Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1128Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Nå, er I tre dudes kommet her til byen for at få gjort de sidste juleindkøb?” spurgte jeg, mens min hjerne arbejdede på højtryk. De rystede alle tre på hovedet, pegede insisterende på mig og kørte så fingeren foran halsen. Jeg lod, som om jeg ikke bemærkede det.

”Er det så byens seværdigheder, I kommet for at se? Vi har den her rigtig fine oldnordiske kirke med flotte glasmosaikker. Altså den ligger i den modsatte ende af byen, men hvis I skynder jer at gå nu, kan I sagtens nå det, før den lukker!” sagde jeg lokkende (Hvad var dog mere spædende end en oldnordisk kirke?)… De rystede på hovederne igen og pegede mere kraftigt på mig. Mens de pegede, havde jeg dog ligeså stille fået dannet mig et overblik over stedet. Der stod tre blikspande fyldt med skrald bag mig, og en brandstige havde sit udspring lige ved siden af. Til en hver anden tid havde jeg taget brandtrappen, men jeg ville ikke kunne nå at få Marthy med… Så var det ikke en mulighed! Måske var den her tullen rundt i ”intime” sidegader alligevel en dårlig ide. Ude på hovedgaden ville cozarerne havde haft meget svært ved at overraske os. Min mor havde haft ret igen. (Suk…)

Den eneste vej var forbi dem. Så jeg rev låget af den forreste skraldespand og tyrede låget mod den miderste cozar, samtidig med jeg fik klapvognen op på baghjulene og drønede fremad i fuldt firspring. Cozaren, jeg sigtede efter, fik låget lige i hovedet og faldt om, for så få sekunder efter at blive pløjet ned af klapvognen og mig. Nogen gange har man bare en dårlig dag… De to andre nåede dog at reagere. De sprøjtede is ud mod os, og den ene fik kort grebet fat om min hofte. Det føltes, som om der blev hældt isterninger ind gennem min blodåre, og mest af alt havde jeg lyst til at skrige, lægge mig ned og rulle flere gange rundt på jorden, men tidspunktet var ikke til det, jeg måtte videre. Jeg fik kantet os forbi dem. Drejede skrapt til højre og nåede så endelig ud af den endeløse labyrint af gyder. Hovedgadens lysende butiksfacader hilste mig velkommen med neonreklamer. Der var ikke et eneste andet menneske på gaden, og ingen af de der ekspedienter, der normalt insisterede på, at man spurgte, hvis man havde brug for hjælp. Hvor var de, når man virkelig havde brug for hjælp?

Jeg stod et kort sekund og fik vejret. Marthy, der stadig sad gemt inde bag klapvognens hætte, skreg nu. Hun var ikke på nogen måde glad for den hårdhændede måde, jeg havde kørt vognen på. Det så ud som om, at islaget, cozarerne havde sprøjtet ud, havde lagt sig over klapvognen, og det gjorde den umulig at åbne. Det måtte jeg tage mig af senere, hvis jeg klarede den, lige nu skulle vi bare væk fra cozarerne. Derfor kørte jeg hende hurtigt om bag et stort juletræ, hvor klapvognen kunne ligge gemt nedenunder. Så ankom cozarerne også. Alle tre. Den, der var blevet ramt af skraldespandslåget, så ikke engang såret ud, den havde ingen kæmpe buler eller blå mærker, som vi andre ville havde haft, intet. Og så desværre fuldstændig klar til at kæmpe.

Hvad med mig? Var jeg klar til en lille svingom med livet som indsats? Altså, jeg havde, som supplement til min istap, snuppet en grangren fra den nærmeste juledekoration, og dermed havde jeg sikret mig, at en sur butiksindehaver sikkert også ville komme efter mig… Han kunne jo stille om bag køen af cozarerne.  

”I er sikre på, I ikke fortrækker at se kirken?” spurgte jeg, et sidste ultimatum. De rystede på hovedet, og så gik det løs!

Den ene kastede sig frem med fingrene forrest udspilede som klør, mens en sky af is stod omkring ham. Jeg slog ud mod grangrene, som straks frøs. Det, jeg virkelig elskede ved cozarer, at de var så søde til at fryse ens våben til, så de holdt bedre og var meget mere farlige. Da slaget ramte den, blev den slynget væk, og den endte forskrækket på dens bagdel. Det er, hvad der sker, når man leger med de store piger!

De to andre kiggede kort på hinanden, før de så selv gik til angreb. De tog det dog mere afslappet. Stille og roligt fik de omkredset mig, og den tredje sluttede sig til dem. De blæste is ud, mens de stille og roligt kom nærmere. Som en løkke, der trak sig sammen om ens hals. Personligt var jeg bare ikke så meget til at stå og afvente døden. Så jeg vendte med ét rundt, slog ud med min grangren mod den cozars hoved, der stod foran mig. Dens arme røg omgående op for at beskytte dens hoved, mens jeg imellemtiden dolkede den i maven. Den sad fast et kort øjeblik, så lød der et plop, og sne stod ud i en kaskade.

Nu kører Lucy virkelig med klatten, tænker du, hun fik håndteret den dér cozar megacool, men desværre nope. At vende ryggen til to cozarer er aldrig et smart træk, og heller ikke i denne omgang.

