Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1091Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Hovedkvarteret” viste sig at være intet ringere end selveste det myteomspundne julemandens værksted. (Wow!) For jeg mener, hvem ellers har en indgang ned til en hemmelig hule midt ude i et islandskab?

Hvor ligger det så henne, dam dam dam. Det er jo det store spørgsmål, der har været rejst i årtier. Så hvis jeg bare lige offentliggjorde en ruteplan, tager patent på stedet, bygger nogle hoteller og lidt souvenirbutikker, hvor jeg tager overpris, så kunne jeg jo være blevet rig på nul komma 5. Dog forholder det sig sådan, vi havde kørt hele natten, og jeg havde ikke ligget vågen hele tiden og nedskrevet, hvilken vej vi tog. Desuden har vi kørt igennem nogle rimeligt ufremkommelige steder, som nok ikke er områder, det er muligt lige at bygge en motorvej til… Så nej, selvom du godt gad vide, hvor det lå, så too bad for den information udleverer jeg ikke (heller ikke selv om de giver mange en enorm bunke penge). For du kunne jo i princippet også være en potentiel cozar, der sad og læste min erindringer. Hvem ved, hvor bredt publikum jeg når ud til?

Da bussen endelig stoppede midt ude i sletter af sne, lød den ikke for godt. Det var en ombygget bus, bygget til at kunne kæmpe sig igennem snemasser, men de meter af sne, den måtte kæmpe sig igennem her, var alligevel for meget af det gode. Da vi kom ud af den rygende bussen den rygende bus, blev vi mødt af ingen ringere end min far, Julemanden, klædt i sit mest røde outfit og med spidsen af sit lange hvide skæg kækt flettet i en frisure, der havde været på mode for 50 år,… nej 100, måske 300 år siden.. nej faktisk havde den aldrig været på mode. Han smilede kækt.

”Mine kære børn..” sagde han, da alle var samlet ude foran bussen. Dog passede hverken kære eller børn på os. De fleste af mine søskende havde mere travlt med at kigge sig omkring eller stå og småhviske end at lytte på ham.

”Jeg er forfærdelig rystet over, hvilken ulykke der er hændt, men jeg håber på, at alt vil blive bedre nu, hvor I er samlet her! Mit værksted vil være åbent for Jer alle, og I vil alle blive installeret på sovesalen. Selvfølgelig håber jeg, I alle er med på, at mens I er her, må I bidrage til produktionen af gaver. Jeres halvsøskende glæder sig også alle til at møde jer, så lad os dog komme indenfor…” sagde han og pegede med rystende jazz-hænder mod en 1x1 meter brede skorsten, der var forseglet med en dør. Ingen var særligt imponerede. Hvor var det kæmpe palæ eller slot, vi havde forstillet os. Nej, istedet viser han os en skorsten med dør i, som en eller anden form for intern joke. Den spindelvævsbeklæde trappe var heller ikke med bemærkelsesværdi, med mindre man var glad for meget, meget lange vindeltrapper, der lugtede lidt af muk. (Interesseret? Nej, det var heller ingen af os!).  

*

Vores blonde-søskende overfaldt os med det samme, vi kom ind i spisesalen, hvor de åbenbart havde ventet på os. De kastede sig frydende over os, som vi var mad til udsultede folk. Straks ville de kramme os, vide alt om os, bytte tøj og dele hemmeligheder. Ikke noget en eneste Santa ville gøre med dem, følelserne var ikke helt gengældt. Så lad os bare sige det skabte nogen kontroverser lige fra start, og flere nisser havde pludselig næseblod, hvilket gjorde, at flere af mine brødre hang på at muge ud i stalden efterfølgende.  Der blev først mere roligt, da Cowsmith tog ordet, og fik folk til at stille op. Vi var ca. 40 santaer klædt i sort træningstøj, de var ca. 60 nisser klædt i farvestrålende festtøj allesammen med røde huer på hovedet.

”Vi er nu samlet her Santaer, og jeg accepterer ingen dårlig opførsel, tyrannisering af jeres andre halvsøskende, eller anden form for uvenlighed. Det vil i så fald ende ud i en bortvisning fra missionen.”

Pludselig blev der helt stille, det værste, der kunne ske for en Santa, var at miste privilegiet at slå cozarer ihjel.

”Så nu vil I blive delt i grupper, og jeres nissesøskende vil vise jer rundt.”

 

Jeg var så heldig at ryge i gruppe med mine søstre Maggie og Nicis og ikke mindst at forglemme min nye nissesøster Kathy, hvem der skulle vise os rundt. Kathy havde sit lyse lange hår flettet, hendes buttede kinder lyste svagt rødt, og hun var ca. en meter høj. Hun var dog ikke sky af sig af den grund, og hun hilste straks på os med kindkys.

