Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1049Visninger
AA

14. Kapitel 14

Jeg vågnede ved, at en eller anden tumpe havde lyst til at hive dynen af mig. Den kolde luft, der strøg indover min krop, fik mig til at skælve. Længe gik der dog ikke før dynen atter blev lagt tilbage, og jeg kunne mærke en eller anden puttede dynen helt tæt ind til mig. Var det ikke, fordi jeg havde været vant til søskende, der kunne lave overraskelsesangreb hvert minut, ville jeg nok have valgt at sove videre, men jeg valgte i stedet at vågne.

Det var Kathy, der havde rejst sig op. Derfor var dynen kortvarigt forsvundet, og nu havde hun lagt den på igen.

”Godmorgen Lucy” sagde Kathy, mens hun stod og baksede med at få noget tøj på.

”Hvorfor er du stået op? Den rædselsfulde julejingle er jo ikke løbet af stablen endnu?” spurgte jeg og kvalte et gab i min hånd. Hun rynkede lidt på næsen.

”Jeg skal til yoga, det forgår altid tidligt om morgenen.”

”Er der ingen senere lektioner?” spurgte jeg og kom i tanke om Cowsmiths ord fra i går. Var det ikke noget med, at jeg skulle deltage i yoga-lektioner?

”Nej, kun om morgenen, det er dét, der giver os den åndelige balance til at forsætte resten af dagen på” sagde Kathy og satte sit hår op under hendes hue. Pludselig forstod jeg, hvor alt deres kvalmefremkaldende overskud kommer fra; yoga. Den eneste grund til vi santaer kunne fungere om morgenen, var de kaloriefyldte og sødemiddeltilsatte morgenmadsprodukter, der knap var tilladt af Sundhedsstyrelsen.

”Jeg er så heldig at skulle joine jeres seance her til morgen” sagde jeg og fik langsomt kæmpet mig op at sidde, selvom min seng føltes som kviksand, der tyngede mig nedad.

”Ej, Lucy det vil du ikke fortryde!” Kathy klappede i hænderne af begejstring.

*

Kathy havde vist ikke helt fået defineret ”ikke fortryde” for mig. Er ”ikke fortryde” lig med, ”ej, det kommer du til helt vildt at nyde og elske, og du føler du max ud af din tid” eller var ”ikke fortryde” lig med ”når du alligevel ikke har noget valg, så vil du være okay med at det yoga, du er blevet sat til”?

Jeg havde næsten ingen fordomme omkring yoga, men da vi ankom til det rum, der blev brugt til lave yoga i, blev jeg en tand bekymret. De eneste, der havde valgt at deltage i disse lektioner var nisser, og så var vores underviser ingen ringere end ”the spirituel master” Marmot ham selv iklædt helt tætte løbe-tighs. (Det syn er senere gået igen i mine mareridt!)  I baggrunden spillede en højtaler lyden af rindende vand, og hvis det ikke var, fordi jeg lige havde været på toilettet, ville det nok pirre min blære. Og så lugtede der af Kamilleurts-essens.

Alle andre end os sad allerede klar på hver deres måtte, da vi kom ind, og Kathy fik hurtigt skaffet mig en. Marmot gjorde et signal med hånden, og alle tav med ét stille. Han smilede ud.

”Velkommen til alle søgere af sandheden” introducerede han. Hans stemme var på grænsen til knække, og så talte han meget langsomt. Om det skulle være mere pædagogisk, eller om det lettere skulle vejlede  vores åndelige-jeg, fandt jeg ikke helt ud af.

”I dag skal vi opnå balance gennem en anden form for yoga end den i kender, nemlig karmayoga. I den yoga-form gælder det om at gøre noget godt for andre uden nødvendigvis at få noget tilbage. Er der nogen, der kan give mig et eksempel på sådan en handling?”. Hænderne strøg op omkring mig.

”Når vi giver gaver til alle verdens børn, men uden vi tager os betaling for det” svarede en eller anden af mine halvsøskende. Gad vide om Marmot ville godtage det med at dræbe cozarer, som en god handling kun til fordel for andre? I princippet dræbte vi dem jo også, for ikke at de skulle dræbe os?

