Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1100Visninger
AA

24. Kapitel 24

Dengang jeg var yngre, hændte det ofte, at min mor… Ej, jeg skal nok droppe den tur ned af erindringens snøvlede vej for engang skyld. Du kan vel næsten ikke være i selv dig af spænding over, hvordan det kommer til at forløbe, og åh klarer jeg den mon. (Det kan jeg heller ikke, så lad os begynde!)

Krampus stod bøjet over ind mig. At han skulle have været nisse i sin fortid, ville jeg aldrig havde gættet. Nok snarere en ged, der havde lært at gå på to ben, og der var pumpet med en unaturlig stor mængde anabole steroider efter hans kæmpe størrelse og muskelmasse at dømme. Hans krop var dækket af langt sort hår, og fra et bælte om maven hang en lang pisk. Hele hans ansigt mindede mest om en permanent halloween-ansigtsmaske, og fra hans pande voksede to lange snorede horn. Alt dette valgte jeg dog klogeligt at lade være med at kommentere på.

 Hans mørke øjne mødte mine, og han smilede et smil, der ikke nåede øjnene.

”Og du må så være ham Krampus-fyren, der har voldt os en smule problemer… men det skal vi nok få lavet op på ikke?”, sagde jeg og løftede øjenbrynene. Han betragtede mig et sekund og brød så ud i en latter, der var en blanding af noget mæhen og et skurkegrin. Fordi det var så komisk, blev det næsten mere uhyggeligt.

”Du ved godt Lucy, vi er faktisk søskende”.  Jeg skulle lige til at hoste ”halv-”, men holdt mig fra det. ”Jeg forstår dig og kender dine følelser. Du kunne vinde en masse ved at skifte side!” sagde Krampus.

”Hmm, jeg er bare ikke så meget for det koncept, hvor jeg bliver din viljeløse slave, der gør alt, hvad du beder mig om. Jeg er mere til det med at bestemme selv.”

”Men hvis du helt selv kunne bestemme, så ville du da ikke være her, ville du? Ville du så ikke hellere være sammen med din mor og din lillesøster Marthy?” Et øjeblik fik jeg kvalme over, han havde stalket mig på den måde, jeg mener, jeg havde da ikke googlet hans hemmelige elskerinde eller noget.

”Nej, jeg har selv valgt at være her for at bekæmpe dig og derved sørge for, at hun kan få en sikker fremtid.”

”Det er næsten rørende… men kig dig omkring Lucy og fortæl mig, hvad du ser? Virker det som om, at I kommer til at vinde? Eller er det os, der løber med sejren, og så er dit heroiske offer fortabt?” Rummet, jeg først nu ordenligt fik set mig rundt i, var vildere end noget andet, jeg nogensinde havde set. Hver eneste flade på væggen var dækket af skærme, og de var altså ca. 30 meter lange. Skærmene viste hele jordkloden med små prikker, andre kørte der koordinater over, og andre igen viste billeder af veje eller huse. NSA overvågede måske folk, men ikke nær noget i nærheden af det her!

”Vi har styr på hvert eneste barn på hele jorden. Din far ligger som et halvfrossent stykke kød derinde og venter bare på at blive mennesker-cozar, mens dine andre søskende bliver bekæmpet lige nu af min hær. Så du kan ligeså godt slutte dig til os og blive en del af os, der vil overtage hele verden.” Jeg rullede med øjnene og bad til Comag var på vej lige nu, for ellers var jeg så godt som død. 

”Det kaldes storhedsvanvid min ven Krampus. Det er, når man lider af vrangforestillinger, der overgår realiteterne og evnerne.” Krampus smilede ikke til mig længere. Skurke hadede ordet storhedsvanvid, det konfronterede dem med de symptomer, de allerede godt vidste, de led under. 

”Og det her, min kære Lucy, kaldes smerte. Det er, når væv i hovedet sætter ud, og ens øjenæbler fryses fast.” Han rakte sin store hånd ud imod mit hoved, og jeg kunne mærke kulden fra hans hånd som strålingsenergi. Mine kinder begyndte at klø.

”Krampus!”. En eller anden kaldte på ham, og han fjernede sin hånd. Gudskelov forblev mine øjenæbler ufrosne.

