Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1132Visninger
AA

13. Kapitel 13

”Hvorfor har du ikke fortalt mig, at Archer har lovet, at alle får lov til at beholde livet, hvis jeg overgiver mig?” spurgte jeg Cowsmith. Det var kun mig og ham. Han spottede rimelig hurtigt, at dette kunne gå hen og ende i et optrin, så han trak mig hurtigt med ind på hans værelse.

”Lucy sæt dig ned, så skal jeg nok forklare” han gned sine øjne. Udsigten til at skulle forklare en besværlig pige midt om natten, hvorfor han havde valgt lige at tage den beslutning, var ikke noget, der virkede særligt fristende. Jeg satte mig ned i stolen og krydsede armene, mens han tog plads på den anden side.

”Jeg forstår, du allerede nu er klar på at give dig selv hen til cozarerne for at redde dine venner, men der er flere grunde til, at vi ikke har valgt den løsning”. Jeg kiggede på ham.

”Hvilke? Hvorfor ønsker de ikke at se mig som en ispind, som alle andre Santaer, hvad får de ud af at beholde mig i live?”

”For det første har Archer forelsket sig så meget i dig, at han ikke lige ønsker dig død” (Jahhh!) jeg prøvede at opretholde et pokeface og det forhandlende tonefald. Følelserne måtte lige vente.

”Men hvis det er det eneste offer, så er det vel ikke så slemt. De vil jo i så fald ikke gøre mig noget?!”

”Hvor meget vil du give for en cozars ord? Hvor mange tænker du seriøst vil blive reddet ved det offer? Din far julemanden er udelukket, da han er deres totale mål. Tilbuddet gælder desuden kun folk, der holder sig væk fra skudzonen. Og tror du nogen af dine søskende ville gøre det?”

”Men min mor og Marthy ville det gavne!”

”Men det er ligegyldigt Lucy!” Han hamrede i bordet.

”Men hvorfor? Jeg kan ofres ikke sandt, og hvis det kan skaffe os en handel om, at de ikke må røre nogen mennesker, hvorfor indvendinger?”

”Din mor har fortalt dig, du har en bror… Det betyder mere, end hvad du lige tror. At julemanden to gange har været tiltrukket af den samme kvinde, er fordi det afkom, der vil blive resultatet, vil være mega stærke. Det første barn vil være stærkt, men det andet vil være alt det, julemandens gener har at byde på. Det vil være vores stærkeste bekæmper nogensinde…” han kiggede sigende på mig, og jeg sad og rystede på hovedet. Ja ja selvfølgelig havde jeg altid klaret det meget godt og sådan, men ligefrem at skulle være santaernes lysende håb, det var måske lige at smøre tykt på. Jeg havde jo ikke besejret cozarernes konge, Archer, det var temmelig meget mislykket, så der var tydeligt noget, der var gået galt.

”Men jeg besejrede ikke Archer og cozarerne. De er i bedre vigør end nogensinde før!”

”Det har jo ingen indflydelse på, hvad der skal ske i år, og desuden er det ikke sikkert, at det er Archer du skal besejre.”

”Hvem er den ”ham” så?”

”Intet du behøver at bekymre dig om!”

”Hvad skal jeg så bekymre mig om? Jeg må jo åbenbart ikke vide, der er en dusør ude på mit hoved, jeg må ikke vide, hvem vores fjende top 1 er, og jeg må heller ikke vide, jeg åbenbart er hende, der skal redde hele verden? Jeg kan ligeså godt bare smide min hjerne ud, det eneste I åbenbart har brug er min tilstedeværelse, eller skal jeg også bare tage hjem. Dér er jeg ihvertfald i sikkerhed, og det er jo nemt at bekæmpe cozarer derfra, og tre stk kunne ihvertfald finde derhen.” Jeg lænede mig ind over bordet. Cowsmith var en fantastisk leder, der styrede på en god måde, og jeg ville ikke have brug for nogen betænkningstid, før jeg fulgte ham, men lige nu var det sent om natten, der var alt for mange hemmeligheder, og santaer kan ikke klare hemmeligheder. Det gjorde dem overekstatiske, og jeg var tilfældigvis en santa.

