Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1053Visninger
AA

15. Kapitel 15

Jeg følte ingen spirituel lindring eller åndelig balance, da jeg påbegyndte mit sisyfos-arbejde i stalden. Tværtimod følte jeg mig faktisk mere ude af balance end nogensinde før! Jeg burde kræve pengene tilbage for yogatimen! Fedt at jeg skulle forsætte med dette en hel uge. Min viden om, at Comag var min bror, beroligede mig faktisk en smule. For så kunne mig og Archer rent faktisk gifte os uden at skulle tænke på at få misfostrede børn. Adrr, jeg ved det, men den form for barnlig pigetænkning fik mig til svæve i en boble af euforisk lykketilstand resten af dagen, som selv ikke nogen fimsende rensdyr kunne spolere. Desuden var det ovel fair nok at være lidt glad, de sidste dage havde mit humør varieret fra bange, til sur, til edderspændt rasende, til trist, til overdrevent edderspændt rasende. Ja, jeg havde været lidt af en humørbombe de seneste par dage. Skovlen gled igennem et de mange lag af ophobet prut, og da skovlen havde fået fat, løftede jeg den op og ventede et øjeblik på, alt den gullige væde var løbet fra. Umh, det var rart at forestille sig den kæmpe bakteriekultur, der måtte boltre sig her. Jeg smilede for mig selv og smed det om i vognen bag mig. I det mindste kørte her ikke julemusik hele dagen. Istedet kunne jeg selv gå og nynne. At Comag desuden viste sig at være min bror, var måske kun godt. Det kunne være, at han så ville behandle mig pænt, og at han ville lade mig få mere kontrol over Slyth og Jue, det ville jo først være skægt! Jeg smed et til lag ekskrementer om i vognen. ”Du er done her!” sagde en stemme bag mig, og jeg vendte mig rundt og så Cecil. ”Smut du bare op til aftensmad, din straf er aftjent. Vores far ønsker at have dig som personlig tjener istedet” sagde hun, og så ligeså rystet ud som mig. ”Hvad skyldes æren? Næppe god opførsel?” spurgte jeg. ”Nej ihvertfald ikke det, og lad være med at tage det op til debat, for Cowsmith så overhovedet ikke tilfreds ud med det. Ønsket kommer direkte fra julemanden ham selv.” ”Nårgh. Måske har han fundet mig som en passende filosofi-diskussion makker, vi skal sikkert starte ud med at diskutere livet som sne! Åhh – kan jeg ikke bare beholde min stald-tjans?” sagde jeg, og mindedes synet af ham fra sidste nat, bare han huskede at klippe ørehåret. ”Hvorfor skulle han snakke om livet som sne?” spurgte hun. Jeg smed min næseklemme langt væk. Endelig fri. ”Jeg mødte ham igår nat, lige inden jeg vækkede jer til kamp mod cozarerne. Der gik han rundt i nattøj på gangen og prædikede om livet som sne for mig”. Jeg lynede min kæmpe beskyttelsesdragt op. Jeg kunne se Springer stå et stykke væk, og så han stirrede ondt. Too bad for dig, ikke flere til at fjerne dit møg. ”Hvad?! ” udbrød Cecil. ”Cowsmith sagde ellers, at julemanden ikke havde været ude af sit værelse, siden han gik i seng i går. Det har julemanden også selv sagt, men nu har han barrikaderet sig på værelset og siger, han er syg. Det sidste, han sagde, var, han ville se dig”. Hun rystede på hovedet. ”Derfor er Cowsmith ikke glad ved situationen. Han frygter, der er sket gamle Julle noget, for selv Julie har han smidt ud, så hun render rundt som en arrig furie. Men at han så vil se dig…” ”Virkelig? Jeg må virkelig havde gjort et godt indtryk” sagde jeg og rakte tunge til rensdyrene, mens vi gik ud. * Aftenen forløb så stille, som det nu var muligt. Der var ingen slåskampe mellem metalcozarer og minions. Jeg ved, jeg ikke helt har givet Jer nok updates på min søskendes bander, men det skyldtes, at