”Archie, så er I endelig nået frem. Jeg er ellers lige gang med at lære din veninde bedre kende. Hun har dog vist sig at være yderst uvenlig. Men Santaer har aldrig de bedste maner.” Archers øjne strejfede kort mine, og han virkede ikke engang overrasket over, jeg befandt mig her midt i orkanens øje. 

”Herre, jeg beklager, at jeg afbryder dig, men det er kun dele af mine styrker, der er nået frem. Resten er blevet fanget ude foran, og de bliver lige nu jaget bort af en kane. Om få sekunder vil Santaer styrte herind, indgangen er blevet forceret!” sagde han. Gud velsigne Kathy og rensdyrene. Halvdelen af hans styrke holdt hun hen alene. Det må man kalde godt arbejde. Og Comag havde endelig fået døren åbnet. Krampus vrængede ansigt.

”Vi bør trække os tilbage!”, sagde Archer

”Hent julemanden. Ham vil de ikke angribe direkte”, sagde Krampus til nogen cozarer. Skærmenes display skiftede stadig, og de henlagde Krampus ansigt i mørke. Jeg lå stadig fanget. Der lød med ét et brag ude i det andet rum, og nogen råbte. Archer gik hen til Krampus og hviskede ham noget i øret. Cozarerne kom løbende tilbage.

”Der er ingen!”, hvæssede den ene.

”Hvordan er det muligt, at han er sluppet bort?” Krampus slog brutalt ud efter dem, og de smadrede ind i et tastaturbord, der straks lyste op. ”I sagde, han var bevidstløs!” (Hvilket temperament!)

”Herre!” sagde Archer bestemt, og jeg var lige ved at tro et øjeblik, at Krampus ville slå ham, men Krampus tog sig sammen. 

”Så lad os trække os! Men alle her bliver og sørger for, at Santaerne ikke kan følge efter os. Undtagen Jer to”, sagde Krampus og pegede på de cozarer, der lå oven på mig. ”I tager hende med os. Hun vil inden dagen er omme, ende som menneskecozar!” sagde han og begyndte så at løbe ned mod den anden ende af rummet, som jeg ikke kunne se noget af. Cozarerne løftede mig straks op og begyndte at løbe efter med Archer som bagtrop. De løb ind mørket, og før jeg kunne se noget nærmere, havde de fået trykket på et panel, og en mørk gang åbnede sig.

Turen gennem gangen gik med, at jeg kun kunne se loftet, der var ujævnt af jord og nogen planker. Gangen mindede faktisk allermest om et gammelt katolsk præstehul, de brugte for at undgå at blive opdaget i det protestantiske England. Gangen forsatte en tand ned, og der gik lang tid, hvor jeg kun kunne høre ujævne vejrtrækninger og hvæssen, plus andre lyde bagfra. Så blev en dør brutalt åbnet, og lyset brød ind sammen med en velkendt luft af rensdyr høm høm. Og ganske rigtigt forsatte de ud i stalden, hvor jeg til min overraskelse kunne se en dør, jeg aldrig har set før, i en af boksene stå åben, og jeg kunne næsten gætte mig til, at det var der igennem, de var sluppet ind.

Det slog mig, at hvis dem der forhåbentligt jagtede cozarerne, skulle kunne nå det på nogen måde, så blev jeg nød til at forsinke Krampus og co. Så jeg begyndte at bevæge mig, som en fisk der ligger på et skibsdæk, alt jeg kunne, og i ren og skær overraskelse gav de slip på mig. Jeg røg ned i høet, og så rullede jeg, alt det jeg kunne til den ene side og prøvede at få møffet mig ind i en af de andre staldbokse. Efter et øjebliks forvirring var de dog hurtigt over mig og prøvede atter at få fat, men jeg sparkede ud med benene, så de veg tilbage.

”Så tag hende dog!”, råbte Krampus, og cozarerne kastede sig modvilligt frem, og greb fast om mine ben og arme. Men da de atter havde mig under kontrol, var det for sent, og Cowsmith bragede ind i rummet med istappen højt hævet.

”Krampus…”, han råbte og styrtede mod gede-fyren. Fedt, hans første tanke gik til mig, der blev holdt fanget af to cozarer. Efter ham strømmede Comag ud, og cozarerne tabte mig imidlertid hårdt ned på gulvet for at komme deres herre til hjælp. Endelig fri! Jeg gravede lidt i min ene lomme og fandt endelig min istap frem. Som yderligere våben snuppede jeg den ene skovl, jeg havde haft brugt til at skove møget op med. Så gik jeg i kamp mod de cozarer, der før havde holdt mig fanget.  

