Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1051Visninger
AA

5. Kapitel 5

 

Folk puffede og mumlede gement, da jeg maste mig igennem menneskemængden på den overdækkede del af busterminalen. Overalt stod der folk, der var på vej hjem, og de beklagede sig højlydt i telefonen over bussernes mange forsinkelser pga. sneen. Jeg kæmpede mig forbi disse mugne mennesker, mens jeg balancerede med en stor vandtæt taske i den ene hånd med ekstra tøj. Faktisk var jeg selv ved at blive smittet med den dårlige stemning. Jeg mener, her var jeg på vej ud og sætte mit liv på spil, for at de kunne nyde deres liv, mens de gik og rasede over lidt forsinkelse, samtidig med at de fægtede rundt med deres to-go-kaffe’er. Hvilket spild af godt liv!

Derfor, da jeg endelig får øje på den store velkendte blå dobbeltdækker, der signalerer ”153- ude af rute”, skyndte jeg mig derhen. Det andet sted var der simpelthen ikke den mindste form for julestemning. 

”Du kom Lucy?!” udbrød Cecil, i det samme øjeblik jeg bevægede mig hen klumpen af Santa-børn, der stod for i sig selv. Vi tager altid bussen, når vi skal på camps, for der er ingen flylandingspladser eller metrostationer i nærheden campen. Derfor mødes vi altid på en offentlig busterminal. Hvor campen ligger ja, det er for ”for my only eyes only!”. 

 Cecil krammede mig hårdt ind til sig, mens 40 par mørkeblå øjne fulgte optrinnet.

”Nej, jeg blev derhjemme. Det er bare en talende illusion af mig…” sagde jeg, mens jeg krammede hende igen.

”Åhh, det er så længe siden” sagde Maggie og tilsluttede sig fælleskrammeren. Jeg smilede til dem, de eneste to jeg havde savnet fra hele min mørkhårede familiegren.

”Åhhh ja, vi har savnet dig så meget..” En bredskuldret dreng trådte frem, og jeg blev ikke engang overrasket over at se Comag.

”Aldrig, jeg siger aldriiiiig, må du forlade os så længe igen..” sagde han med forvredet pigestemme, samtidig kørte øjnene rundt i hovedet på ham. Hans slæng af store venner grinede spotsk. Jeg smilte sukkersødt tilbage. Hvor havde jeg bare savnet ham, det var så længe siden. Næsten et år, og sidst jeg så ham, var han i gang med at overlade mig til cozarerne, efter han havde kylet snebolde efter mig.. Gensynsglæden var rørende. Mulig fornærmelse var ved at fabrikeres i mit hoved, da jeg blev afbrudt.

”Erhmm, Comag, det glæder mig, at du har savnet din søster sådan! Og for at vise din taknemlighed for hun atter er i blandt os, vil du måske bære hendes taske ind i bussen. Så er du en skat.” Cowsmith dukkede op lige på det rette tidspunkt. Han var klædt i træningstøj som altid, og hans karseklippede hår var vist blevet studset endnu mere. Comag svarede ikke, han stirrede bare vredt ned i cementen, mens han marcherede frem og hankede hårdt op i min taske.

”Mange tak Co…” svarede jeg. I det mindste startede denne mission godt ud…

”Godt at se dig Lucy” sagde Cowsmith og klappede mig på hårdt på skulderen. Mens Comag kæmpede med at få min taske moslet ind ovenpå alle de andre tasker. Det var en kamp mod en altomsluttende tyngdekraft, der krængede taskerne mod jorden, mens han med alle kropsdele prøvede at få dem til at blive inde. Ingen af mine søskende kom ham til hjælp, men betragtede forestillingen på samme måde som et underholdningsprogram. Tilsidst fik han den akkurat lige mast ind med alle sine kræfter, og han smækkede bussens bagsmæk i. Han vendte sig svedende om, sendte mig et kort blik, før han forsvandt ind i mængden.

”Jeg tror faktisk, Lucy var den sidste, vi ventede på, så nu kan I vidst godt smutte ind i bussen. Vi kører om 2 minutter” råbte Cowsmith ud til forsamlingen. Det fyldte busstoppested tyndede hurtigt ud, og mine søskende forsvandt ind i dobbeltbussen. Der er en usagt regel om, at hvis man ikke er inde i bussen inden de to minutter, så kører bussen, den venter ikke, og så er man ellers strandet på perronen med to muligheder. Man kan løbe efter bussen, give den alt man har og håbe på den venter, eller også tager man hjem og bliver aldrig igen indkaldt til træningslejre.

