Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1095Visninger
AA

12. Kapitel 12

Fire af dem havde fået presset mig op i hjørnet med samlebåndet. Min træstav havde jeg for længst mistet, men jeg havde istappen i hånden. Situationen var dog temmelig doomed. Jeg ville nok godt kunne få ram på dem alle, men ikke uden større forfrysninger, og Cowsmiths ord ringede for mine ører ”lad være med at ofre dig!”, det var jo rent faktisk en kommando.

Rullebåndet bag mig vibrerede let. Det var ikke i dag, jeg ville blive kåret til helgen. Jeg kastede mig op baglæns og klamrede mig fast til båndet. En håndfuld af gaver blev væltet ned, men jeg fik ordentligt fat, og båndet førte mig langsomt bort. Cozarerne kiggede chokeret efter mig, som var de lige blevet taget ved næsen… hvilket de også totalt var.

Samlebåndet førte mig videre opad i systemet. Under mig blev der stadig kæmpet hårdt. Produktionshallen lignede efterhånden noget, der var løgn, et maltrakteret børneværelse, hvor diverse legetøjsting var blevet splittet ad, og man havde så samtidig også haft lyst til at kaste med snebolde. Alt lå rundt i en pærevælling, og så var der blevet igangsat flere maskiner, der producerede fejlprodukter derudaf . Overalt var der sammenstød mellem hvide mutationsvæsner og både mørk- og lyshårede børn. Jeg forstod faktisk godt, hvorfor min far ikke havde opdraget sine nissebørn, som cozarforkæmpere. De var vældigt ivrige, og deres kampånd var ikke til at tage fra dem, men de tænkte ikke ligefrem hurtigt. Jeg mener, skulle man vælge en rulle gavepapir eller en istap for at gøre det af med en cozar. Hmmm svært valg. Men de klarede sig nu nok fint. Kathy, der kæmpede rundt dernede med en menneskecozar, var ikke på nogen måde den lille i den slåskamp, tværtimod lå der hurtigt en bunke puddersne overdynget med legoklodser (du vil ikke havde nogen forklaring). Marmot så også ud til at gøre godt brug af sin spirituelle viden til at gøre det af med den ene cozar efter den anden, og han sørgede samtidig for, at nisserne ikke kom til skade. Mine andre søskende klarede sig også rimelig godt. Cozarerne virkede næsten, som om de prøvede at undgå dem, og de valgte istedet at gå efter mig. Ikke at jeg prøver at overdrive, men de fulgte ligesom alle efter mig, som om jeg var deres… et eller andet, de ville have fat i.

Samlebåndet begyndte at bevæge sig endnu mere opad, og jeg opdagede for sent, at det var ved at føre mig mod lagerhallen. Uden videre spekulation blev jeg nødt til at tage hoppet og bare sigte efter en kæmpe kurv af nystikkede dukketrøjer.

Udsøgt garn-kvalitet, det måtte jeg give dem, mens jeg rullede rundt i trøjerne. Julemanden sparede ihvertfald ikke på materialerne. En cozar var dog straks dukket op og havde kastet sig ivrigt imod mig. Jeg dolkede den kort, der lød en sprudlen, og den eksplodede i et fyrværkeri af sne. Jeg var seriøst en cozar-magnet idag.

Jeg lå et kort øjeblik henslængt i trøjerne, den manglende nattesøvn kunne mærkes. Da skriget lød, fór jeg op af trøjerne og styrtede hen i retning af skriget. Dér midt på gulvet var det Kathy, der skreg. Hun lå bøjet over en mindre skikkelse. Jeg genkendte hurtigt Chrunch, der lå næsten helt forpuppet af is.

”Hvem gjorde det?!” råbte jeg. De behøver ikke svare mig, for synderen var tydeligvis en høj kvindelig menneskecozar med langt hår, der hang ned i frosne tutter. Der lige nu var hun ved at fælde 3 nisser, der stod magtløse overfor hende.

”Væk” råbte jeg til nisserne, og de forsvandt hurtigt.  

”Du savner vist lidt én på din egen størrelse..” sagde jeg og trådte ind foran hende.