”Hvor er det vidunderligt at se jer!! Jeg har altid drømt om at have så nogen søskende som jer..” sagde hun mellem de højlydte smask fra kyssene. Hun guidede os så rundt i de mange underjordiske rum, der var mere pyntede end alle de steder, jeg har set før, til sammen. Kilometerlange guirlander, kræmmerhuse på størrelse med dit ben fyldt med guf (dog ikke helt så fyldte efter jeg havde været forbi), julehjerter lavet af trippel-flet, juletræer ved hvert hjørne, forræderiske mistelten ved hver dørkarm, snelandskaber skaleret så meget op, at man kunne passe ind, osv. osv.  Man var ved at gå til i julepynt, med alt det papir, det måtte havde krævet at lave dette, forstod jeg pludselig, hvorfor regnskoven var ved at forsvinde!

Produktionsrummet var de hellige haller, hvor gaver til alle verdens børn i blev produceret. Rummet var enormt. Man kunne ikke se endevæggen, og gennem hele rummet bugtede sig et enormt samlebånd, hvorpå lå færdiggjorte gaver, ting der skulle videre til maling og andre materialer. Alt tog turen langs samlebåndet, der delte sig i flere bi-bånd og så videre. Det var så en lang flod. Ikke nok med det, der var kæmpe maskiner over alt, der havde hver deres funktion, der arbejdede i døgndrift, og som fik det til at krible i mine fingre efter lige at pille lidt ved dem. Der var også sofa-installationer, hvor nisserne åbenbart arbejdede, og rundt omkring hang opslagstavler med alt fra ”deltag i bolche-stæng bagning” til metalskilte med lalleglade mottos som ”En pakke lavet, er bedre end en lang ønskeliste” og andre langt ude skilte, der ihvertfald ikke gjorde noget godt for nissernes mentalitet.  

Ved siden af produktionshallen var så lagerrummet, der igen var på størrelse med en mindre park. Med hylder over det hele overlæsset med farveindpakkede gaver, der var markeret med modtageland. Desuden flød der med ikke indpakkede gaver, der fik stedet til at virke som en kæmpe Hamleys.

Endvidere var der stalden, der husede de 9 kendte rensdyr. Den var kæmpemæssig. Deres båse var tilsammen over dobbelt så store som mit værelse, hvilket jeg synes var lidt ude af balance, de er rensdyr for syv søren…   

Hyggestuen var her man holdt til, når man ikke havde noget at lave. Der var en drenge- og en pigesovesal med køjesenge.  Så var der spisestuen, og kontrolrummet, hvor der ingen adgang var for Santaer, da de nok ville lave rav i den og skrive dem selv på søde-børns listen. 

Kathys mund kørte der ud af, historien om de forskellige genstande, grunden til der kun blev serveret grød, og hvorfor toiletpapiret var rødt. Mine ører hang i laser, og jeg synes pludselig den dårlige søvn fra bussen kunne mærkes.

”1897 bestemte Krampus, min tiptiptiptiptip-bror, at der blev nødt til at være regler for, hvilket gaveindpakningspapir der skulle bruges, så man skar sig mindst muligt på den, da vi havde haft en masse arbejdsskader.. Således gav han sig i kast med at eksperimentere med…” plaprede Kathy. Vi nået tilbage hyggestuen, hvor der stod nogle store lænestole klar. Jeg var lige parat til at dykke ned i en af dem, da jeg opdagede en nisse med dreadlocks, der sad midt inde på gulvet på, hvad der lignede en lyseblå hæklet måtte.

”.. Hans eksperimenter gav ikke bid, før man prøvede med sillonid-syre 5 år efter…”

”Kathy, hvem er det?” spurgte jeg og pegede. Det var måske lidt uhøfligt at afbryde, men der var alligevel ikke en eneste, der kerede sig om Krampus og hans damn gavepapir.

Hun gispede højt. ”Det er Marmot..” sagde hun. ”Han er vores øverste spirituelle leder. Han er utrolig. Så ophøjet, men samtidig arbejder han ved siden af os ved pakkebåndene. Åhh.” Kathy kiggede tilbedende efter nissen, der sad i en abstrakt meditationsstilling, der umuligt kunne være god for nogen led.

”Hvad kan han så?” spurgte Nicis, der pludselig så opvakt ud for første gang i de 4 timer, rundvisningen havde stået på. ”Udfører han så menneskeofre, spår profetier og vækker levende til døde?”