Jeg fik da også rimeligt hurtigt slået min bagdel ned i et af de polstrede blå sæder ved siden af Maggie og med Cecil lige bag os. Fra højtalerne spillede hardmetal allerede, og stemningen var løssluppen. 

”Nå Comag er ikke blevet bedre?” spurgte jeg i det øjeblik bussen svingede væk fra busterminalen. Der var en lang tur endnu, og jeg vidste, at de bare ventede på at bombardere mig med spørgsmål, så jeg prøvede at komme dem i forkøbet med spørgsmål til deres arvefjende (faktisk også min). Cecils øjne begyndte straks at lyse.

”Du ville aldrig gætte det, men han er faktisk blevet mere stille og rolig. Han provokerer næsten aldrig mere.”

”Hvad? Vil I kalde det optrin nede foran bussen for stille og roligt, ikke spor provokerende?” spurgte jeg. En stille Comag, var som en varm cozar.

”Næsten aldrig, men det faktisk hans første tilbagefald i lang tid. Det har ellers været mere Slyth og Tower. Comag har bare fulgt med..” sagde Maggie. Cecil nikkede.

”Jeg kan ikke tro Jer…” sagde jeg.

”Pft.. Du var der jo heller ikke, da han hjalp Nicis fri fra sneen..”

”Hvad?”

”Vi var i gang med en krævende træningssession, hvor vi havde været i gang hele dagen. Så…” Maggie stemme bliver fjern. Jeg lænede mig tilbage i sædet, måske var det ikke det værste at være tilbage her blandt sine halvsøskende…

*

Landskabet susede forbi udenfor, og man kunne kun svagt fornemme, at det stadig sneede udenfor i mørket. Det var overraskende at der skulle gå rygter om, at Comag skulle være blevet god på sine ældre dage. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro det. Han gik nok bare og sparede op. Puttede sin ondskab i banken, så hans ondskabskvote ville være helt fyldt op, når vi igen var sammen. Det var jo mig, der var skyld i, at han skulle tilbringe hele sidste juleferie i selskab med Cowsmith. Han måtte havde hængt på mindst 3 timers træningspas hver dag, ikke noget nogen nogensinde ville kunne holde af!

Overrasket var dog et mildt ord for det, der gik igennem alle os Santa-børn, da døren til campen blev åbnet. Jeg var akkurat nået ud af bussen og ind i på den frosne gårdplads. Bordene, vi brugte om sommeren, stod langs siderne af bygningen, og de var dækkede af sne. Cowsmith stod og råbte ordrer ude ved bussen, hvor de sidste stadig manglede at få deres bagage. Mine søskende stod utålmodigt og trippede for at holde varmen, mens en eller anden havde fået til opgave at låse døren op.

”Kom nu” blev der råbt, og folk grinede. Trætte efter den lange tur i bus stod folk og rystede forskellige led med taskerne over skuldrene. Få lyste med en kraftig lommelygte på døren, så man kunne se noget. Endelig lød klikket af nøglen i døren, og folk gjorde sig klar til slutspurten indad. Køen stoppede brat. En bleg skikkelse stod allerede indenfor...

”Menneskecozar!!!” Var der én, der var så venlig at råbe… Tumulten opstod med det samme. Folk kastede sig ud til siden for at undgå is, mens nogen trak deres istapper. Cozaren, der viste sig at være en høj mørkglødet pige med hele kroppen dækket af is, trådte ud i gården, mens isen stod ud som en sky omkring hende. Hun lignede et overjordisk væsen i mørket med iskrystaller, der fangede lommelygtens skin og glimtende ned omkring hende. Folk stod afventende med istapper i hånden, da 15 andre menneskecozarer kom frem bag hende. En lettere panisk stemning var opstået, alle stod eller lå paralyseret og ventede på, at nogen tog kommandoen. Ingen vidste dog, hvordan de skulle reagere. Fortryllede af pigen stod de og kiggede. Selv jeg stod og kiggede. Hun mindede mig om en pige, jeg engang gik i klasse med, min gode ven. Heldigvis kom Cowsmith rundt om hjørnet med de sidste børn, der slæbte på ekstra forsyninger.

”Det skal vi bare have båret ud i…” Han blinkede en enkelt gang med øjnene, før han skrålede kommandoer ud. Ingen smuk menneskecozar kunne bringe ham ud af fatningen.