alt har været så nyt her, at de virkelig ikke har haft tid til at genere hinanden. Der var ingen, der kyssede nogen under mistelten, og ingen protesterede eller besluttede sig for sultestrejke, da vi nu for 11 gang fik serveret grød. (Jeg var på nippet - madpyramiden havde de vidst aldrig hørt om her!) Cowsmith og Julie sad alene til højbords, og så begge temmelig vrede. De snakkede ihvertfald ikke sammen, men stirrede vredt ud over alle os andre. Man skulle næsten gemme julepynten væk af frygt for antænding! Vi startede med at holde et minuts stilhed for Chrunch og den anden nisse, der var død, og derefter spiste vi i næsten total stilhed. Senere besluttede Cecil, Maggie og mig at gå hen i hyggestuen og for at snakke igennem. ”Jeg så ham seriøst, Maggie.” sagde jeg. Hun sad og rystede på hovedet, så hendes korte hår strittede ud til siderne. ”Hvorfor fortæller han så noget andet?!” spurgte hun. ”Det ved vi ikke!?” svarede Cecil. Jeg lænede mig tilbage i lænestolen. Den var af rødt for og solidt polstret. Hvorfor har vi dog ikke sådan nogle stole på campen? Min blik blev dog kort efter fanget af en vis stedsgrøn busk (læs mistelten), og jeg kom til at tænke på Chrunch. ”Hør jeg tror jeg går i seng” sagde jeg, og de andre rejste sig straks. ”I kan sagtens blive her, det er ikke sådan, jeg har brug for flere at dele seng med, det klarede Kathy fint.” De smilede begge to og satte sig igen. ”Fint nok, jeg havde ellers lige glædet mig til at skulle børste dine tænder..” sagde Maggie. ”Tror I, jeg er blevet invalid eller sådan noget, så vist jeg husker, var det stadig mig, der klatrede op af den der stejle skråning i cozarernes hule og reddede jer…” Straks protesterede de og kom med gode undskyldninger, mens vi grinede. Til sidst smuttede jeg dog, og uden for døren stoppede jeg kort op og tog en dyb vejtrækning. Du kan godt gifte dig med Archer uden at få misdannede børn. Jeg smilede igen. Selvom jeg var træt, var det ikke lige sådan, at jeg behøvede gå direkte i seng, det var mere en lille hvid løgn. Istedet fumlede jeg ned af gangen til dér, hvor jeg mødte min far i går nat. Hvorfor havde han ikke fortalt nogen om episoden. Det var jo ikke, fordi han fortalte mig noget decideret hemmeligt?... Men gangen var stadig ligeså strålende malet som før, og julepynten var blevet hængt op igen. Der var ingen tegn på spor, som mig alias Sherlock Santa ville kunne udlede noget som helst af. Intet der fortalte mig, at julemanden følte sig truet eller andet. Slukøret vendte jeg om, men til min store overraskelse stod en dør åben, en dør der ikke havde stået åben før. Skal jeg gå der ind eller lade være?... Af en eller anden grund vejede det med at gå derind tungere i vægtskålen, selvom der sandsynligvis var chance for fare ved den mulighed. Jeg trådte over dørtrinnet. Rummet var helt mørkt, og der lød en elektrisk summen. Min hånd gled ned langs væggen for at finde en stikkontakt, mens jeg gik længere ind. ”Klonk”, døren bag mig gik i, og med ét var det helt sort. Jeg prøvede at finde væggen, men istedet blev jeg ramt af noget hårdt bagfra. Mine ben eksede under mig. ”Av”. Jeg kunne mærke cementgulvet under mig. Lyset tændte igen, og til min fornøjelse var det Slyth, Jue og Comag, der havde fået lyst til at overraske mig. Næste gang fik min nysgerrighed ikke lov til at råde over min fornuft. ”Hej bro’s, hyggeligt at møde Jer her. Hvad laver I dog her?” spurgte jeg og masserede imens min skulder, hvor jeg blev ramt af et eller andet. Jue grinede tumpet. Hans opstopper-tud og lange mørke grydehår gjorde ikke noget godt