Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1100Visninger
AA

6. Kapitel 6

Der var faktisk flere til grunde til, jeg ikke tog tilbage på træningscamp før nu.. Det ene var det faktum, at alle stirrede på mig. Det andet, at Archer pludselig ville være vores fjende nummer et, så hans hoved ville blive hængt op på dartskriver, så man kunne skyde efter det, og at hans navn blive udråbt til bandeord. Det var ikke lige noget, jeg var fortaler for. Archer var såkaldt en god dreng, der var kommet lidt ud på et dårligt sidespor efter hans mors død. Han var ikke ond, som i ond.

Dog var det ikke de eneste grunde til, jeg ikke kom tilbage. Hovedårsagen var, at min mor havde fortalt mig noget.

Jeg havde siddet og leget med Marthy i vores sofa, mens min mor stod lidt der fra og betragtede os. Jeg legede med Marthy, at hun kunne flyve, så jeg løftede hende op og løb rundt med hende i stuen, mens hun mumlede ”brom, brom, brom”, så savlen stod ud af hendes mund. Jeg begyndte at grine og så grinede hun, og vi lo sammen. Jeg vendte mig om for at se på min mor, som jeg kan høre også griner, men jeg ser tårerne løbe ned af kinderne på hende.  Straks lagde jeg Marthy ned og gik hen til hende.

”Mor, hvad er der sket?” spurgte jeg. Hun rystede langsomt på hovedet, og jeg krammede hende forsigtigt.

”Det er bare, når jeg ser jer sammen. Så kommer jeg til at tænke på, hvad der skete her på denne årstid, og så bliver jeg bare så trist..”

”Hvorfor mor? Alt er jo godt..” spurgte jeg.

”Det er bare, når jeg ser Jer sammen, og så tænker på ham, og tænker på hvilken familie vi kunne have været..” Jeg tror ikke, hun tænkte på Archer.. Han vil jo ikke ligefrem have været en del af min familie, og min mor anede jo ikke, hvordan han var..

”Hvem??” spurgte jeg, hun kiggede kort på mig, som om hun allerede har sagt for meget.

”Din bror…..” Mit hjerte gik et kort øjeblik i stå. En bror? Sidste år fik jeg midt i missionen at vide, at jeg havde en lillesøster, og nu havde jeg pludseligt også en bror. Hvor stor var min hemmelige familie?

”Hvorfor er han ikke sammen med os?” spurgte jeg.

”Fordi jeg skulle have dig.. Så julemanden sagde, det ville være bedst..” To santaer i samme familie var ikke optimalt. For det første tror jeg aldrig, det er sket før, for det andet har santaerne nogen problemer, der gør, at de ikke kan have andre søskende som små. Det ville ende fuldstændigt ud af kontrol.

”Hvad skete der så med ham?” jeg kiggede ind i hendes øjne, hun blinkede.

”Han tror, jeg blev dræbt af cozarer, og så istedet voksede han op hos sin onkel…” Jeg lukkede øjnene. Jeg kendte kun én, der troede, hans mor blev myrdet af cozarer. Jeg behøvede ikke engang spørge om navnet. Den dreng har nemlig selv fortalt mig hele historien over en kop frossen vand-kakao. Det hele ramlede for mig. Den eneste dreng, jeg nogensinde har været en smule vild med, viste sig at være min bror. Ikke mindst valgte han at blive ond, fordi han så julemanden som bagmand for hans tab. Hvis det oveni nu viste sig, at være et skuespil iscenesat af julemanden, kunne selv jeg ikke argumentere for, hvorfor julemanden på nogen måde skulle være uskyldig. Derfor tog jeg ikke afsted på træningslejr hele det forgangne år. Vores mission at beskytte julemanden havde mistet sit ædle formål, og nu virkede vi snarere som lejesoldater for en grådig senator. Jeg tog ikke af sted, fordi jeg havde dårlig samvittighed. Min fødsel var skyld i, at hele Archers liv blev skudt i en hel ny retning, og at tage afsted på camp og se, hvordan Archers person blev omtalt som verdens værste person, var ikke noget, jeg ville kunne klare.

*

Tre cozarer senere sad jeg dog alligevel i bus-153 og fulgte ængsteligt kampen udenfor. 4 af mine søskende kæmpede stadig derude mod den endeløse strøm af cozarer.

