Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1085Visninger
AA

21. Kapitel 21

Bjældeklang, den sang i hele verden, hvis lalleglade akkorder var bedst til at tære sig fast til hjernen. Og den sang, hvis pippende mislyd var bedst til at give os Santaer en bundsolid migræne. Dog kunne jeg ikke lade være med at smile en smule, da den melodi pludselig spillede, især fordi cozarerne så ud til at afsky den endnu mere. Archer vendte sig om. Ingen kunne se, hvorfra melodien stammede, men i snestormen var det også svært at se en hånd for sig. Cozarerne begyndte at se urolige ud. Mens jeg stille og roligt prøvede at få fat om den istap, Archer havde bæltet, med mine bundne hænder, men desværre rejste han sig.

De raslende bjælder syntes at komme nærmere i mørket, men man kunne stadig intet se. Og så med ét begyndte det at regne med stjernekastere. Yderst foruroligende! Med de små antændte jernsplinter, der sprudlede ud i luften, dryssende ned fra himlen. Jeg måtte indrømme, jeg aldrig har set stjernekastere, der rent faktisk blev kastet med, men det så endnu mere guddommeligt ud, når de dalede ned gennem luften som rigtige stjerneskud. Cozarerne var meget bange for disse dalende stjernekastere, og den formation, de havde stået i, blev brudt til fordel for kaos. På mig kunne de også virke skræmmende med disse antændte jernspåner, der brændte ved ca. 1200 oc, men så farlige, at jeg ligefrem ville løbe skrigende rundt?.. Nej. Især ikke efter de første frådende slukkedes i sneen, vi har hver vores forskellige fobier! Archer blev dog ikke helt så påvirket og fik hurtigt råbt en masse hvæsende kommandoer. Cozarerne havde nok også taget sig sammen, hvis ikke det lige havde været for den enorme kane, hvis underside var tilvokset med istapper, og som var trukket af 9 rensdyr, der kommer flyende ud af natten. Den susede lige over deres hoveder. Selv Archer måtte kaste sig ned til siden ved siden af mig, for at undgå blive skrabet af istapperne. Kanen forsvandt et kort øjeblik op i luften for atter suse ned igen. Jeg kunne ærlig talt ikke forstå, hvem der fløj julemandens kane indover cozarernes tilholdssted, julemanden var jo ligesom fanget? Men Cowsmith havde lært os at tænke bagefter, så jeg begyndte at rulle væk fra Archer. Kanen dykkede endnu en gang hen over hovederne på cozarerne, og en enkelt blev ramt så godt af istapperne, at den blev pulveriseret. Denne gang var der nogle skikkelser, der hoppede ud af kanen, og før jeg kunne nå at genkende nogen af dem, var der én, der var i gang med at løsne mig fra mine reb.

”Tak..” sagde jeg og drejede rundt, så jeg kunne se min befrier, og jeg må ærlig talt indrømme, jeg ikke havde regnet med, det ville være Comag.

”Her Lucy” sagde han blot og rakte mig en istap, før han forsvandt ud i kampen mod nogle cozarer. Jeg var kunne knap kommet på benene, før kanen atter susede ned på jorden, og jeg måtte kaste mig ned igen. Overalt herskede der desorganisation, halvtændte stjernekastere lå på jorden brændt, bjældeklang larmede overdøvende, man kunne knap se noget for sneen, og for kanen der blev ved at suse hen over hovederne på alle. Comag og de 2 andre, der var med ham, stod et par meter borte fra mig, og jeg løb derhen med hovedet forsvarligt bukket. Jeg genkendte hurtigt Maggie, der stod koncentreret og fægtede mod en cozar, som jeg gjorde kort proces med bagfra.

”Lucy!!” sagde hun og kiggede glædestrålende på mig.

”Ma..” mere nåede jeg ikke at sige, før vi måtte kaste os ned for ikke at blive ramt af rensdyrene, og mit rullefald førte mig over i armene på en ny cozar, som jeg ved en enkelt finte kunne stikke lige i brystet.                                                                                                                   (Jeg beklager egentlig, hvis du ikke sådan rigtigt er til kamp mellem overnaturlige væsner. Fair nok sådan har mange det, men du har mit ord på, at det faktisk er sandt, så meget fantasi har jeg heller ikke, og rensdyrene kunne faktisk flyve! Hvis det imidlertid stadig ikke lyder særlig tillokkende, så hop et afsnit ned, så skal kampen nok være overstået, selvfølgelig ved du bare ikke, om jeg overlever, men et er du tydeligvis ikke interesseret i, hvis du hopper afsnittet over!)

Cozarerne var overalt, og hvis det ikke havde været, fordi kanen hele tiden kunne holde dem i skak, havde vi tabt stort. Men lad os bare sige, der var cozarer til alle, så jeg røg straks i kamp med en ny.

3 stykker senere blev kampen dog for første gang stoppet, kanen var landet midt i det hele.

