Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1100Visninger
AA

8. Kapitel 8

Klokken (pokkers) 6:30 lød noget, der mindede om ”jinglebells” spillet på mundharmonika, ud over højtaleren i sovesalen. En lyd, der helt og aldeles ikke kan ignoreres (selv ikke med hovedpuden klemt fast til ørene). Og den jingler fungerede åbenbart som vækkeur her på stedet. Mine nissesøskende sprang op af sengen, som om de bare havde ventet på at få lov til at stå op. Vi andre lå allerede og glædede os til, vi skulle tilbage under den varme dyne. Om det var fordi, de tog gløgg-shots eller sniffede nelikker, ved jeg ikke, men de må ihvertfald tage et eller andet stærkt, som fik deres blodsukker helt op i det røde felt. Jeg gemte mig stønnende under dynen, men Kathy fandt mig let og hev energisk dynen af. Havde det ikke været, fordi jeg var så træt, var den lille nissepige kommet meget, meget galt af sted.

Efter endnu en portion grød, dog tilsat noget frugt her til morgen, var vi alle klar til en arbejdsdag i produktionshallen. (Eller ikke… ) Igen hang mig, Cecil og Nicis på Kathy, og denne gang også hendes mednisse Chrunch.

”I er i dag så heldige at være en del af puslespilsværkstedet” præsenterede Kathy, mens hun ledte os gennem hallen. Forbi trykpressere der pressede eventyrbøger, symaskiner der kørte af sig selv og bamser der blev filtet op. 

”Jaer..” råbte Chrunch, mens vi andre prøvede at kvæle vores gab.

”Måden, det forgår på, er enkel. Her på værkstedet kan vi rigtig nemt kopiere ting, men de originale genstande er nogle, vi skaber selv, så her i dag skal vi havde skabt et puslespil. Derfor vil I alle få udleveret en blok, hvorpå I skal skabe motiver. De vil så blive overført via fotoprinteren til computeren, der vil kopiere puslespillet videre over på et nyt puslespil, hvorpå I kan bestemme, hvor mange brikker der skal være. Forstået?” spurgte Kathy og klappede på fotoprinteren, mens hun kækt svingede med sin lyse hestehale.

”Hvorfor kopierer I ikke bare motiverne fra sidste år?” spurgte Nicis, uden hun overhovedet gad række hånden op. Nicis sminke var vist også bare blevet smurt hurtigt på hertil morgen. Kathy kiggede på hende, som om hun ikke forstod spørgsmålet.

”Kopiere motiverne?” spurgte hun forrykt.

”Ja, så ville I da hurtigt være færdige?!” Nicis kiggede på hende, som det var logik for burhøns, men åbenbart ikke for vores halvsøskende.

”Det kan man da ikke. Hvert år skal jo have et originalt motiv.. At gentage sig selv er komplet tosset. Det vil være det samme som at spise det samme hele året..” brød Chrunch ind. Jeg kom til at hoste, så vidt jeg kunne huske, havde den indtil videre kun stået på grød!

”Tak Chrunch, du har fuldstændig ret. Det er simpelthen ikke en del af værkstedets etik at gentage sig selv. Hvert år er et nyt år, derfor hvert år nye motiver. At holde fri og lave intet er heller ikke et scenarie, du vil opleve her. Her må man arbejde hårdt. Gennem sit hårde arbejde vil man finde nydelse.” sagde Kathy. Maggie ved siden af mig lod som om, hun var ved at brække sig, og jeg kunne ikke holde mig fra at fnise. Vores grin blev dog kun kort, før Kathy afbrød.

”Arbejdstid!” sagde hun og klappede kort i hænderne, mens Chrunch gav os hver en blank blok og pegede hen på et bord, der var overdækket af tuscher i alle universets farver, blyanter i 40 forskellige størrelser, viskelædere med forskellige egenskaber (skal de totalt viske, eller kun svagt), linealer, passere ect. Ect. Ect. Ect. Og atter ect.

”Jeg regner med I ca. kan nå at lave 20 puslespil, og snak er ikke nødvendigt mens I tegner!” formanede Kathy strengt.

