Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1128Visninger
AA

22. Kapitel 22

”Det, du siger, er, at julemanden bliver holdt fanget lige nu…” sagde Maggie rystet. Under os susede det hvide landskab forbi.

”Det er forfærdeligt”, sagde Kathy forskrækket. ( Forfærdeligt?... Nogen holder lidt mere af ham end andre). 

”Ja, det var ihvertfald hvad Archer fortalte. Det er hans chef, Krampus, der spiller julemanden”, briefede jeg.

”Hvem er denne Krampus?” spurgte Comag. Jeg trak på skuldrene. Han var helt sikkert endt som ond efter at være blevet mobbet hele livet på grund af sit navn. Jeg mener Krampus, seriøst? Var det en blanding af krampe og pus?

”Krampus, ved I ikke, hvem han er?” Kathy kiggede på os, som om vi var helt væk. ”..Hørte ingen af Jer da efter på rundvisningsturen?” spurgt Kathy. Hvad tænkte hun selv? En gennemgang af nissernes dødsyge historie dagen efter vi næsten ikke havde sovet. Hmm jeg havde skam fulgt grundigt med… Not!

”Krampus var ham, der opfandt gavepapiret, man ikke kunne skære sig på. Det medførte, at han fik en stor stjerne hos vores far, og de to arbejdede tæt sammen. Der kom dog et tidspunkt, hvor Krampus og far blev uenige. Far begyndte at dele gaver ud til alle børn, og det mente Krampus var forkert. Han mente ikke, at vi skulle arbejde hårdt for at tilfredsstille børn, der ikke havde gjort sig fortjent til tingene. Så istedet begyndte han at tage uopfordret ud for at skræmme de uartige børn og fratage dem noget af deres legetøj. Det var forfærdeligt, flere børn fik psykiske mén, og nisserne blev nødt til at arbejde ekstra, for at erstatte det ødelagte legetøj. Far satte sig dog til sidst imod og afskedigede ham. Han mente, det ville få Krampus til at komme til fornuft istedet. Men Krampus vendte ikke tilbage, tværtimod begyndte han direkte at prygle børn rundt om i verden. Faktisk var de første Santaers job at beskytte børn rundt om i verden for Krampus. Krampus forsvandt dog for 27 år siden, og vi har ikke hørt fra ham siden… Og så dukkede cozarerne istedet op, men ingen har nogensinde koblet de to ting sammen” fortalte Kathy, stilheden lagde sig.

”Ikke før i dag”, sagde jeg. ”Det må være ham, der har opfundet cozarerne for at hævne sig på julemanden. Deres mål er også at fange julemanden og fryse alle folk…” en tanke slog pludselig ned i mig. ”Cowsmith mener det samme, men julemanden tror ikke på det. Må hellere skynde os. Det lød på Archer som om, at cozarerne nemt ville kunne få adgang til bygningen, uden de store forhindringer, måske var der allerede nogen inde i værkstedet.” Alle kiggede dystert på hinanden, Kathy lignede endda én, der skulle til at græde.

”Archer og cozaren fra grotten ville nok støde til ham så hurtigt som muligt. Hvilket betød, at vi skulle nå at få Krampus besejret, få reddet Julemanden og få spærret de veje ind, Krampus havde fået lavet, inden de nåede frem, eller vi ville ende håbløst i undertal, fanget i værkstedet. Marmot, hvor længe vil du regne med, det tager dem at komme til værkstedet fra grotten” spurgte Comag, og jeg kiggede imponeret, jeg troede ikke, han kunne være så forudseende. (Jeg var glad for, jeg tilgav ham).

Marmot pillede ved sine briller.

”De vil være fremme ved solopgang, men de vil være trætte efter at skulle have løbet hele natten.”

”Så skal vi bare nå det inden da..” konkluderede Maggie. Månen stod stadig højt på himlen og lyste foran os. Men natten ville ikke vare evigt, og så ville de være der!

*

Marmot landede lige ved siden af skorstenen, der tronede midt på den øde is slette. Vi havde aftalt ikke at afsløre vores tilbagekomst lige med det samme og først tjekke tingene ud nedenunder. Krampus vidste måske ikke engang endnu, at vi vidste, det var ham, der udgav sig for at være Julemanden. Så hvis vi kunne udnytte overraskelsesmomentet, ville vi hurtigt kunne få det gjort af med ham. Hvad skal jeg sige, jeg elsker overraskelsesmomenter?

Kathy ville blive tilbage i kanen og vente på den kommende cozar-styrke og prøve at sinke dem så meget som muligt, så vi forhåbentligt kunne nå at få lukket alle indgange.

Marmot arbejdede hurtigt med sin nøgle til hoveddøren i mørket. Kort efter gav han thumps up. Hurtigt fik han åbnet lugen, der knagede fælt. Vi ventede et øjeblik for at se, om der skulle komme nogen Santaer eller cozarer frem, men nej den var ubeskyttet. Så gav vi os til at kravle ned og påbegyndte nedstigningen af den klamme trappe. Noget der krævede, at man trykudlignede flere gange på vej ned.

For enden af trappen holdt vi et kort stop, mens Comag gik frem og tjekkede gangen. Kun få af lamperne var tændt.   

