Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1085Visninger
AA

11. Kapitel 11

Der var efterhånden blevet helt stille på sovesalen. Kun nogen få lå stadig uroligt og vendte sig, så deres senge rundt omkring knirkede, mens andre lå og snorkede fast. Jeg var en sengeknirkerne. Hele tiden prøvede jeg at finde en ny stilling, der var mere behagelig, og hver gang jeg prøvede, bevægede hele sengen sig. Heldigvis lå Maggie nedenunder og sov tungt, så hun var ikke irriteret over den megen bevægelse. Kathy ved siden af lå også med åben mund og snorkede. Det var ikke, fordi min seng var dårlig, puden var puffet nok, og den orange linneddyne fastholdt den rigtige temperatur uden at blive svedig. Ej heller sovesalens mange lyde, da de efterhånden havde været kutyme i nu flere nætter. Nej, jeg kunne ikke sove, fordi mine tanker plagede mig, som om der var en ugerning, jeg skulle bøde for. Men du kender mig og ved, jeg aldrig i hele mit liv har begået en ugerning… eller næsten aldrig… dog ikke en, der ville holde mig vågen om natten nej! Mine tanker var som overstadige småbørn, der krævede opmærksomhed, selvom det var midt om natten, og jeg var umådelig træt!

Det endte med, jeg besluttede mig for at gå en lille tur bare sådan for få noget frisk luft. Lydløst fik jeg kravlet ud af sengen, bevæget mig barfodet gennem hele sovesalen, hvor jeg flere gange ellers var fristet til at finde en sprittusch og tegne overskæg på folk, men lod være og smuttede ud af døren, der førte mig ud til en af de farverige gange. Her gjorde jeg mit første ophold, hvor skulle jeg gå hen? I princippet kunne det jo godt være, de havde alarmer rundt i hele værkstedet. (Sikkert noget der involveret julesang og nogen mundharmonikaer!) Til sidst besluttede jeg mig dog alligevel for at gå på opdagelse. Der kunne umuligt være værre tjanser end at muge ud hos rensdyrene, og hvis jeg blev taget, kunne jeg påstå, jeg gik i søvne. (Altid hav en søforklaring klar!)

Værkstedet var dog større, end jeg huskede og ikke lige sådan at finde rundt i. De mange overpyntede gange lignede hinanden, og da jeg endelig fandt frem til dér, hvor trappen førte mod udgangen, var jeg lettere forpustet. Hvis jeg besteg hele vindeltrappen, så måtte jeg da kunne falde godt i søvn bagefter. Jeg begyndte opstigningen.

70 trin oppe stoppede jeg med at løbe, 150 trin oppe besluttede jeg at droppe det med at tage to trin ad gange for at få faste balder. 367 trin oppe begyndte jeg at bruge genlænderet til at hive mig op med. 578 trin oppe tænkte jeg stærkt over, hvilken dum idé, det var at prøve at komme herop. 834 trin oppe overvejede jeg at kravle, men kom i tanke om, hvor døde mine arme var. 846 trin oppe så jeg endelig den lille dør, der er indgangen herned.

Der, hvor filmselskaber og forfattere tager grueligt fejl i deres utopiske forestillinger om julemandens værksted, er, når de ikke noterer, at trappen derned er mere klaustrofobisk end en skorsten.

Nogen få sving med et håndtag, får døren til at åbne sig, og den første brise af frisk luft i flere dage strøg gennem mit hår. For første gang i lang tid følte jeg mig helt i live. Landskabet var endnu mere snedækket end før, og månens blege lys tilbagereflekteredes i snekrystallerne. Landskabet kunne være den ideelle scene til en film-noir jule-edition.

Jeg indåndede langsomt den kolde luft. Den dybtborende kulde kunne mærkes hele vejen ned i lunge-blærene, og gåsehuden prydede den del af min arme, der ikke var iklædt nattøjet. Det havde en opkvikkende effekt. Livet under jorden havde været præget af en trancelignende tilstand. At leve hos julemanden, være en del af hans værksted, lave gaver til børn verden over, muge ud hos de sagnomspundne rensdyr, det har været mere, end hjernen kunne kapere. Desuden når man vidste, at cozarerne bare ventede derude. To ting havde været umulige at koble sammen. Og endelig nu kunne jeg igen fokusere på målet om at få dem udryddet en gang for alle.

