Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1131Visninger
AA

23. Kapitel 23

Da jeg var lille var billedkunst mit hadefag, og det overrasker dig nok heller ikke, når jeg fortæller, jeg egentligt havde flere hadefag end yndlingsfag. Billedkunst var imidlertid det værste, og min lærer var en ung og innovativ kvinde med fut i, der slog hårdt ned, hver gang man sad og drømte sig en smule væk (hvilket ikke var ofte..). Min finmotorik udviklede sig dog aldrig positivt i hendes timer, hvilket mit fine puslespil måske også hentyder til. At skulle sidde stille og roligt og massere sin lerfigur for lige at få den rigtige krumning var og blev aldrig mig. Derfor overlod jeg også klogelig arbejdet til de andre med at banke døren forsigtigt op, da vi skulle befri Cowsmith og alle mine søskende. I mellemtiden fortalte jeg Cowsmith om Krampus, og hvordan nisserne agerede slaver. Han fortalte til gengæld om, hvordan julemanden pludseligt midt om natten havde krævet, at alle nisserne skulle møde op i produktionshallen, mens Santaerne skulle blive på sovesalene. Efter nisserne havde forladt sovesalene, skete der dog ikke noget, og der var gået et kvarter, før det var gået op for Cowsmith, at de var blevet lokket i en fælde, at døren var isset fast udefra, og der ikke var nogen mulighed for at bryde ud. Desuden blev de også truet med, at cozarerne vil myrde Julemanden, hvis de gjorde noget forsøg.

”Nu har vi den”, sagde Maggie og lagde kræfterne i de sidste hak. Is faldt klirrende til jorden som glas. Comag gav sig til at puffe på døren, og efter en minuts puffen smækkede døren op. Cowsmith trådte straks parat ud, og i løbet af ingen tid havde han hjulpet med at få den anden dør åbnet, så alle Santaerne kunne styre ud på med deres istapper løftede.

”Julemanden bliver i dette øjeblik holdt fanget af cozarernes leder Krampus, mens nisserne må se til, mens alle dette års gaver bliver ødelagt. Produktionshallen er fuld af cozarer, og der er endnu flere på vej med Archer i spidsen inden for kort tid. ¼ af Jer skal sikre, at alle mulige indgangsveje bliver holdt lukket, så forstærkningerne ikke kan komme, mens resten af Jer skal gå over og vise de cozarer i produktionshallen, hvem der bestemmer. Hold Jer væk fra Krampus og julemanden, dem skal jeg nok tage mig af. Af sted.” kommanderede Cowsmith, og mine søskende styrtede ligeså glade af sted, som børn der havde fået fripas i Tivoli.

”Lucy, Comag, Cecil, Maggie og Marmot, I skal blive. I bliver dem, der skal bryde ind i kontrolrummet for at få ram på Krampus. Han vil ikke dræbe Julemanden lige med det samme. Hans ønskescenarie er formentligt at få gjort Julemanden til en menneskecozar og få ham til at fryse børn. Til dette formål har han brug for at kunne komme udenfor, og månen skal lige være stået op, hvilket den ikke er for nuværende. Hans trussel er derfor ikke reel, men lad være med at gøre dette klart for ham. Held og lykke.” Cowsmith gjorde honnør og begyndte så at løbe af sted med os i hælene.

*

Jeg følte virkelig medlidenhed med nisserne, da jeg for anden gang oplevede produktionshallens kaos. Jeg tror virkelig aldrig, jeg har oplevet noget lignede. Forstil jer, at der bliver rodet gevaldigt i allerede eksisterende rod. Den kæmpe bunke af gaver lå væltet ud det hele. Ovenpå den lå legetøj og gavepapir, mens Santaer og Cozarer kæmpede diffust rundt i dette.

”Jeg vil vædde med, jeg når at ordne flere end dig”, sagde Comag og drønede forbi mig gennem døren.

”Ha ha, det var virkelig en god joke”, sagde jeg og kastede mig mod den første med min træstav forrest. Cozarerne havde virkelig ikke en chance.