*

Kommandoer gav genlyd i hallen, samtidig med gaffeltrucks drønede forbi med gafler proppede med gavepapir. Imens sad jeg rastløs i den brede sofa og foregav at være fuldt koncentreret om det puslespil, jeg burde sidde og lave. Men min koncentration var lig 0, når der drønede alle mulige spænende ting forbi hele tiden. Desuden havde jeg aldrig nogensinde været specielt kreativ. Jeg var bedre til det med at destruere, smadre til ting stumper og stykker, som jeg bagefter kunne træde på. At se ens tanker blive levendegjort, blive udtrykt gennem et medie og så til sidste stå til mål med virkeligheden, var aldrig noget jeg havde prøvet. Derfor fortrød jeg også i samme øjeblik, jeg satte den første streg. Den var ikke helt lige, passede ikke ind, så straks lod jeg den viske ud. Mit blik blev atter fanget af samlebåndene, der var i evig bevægelse, og mine tanker tog turen langs dem. Måske skulle jeg prøve at tegne dem, det var i det mindste en ide… men uheldig er den, som juleaften med største iver åbner sin gave og finder et puslespil, der forstiller et samlebånd. Det må være en af de mindre søde børn, der får den…

½ time senere var mit samlebånd mere eller mindre endt ud i, at jeg igen måtte viske drastisk. Min barnagtige version af samlebåndet fik Maggie til at spørge, om det skulle forstille en dræbersnegl med hat. Hvilken sød søster… Så jeg endte med at viske det ud. Kathy skulle selvfølgelig kløjes endnu mere i det ved at sige, at omkring nu burde ens første tre tegninger være færdige. Mit blik gled tilbage på de udtværede streger på mit papir. Det kunne man selvfølgelig godt definere som kunst… men det nok være et rimligt svært puslespil. ”Øhh jeg har en sort og hvid brik”.. ”Øhh det har jeg også… og sådan ser resten også ud..”. Lad os bare sige, at det puslespil ville være for meget, meget øvede.

Til sidst var jeg dog for stolt til at aflevere det til at blive fotokopieret op. Især efter jeg så, hvad Kathy afleverede. Det kan godt være, at Caspar David Friedrich og J.M.W. Turner er et par habile landskabsmalere, men Kathy førte det til et helt nyt level. Jeg sukkede højt, og Maggie gav mig et klap på skulderen. Hendes djævle var det mindste heller ikke ufejlbarlige.

”Bare tegn noget du holder af ” sagde Maggie, ”måske vil det virke. Det første, der slår mig, er varm kakao, men den idé måtte kasseres. Min næste tanke går til Marthy. Hende holder jeg af, og jeg kan tegne nogle udemærkede tændstiksmænd, så det endte med, jeg gav mig i kast med at tegne dem. Timerne gik, Kathy gik frem og tilbage mellem os og fotoprinteren, og jeg sad med tungen klemt ud mellem tænderne og tegnede. En opstemmelse havde grebet mig som en besættelse. Til sidst var jeg færdig. Min tegning bestod af to smilende tændstikmænd, der holdt hinanden i hånden, mens det sneede. Deres hår lignede uformeligt spaghetti, og deres øjne var bare to prikker, men jeg følte tegningen talte til mig. Jeg smilede.

”Kathy, så er jeg færdig” sagde jeg og løb hen til fotoprinteren. Kathy kom kort efter og kiggede overrasket på min tegning.

”Men der jo en masse hvidt.. Det duer da ikke, som puslespil. Det har desuden et helt forkert format. Det vil højest blive på to brikker, og det er jo ikke ideelt…” hun smilede anstrengt til mig. ”Du har lige et kvarter tilbage til at tegne et nyt”, hun gik tilbage til sin plads. Jeg kiggede ned på min tegning og tilbage mod Kathy. Øhmm jeg ville ikke få lavet en ny tegning, og dette var mit mesterværk, selvom hun måske ikke kunne se det (Vincent Van Goghs værkers storhed blev først også opdaget efter hans død!).

”Kathy vil du ikke godt lave det? Jeg vil give det til min lillesøster. Og hun vil blive så skuffet, hvis hun ikke får det. Du vil da ikke svigte et lille barn? Vil du?” spurgte jeg og lavede mine bedste hundeøjne. Hun sukkede, tog alligevel min tegning og proppede den ind i printeren. 10 minutter efter stod jeg med mit eget første puslespil i en lille blå æske, hvor tændstiksmændene vinkede til mig fra forsiden. Kun to brikker, men smukkere end noget andet. Langt væk syntes truslen om cozarerne, ”Ham” og min bror … Tæt på skulle det hele dog komme snart…                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...