Cowsmith og Krampus kæmpede midt i det hele uden at tage hensyn til nogen, og Krampus smadrede alt, han kom i nærheden af, mens Cowsmith måtte hoppe frem og tilbage for undgå ham. Flere gang lød der knasen fra det træ, boksene var bygget af. I en anden boks var en ligeså voldsom dyst i gang; Archer mod Comag. Denne dyst var mere lige og lignede en skakdyst, hvor de afventede hinandens træk ligeså stille. Jeg bad til, at ingen af dem blev skadet.

Cozarerne trådte tilbage, da jeg slog ud med møg-spanden, og den ene lod sig aflede, så jeg kunne få boret min istap ind i maven på den. Den anden hang dog ved.

Cowsmith så ud som om, at han havde problemer. I samme øjeblik slog Krampus ud, Cowsmith parerede med sin stav, der dog flækkede, og Krampus´ arm ramte Cowsmith lige i hovedet, så han faldt baglæns med blodet fossende ud fra næsen. Uden at tænke nærmere over det, kastede jeg mig over min cozar. Jeg gennemborede den, og så styrtede jeg af sted.

Krampus skulle til at gøre det af med Cowsmith, der holdt sin istap op foran sig. Dér satte jeg dog ind, og jeg borede min istap ind i hans ene behårede hase, så han udstødte et mæh og vendte sig rundt mod mig. Dyrisk kastede han sig mod mig, og jeg nåede lige at kaste mig til siden, før han klaskede mod jorden og hoppede op igen. Før han kunne nå at kaste sig mod mig endnu en gang, tyrede jeg spaden mod hans ansigt. Den ramte hans hoved med en hul lyd. Han fór voldsomt op, greb fat om spaden, rev den ud af mine hænder og kastede den væk. Han slog ud igen. Jeg fik boret min istap ind i hans arm, mens jeg lige fik slået vejret ud og blev slynget tilbage i træboksens væg. Blodet begyndte at løbe ned af hans arm. Han slikkede kort på det og brølede.

”Santaer på vej nu!” råbte Archer, og der lød svage trin ude på gangen. Men Krampus syntes ikke at reagere, mens han trak sin sorte læderpisk fra bæltet. Et eller andet i mig sagde, at det var på tide, at jeg skulle til at flygte, så jeg begyndte hurtigt at kravle over mod den næste boks. Spidsen af pisken ramte mig på min fod, og jeg trak mig tilbage, så jeg skruede gennem luften og landede for fødderne af Krampus.

 ”Lucy, du har været ulydig, og det tillader jeg ikke!” Han løftede pisken, og Cowsmith prøvede svagt bagfra at slå ham, men Krampus reagerede ikke. Pisken flænsede ned gennem luften ramte mig lige på siden af låret. Det sortnede et kort sekund for mine øjne, og jeg så sprudlende fyrværkeri, før jeg atter kunne se Krampus, der løftede pisken igen. Jeg kunne fornemme, mit ansigt var hans næste mål. Jeg kunne næsten allerede se pisken svirpe igennem luften, og overvejede hvad ville være det sidste, jeg kom til at se. Noget rev mig pludselig væk, og en arm kom ind og parerede for pisken. Krampus så næsten mere forskrækket ud end mig.

”Hvor vover du at trodse mig!”, råbte Krampus, og jeg kunne se, det var Archer.

”Vi skal ud herfra nu!”, svarede Archer koldt tilbage. Krampus brasede imod ham, men Archer stillede sig foran mig med istappen løftet.

”Vi skal ud nu, ellers er udgangen spærret!”, gentog Archer. Bag ham begyndte Santaer at myldre ind. Krampus stod næsten og rystede af vrede, men han kunne ikke gøre andet end at vende rundt på hælen og forsvinde ind i gangen. Archer kiggede et hurtigt øjeblik bagud på mig, men det næste sekund var han på vej ud. Jeg ville løbe efter ham og prøvede komme op på benene. Her satte min krop dog ud…

*

Jeg vågnede langt op på formiddagen og opdagede beklageligvis (bob bob), at jeg var gået glip af det meste af rengøringen. Jeg lå i en af køjesengene i sovesalen iklædt en hvid bomuldskjole. Man kunne da ikke forsvinde et øjeblik, uden at nisserne klædte en i deres bondetøj. Et kort fredfyldt øjeblik lå jeg og stirrede ud i luften uden at erindre, hvad der var sket. Jeg skulle lige til at lægge mig til at sove igen, da jeg fik øje på min hånd. Min pegefinger var stramt indbundet, og pludselig væltede minderne tilbage. Straks hev jeg dynen af, og fik langsomt stablet mig på benene, selvom hele min højre side protesterede. Den assisterende doktor-nisse kom straks løbende hen til mig.