”1-0” sagde jeg. Vi fortsatte frem i en gruppe mod den dør, der efter sigende skulle føre os ind i kontrolrummet. Her stod en klynge menneskecozarer, der kastede sig glubsk mod os. Før jeg vidste af det, stod jeg og fægtede med hele tre cozarer, der havde rottet sig sammen. Jeg fik skubbet den ene bagud med den ene ende af min stav, mens jeg med den anden ende fik ramt den næste cozar i hovedet. Den tredje kastede sig dog vildt over mig og tvang mig til at lave rullefald over et smadret brætspil. Hurtigt var jeg på benene igen og fik dolket den, der havde kastet sig over mig, mens jeg lige akkurat fik parret en af de andre. Endnu et udfald tvang dens arme op, så jeg kunne ramme den lige i brystet. Den sidste fik tvunget mig ned bagfra, og sammen rullede de hen langs jorden. Jeg kunne mærke dens håndgreb oppe om min nakke, og hvordan mine nakkehår stivnede, før jeg fik tvunget den rundt på siden. Efter en smule møffen frem og tilbage fik min ene hånd dog presset staven ovenpå Cozarens hænder oppe ved hovedet. En hurtig bevægelse fik min anden hånd fri, og jeg skulle til at presse istappen ind i dens bryst, da den bed fast om min pegefinger, så den frøs. Jeg kunne mærke tænderne, der borede sig ind i min finger, som var det blødt modellervoks. Jeg dolkede den med tårer i øjnene, og så snart jeg kunne mærke tænderne slippe, trykkede jeg den ubevægelige finger ind i min egen mund for at varme den op. Den var dog så kold, at jeg staks måtte spytte den ud igen.

”2-1!” råbte Comag et eller andet sted fra. Jeg bed mig selv i læben, kiggede kort på fingeren og rejste mig.

”4-2” råbte jeg tilbage og fandt en ny cozar, der trængte til lidt selskab. Jeg kunne ikke mærke andet end min finger, selvom den sprøjtede is i hovedet på mig. Hovedkulds forsatte jeg med at kæmpe.

”Lucy, planen kommer ikke til at virke. Døren er alligevel låst! Men jeg kender en anden vej ind”, afbrød Marmot mig, og han dolkede cozaren, jeg ellers hyggede mig med. Jeg kiggede op, døren var stadig fuldt bevogtet af cozarer, og det virkede ikke som om, vi havde gjort den store forskel.

”Den tager vi! Comag kom!” råbte jeg, og straks var han ved min side. Marmot førte os gennem de mange kampe, der foregik rundt omkring. Pakkebåndet røg kraftigt flere steder, og der lugtede brændt. Hvor lang tid vi havde tilbage, før forstærkningerne ville komme, var der ingen der vidste.

Gavebånd viklede sig om mine ben, og gavepapiret knaste under vores fødder, mens vi løb gennem et inferno af smadrede tuscher og globusser. Marmot ledte os rundt om et hjørne, og så endnu et, før vi til sidst nåede en væg, hvor der stod en smal metalstige. Den endte oppe ved varebåndet langt over vores hoveder.

”I skal derop”, sagde Marmot og pegede. ”Dér hvor pakkebåndet og væggen mødes, er der en skakt, der fører ind til kontrolrummet. Skakten bruges mest til gaver, der skal specielt markeres, og det bliver nok noget trængt, men det går nok. Smut så!”

”Du tager ikke med os?” spurgte jeg. Jeg var næsten helt begyndt at holde af ham, selvom jeg vidste, han ejede de strammeste tights, jeg nogensinde havde set i mit liv! Det var jo også altid godt med en spirtuel ekspert at kunne rådføre sig med.

”Jeg vil tage mig af ledelsen her, nogen bliver jo nødt til at holde styr på nisserne”. Han bukkede en gang for os med håndfladerne samlet ”. Held og lykke!” sagde hanog forsvandt. 

”Damerne først”, sagde Comag og gjorde signal til, at jeg kunne kravle først.

”Bange?” spurgte jeg. Han skulede ondt til mig, men tog så fat om stigen og begyndte at kravle. Da han kunne nå pakkebåndet, greb han ordentlig fat om det med armene og løftede sig elegant det sidste stykke. Blæremås! Så kravlede jeg selv op og fik hevet mig pustende op på gavebåndet, der stod helt stille. Dér sad vi så ved siden af hinanden med fødderne dinglende udover båndet. At være Santa krævede, man ikke havde højdeskræk.

”Jeg tror, det er dér, han mener, vi skal ned”, sagde Comag og pegede på den halvrustne metalskakt, transportbåndet mundede ud i. Hov, at være Santa krævede også, at man ikke havde klaustrofobi, og faktisk også en helt masse andre ting.