”Uhmm, du kan umuligt være andre end hende. Hende, der er så meget snak om.. Men jeg kan ikke forstå, du kæmper her” sagde menneskecozaren med hæs stemme. Når en menneskecozar blev frosset, endte dens stemme permanent hæs.

”Du mener, jeg burde give op og lade dig fryse.. hmm du ville forstå, hvis du var i mine sko..” Jeg ville bare lade hende snakke, så hun ville blotte sig selv, og så ville jeg tage hævn for Chrunch.

”Men tænk alle de liv, der går til spilde på grund af dig.. Tænk du kan leve med det, du er da mere lavet af is end jeg..” hun udstødte et grin over sin egen joke, mens jeg var begyndt at spidse øre.

”Hvilke liv?”

”Du ved det ikke, tænk at du lever i uvidenhed, når alle andre ved det..”

Der kunne virkelig ikke være meget en cozar vidste, som jeg ikke gjorde! ”Det kan ikke være noget helt vildt..” provokerede jeg. Det var blevet en psykisk slåskamp.

”Lucy, tag dig ikke af hende..” råbte Cecil, der ville blande sig. Cozaren grinede.

”Tænk, de kalder sig dine venner, og alligevel fortæller de dig ikke sandheden.”

Jeg var ved at blive træt, hun afslørede ikke det store. Så jeg tog den kæmpe papplade, der lå ved siden af, slyngede den ind foran mig, og kastede mig så afsted, så jeg landede ovenpå hende med hendes arme klemt fast under pladen, der lå i mellem os. Ikke noget jeg vil anbefale, hvis man skal dræbe en cozar, dem skal man bare gøre kort proces med ikke ligge oven på.

”Hvad er det, de ikke fortæller mig?” spurgte jeg, mens fredeligt borede min istap ned i øjet på den. Hvilket der egentlig overhovedet ikke er noget splatter over, da cozarer ikke bløder. Så hvis I ser alle mulige mareridtsscenarier for Jer, hvor blodet spuler ud som en utæt hane, som gem dem, for det ser slet ikke sådan ud.

 ”Alle dine venner kan slippe med livet i behold, hvis… avv” cozaren vred sig under mig, og jeg kunne mærke isen, der var ved at trænge sig igennem pappet.

”Hvis hvad?” jeg pressede istappen længere ned, og drejede den en gang rundt.

”Hvis du overgiver dig selv til kongen… Der er udlovet en kæmpe dusør for at bringe dig til ham i live. Så hvis du overgiver dig selv til mig, sååå kan alle de andre få lov til at leve. ”

”Jeg vil overveje dit tilbud…” sagde jeg og dolkede hende lige i brystet. Kort efter lå der en reduceret snebunke.

Jeg styrede hen til Chrunch, der stadig lå og led. Hans ansigt var ved ramme samme nuance, som den farve blåt rengøringsmiddel har. Han kiggede en gang på mig.

”Jeg beklager det kys..” hviskede han. Så åndede han ud, og hans iriser forsvandt op under hans øjenlåg. Tilbage lå lille og hjælpeløs den frosne krop, ingen sagde noget. Jeg kunne mærke et eller andet strammedes i mit bryst, hvorfor skulle sådan en lille naiv nisse med en lang fremtid foran sig ende sit liv på et frosset på gulvet midt om natten. Livet var så uretfærdigt, at det var til at skrige over, men jeg kvalte skriget, og lod min hånd glide en enkelt gang gennem hans hår, og kyssede ham så blidt på det blå mærke, han stadig havde tilbage på kinden fra min lussing, før jeg rejste mig. Produktionshallen var mere rodet end nogensinde, der var snebunker over det hele, og der lå et andet frossent lig lidt væk fra Chrunchs. Cozarerne var besejret, de var slået tilbage, men så længe de kunne dræbe uskyldige ofre var det ikke okay, så længe ville jeg forsætte med at gøre alt for at gøre en ende på deres magt! Inden da havde jeg dog lige nogle spørgsmål, der skulle besvares. Hvorfor i hele hulen var der udsat dusør på mig, hvorfor havde ingen fortalt mig muligheden for at redde alle ved at overgive mig. Cowsmith havde en ting eller to, han manglede at forklare!

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...