”Du må ikke rejse dig endnu fra sengen. De sår skal først hele! Desuden skal vi tale om din finger. Den var helt hævet og sort, da du kom ind, så jeg beklager at må sige..”

”At I har amputeret den?” brød jeg ind. Han nikkede. Jeg havde haft en ide om, det måtte ske.

”Har fingerleddet overlevet?”, spurgte jeg.

”Ja, vi efterlod en lille stump. Men..”

”Godt, tak for denne gang. Du kan bare udskrive mig!”, sagde jeg og forsatte halvt humpende videre ud af sovesalen. Jeg forsatte ud på gangen og så døren til Cowsmiths rum stod åben. Der lød stemmer, så jeg humpede videre derind og fandt et helt rådslagningsmøde i gang mellem Cowsmith, Cecil, Comag, Nicis og Marmot. Alle undtagen Cowsmith sprang overrasket op af stolene ved min ankomst, og Cecil fik hurtigt skaffet mig en stol. Cowsmith smilede til mig, og han så ud, som om også han først lige var kommet på benene. Hele hans hoved var pakket ind i en gazebånds-turban.

”Lucy, godt at se dig, så kan du også høre med”, sagde han. Jeg slog numsen i sædet på den skaffede plasticstol.

”Vi har lige fået meldingerne på skaderne, og tabet af gaver er meget højt. Heldigvis - takket være nisserne, der altid er så forudsigende effektive til at producere gaver, et år på forkant, er der stadig nok gaver til alle børn i år. Rensdyrene er lige nu ved at blive klargjort til deres rejse i morgen, og jeg har lige fået besked om, at vores far lige har talt for første gang, og hans tilstand er så stabil, at han godt kan tage sin verdenstur i morgen. Dog kræver det, at du Marmot og de andre nisser selvfølgelig rejser med ham.” Marmot nikkede straks ivrigt.

”Vi vil gøre alt, for at han vil finde turen behagelig, måske endda skifte bjælderne ud med klokker med en mere helende lyd!”, foreslog Marmot. Comag nikkede voksent, men han frydede sig med garanti over, at det ikke var ham, der skulle høre på disse ”helende” klokker en hel dag.

”Så julen skal nok komme i huset… Derudover skal…”

”Undskyld mig..” afbrød jeg. ”Hvad er status med Krampus og hans hær?” Archer befandt sig indirekte i spørgsmålet. Jeg mindedes ham i færd med at redde mig. 

”Krampus og resterne af hans hær, inklusiv hans øverstbefalende Archer, er flygtet.” Cowsmith havde luret mig ”Og hele området omkring værkestedet her er sikret. Hvor de nu tager hen, ved vi ikke, men lige nu har vi ikke ressourcer nok til at forfølge dem, og vores første prioritet er at få julen kørt ordenligt af stablen”, han smilede. ”Desuden vil alle Santaer blive fragtet hjem i aften, I fortjener noget ferie…”

*

Jeg var i gang med at pakke mine ting sammen, da Kathy overraskede mig.

”Lucy, du er på benene”, udbrød hun glædeligt, dog kunne jeg spore en vis mislyd.

”Ja, og du klarede at holde stand mod alle cozarerne alene med kanen”, sagde jeg.

”Rensdyrene var fantastiske, så jeg skulle blot koncentrere mig om at kaste stjernekasterne ud, mens de gjorde hele arbejdet. Det var utroligt!”, sagde hun, men igen lød hendes utroligt ikke særlig begejstret.

”Kathy, hvad er der?”, spurgte jeg.

”Tænk bare alle de børn, der bliver så skuffet, når de ikke får nogen gaver”, hun begyndte at snøfte.

”Du har ikke hørt det?! Det skal nok blive jul, Cowsmith har lige proklameret det på et møde. Alle skal nok få deres gaver”, jeg smilede til hende.

”Virkelig?” spurgte hun og drejde en omgang om sig selv og begyndte at hyperventilere.