”Det var derfor, han pludselig fik sååå travlt med at skulle hjælpe sin søskende. Dig først igen.” Jeg smilede sødt til ham. ”Så vidt jeg husker, var det dig, der sidste år sendte mig ned af is-sliske, lige ned til cozarerne…”. Jeg appellerede til hans dårlige samvittighed. Han rystede på hovedet, men satte sin istap fat i sit bælte. Så satte han sig ind med benene først og gjorde sig klar til at glide af sted.

”Husk først at tage rutsjebanen, når der er grønt lys igen”, sagde han og skubbede så fra og forsvandt ind i mørket.

Jeg stod med øret helt henne ved skakten og lyttede, som man gør efter en sten, man kaster i en kløft, for at høre, når den lander. Der lød nogen få metalliske kling og så et lille bump. Jeg stønnede. Hvorfor blev man altid tvunget ud i at skulle lege helt? Jeg havde aldrig bedt om at blive født Santa. Selvfølgelig var lidt cozar-kampe hist og her meget grineren, men når man ligefrem skulle kaste sig selv ned gennem en gammel metalskakt i Julemandens værksted, vel vidende man var på vej mod selveste skaberen af cozarerne. Det, syntes jeg ikke, var en del af af aftalen.. Så gav jeg slip på væggen og lod mig glide ned med hænderne krydset som et kors foran brystet. Yippee-kiyay Krampus, here I come.

Jeg gled ned langs den mørke skakt, der hældte en tand for meget til min smag, men jeg var forhindret i at bremse af de glatte sider. Lyset for enden af tunellen så jeg først, da det var for sent, og jeg kunne ikke nå at tage noget af min fart, før jeg fløj ud i et frit fald med arme og ben panisk sprællende i luften uden at vide, hvor jeg ville lande. (Jeg kunne lige se, jeg ville ramme ned på halebenet!) Min mund åbnede sig for at skrige, da det gik op for mig, at jeg jo helst ikke skulle afsløre min ankomst, og jeg nåede hurtigt at kvæle det udbrud, der var ved at fødes.  Containeren under mig, der var beregnet til at indeholde alle disse bestemte gaver, så ikke rar ud, og jeg glædede mig i det mindst over, at folk ville elske den Lucy-marmelade, de ville kunne skrabe af fra bunden af containeren.

Jeg ramte med benene først, og jeg kastede mig ned i et rullefald for at afbøde faldet, men jeg opdagede, det slet ikke var nødvendigt, for det underlag, jeg ramte ned på, var en form for blød gummi. Jeg landede lige ned på numsen foran Comag, der stod og holdt en bestemt finger op foran munden. Ja, ja giv mig lige en chance, hvem ville ikke reagere med lidt mundtlig rædsel, når de pludselig blev skudt ned flere meter?

Jeg kom hurtigt på benene og blev nødt til et øjeblik at afveje min balance i forhold til det bløde materiale under min fødder. I det mindst ville Krampus ikke kun se os her, for siderne på containeren var for høje, men desværre betød det også, vi var tvunget til at kravle derop for at tjekke om der fri bane, før vi åbnede enden af containeren.

Jeg kiggede ned på min isnede finger, den sygelige blå farve var ved at sprede sig ligeså stille, som blod forgiftning. At jeg ikke kunne føle den længere, var desværre et værre tegn, end den smerte jeg havde følt lige før.

Comag gav mig en albue i siden, holdt en hestesko hen foran mig og gestikulerede kraftigt, at jeg skulle hoppe op. Jeg tog fat om hovedet på ham og støttede mig langs siden. Stille og roligt løftede han mig op, og jeg stod som en cheerleader. Da jeg lige akkurat kunne få fat kanten, gav jeg signal til Comag om at stoppe med at løfte og kiggede forsigtigt over kanten. Hele den ene væg var dækket af en kæmpe skærm på væggen, jeg mener en 180 tommers fladskærm, som nisserne bare havde holdt afspærret for os… Foran denne slukkede skærm sad en skikkelse halvt-liggende, halvt-siddende i en kontorstol. Personens hånd lå slapt hen langs jorden, og jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om personen var død. Ellers var der ingen i rummet, men til højre stod en dør åben, hvor der umiddelbart ikke lød nogen høje lyde fra. Jeg gav tegn til Comag, at han godt kunne bære mig ned igen. Jeg viste ham med hånden, at der var en person, højt sandsynlig bevidstløs, en dør til højre, hvor der var mulighed for folk at komme ind og en kæmpe skærm på væggen. Alt det via en gang tegnsprog. Comag nikkede, men jeg var ikke helt sikker på, at han ikke istedet havde fået det til: at en fisk danser rundt under en diskokugle. Jeg håbede, at han kunne ræsonnere sig frem til den rigtige løsning.