for at få ham til at virke smartere. ”Angriber dig..” svarede han. Wow, det havde jeg virkelig ikke gættet. Han stod med et baseballbat i hånden. ”Hvorfor dog?” ”Så vi kan udlevere dig til cozarerne, og derved sørge for de ikke angriber os.” ”Jeg troede ellers, I ikke var bange for noget.” Den gjorde ondt på Jue, og man kunne næsten høre hans hjerne arbejde på et modsvar. ”Vi er ikke bange” sagde Comag og trådte frem. ”Det er kun et taktisk udspil, vi bruger dig til. 1. Når vi udleverer dig, kan vi spore cozarernes tilholdssted, 2. Vi kan snyde dem til at tro, vi er på Deres side, 3. Vi slipper af med dig. Alt i alt en yderst genial plan.” ”Hvis den var så genial, havde Cowsmith nok benyttet sig af den noget før.” ”Nej… han tør ikke tage det risikable skridt, så jeg tager det for ham. Tag hende!” Han gjorde et nik med hovedet, og Slyth og Jue angreb mig. Det var en kort slåskamp, jeg lå på gulvet uden nogen form for beskyttelse, de var dobbelt så store som jeg og havde derudover et baseballbat. Jeg gav op, de havde overtaget lige denne gang. De fik hevet mig op på benene, og jeg fik af en eller anden grund deja vu stående dér, fanget mellem de to, totalt overladt til Comags ikkeeksisterende nåde. ”Comag, du kan ikke gøre det” Det var måske nu, jeg skulle meddele, at jeg var den eneste, der kunne besejre cozarerne, og derfor ikke bare kunne udleveres til dem med risiko for drab, men jeg blev enig med mig selv om, at det nok ikke helt ville appellere til Comag. ”Jeg er din søster!” sagde jeg til sidst. ”Wow, det har du nu været de sidste 16 år. Ingen stor overraskelse.” ”Nej, jeg er ikke kun din halvsøster, men din helsøster. Du fortalte selv, at din mor blev dræbt med barn i maven, det barn var mig.” ”Hun blev dræbt, som du selv sagde!” han vendte sig om. ”Nej, min mor fortalte mig det først i år. At to santaer kunne ikke vokse op det samme sted, der ville være for stor fare for cozarer, så de blev nødt til at lade dig tro, hun var død!” ”Pft.” ”Så du hende måske nogensinde blive dræbt, eller er det noget, der er blevet fortalt”. Stilhed, og jeg vidste jeg havde ramt plet. ”Min mor er også din. Du har en familie. Endda også en ikke-santa-lillesøster, der hedder Marthy.” ”Lucy, drop det! Alt den sentimentale familiepladder hjælper dig ikke.” ”Comag, du kan spørge Cowsmith. Du er min storebror, du kan ikke udlevere mig til fjenden som en anden gave. Du skulle beskytte mig!” ”Og du som min lillesøster burde være mere medgørlig. Tag dig sammen Lucy, jeg havde regnet noget bedre for dig! Slyth og Jue, prop hende i sækken.” Mine tilfangetagere begyndte at trække i mig. Min plan var doomed, Comag lyttede ikke til min følelsesladede appel, det var intet stærkt familiebånd. Så var der kun en udvej tilbage. ”Jeg skriger!” sagde jeg. ”Det gør du bare, de kommer ikke til at høre dig” sagde Slyth. ”Vi har sørget for, de er forsamlede i den anden del, og Cowsmith er især mega travl med at skulle udrede nogle problemer, ingen vil bemærke det.” Fedt, ingen vil savne mig lige foreløbig. ”Faktisk var det Julie, der gav os ideen. Hun er ellers en nisse med ond tankegang” afslørede Slyth. Endnu mere fedt, en ældre mere kynisk og beregnende hjerne stod bag, så var der med garanti ingen chance. Jeg kunne mærke en kold klud blive presset ind i min mund, og en sæk blive proppet over mit hoved. Jeg kæmpede alt det, jeg kunne, brugte alle mine fejeste tricks; bed, rev, skreg, men lige lidt hjalp det, og til sidst endte jeg i sækken skødesløst hængt over ryggen på Slyth.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...