”Nej, nej..” Kathy griner. ”Han læser da selvfølgelig tarotkort og lægger horoskoper… Hvis du er heldig kan han endda måske læse i din håndflade..” Jeg måtte bide mig i læben for ikke at komme til at fnise. Maggie så heller ikke upåvirket ud. Det sidste Santaer tror på, er overtroisk pjat, og så lige frem håndfladelæsning som en anden ældre dame i cirkus. En spirituel leder… I det mindste ledte Kathy os hurtigt forbi, så Marmot-duden ikke kan nå at fornemme vores aura, der må være totalt forpint over alle de latterkramper, vi holder inde.

*

Resten af dagen forsvandt hurtigt, og før nogen vidste af det, var det aftensmadtid/lunken grød-tid. Man måtte dog sige, den var fuldendt med alt til smørklat på top til masser kanel, men det er ikke min favorit. Det mindede mig, om sådan noget ældre mennesker får, fordi når de har mistet tænderne. Kød, pasta og salat fair nok, krebinetter endnu bedre, men grød.... Yak, alt for vammel og klumpet.

Middagen var i det mindste hurtigt overstået, da alle var trætte og allerhelst hurtigt vil slippe af med deres påklistrede nissesøskende. Før jeg vidste af det, var bordet helt tømt bortset fra nogle få stykker. For enden af bordet, lige foran det kæmpe juletræ, sad Cowsmith, julemanden og hans frygtindgydende kone, der stirrede ondt på os alle sammen. Som var vi bastarder, hvilket vi i princippet også er… Omkring mig går diskussionen på, hvor vidt man skal gå til højre eller venstre om juletræet, årets helt store debat! Til sidst smed jeg skeen ned i skålen, så det gav en høj lyd, og jeg rejste mig.

”Skal du med ned?” spurgte Cecil og sprang op fra bænken. Jeg måtte endelig ikke gøre noget uden en af mine anstaltsdamer.

”Nej, jeg skal lige spørge Cowsmith om noget. Smut bare så kommer jeg” jeg smilede til hende. Hun kiggede anspændt.

”Altså, hvis du er så vild med mig, hvilket er forståeligt, så kan du selvfølgelig også godt få lov at vente på mig her, men ellers så ses vi om 5 minutter” sagde jeg, og Cecil drejede om på hælen med et suk. Alle havde deres ømme punkter…

Endelig alene bevægede jeg mig op mod det endebord, hvor julemanden (det føltes underligt at skulle kalde ham far), Cowsmith og Julie, julemandens kone, sad. De virkede mig alle optaget af en eller anden diskussion, så ingen bemærkede min tilstedeværelse.

 

”Jeg mener stadig ikke, der er noget tegn på, det er HAM..” sagde julemanden og tømte resten af sit krus i én mundfuld og tørrede sit skæg af med sin håndflade.

”Men du lytter jo heller ikke på kendsgerningerne. Det var jo pokkerme hans nat i går! Det tidspunkt på hele året er han stærkest. Jeg tror ikke, der er nogen mulighed for at benægte hans indflydelse!” Cowsmith slog næsten i bordet, mens jeg stod og spidsede ører. Hvem er HAM? Hans nat. Jeg lænede mig lidt ind mod grantræet for at camouflere mig bag nogle kræmmerhuse. 

”Tag det nu roligt Cowsmith. Vi har lavet en aftale for længe siden, som han lovede at overholde. Han ville da aldrig bryde den?..” sagde julemanden. Cowsmith rullede med øjnene. Han så ud til at lade op til den helt store verbale smækkert. Jeg trådte et skridt nærmere.

”Flere…”

”Arhem…” sagde Julie pludselig. Jeg kiggede på hende og så til min forskrækkelse, at hun stirrede lige mod mig med utilsløret had.

”Hvad vil du barn?” spurgte hun, og jeg sprang ud fra juletræet. Cowsmith og julemandens blikke var rettet mod mig. Nu, var vidst ikke det rette tidspunkt at spørge Cowsmith ind til, hvorfor han ikke lod mig kæmpe i går. I stedet smilede jeg.

”Jeg vil bare gerne snakke med Cowsmith om noget, men det kan sagtens vente til imorgen. Åhmm fortsat god aften..” sagde jeg, og skyndte mig så hurtigt rundt, at de ikke kunne nå at komme med indvendinger, men jeg kunne mærke deres blikke brænde på min ryg. Det var ikke meningen, jeg skulle havde hørt noget af det. Hvem ”HAM” så end var, så lovede det ikke godt… Så skidt, at de prøvede at hemmeligholde hans eksistens…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...