”Rigtigt… det er det, vi vil fokusere på i vores øvelser i dag. Men vi vil starte ud med lidt opvarmning, mens jeg vil fortælle lidt om yogaens historie.” Der lød små begejstringsudbrud rundt omkring, mens jeg indvendigt sukkede højt. Marmots monotome stemme og vandets rislen gjorde mig helt søvnig, og det ville Cowsmith helt sikkert kunne bruge som undskyldning for at smide mig hjem.

”Så hvis alle starter med at trække vejret dybt ind og puste ud, mens I roligt bukker Jer ned og rører Jeres tåspidser, og så rejser Jer op igen. Og I må gerne bøje i knæene”. Jeg bukkede mig ned og rørte mine tåspidser, og rejste mig så op igen.. og jeg bøjede i knæene. Jeg kunne pludselig mærke, at mine ben var ligeså trætte som resten af mig. Min vejtrækning arbejdede af sig selv, det havde den gjort hele livet, og jeg mente umiddelbart ikke, at det vil hjælpe mig at ændre på den rytme. Rundt omkring kunne man høre folk trække vejret højt. Marmot stønnede endda autentisk unde øvelserne. Jeg prøvede for alt i verden ikke at grine, men det var ligeså svært, som ikke at slå en prut, når man lå og lavede mavebøjninger, nærmest fysisk umuligt. Og jeg kunne mærke Kathy giav mig et hårdt stød i siden og tyssede.

”Ser I søgere. Ordet ”Yoga” blev nævnt for første gang i år 2300 f.v.t i en japansk skriftrulle. Senere igen i år 2009 f.v.t. Her kunne man læse sig til oversættelsen ”balance”. Yoga betød - balance af krop og sjæl, af krop og natur, og balance i selve verden. Dengang fandtes der imidlertid overhovedet ikke nogen af de øvelser, vi kender i dag, kun ordet i sig selv. Så i 1889 fvt…” fortalte Marmot, men jeg droppede lidt at lytte efter. Ikke fordi yogaens historie ragede mig en nisse, eller joh blandt andet derfor, men også fordi jeg havde opdaget, at den sidste person, jeg troede, jeg ville møde her, var her. Henne hjørnet stod ingen ringere end Comag på en turkis (meget mandligt) yogamåtte. Desværre stønnede han ikke, men det ville selvfølgelig også totalt have spoleret den zen-tilstand, jeg var ved at opbygge.

”…Senere bredte yoga sig så til USA, hvor der opstod en masse nye arter af yogaen. Hertil den mest kendte: Marshall-kampsporten.” Endelig var der noget, der fangede min opmærksomhed - kampsport. ”Og her står vi så i dag. Må jeg lige minde jer om, det er vigtigt, at I husker ikke at lade jeres knæ vende indad, især dig Lucy.”  Alle vendte sig rundt og kiggede på mig, og jeg kiggede ned, ganske rigtigt vendte mine knæ indad. Tak Marmot, tak for lige at pege mig ud.

”Så går vi videre, hvis alle sammen vil finde en partner” sagde Marmot. Jeg kiggede mig om efter Kathy, men hun havde allerede parret sig op med en anden nisse. Så meget for at havde lade hende ligge i min seng i nat. Hun var sikkert stadig forarget over mine fnise-anfald. Af en eller anden grund var der bare ingen tilbage, der ønskede at være sammen med mig.

”Er der nogen, der mangler en makker” spurgte Marmot, jeg rakte modvilligt hånden op.

”Super, så har du jo fået dig en partner” sagde han til en ved siden af ham. ”Lucy, kom bare herop, du kan være sammen Comag.” Fedt af alle dem jeg kunne ryge sammen med, skulle det være ham. Og så at skulle gøre noget for ham, det ville være umuligt!

”Hvis I starter med, at den ene holder hænderne på lænden og den anden så presser den førstes albuer indad til makkeren sig stop. Kom her Lucy og Comag, så I kan vise.” vi blev vinket frem. ”Kom Lucy, hvis du holder hænderne her, så Comag tager fat om albuerne og presser” sagde Marmot. Jeg havde intet valg og tog fat om min lænd, mens jeg kunne mærke Comag presse, det strækkede sig ned gennem mine skuldre.