”Kathy, tag det nu roligt”, sagde jeg fattet, mens hun blev mere og mere rød i hovedet. ”Sæt dig”, sagde jeg og puffede hende ned på sengen. ”Kom så, hovedet mellem benene og træk vejret dybt ind”. Ja, ja kald mig bare Doc. Kathy gjorde artigt, hvad jeg sagde, og ligeså stille blev hendes vejrtrækninger langsommere.

”Åhhh Lucy, jeg kommer til at savne dig så meget!” sagde hun mellem to udåndinger.

”Jeg kommer også til at savne dig!”

*

Vand silede ned over mit hoved, mens den skummende sæbe forsvandt ned i afløbet og efterlod en svag duft af mandarin. Det varme vand kærtegnede min krop, mens jeg stod med lukkede øjne. For første gang i meget lang tid slappede jeg helt af og gad ikke engang at bekymre mig om, hvorlænge jeg stod under brusehovedet, der bare pjaskede vand ud.

Jeg kunne svagt høre min mors stemme ude fra køkkenet. Den blandede sig med stemmen af min nyeligt genfundne bror Comag, der hurtigt havde fundet sig godt til rette i lejligheden, selv efter han dog havde været mere forskræmt end nogensinde, da vi havde stået ud i elevatoren. Alligevel var han dog modig nok til at gå først ind, og min mor havde straks knuget os begge ind til brystet og kysset os i håret. Derefter havde Comag ikke været bange længere. (Lidt trist, for det var ellers sjovt at se ham svede lidt! Og jeg siger Jer, ikke noget I skal fortælle, I har hørt fra mig, men jeg så en tåre på hans kind, da min mor afsluttede knuset). Faktisk var han efterhånden lidt for hjemmevant. Marthy havde først holdt sig væk fra ham, havde skreget højt, da han nærmede sig hende, mens hun straks væltede sig ind i mine arme og skrålende ”Ucy!”. Hun var dog gradvis blevet bedre og bedre venner med ham, og så sent som i morges så jeg dem lege Mathys ynglingsleg. Uden videre kunne hun faktisk sige hans navn, tilmed også bedre end mit! Så meget for alle de gange jeg var stået op midt op natten for at trøste hende. Jeg tilgav ham dog, fordi han aldrig havde haft en familie før, og jeg undede ham at opleve glæden ved det. (Men jeg må nu erkende, at jeg sørgede for at have et lager af Marthys favoritslik i lommen, bare i tilfælde af hun skulle glemme, hvem hendes ynglings storesøskende var!)

Jeg vred mit hår hårdt, så vandet dryppede ud, bandt det så op i en håndklædeturban og snuppede min sorte badekåbe. Så fjernede jeg plastikposen, der sad så stramt bundet om min hånd, at den forhindrede sæben i at komme i kontakt med det sår, jeg havde, efter det meste af min pegefinger var blevet amputeret. Det var stadig noget, jeg prøvede at vende mig til.

Jeg lukkede vinduet op, før jeg forsatte ind i stuen. I hjørnet stod et juletræ, der var ved at gå til i julepynt. Hypnotiseret fulgte jeg duftsporet af brun sovs mod køkkenet, og mine fødder kunne vejen helt af sig selv. Dog kunne jeg ikke undgå at bemærke de 4 pakker, der lå sirligt opstillet på spisebordet. Så havde julemanden alligevel klaret det, selvom det nok havde været en nisse, der havde lagt pakkerne her. Jeg var den type af person, der ikke kunne klare at udholde spændingen, så jeg snuppede pakken, der stod Lucy på, og rev gavepapiret op. (Den måtte hellere være god, ellers kunne min far godt glemme alt om at blive reddet næste år).

Det var en enkelt frossen puslespilsbrik, der viste en vinkende tændstikmand med spaghetti-hår. Jeg vidste, hvem afsenderen var, og hvem som havde den anden brik fra puslespillet. Ingen andre, jeg kendte, end ham, kunne sådan lige fryse ting. Jeg kunne mærke min mave slå en kolbøtte. Det her var et tegn på, han stadig var i live. Krampus havde ikke slået ham ihjel for at redde mig. Jeg roterede brikken mellem min fingre. Brikken var ikke det eneste, Julemanden havde givet mig. Han havde også lige givet mig idéen til, hvordan cozarene endegyldigt skulle besejres! 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...