”Tilbage til kanen…” råbte Comag, og straks begyndte han, Maggie og den tredje person at løbe mod kanen. Jeg havde heller ikke noget større behov for at blive, så jeg dukkede mig kort og løb så alt, hvad jeg kunne med vinden piskende imod mig. Cozarernes første reaktion var at løbe bort fra kanen, men få af dem kunne godt se, hvad vores plan var. Jeg var så tæt på kanen, at jeg næsten kunne røre den, da en hånd greb fat om min skulder, og jeg kunne straks mærke isen.

”Bliv Lucy…” Archer råbte for at overdøve stormen. 

”Jeg kan ikke…” jeg kæmpede for at gøre mig fri uden at gøre brug af istappen.

”Han vil dræbe dig! Du må ikke…” Archer blev afbrudt af en istap, der kommer susende mod hans hoved, og han gav et kort øjeblik slip på min arm, for at dukke sig. Det sidste, jeg så af ham, var et par blå øjne, før jeg blev hevet bagover op i kanen, og jeg klaskede om på ryggen op mod en anden person. Jeg prøvede at rejse mig, men før jeg vidste af det, lettede kanen, og jeg blev presset ned i bunden endnu én gang. Det var en tand synd for personen, der havde reddet mig. Kanen bumpede en smule pga stormen, der dog ikke påvirkede den meget.   

”Comag?” Jeg kiggede vantro på personen under mig. Endnu en gang havde han reddet mig. Det var virkelig ny stil. 

”Lucy, jeg..” begyndte han, men en eller anden havde kastet sig ned ovenpå os og knuste mig bagfra.

”Lucyyyyy!!!!!!!!!!!!!!!!”, jeg genkendte den hvinende kramme-overfaldsmand som Kathy. ”Jeg troede, du ville være død med alle de dersens cozarer, tænkt at du bare sådan ofrede dig frivilligt, og tænk hvad der ville være sket, hvis vi ikke havde reddet dig.” Hendes skingre stemme kunne høres gennem vinden, og den næsten overdøvede bjældeklangen, der stadig lød.

”Rolig nu Kathy, giv hende nu vejret, og pas på I maser Comag” måtte Maggie råbe, og grebet løsnedes endelig, så jeg kunne kom op at stå. Jeg tog plads på en af de beklædte bænke, mens jeg fik et overblik over kanen. Den var på størrelse med et større legehus, bygget i mørkebrunt træ, og den var delt op i forsæde og bagsæde dækket med diverse skind. WWF ville seriøst komme efter min far for krybskytteri, hvis de så det her. (Måske skulle jeg give dem et hint...)

Foran sad endnu en nisse, jeg forbavsende genkendte som Marmot den spirituelle. Der sad han ellers og styrede tømmerne. Med et par old-school flyvebriller i panden.

”Godt at se dig igen Lucy…” råbte han og gjorde et ekstra svirp med tøjlerne. Jeg måbede, jeg kunne ikke finde hale og hoved på dét, der forgik omkring mig. Hvem ville nogensinde ved sine fulde fem sende to nisser, den person der afskyr mig mest og min gode ven ud for at redde mig, i en flyvende kane. Jeg kom til at grine vantro. Vinden hylede stadig.

”Undskyld jeg spørger, men hvad har I gang i? Jeg nægter at tro på, dette er noget, Cowsmith har sagt god for!” De kiggede alle sammen pludselig væk.

”Det var Comags ide!” udbrød Kathy hurtigt, og gad vide om hun troede, hun kunne undgå alt skældud, hvis hun stak de andre…

”Vi kom for at redde dig og det lykkedes. Alle er glade, og det vil Cowsmith blive…” råbte Maggie”, mens hun pillede i sit korte hår. Hun kiggede sigende på Comag. Marmot fløjtede nynnede med på bjældeklang.

”Øhhm Lucy, ser du..” startede Comag uden at kigge på mig. Jeg kunne næsten ikke høre ham for vinden.

”Jeg tror lige, vi har behov for en pause! Under givne vindforhold, og med den betragtning, at rensdyrene godt kunne bruge et hvil, tænker jeg, vi lige lander.. ” brød Marmot pludselig ind. ”Så kan ”nogen” også få snakket diverse igennem” Han gjorde endnu et sving med tøjlerne, og hele kanen begyndte at vibrere, mens vi gjorde klar til en landing. Rensdyrene søgte snart ned af, og deres fart tog langsomt af. For al den sne og mørket kunne man ikke se jorden.

”Julemandens kaneførere til passagerer, kaneførere til passagerer. I bør venligst tage sele på, vi gør klar til landing, jeg gentager, vi gør klar til landing”, råbte Marmot. Til min overraskelse hev de andre seler frem, der mindede om dem, man ser jægerpiloter være spændt fast med, det her var åbenbart ikke for sjov. Jeg fik selv straks spændt mig fast og var klar på at sætte mig med hovedet ned mellem benene, hvis det nu skulle gå galt.