”Rigtigt fint, her kan i se Comag hjælper Lucy til at opnå et godt stræk. Det er det, i andre også skal gøre, til jeg siger stop.” Marmot forlod os og begyndte at gå hen til de andre.

”Nå, så får du alligevel ikke helt fripas? Jeg troede ellers, du var Cowsmiths kæledække, men måske har han endelig indset, at du ikke er det værd!” sagde Comag og pressede pludselig så meget, at min muskel i skulderen føltes, som den blev overstrukket rigtig, rigtig meget. Men jeg nægtede at give ham den tilfredsstillelse at se mig pive.

”Nej, sidst jeg så ham, fortalte han mig, at jeg var alle santaers eneste håb.” Jeg fik lige sætningen presset ud gennem mine sammenbidte tænder. Jeg mente ikke, det kunne være sundt, at albuerne skulle røre hinanden. Han fnysede, og pressede hårdere.

”Så skifter I bare. I rigtig karmayoga kan I ikke være sikre på, at man skifter, men det gør vi i dag.” sagde Marmot heldigvis.

”Din tur” sagde jeg, og endelig gav han slip og vendte sig utilfreds med ryggen til mig. Jeg tog fat om hans albuer og pressede til, alt det jeg havde lært. (Tand for tand ikke?)

”Det undrer mig så, at du stadig er her! Har du ikke mulighed for at redde alle? Men din arrogance forbyder dig nok at ofre dig selv. Ingen er jo vigtigere end dig selv vel? Mig mig mig ikke?” sagde Comag. Jeg kæmpede indædt for at få hans albuer til også at røre hinanden, men af en eller anden grund var han faktisk rimelig stærk.

”Det er ikke mit valg, at jeg stadig er her, men jeg ville nok få dig fjernet fra listen over dem, der skulle reddes.”

”Åhh, du overrasker Lucy og fylder mig med så meget glæde, at du ikke kan tro det. Som om at jeg ville stoppe med at kæmpe. Den vendekåbe og svækling til Archer vil jeg personligt dræbe, men først efter at have stukket ham mindst 100 gange med min istap. Lidt smerte skal han da få lov til at føle. Nogen er ikke bange for at give ham de tæv, han fortjener!”

”Så til ny øvelse!” afbrød Marmot og fik lige akkurat reddet Comag fra den smadrende lammer, jeg ellers skulle til at give ham.

”Lucy og Comag, hvis I lige kan vise igen.” Marmot kom hen til os. ”Nu skal I stå med ryggen til hinanden og sprede benene. Så skal I bøje Jer ned og række jeres hænder igennem jeres spredte ben og gribe hinanden i hænderne. Jahh sådan, det er godt I to, og så skal I bare ved fælles hjælp udstrække hinandens rygge. Godt, kom I andre også bare igang.” Der stod vi så numse mod numse, helt røde i hovederne pga blodtilstrømningen og trak i hinandens arme. Det var selvfølgelig slet ikke en kamp, hvor det galdt om at trække så hårdt i hinanden som muligt, det kunne vi jo aldrig finde på… 

”Og jeg skal nok huske at trampe godt og grundigt på den sne, han vil ende som!” sagde Comag.

”Hvis jeg ikke tager meget fejl, er det sikkert dig, der ender med at skulle tilbringe julen hos Cowsmith… igen! Er din mor ikke ked af, hun aldrig ser dig? Eller er hun egentlig bare godt tilfreds med, hun slipper for at se på dig. Du er vel en evig påmindelse om dårlige gener!” sagde jeg. Han ansigt så pludselig meget rødt ud.

”Hun er død Lucy. Dræbt af cozarer, da jeg var helt lille. Hun var endda gravid, men alligevel gjorde de det af med hende. Gad vide hvorfor jeg ønsker død over Archer!” Han gav med ét slip, så jeg endte med at lande lige ned på ryggen på jorden, og så gik han. Alle nisserne havde opgivet deres egne øvelser og stod røde i hovederne og kiggede på mig, der lå på jorden. En ting var lige gået op for mig. Comag var min damn kødelige bror, både på mors og fars side! 

     

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...