemt!

Cecil og Maggie kom fnisende ud efter mig.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...