Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1052Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Hej, igen. Lucy Santa er tilbage, omend ikke ligefrem frivilligt. Nogen gange sker der bare ting, der gør man ikke har noget valg! Og sådan en situation befinder vi os i!

Hvad nu, spørger du nok dig selv? Har vi ikke hørt nok om hendes forskruede verden med ismonstre, nisser og julemænd? Men prøv med et ”glem det”! Jeg har også bedre ting at lave end at sidde her med kladdepapir og kuglepen og opleve skrivekrampens mysterier, fx at tilbringe kvalitetstid sammen min lillesøster (det lyder som skiftetid lige nu… men ellers!). Men cozarerne er tilbage, og det samme er jeg. (Fedt!)

For at starte med en lille update, så skal du vide, vi er godt på spanden. Situationen er ikke ligefrem ønskværdig, og jeg prøver endda at være optimist. Cozarerne står stærkere end nogensinde før, og vi står svagere end nogensinde før. Ikke ligefrem en god combi. Men hvorfor er de så pludselig blevet så magtfulde? Ja… Det skyldes så en hvis Archer, som jeg var rigtig gode venner med (ikke mere end det), og som viste sig at være en menneskecozar. En cozar med samme intelligens, kræfter, plus ekstra fryse-kræfter og udseende som ethvert andet menneske. Han indfiltrede så lige hele Santa-klanen og fik kendskab til alle vores hemmeligheder. Genial, ja, men lidt for genial… og lidt for sød.

Faktisk har jeg ikke lyst til diskutere dette problem, men min mor insisterer på, at det eneste rigtige er at drøfte ens problemer, så valget står mellem denne terapeutiske lille skriveøvelse eller en tur forbi en psykolog. Jeg har personligt ikke temperament til en psykolog, der skal sidde med fingrespidserne mod hinanden, et tilklistret smil på munden for så at spørge ind til, hvordan jeg har det. ”Åhh jo ser du! Jeg har det lidt svært, siden min ven Archer her, besluttede sig at tilslutte sig cozarerne, fordi han mente, min far julemanden var verdens mest egoistiske nar, og at alle os Santa-børnen var unge med psykotiske-problemer. Det har gjort mig i tvivl om, hvor vidt at verden blot kan deles op i gode og onde. Tror du, jeg ville blive taget seriøst? Nope, jeg ville snarere ende på en eller anden lukket afdeling, hvor flere psykologer betragtede mig dagen lang og ville skrive en lang afhandling om ”Santa-syndromet”.  Så her sidder jeg i stedet og prøver at udfolde mine (manglende!) kunstneriske evner.    

For at være helt ærlig med dig, så har jeg faktisk ikke været meget sammen med mine Santa-halvsøskende i år, selvom der ellers har kørt intensive forløb, og oprustningen af istapper var begyndt. Jeg har været for plaget af min bagage. Hvem skulle have troet det, at den store Lucy Santa, ville lukker sig inde og blive væk fra camps? Ingen sikkert, men sådan er det sket. Jeg kunne ikke klare deres stirren, deres uudtalte medfølelse og ikke mindst det faktum, at de opfører sig overfor mig, som om jeg var giftig, som om jeg var mærket. De tør ikke slås mod mig og deres pegefingre er bestandigt klæbet til min ryg. Jeg ved selvfølgelig, jeg er noget specielt, et mindre vidunder, (og du kan muligvis overtale mig til at give autograf), men når de dæmpede deres stemmer, hver gang de talte til mig, som om de stod ved min sygeseng, blev det for meget. Så jeg tog hjem, ikke for at sidde dag ud og ind lukket inde på mit værelse med en skål chokoladeis og Titanics-temasang kørende reply, men for at tage del i min lillesøster opdragelse. Hendes første ord var ”Ucy”, og de første skridt tog hun med mig i hånden. Jeg har efterhånden også nået til forståelsen for, hvorfor forældre er så fortabte i deres små rollinger og kan snakke timevis om dem. Uhh var åhh så dygtig da hun sad på potte i dag, og åhh… ect. Ect. Heldigvis har jeg klaret at undgå det stadie, og mine styrketræninger rammer desværre sammen med Martys skiftetidspunkter, men hun er istappen i mit liv. (Bemærk den poetiske tilgang... Måske skulle jeg prøve at bliver forfatter en dag!)

Nu tilbage på sporet…hvor kom jeg fra.. Cozarerne er tilbage, og du ønsker nok at vide, hvordan du overlever, før du forsætter videre læsning, i tilfælde af at jeg ikke klarer den. Mange kunne nemlig godt have fået den forskruede idé, at et skydevåben ville kunne udrydde alle deres bekymringer om cozarer, men sådan forholder det sig ikke. Ellers havde vi Santaer nok rendt rundt med pistoler i stedet for. Vi gør det ikke for at virke som nogen heroiske overnaturlige bekæmpere, vi dør altså, hvis cozarerne får ram på os. Udover at det måske ikke ligefrem vil være en god ide at udruste mine halvskøre søskende med pistoler, så gør de heller ingen skade på cozarerne. Så hør istedet hellere med her, for nu kommer Lucys overlevelsesråd:

1. Hold dig væk fra Cozarerne, medmindre du tilfældigvis er faldet over nisseskabt istap!!

2. Prøv at forvirre Cozarerne, de er ikke så skarpe, men husk på at de sprøjter is, så hold afstand.

3. Cozarer elsker duften af mad, så stil gerne noget frem og brug det som afledningsmanøvre, mens du styrter væk...

4. Tag til et varmt sted. Det er det eneste råd, som rent faktisk garanterer ens overlevelse!! Og gerne så snart som muligt. For julen her kommer nok til at være isset.     

Velkommen tilbage til Lucys univers …

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...