Det blev imidlertid ikke noget problem, og rensdyrene landede lige så fint i sneen under os. Straks hoppede Marmot ud af vognen for at spænde rensdyrene fri, og Maggie og Kathy ilede hen for at hjælpe ham. Så var der kun Comag tilbage.

”Hvad siger du til, vi går en lille tur?” spurgte han. Til en hver anden tid havde jeg sagt nej, for i så fald ville det helt sikkert være en fælde, men jeg tvivlede nu og hoppede ned i sneen. Vi begyndte at bevæge os væk fra kanen.

”Jeg snakkede med Cowsmith, ligeså snart vi var kommet hjem fra at have afleveret dig til cozarerne, endnu før han vidste, du var forsvundet. Jeg spurgte ham, om det var sandt, at vi var i familie sammen, og han fortalte mig sandheden om min familie. Til slut gav han mig endda nummeret til din mor… vores mor, og jeg snakkede med hende. Hun var ovenud begejstret for at snakke med mig, og hun fortalte mig, hvor meget hun glædede sig til at skulle holde jul med alle sine børn i år. Jeg blev så flov..”. Han kiggede på mig. ”Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle, at du lige var blevet taget til fange af cozarerne, og at du nok ikke ville komme levende derfra. Så jeg svor for mig selv, at jeg ville redde dig. I mellemtiden var det dog kommet Cowsmith for øre, at du var forsvundet og højest sandsynligt var blevet forrådt af nogen indefra. Han vidste godt, det var mig, der stod bag og bremsede derfor også min mulige redningsaktion i opstartsfasen. Han troede ikke engang på, at jeg vidste, hvor grotten var. Han stolede ikke på mig længere, nedgraderede mig og overdrog din gamle post i stalden til mig. Dér fik jeg ideen til at bruge kanen, og det var ikke svært at snuppe den. For der hersker, mildt sagt, kaos på værkstedet; julemanden holder sig stadig lukket inde, nisserne render forvirret rundt, Cowsmith prøver at gøre værkstedet klar til beredskab, og alt i alt ved ingen, hvad de skal gøre. Det lykkedes mig til gengæld at få snakket med Maggie og Cecil, der var enige om, at de var nødt til at befri dig, og pludselig dukkede Kathy og Marmot op, mens vi snakkede og proklamerede, at de ville være med. Det lykkedes os at få snuppet kanen, som Marmot kunne styre, mens Cecil, der var tvunget til at blive tilbage pga. vagt, kunne dække over os. Og så er vi her nu…” sneen knasede lystigt under vores fødder, og svagt kunne man høre de andres stemmer i baggrunden.

”Kan du tilgive mig Lucy? Jeg forstod slet ikke, hvordan det var at have en familie… jeg fortryder virkelig, det jeg har gjort mod dig…” Han stoppede op og vendte sig mod mig. Tænk jeg havde aldrig troet den dag skulle komme, hvor han ville bede om tilgivelse. Jeg knyttede min hånd og borede den lige i mellemgulvet på ham. Han fór krampagtigt sammen, mens hans åndedræt blev gispende.

”Ja nu du tilgivet! Jeg mangler lige tildels at give dig en vasker, men ellers er vi kvit…” sagde jeg. Det var rimeligt meget, jeg lige havde tilgivet på meget få sekunder. Jeg mener, han havde tortureret, nedgjort og mobbet mig i årevis, og her tilgav jeg det alt sammen på en gang. Jeg var som den tilgivende Gud, fra det ny testamente, og mange af Jer forstår nok ikke den beslutning, jeg tog. Men jeg var næsten rørt til tårer over, at han sådan bare var kommet uautoriseret flyvende i en kane, havde sat sit liv på spil, og alt sammen for at redde mig, det havde jeg aldrig prøvet før. Desuden kendte jeg alt for godt til det, at være uden en familie, det kunne ødelægge selv de bedste af os. 

Comag rettede sig langsomt op, og jeg gik hen til ham og krammede ham ind til mig. Først var han helt anspændt og ventede sikkert på, at jeg vil lave et af mine cool ninjatrick, der ville skade ham, men da han indså, at jeg oprigtigt mente krammet, kunnne jeg mærke hans hænder på min ryg. Hvem skulle have troet, at denne rørende genforening af søskende kunne finde sted? Første gang i lang tid slappede jeg af. Flere øjeblikke var jeg fristet til bare at blive stående her og føle glæden over at have fundet en bror, men værkstedet var stadig truet. Så nok følelsesporno for denne gang.

”Jeg beklager at skulle sige det brormand, men værkstedet svæver i en vis fare, og det klarer sig ikke uden os.”

”Så lad os komme afsted… søs”, sagde han, og vi løb tilbage mod kanen.      

   

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...