”Retræte.. Væk fra gården.. Comag, Cecil, Jue, Nicis, Kay, Mitchi… forsvarslinje her med mig. Maggie klargør bus. I andre søg tilbage til bussen nu. Lad alt bagage ligge og behold kun jeres istapper! Afsted.” Så trak han selv sin istap og gik frem mod menneskecozarerne. Mine søskende smed straks hvad de havde i hænderne. Det kan godt være, man kommer til at tænke på diverse brandøvelser, hvor man får at vide man skal efterlade alt, men man tager alligevel det hele med, bare for at være sikker, og der er jo nok alligevel ikke brand. Her har vi dog en vis respekt for Cowsmiths ord, og når han siger, smid alt I har og løb, betyder det ikke, tag Jer god tid og smugl alligevel jeres ting med ud. Det betyder skam, løb og efterlad alt, eller du risikerer at miste livet!!!!!!!

Jeg stod et øjeblik bare og kiggede. Mens folk løb panisk forbi mig og bumpede let ind i mig. Cozarerne hvæssede. Mit navn var ikke blevet nævnt, som en af dem, der skulle stille sig i første række og kæmpe. Indirekte var jeg altså ikke en af de stærkeste, men en af dem der skulle rende ind i bussen og gemme sig. Hvad havde jeg også regnet med, jeg havde jo ikke deltaget i træningscamps næsten et år… men samtidig var jeg den eneste, der havde bekæmpet tre cozarer alene i går. Ærlig talt var jeg smule fornærmet, jeg følte mig degraderet, mit ego havde fået en ordentlig medfart. Hvad troede Cowsmith, at jeg ville glemme al min træning på et år?

Henfaldet i sådanne selviske tanker stod jeg, lige indtil én greb fat i min skulder og trak mig sikkert væk fra gårdspladsen, ud gennem sikkerhedslinjen, hvor det team Cowsmith, havde stillet op allerede var travlt beskæftiget. Lyden af is mod is og stønnen var en realitet.

”Kom så Lucy..” sagde drengen, der havde ført mig væk. Jeg kunne efterhånden genkende ham som Kim. En af dem, der sidste år var så heldige at blive sendt ind i cozarernes midte sammen med mig.  Vi var efterhånden nået bussen, hvor folk havde fået smuttet sig ind i nogenlunde kontrol. Dog stod alle lænet opad vinduerne med deres blikke fikseret på de silhuetter, man kunne se i gården. Som de sidste smuttede vi ind gennem den forreste dør. Maggie sad på førersædet og baksede med kontrolbordet, mens hun mumlede en masse bandeord.

”Jeg fandt hende, Maggie..” sagde Kim, da vi passerede. Maggie kiggede kort op mod os, smilede til mig, og sendte tumps up til Kim. Videre forsatte vi ind i bussen, og ved de første frie sæder puffede Kim mig blidt ned, mens han satte sig ved siden af.

”Kim, ikke?” spugte jeg.

”Jep. Og du er hende, jeg kan takke for, jeg stadig er i live den dag i dag.” Han smilte til mig. Der lød skrig udefra. Det valgte jeg ikke at svare på, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

”Hvorfor førte du mig bort?” spurgte jeg istedet.

 ”Du så ud som, du var... Maggie var bekymret for dig, så hun bad mig holde øje med dig” svarede han. Han turde ikke at møde mine øjne. Hvilket måske var godt set af ham. For det øjeblik var min lunte lige ved at være opbrugt. At Maggie var bekymret for mig, var selvfølgelig flinkt nok! Men at hun ligefrem mente, at jeg havde brug for en ledsager, der kunne hjælpe mig væk fra slagsmarken, som en indisponibel person, var ikke, hvad jeg havde brug for. Det var ikke for at blive pakket ind i vat og strøget med fløjlshandsker, at jeg var kommet tilbage, jeg var kommet tilbage for at kæmpe, for hjælpe, ikke være en eller fodlænke der tyngede de andre.   

Jeg nåede aldrig at svare ham, da motoren satte så voldsomt i gang, at bussen gav et hop. Maggie hamrede sin knytnæve ned på hornet, så det lød som en alarm. Pludselig skete der noget, og man kunne se skikkelserne i det fjerne sætte sig i bevægelse. Samtidig fik Maggie vendt bussen, så snuden pegede mod vejen. Hvem der lignede Jue kom spurtende imod bussen, og efter ham kom de andre løbende med dis ud af munden, og sneen sprøjende op. Hvide skikkelser var lige efter dem, som udtryksløse jægere, for hvem jagten var en leg.

”KOM SÅ!!” råbte Maggie. Flere begyndte at smutte op fra sæderne for at hjælpe de andre med at komme ind. Jue næsten sprang inden for døren lige efterfulgt Mitchi. Flere nåede dog ikke ind, for dér indhentede menneskecozarerne deres bytte lige udenfor indgangen. Kampen brød ud på ny udenfor indgangen, og forsvarerne måtte slå ring rundt om døren. Hvad der lignede afblegede knoer hamrede på vinduerne, og frost begyndte at danne sig på ruderne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...