Med et bump meddelte Nicis sin ankomst i bussen. Hendes arm pegede underligt bagud.

”Sæt bussen i gang Maggie, inden de fryser dækkene!!” råbte Cowsmith udefra. Cecil var den sidste, der nåede ind, inden bussen begyndte at bevæge sig lige så stille. Udenfor kunne man svagt se de to sidste forsvarere, der kæmpede bravt, men for hver falden cozar stod der tre nye klar til at udfylde deres pladser. Til sidste vendte Cowsmith og Comag sig rundt og begyndte at løbe med bussen. Comag fik hoppet op på nederste trin, og en gruppe af arme hjælper ham indenfor. Nu var det kun Cowsmith, der manglede. Han fik grebet fat siden af bussen og prøvede at hive sig op, da en cozar klyngede sig til benet af ham. Han så ud til at få overbalance og skal til at falde af, da Comag på en eller anden måde får dolket cozarerne og grebet fat om Cowsmith så de nærmest falder ind i bussen. Straks klappede døren i for næsen af cozarerne, og Maggie trykkede speederen helt i bund, så campen forsvandt bag os. Jeg tror, det var den første gang nogensinde, at vi har måttet give campen op, første gang vi står uden noget sted at holde til, første gang, at vi har mistet alle vores ting… og at cozarerne har overrumplet os. Hvad der skulle ske nu, var et mysterium? Hvor skulle vi køre hen? Blev vi sendt hjem? Jeg ikke var den eneste, der tænkte sådan. Alle andre sad også lavmælt og mumlede, mens vi kørte ud i natten. Metalrocken lød ikke længere, og en velkendt lugt af salve hang som en dunst i bussen. Jeg havde stadig ikke helt tilgivet Kim for lege min støttepædagog, så vi snakkede ikke sammen overhovedet.

Vores fortvivlende uvidenhed blev dog definitiv bragt til orde, da Cowsmith tog mikrofonen.

”Så er det tid til I dropper selvmedlidenheden og vender tilbage til virkeligheden. Jeg ved jeres ting er blevet efterladt, at I har blå mærker og forfrysninger, at I ønsker at tage hjem til jeres moar og fejre jul” Fra bussen lød der vrede udbrud! ”..men det bliver ikke i dag, for i dag er ikke dagen, vi giver op. At cozarerne har taget vores camp, er ikke lig med, at de har tages vores kampvilje. At der er skabt flere tusinde cozarer, er ikke lig med, at vi ikke kan besejre de flere tusinde. At cozarerne har fået gjort det af med Kay, er ikke ensbetydende med, vi ikke skal hævne ham.” Stemningen er ved at komme op at køre. ”..Selvom menneskecozaren Archer..” han holder en dramatisk kunstpause. ”.. har fortalt dem alt om vores tilholdssteder… betyder ikke, at vi nu er uden sted at tage hen! I stedet tager vi bare til vores hellige hal, vi tager til ”hovedkvarteret!...” Det var nu i en film, der ville lyde, dam, dam, dam og folk ville gispe, men her

må jeg lige pointere, at ingen kender til dette ”hovedkvarter”, så i stedet opstod der en kort akavet pause, før mine søskende råbte et halvhjertet ”jaeh”.

”Santaer bered jer. Den fjende, vi skal stå overfor nu, er større end nogensinde, mere farlig, mere beredt end nogensinde… Om I vil overleve, afhænger kun af jeres egne evner og af jeres eget mod… Vær klar… For sejren afhænger kun af jer, og I må være klar på, at den sejr kan koste alt. Spørgsmålet er, om I kan stå op, når flere af jeres søskende falder ned. I må være klar til at se døden i øjnene! Vær klar!” Hos normale folk havde denne melding nok sat gang hjernedelen, der kaldes hypothalamus, hvor der så ville produceres en række stresshormoner over muligheden for snarlig død. Imidlertid tror jeg, at det hjernecenter mangler hos os Santaer, og at det område i stedet producerer histamin, hvilket fører til ophidselse. Istedet for at virke bange, brød alle omkring mig ud i vilde kampråb og hamrede deres knytnæver mod vinduet i et tegn på begejstring. (Vi er ikke helt normale!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...