Jeg kunne mærke hver eneste af mine celler i armen, da den frosne hånd greb fat. Det var så koldt, at det brændte, og smerten forværredes, så min hjerne kort efter næsten ikke længere kunne kapere den, men efterlod én ude af stand til at kunne føle noget. Armen var frossen. Nervesynapserne var ude af stand til at sende flere beskeder, der var læsbare for min hjerne, og at sende budskab til dem var også umuligt. Den eneste funktion min arm kunne udføre nu, var at pege lige ud i luften som en defekt robotarm. Grangrenen ramte brostenene…

Jeg tænkte ikke længere, jeg fulgte mine instinkter. Jeg drejede om på hælen og borede istappen ind i den cozar, der holdt mig fast. Et fyrværkeri af sne eksploderede, men jeg nåede ikke at beundre dette, da min fod skred. Min piruette havde fået lidt for meget fart, så jeg landede lige ned på ryggen i resterne af cozaren.  Det var det lækreste puddersne, man kunne godt - selvom det var iskoldt - lige blive liggende lidt, holde en lille velfortjent timeout. Den sidste cozar virkede dog ikke som om, den havde hørt om timeout før, og den var heller ikke en fairplay modstander, der lige gav mig en chance for at komme op. Det var lige på og hårdt.

Den styrede direkte hen imod mig. Jeg prøvede at rulle til højre, men takket være min frosne arm, kunne jeg ikke rulle længere rundt end halvvejs.

”Ved julemandens mandboobs!” bandede jeg, mens jeg rullede rundt i sneen. 

Til sidst besluttede jeg at blive på jorden, og satte mig istedet op med min arm pegende ukontrolleret ud. Cozaren rørte mig næsten, da jeg fik drejet min overkrop, så min frosne arm fællede dens ben. Nu var vi begge nede. Kravlende på en hånd fik jeg hastigt møffet mig over mod den. Desværre var den ikke det mindste fortumlet. Før jeg vidste af det, var den oppe på benene igen. Det var slut. Jeg var fanget nede på alle tre med istappen nederst. Den skulle bare gribe fat om min hals, og jeg ville ende mine dage som en tragikomisk isstatuette. Bare Marthy fik lov at gå fri, så var mit sidste ønske i det mindste blevet opfyldt. Jeg kiggede op på cozaren, den kiggede tilbage. Den bevægede dens mund op og ned. Så med ét vendte den sig rundt og løb. Løb alt, hvad den kunne, den totalt modsatte vej. Jeg stod helt perpleks på alle fire, smuttede den bare sådan?

Jeg fik hurtigt bakset mig på benene. Det første Cowsmith havde lært os, var ”Stol aldrig på en cozar”, så jeg bevægede mig baglæns med øjnene rettet mod den. Men jeg kunne ikke se andet end en fjern silhuet, der forsvandt mere og mere. Hvad havde den gang i, hentede den forstærkninger, havde et eller andet skræmt den… Der var ellers intet at få øje på på gaden, der lå øde hen i aftenmørket. Fra tagene steg røg fra skorstenene, og et fjernt lyskryds´ uafbrudte skiften var det eneste, der rørte sig. Jeg tog chancen og spurtede baglæns hen til klapvognen, der stadig lå henslængt under grantræet. Der lød kun små grynt bag hætten. Den is, cozarerne havde ramt den med, lå nu som et solidt isdække, og den var ikke til at tvinge op med håndkraft. Jeg kiggede panisk rundt. Stadig ingen, og så begyndte jeg at hamre min istap ind langs siden for få den op. Et yderst besværligt arbejde, når ens ene arm er frossen, ens krop er yderst smadret, man skal holde vagt hele tiden, og ens lillesøster flæber. Jeg var et kort sekund bare motiveret til at lade hende ligge, men det gjorde jeg ikke.

Da den så endelig gav sig, rev jeg hætten op, greb fat i Marthys lyserøde flyverdragt, svang hende over min skulder, og så løb jeg uden at kigge mig tilbage. Klapvognen var for smadret til nogensinde at blive brugt igen, så den lod jeg ligge, som erstatning for den grangren jeg havde revet af træet. (Min mor ville nok ikke tage det helt pænt, at hendes fine klapvogn endte som skrald på den måde). 

Da vi endelig nåede opgangen til lejligheden, kunne ordet smadret ikke beskrive den tilstand, jeg var i. Jeg tog elevatoren for en gangs skyld. Til lyden af den overglade elevatormusik fik jeg stille og roligt ro på min vejrtrækning, mens vi susede op. Marthy, som jeg holdt med min ene arm og rystede, havde i det mindste fået skreget af, og hun stønnede nu kun utilfreds. Hendes lys hår var pultret, og jeg kunne fornemme, at hendes flyverdragt var våd forneden.

Min mor sad ængstelig ud i gangen og ventede på mig.

”Lucy, hvad der sket, hvor har I været henne?” spurgte hun og kiggede foruroligende ned på min arm, der strittede ud i luften. Jeg rakte hende Marthy og faldt sammen på gulvet. Alt, hvad jeg havde frygt, ramlede sammen på samme aften… Godt, jeg vendte øjne, som jeg lå der på tæppet i gangen, hvorfor skulle jeg være så uheldig?              

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...