Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1096Visninger
AA

17. Kapitel 17

”Du kommer lige i rette tidspunkt til at skifte side” sagde Archer, mens han førte mig rundt i den nye grotte, der var cozarernes tilholdssted. Jeg havde lidt håbet, at de havde bygget et kæmpemæssigt is-slot med 79 gæsteværelser, balkoner og egen isgrav. Men nej, cozarer fortrak åbenbart dystre is-grotter.

”Jeg har ikke vendt min kåbe. Jeg er stadig mod dig”

”Nej, du har lånt min jakke” han grinede. ”I så fald vil du lide nederlag, men hvis du spørger pænt, tager jeg dig måske til nåde.”  

”Jeg kan også spørge Cowsmith, om det er ok, du vender tilbage” sagde jeg.

”Lucy, I kommer til at tabe, I kæmpede bravt, men I er allerede uden chancer. Julemanden er allerede færdig.” Det var ligesom at diskutere politik med én, hvor man grundlæggende havde vidt forskellig ideologi.

”Hvorfor tror du det?”

”Jeg ved det, men kom så skal jeg vise dig, der hvor vi træner” sagde han og rakte mig sin arm. Grotten mindede tilnærmelsesvis meget om den grotte, cozarerne boede i sidste gang, bortset fra den her var større, og der var ingen sten kun is. Han førte mig rundt gennem forskellige rum, hvor cozarernes øjne fulgte os hele tiden.

Til sidst nåede vi det kæmpe udendørsareal, der alt i alt var én stor glidebane, hvor 20 cozarer stod og kæmpede. De kastede sig over hinanden, bed ud og hvæsede. Det var ikke elegant, men det behøver det jo ikke at være, for at man kunne føle sig skræmt. Nogen af dem stod endda og beskyttede sig med træstave. Vi stod og betragtede dem kort, før en cozar kom hen og hviskede Archer noget i øret.

”Lucy øhmm” Archer rømmede sig pludseligt. ”Jeg har fået ordre øverst oppe fra, om at skulle teste dine evner af, så jeg beklager, men jeg bliver nødt til at få dig til at kæmpe imod mig.”

”Med hvilken begrundelse?” spurgte jeg.

”Du er jo såkaldt Santaernes bedste kæmper, og min Herre ønsker at kende til styrkeforholdene.”

”Hvad hvis jeg nægter?” 

”Så er jeg tvunget til at fryse dig”. Han rakte sin ene hånd mod mig, og jeg kunne fornemme dens kølighed.

”Du truer mig..”

”Du er min fange, hvis du ikke har glemt det. Du lever helt og aldeles på min nåde. Men jeg troede ikke, du sagde nej til en udfordring, medmindre du selvfølgelig er bange for at tabe!” Fedt, tvunget til at kæmpe efter en helt nat i en sæk, mod en ikke dårlig kæmper, måske kunne jeg i det mindste få varmen. Jeg lagde hans jakke.

”Hmm, jeg troede ikke, du havde nogen overordnede, der bestemte over dig!” Han smilede og kastede mig en træstav og en mindre trædolk, der skulle imitere istappen, og han snuppede selv et sæt. Han var alligevel ikke så meget cozar, at han kæmpede med hænderne alene.

”Du kan starte med at gøre et udfald. Damerne først ikke?” sagde han og drejede sin stav en gang rundt. Cozarerne, der før sloges så vellystent, var stoppet og kiggede på. Jeg tog skridt ud på isen og afprøvede kure-skalaen.

”Du er sådan en gentleman” sagde jeg og slog forsigtigt staven ud for at afprøve dens vægt. Archer parerede hurtigt.

”Var dét, det bedste du havde i dig?” spurgte han og slog selv ud, så jeg blev tvunget et skridt tilbage. Jeg slog fra mig og så begyndte slagene at falde hurtigt. Før jeg vidste af det, endte jeg dog nede på jorden med trædolken presset imod struben.

”Du er temmelig meget dødsens nu Lucy. Jeg troede, du var Santaernes håb, måske skulle de ikke lægger for meget i det.”

”Jeg har ikke været på træningslejer et helt år. Jeg er bare en smule rusten, og så vil jeg ikke ydmyge dig foran dine underordnede.

Et par minutter lå jeg så nederst igen.

”Lidt rusten Luc, du giver mig jo ikke engang modstand.” (mimeret gestus med hånden; nånånå…)

”Hvordan kan det også på nogen måde være fair, efter jeg har tilbragt en hel nat i en sæk, hvor jeg ikke fik sovet…  og jeg bliver distraheret af at se dig igen..” Jeg blinkede til ham, og han lænede ned sig mod mig, samtidig med han sænkede sin istap en smule.

”Virkelig?” spurgte han. Hans næse rørte min. Så gik jeg i action og fik med mit ben bragt ham ud af balance, og så var det pludselig ham, der lå nederst.

”Nej, jeg prøver bare at se, om du er ligeså nem som dine cozar-venner.” Drenge var så nemme, få dem lidt ud af koncentrationen, og de ryger i din fælde ligeså nemt som ingenting. Han skar tænder. ” For resten hvad siger du til en pause, Lucy har ikke overskud til mere kamp lige nu” sagde jeg.

”Hmm, du vinder, men jeg har min ordre, du vil blive nødt til at kæmpe hverdag.” Jeg rullede med øjnene.

”Hvem er ham, der giver dig dine ordrer?” Det var sikkert ham Cowsmith og min far diskuterede.

”Er du nu Santa-spion Luc? For så er vi ikke færdige med at slås.”

”Nej, jeg spørger nysgerrigt som din ven, hvis du bliver behandlet dårligt af din boss, så er det mig, der klager for dig”. Han rystede på hovedet og grinede.

”Lucy, du bør flytte dig snart, eller også dropper jeg måske det med at være flink..”

”Er du nu ond menneske-cozar?” imiterede jeg, mens jeg rejste mig op. Cozarerne kiggede ondt på mig, de brød sig vidst ikke om, at se deres boss ligge nederst.

”Når hvor spiser I så henne her? I behøver ikke engang have god mad, jeg er frisk på selv grød…” min mave rumlede i enstemmigt.

”Og så frossen grød…”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...