”Var det spydighed, jeg fornemmede i din stemme?” spurgte Cowsmith efterhånden lettere truende.

”Nej, det var ærbødighed, krydret med lidt underlegenhed”.

Han rejste sig op. ”Jeg kræver en bedre opførsel. Du har i forvejen fået lang snor, men nu er der ikke flere løbepas til dig!”

Jeg rejste mig også op. ”Fint, hvis det er det, der skal til, for at du gider indvie mig i alt, hvad der sker her omkring, så fint.”

”Din tone unge dame…”

”Din… hvad skal jeg definere dig som øhh brormand.”

Han lignede lidt en tyr, der havde set rødt, og jeg fortrød, hvad jeg har sagt. Han var jo god nok på bunden, og denne kæmpe trussel, cozarerne udgjorde, havde ikke ligefrem hjulpet på hans humør.

”Jeg er ligeglad med, hvilket forhold du har til Archer, hvad du skal vide er, at han er din fjende nr. 1, og jeg accepterer ikke, du lader flere chancer være spildte pga… hvad nu det hedder åh jo kærlighed!...smut så”. Han vendte ryggen til mig.

”Archer har intet og gøre med det her. Bare fordi du lige nu står over for en meget større trussel, end du kan magte og ville ønske, at du var den, der kunne besejre dem alene!” Jeg vendte mig også rundt og begyndte at gå, men jeg kunne høre, at han havde vendt sig rundt mod mig.

”Mugen ud i staldene på ubestemt tid til dig. Plus yoga-lektioner hver dag, og jeg accepterer ikke, at jeg høre dårligt om din opførsel, i så fald vil du blive sendt hjem!”

”Fint!” råbte jeg og smækkede så med døren.

I det samme døren lukkede i, forlod alt vrede mig, da jeg fik øje på nogle nisser, der drønede rundt og gjorde rent. Chrunch ville sikkert havde været den mest ivrige for at gøre alt pænt til morgendagen, men takket være en cozar vil det aldrig nogensinde komme til at ske igen. Jeg gik tom ind ad døren til sovesalen og kravlede hurtigt op under dynen. Den glade julepynt virkede nu meget makaber. Og for ikke at skulle kigge på den, gemte jeg hovedet væk under dynen. Det endeløse mørke passede mig fint. Jeg forsvandt ind i en komatøs tilstand af drømmeløshed, der passede mig fint. Ingen tanker… lige indtil en eller anden fandt det nødvendigt at liste sin hånd ind under dynen for at rykke i mig. Jeg vendte mig om på den anden side, men ligeså forsigtigt mærkede jeg igen en hånd, der rykkede i min nattrøje.

”Lucy..” hørte jeg en stemme hviske. Allermest havde jeg lyst til at svare ”nej”. Men jeg vendte mig rundt og så Kathy, der sad i skrædderstilling i hendes seng.

”Må jeg ikke ligge sammen med dig?..” Jeg kunne se der løb tårer ned af hendes kinder. ”Chrunch han…” hendes stemme blævrede. Mit storheds-barometer lå på lige omkring nul, men jeg vinkede hende alligevel over. Straks klyngede hun sig ind til mig som en lille abeunge, og jeg hev dynen udover hende og skubbede blidt hendes hår væk fra øjnene. Hun snøftede sagte, og jeg tyssede stille på hende, mens jeg lod mine fingre køre langs hendes tindinger. Til sidst ophørte snøftene, og de blev afløst af en stille snorken. Jeg prøvede at finde en behaglig stilling i dette nye samkvem og endte presset op af planken, der forhindrede mig i at ryge ned. Sidst hun spurgte, om vi skulle sove sådan, svor jeg, at det ville blive over mit døde lig, men nu lå vi her så. Og jeg syntes stadig, jeg virkede rimelig meget i live. Ting forandrer sig bare, en ting i dag er noget nyt i morgen, og hvem ved hvor længe man får lov at leve, før cozarerne endelig får bugt med én?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...