Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1128Visninger
AA

20. Kapitel 20

Jeg ved ikke, om Archer havde regnet med, at fremtidsudsigten til at skulle ende som cozar, ville gøre mig lykkelig. Så kunne vi jo ende vores dage lykkeligt sammen, og alt det pladder, men jeg var ligesom en Santa. Og cozarer var og blev altid mine fjender, og jeg ville derfor hellere dræbe mig selv end at slutte mig til bunken af frysetørrede abnormaliteter. No hard felling, men sådan var det.

4 cozarer måtte bære mig af sted, og halvdelen af min krop endte med at være temmelig frossen, før vi nåede frem til udendørsarealet, hvor Archer og mig havde kæmpet dagen før. Her stod en stor gruppe af cozarer samlet, som en morbid form for tilskuere, der så frem til, at jeg skulle kvæles af smerte.

Snefnug der faldt, føg uroligt omkring, og vinden tudede. Det var helt mørkt, men pladsen var oplyst af blå lys, så man endelig ikke ville gå glip af nogen smertetrækninger.

Midt på pladsen smed de mig på jorden. Jeg gled et stykke hen langs isen. Mine hænder og fødder var bundet med et frossent reb, så jeg ikke lige sådan kunne løbe væk derfra.

Archer kom gående ud efter os. Cozarerne omkring mig begynder straks at huje, men Archer løftede hånden, og straks klappede de i som små lydige skolebørn Hans skridt gav genlød mod isen. Viden gik lige i gennem hans jakke, som jeg stadig havde på. Jeg kunne fornemme gåsehuden titte frem, og adrenalinen pumpe. Hvis man havde kigget ind i mine øjne de sekunder, tror jeg også man havde set det samme mørke rædselsslagne blik, som hjorte der blev jagtet. Jeg må indrømme, det er min største frygt at blive forvandlet til et identitetsløst uhyre, der vil dræbe alle sine venner uden nogen form for dårlig samvittighed, og sådan vil jeg med garanti ende. 

Archer stoppede op foran mig.

”Vi har samlet her i dag for at bevidne Lucy Santas ændring til en af vore. Til at sørge for hendes isning, står jeg selv!” sagde han. Cozarerne klappede straks og hvæsede. Archer bøjede sig formelt ned over mig, og for første gang siden han fortalte mig, jeg skulle ende som cozar, kiggede han mig i øjnene.

”Det er ikke så slemt.” sagde han. ”Man kan hurtigt køle sine drikkevarer ned…”. Jeg stirrede uimponeret. Hvilken slagstale.

”Du ved, at jeg, så snart jeg har fået alle mine is-kræfter, vil vende mig mod jer, og så tilsidst, for at sikre mig, jeg ikke skader nogen, vil jeg begå selvmord, er det det, du ønsker?” hviskede jeg.

”Sådan fungerer det ikke Lucy! Du bestemmer ikke selv, hvordan du vil reagere! Tror du ellers, jeg lige nu ville være i gang med at fryse dig?!” spurgte han vredt.

Det, I Santaer ikke har forstået endnu, er, at alle cozarer er deres skaber fuldstændigt underlegne, og de må adlyde dem i alt. Selv deres skabers skaber må de adlyde. Man har ikke noget valg! Alle disse cozarer adlyder mig, fordi jeg på en eller anden måde har været i forbindelse med deres skaber eller deres skaber skaber. Jeg har min egen vilje, så længe Krampus ikke giver mig nogen ordre, men så snart han har, så er der ingen udvej” han lagde trykket hårdt.  ”Ingen cozarer er skabt onde, det afhænger af deres skaber. Du ville ikke selv have et valg. Hvis Krampus eller jeg beordrer dig til at dræbe Cowsmith, ville du gøre det. Og måske ville du ikke engang fortryde din handling…”

”Men det virker ikke, som om du adlyder ham blindt lige nu, eller bad han dig fortælle mig alt det her?” 

”Hans magt er ikke den samme overfor mig… men jeg tror, det er fordi, jeg ikke er en Santa og ikke har meldt mig frivilligt og derfor er den ikke så stor, men hvad nytter det, for jeg kan ikke direkte gøre noget imod ham.” Han lænede sig frem og tog fat om min kæbe. 

”Archer lad vær!”

”Du vil takke mig, så snart Santaerne er besejret” sagde han, mens han pustede ud på sin hånd, som for at tjekke temperaturen af hans ånde. 

”I vil aldrig besejre dem!” svarede jeg.

”Jo, julemanden er allerede taget til fange. Det er Krampus, der har agereret julemand de sidste dage, lige siden angrebet, hvor det lykkedes ham at trænge ind! Hvor nemt tror du ikke, vi kan angribe jeres værksted, når han har kontrol over det hele.” Den grænseløse kendsgerning gik op for mig. Derfor påstod julemanden, at han ikke havde været ude på gangen den nat og møde mig, Han vidste det ikke og for ikke at blive opdaget, spærrede han sig selv inde. Værkstedet var udenfor min rækkevidde, mens Krampus ville dødsdømme dem alle! Archer bøjede sig ned over mig, mens han holdt fast om min kæbe, og jeg var for paralyseret til at gøre noget. Jeg var ikke vågnet op derfra, hvis ikke det havde været for den pludselige lyd af bjældeklang, der gav genlyd fra himlen…

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...