”Kom så”, sagde Comag og vinkede os frem med to fingre. Vi forsatte ind i gangen på række efter hinanden med istapper knuget i vores hænder. En god sammenligning til dette kunne være hardcore ninjas, der listede sig rundt, eller en hemmelige special-trup af soldater der var optrænet hele deres liv til at liste sig stille rundt og myrde, det var os. Helt musestille i vores bevægelser forbi de farvestrålende guirlander med ét mål for øjet, altså musestille fraset at alle pustede en lille smule, men den trappe ville have taget livet af enhver.

Marmot stoppede pludselig op foran den store dør, der førte ind til produktionshallen.

”Der noget galt!” sagde han. ”Hvorfor lyder det som om, der er gang i pakkebåndene her midt om natten?”. Vi andre lyttede efter, og ganske rigtigt lød der en mekanisk summen. Der blev udvekslet blikke.

”Vi bliver nødt til at vide, hvad der sker derinde”, hviskede Comag.

”Men der er en stor risiko for at blive set”, svarede Maggie.

”Men viden vil opveje det.” svarede Comag.

”Nej.” – Maggie

”Jo” – Comag

”Marmot, vil man kunne åbne døren, uden nogen bemærker det?” spurgte jeg, før at denne hviskende diskussion ville udvikle sig til et slagsmål.

”JA, Jeg kan gøre det. I andre kan stille jer derovre og vil stadig kunne kigge ind uden at blive set”. Det afgjorde det hele. Comag og jeg listede os over i hjørnet, mens Maggie tog opstilling ved gangen, så hun kunne advare os, hvis der kom nogen.

Marmot holdt 3 fingre op i vejret. Den ene tog han ned, mens han greb om dørhåndtaget, så røg den anden, og så lod han tilsidst den sidste finger falde, mens han trykkede dør håndtaget ned. Der lød et svagt klik, og en sprække lys faldt ud i gangen. Først kunne vi næsten ikke se noget, men stille og roligt kunne vi danne os et mere tydeligt billede. Overalt var nisser, der var i gang med at slæbe alle de forskellige gaver fra varebåndet sammen i en stor bunke. Først så det rimelig roligt ud, men det var før Comag pegede en cozar ud for mig, der stod og overvågede en nisse. Og da den første var fundet, kun jeg se, at der var mindst 30 cozarer derinde, langt størstedelen menneskecozarer, som stod og holdt øje med nisserne.

”Hvad laver de?” spurgte jeg. Nisserne gik med lange tranceagtige skridt frem med pakkerne, som de holdt knuget ind til deres bryst, og de måtte næsten udøve selvskade for at få pakkerne smidt hen i den store bunke.

”Jeg tror, cozarerne planlægger at ødelægge alle gaverne”. Og ganske rigtigt i hjørnet stod en cozar med en pakke, som den lige så stille frøs, mens en nisse så lidende til.

”Du har ret”.

”Men hvor er Santaerne?”

”Det ved jeg ikke”, sagde jeg, og gav så tegn til Marmot til, at han kunne lukke døren. Døren gik i ligeså stille.

”Hvad så?” hviskede Marmot.

”De holder alle nisserne som fanger, og de samler alle gaverne i en stor bunke. Santaerne er der ikke..” Marmots ansigt formørkedes, men jo var jo også alt det arbejde, han har lavet det sidste år, og alle hans søskende, der var i fare.

”Lad os finde dem!” svarede han kort, og vi listede os videre mod sovesalene. Denne gang var det Maggie, der smuttede foran og tjekkede gangen. Hun stoppede brat og holdt to fingre op i vejret. Langsomt listede vi os op til hende, så vi kunne tage bestik af de to cozarer, der vogtede gangen. Meget sigende stod de foran dørene ind til sovesalene og ind til Cowsmiths værelse. Før nogen af os fik set os om, var Marmot styrtet hen mod dem.

”Hjælp mig!” råbte han til dem og faldt sammen på jorden. Cozarerne hvæssede, men løb frem mod ham. Han gispede forpustet.

”Der er nogen Santaer, der er undsluppet!” sagde han, før den ene cozar, der kunne nå at fryse ham.

”Hvor?” spurgte menneskecozarerne. Marmot pegede hen mod, hvor vi stod.

”Dér!” svarede han. Et øjeblik troede jeg, han havde forrådt os, at han tænkte, det kunne gavne hans situation at udlevere os, men ganske som cozarerne, der kiggede sultent mod os, tog jeg fejl. Så snart de vendte sig med ryggen til ham, dolkede han nemlig hurtigt den ene cozar med sin istap. Og den anden  menneskecozar kastede han sig vredt over, et vovet træk, men cozaren blev så forskrækket over hans heftighed, at den ikke nåede at forsvare sig. Med sne ud over det hele, vinkede han os frem.

”Hvad gik der af dig?” spurgte Comag grinede. ”Generede de den åndelige balance?”. Marmot kørte en hånd gennem sit hår.

”De ville skade mine søskende, det bryder jeg mig ikke om”, svarede han blot. Comag fløjtede imponeret, mens jeg tog et skridt frem mod dørene og undersøgte dem. Ikke overraskende sad der mellem døren og dørkarmen et tykt lag is som lim.

”De har frosset dem inde!”

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...