Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1055Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

”Tre cozarer angreb os” sagde jeg, mens min mor hældte dampende te op. Fra musikanlægget lød svagt en juleballade. Jeg sad selv den kaki sofa, pakket ind i tæpper og smurte salve på min frosne arm. Langsomt blev min arm mere rød og levende. Jeg kunne endda med den arm gribe om det mørkeblå krus, min mor rakte mig. Jeg ved, I helt sikker vilde efter for at få at vide, hvad der er i denne salve, i tilfælde af et cozar-angreb, men for at være helt ærlig anede jeg ikke. Det kunne være alt fra haletudseæg til de mest radioaktive stoffer, det eneste, jeg vidste, var, at det virkede. Og lad være med at anklage mig for ikke at være en bevidst forbruger, når valget står mellem at få amputeret sin arm eller vække den til live, så vil alle formentligt opsøge de producenter, der masseproducerer den, lige gyldigt om de ikke overholder deres CO2 – kvote eller bruger dyreforsøg. 

”Cozarer, hvad lavede de her?” spurgte min mor bekymrende og satte sig med armene over kors ved siden af mig.

”Jeg ved det ikke, men det var helt sikkert ikke et tilfælde!.. Jeg må hellere kontakte Cowsmith” sukkede jeg, mit overskud til at skulle gennemgå et benhårdt forhør var lige nu lig (-9). Min mor fjernede forsigtig en lok fra mit ansigt. Lyset syntes at sløre.

”Mor, I bliver nødt til at tage væk herfra, hvis cozarerne kunne spore mig så let, kan de også spore jer. I må tage til et varmt land, hvor de ikke kan ramme jer.”

”Shhh skat.. Det skal du ikke bekymre dig om, bare få du ringet til Cowsmith, så skal alt nok gå” hun smilede kærligt. Jeg elskede virkelig min mors naivitet. ”Det skal nok gå”- det kan godt være, tre cozarer har fundet frem til dig, men de var nok de sidste tre i hele verden. Din ven Archer, han er for resten heller ikke nogen bad-guy, det var bare noget, der var opstillet, i virkeligheden kommer han her for at fejre jul sammen med os, og nu hvor du siger det, findes der faktisk også enhjørning. Hvilken romantisk verdensforestilling. Jeg udlod at kommentere. 

”Vil du række mig telefonen? Så skal jeg nok klare Cowsmith” sagde jeg. Der var stadig meget lang tid til at jeg kunne pakke mig ned under min dyne. Jeg fik rakt en mobil i hånden, og mine fingre begyndte autonomt at taste nummeret ind. Nummeret til Cowsmith var blevet indkodet i os Santa-børn, siden vi første gang ankom til lejren. Som vi faktisk havde prøve i, tro det eller ej, endda med de forskellige landkoder foran.

Der lød knap et elektronisk-bip, før røret blev taget.

”Det er Cowsmith..”

”Hallo, øhm det er Lucy.”

”Lucy, hvorfor ringer du?!” spurgte han. Ingen høflighedsfraser, ingen spørgsmål til min gamle mormor. Min mor rejste sig op og begyndte at gå rundt i stuen. 

”Jeg var så heldig at få besøg af tre cozarer her til aften..” sagde jeg. I den anden ende lød en række eder, jeg ikke ønsker at gengive.

”… Også dig?!”

”Også mig?” Jeg rynkede brynene.

”Fem andre har også ringet for at berette om angreb her til aften. Det ligner en planlagt aktion.”

”Fem andre?! Har det været tre cozarer hvert sted?”

”Nej, kun en til ti. Du er den eneste der har haft besøg af tre…”

”Alle slap levende fra..?”

”I denne omgang ja. Men alle bliver hidkaldt hertil i morgen, situationen har nået et så alvorligt niveau, at jeg ikke kan tage nogen chancer… Det sædvanlige mødested kl. 16 i morgen.” Det lød, som om julen igen måtte udskydes.

”Jeg kommer...”

”Lucy, jeg ved det er svært… men”

”Det fint Cowsmith, jeg har ikke behov for at snakke om det… vi ses”, jeg pillede distræt ved en hårlok. 

”Vi ses! Pas nu på dig selv…”

Jeg lagde på. Min mor kiggede på mig.

”Jeg bliver nødt til at tage af sted i morgen… fem andre er også blevet angrebet..” Hun så ud, som om hun ønskede at stille mig spørgsmål, men hun kan greje mit udtryk og tog min hånd i stedet og klappede den.

”Smut du ind i seng, jeg skal nok blive oppe i nat og holde øje med, om den tredje cozar skulle komme tilbage. Ingen undskyldninger…” Hun trak mig op på benene og hev mig afsted ind mod mit værelse. Jeg opgav enhver form for modstand og fulgte villigt med. Dog var min første tanke, at hun ihvertfald ikke skal holde vagt alene hele natten, og jeg ville ligge vågen og lytte. I det øjeblik jeg ramte min pude, glemte jeg dog alt om dette, og jeg forsvandt istedet dybt ind i drømmeland.      

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...