Slåen knirkede en smule, da Comag slog den fra og skubbede containeren op. Et øjeblik orienterede vi os, før Comag så løb hen mod personen i stolen, og jeg hen til den åbne dør. Døren gik videre til et andet rum, hvor der stod to cozarer og holdt vagt. Yderligere kunne jeg se endnu et halvmørkt rum, hvor der kørte nogen tv-skærme, og jeg kunne se flere cozarer. Hvis vi bare fulgte cozarerne, så skulle vi nok finde Krampus.

Jeg smuttede tilbage til Comag, så lydløst jeg kunne, og viste ham to fingre plus flere derudover. Comag pegede ned på personen foran mig, som jeg i al min hast havde overset. Jeg måtte tage mig selv i ikke at gispe. Det var min far, der halvt lå på kontorstolen med et behørigt islag ud over hele. Hans hud havde fået den samme sygelige voks-hvide kulør, som folk får, når blodkarrene trækker sig sammen, og der var tegn på forfrysninger. Men ikke mindst virkede det til, at han var gået ind i en hypotermisk tilstand, hvilket vil sige når kropstemperaturen er kommet under 35 grader. Der lå han bevidstløs med det ene øje halvåbent, og hans skæg hang slapt ned. Der var ikke så meget, vi kunne gøre for ham lige nu og her andet end at sørge for, at han blev gemt godt af vejen, så Krampus ikke kunne få gjort mere skade. Comag tog ham i armene, og jeg ham i benene, og med fælles hjælp bar vi ham mod containeren. Han var en blanding af at være stiv af is og så livløs som en kludedukke, stadig klædt i sin røde spark-nattøjsdragt. Der kom små usammenhængende udbrud fra ham. Det var et grotesk maridtsagtigt syn, alle børn - nej faktisk alle - skulle spares for. Jeg havde kvalme. Hvem kunne få sig selv til at gøre det mod den lattermilde og godtroende gamle mand?! Det var sygt.

Da vi fik lagt ham ned på skummet og fik lukket containeren, tog jeg en hurtig indånding. Så gik jeg hen til Comag.

”Jeg løber hen mod det andet rum, så jeg tiltrækker mig deres opmærksomhed, mens du åbner for alle de andre. Sørg for først at få julle ud, og derefter angrib. Deal!” sagde jeg. Comag så på ingen måde tilfreds ud.

”Jeg lokker dem!”

”Nej, de vil ikke være ligeså opsatte på at fange mig, som dig. Tag det ikke personligt, men så er der også større sandsynlighed for, at de ikke dræber mig med det samme.”

”Eller lige modsat. De dræber dig med at starte med! Jeg vil ikke miste min søster..” Hørte jeg virkelig, han appellerede til patos? Det havde måske virket, hvis det ikke havde været, fordi jeg ikke kunne klare, når folk var opstanasie angående min planer. Så før han fik chance for at køre en eller anden amerikaniseret tåreperser afskedsting af, løb jeg. Så kunne han heller ikke gøre andet end at følge planen!

Jeg spurtede virkelig, gennem det der mindede om et kontorlokale, hvor cozarerne stod vagt for enden. Først løb jeg rundt i en cirkel for at få dem til at bide på, og da de så hvæssende forfulgte, blev jeg nødt til at hoppe over et enkelt kontorbord, og et enkelt kakaokrus måtte bøde med sit liv, før jeg nåede helskindet ind i det halvmørke rum. Efter at have løbet rundt i cirkler, som en anden omgang fangeleg med cozarerne i hælene, blev jeg fanget til sidst, og liggende med kroppen presset mod jorden under to cozarer mødte jeg Krampus første gang.

”Det ser jo ud som om, du er ingen ringere hende Lucy-pigen, jeg har haft så meget besvær med… men det skal vi ikke have længere vel?!” sagde han.                   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...