Mit blik skuede over det maleriske landskab, og jeg længtes efter de kølige dage på vandring. At skulle overnatte udedørs som det dyr, der bevægede sig ude i horisonten. Min øjne fiksere på det, det må være en snehare eller en sneræv. Dyret bevægede sig tættere på, da det gik op for mig, at det ikke er et hvilket som helst væsen, der spankulere rundt i sneen lige ved julemandens værksted. Nej, vi var så heldige, at vi endelig havde fået besøg. Besøg af ingen ringere end vores bedste cozar-fjender…

859 skridt nede styrtede jeg ud i gangen på jagt efter et sted, hvor jeg kunne meddele cozarernes tilstedekomst. Knap var jeg dog gået om hjørnet, før jeg mødte den første person. Ingen ringere end min egen far klædt i en kæmpe ulden rød sparkedragt. Hans øjenbryn var helt buskede, og der stod hår ud af øret, som om han lige var vågnet fra et mareridt.

”Lucy?” sagde han.   

”Hej… øh far. Der er coza..”.

”Livets veje er uransagelige Lucy, husk det” han lagde en hånd på min skulder. Bare han nu ikke skulle stå og prædike filosofi for mig halvdelen af natten, mens fjenden barrikaderede sig udenfor.

”Okay, men der er...” sagde jeg, men med en håndbevægelse afbrød han mig igen.

”Den ene dag kan alt synes fjernt, uholdbart, den næste er alt virkelighedsnært og værdigfuldt… Faktisk er livet som sne Lucy. Det er nogengange nyfaldet og blødt, andre gange gange sjasket og gråt. I sidste ende vil det altid smelte, men hvad man skal huske på, hele pointen med det hele, er, at selv sjapsne kan man lave gode og hårde snebolde af. Husk det Lucy. Og dem, man ikke skal lade forlade sit liv, er dem, der for en hvilken som helst pris vil beskytte én… Jeg kender dine følelser omkring…” Julemanden blev kort afbrudt af, hvad der lød som et kæmpe brag… (jeg var kun næsten ked af at skulle blive afbrudt af dette mystiske brag). Puds og julehjerter, der ikke havde været klistret godt nok fast, dryssede til jorden.

”Du milde julesok… Hvad sker der?” spurgte han.

”Der er cozarer udenfor, det er nok dem!!” sagde jeg og skyndte mig forbi ham. Cowsmith måtte have besked.

Jeg løb igennem gangene mod sovesalene. Cowsmith plejede som regel at have værelse lige nær vores, så han hurtigt kunne komme til undsætning, hvis der var problemer, hvilket ofte skete med Santa-børn i nærheden. Og ganske rigtigt fandt jeg en ekstra dør lige ved siden af vores sovesale, jeg ikke havde bemærket før, og jeg valgte at tage chancen og krydsede fingre for, at han ikke sov nøgen.

”Hvad sker der?” Cowsmith var ude af sengen i samme øjeblik, jeg åbnede døren. Gud ske tak og lov sov han i sit træningstøj.

”Der cozarer udenfor, og der lød uventede eksplosioner…” Før jeg ved af det, har han trukket en istap. ”Jeg har sørget for at indgangen er låst, men hvis jeg ikke tager fejl, så har de fundet en anden vej ind.” sagde jeg.

”Hvorfor har du været helt oppe ved indgangen?” spurgte han og kiggede på mig.

”Lige meget. Vi må få vækket de andre og sat i beredskab. Du kan sætte alarmen i gang, den burde vække dem!” siger Cowsmith.

”Hvilken alarm?”

”Brandalarmen selvfølgelig, den burde vække alle! Få samlet de andre og så pas på Lucy, lad være med ofre dig selv heldigmodigt i aften tak, jeg har brug for dig!” han gjorde honnør og forsvandt så ud af døren. Så slap jeg i det mindst for offerrollen. Jeg kiggede mig rundt i lokalet, og fik hurtigt øje på den velkendte rød knap, der var spærret inde bag en plasticbeholder. Endelig får jeg lov til at knuse det glas. Noget, der var alle pille fingres største ønske. Med et hårdt tryk får jeg brudt glasset og når ind til knappen. Gad vide om brandvæsnet egentligt bliver hidkaldt, og hvordan de så vil finde ud. Så trykkede jeg den i bund.

Starts begyndte en masse lamper at blinke rødt, og en hyletone annoncerede, at det var på tide at komme ud af fjerene.

I det røde neonlys styrtede jeg ind på pigernes sovesal, fik snuppet min istap og begyndte at råbe op.

”Cozarer på spil, santaer til våben.. til våben”

Så et kort besøg på drengens sovesal, noget jeg ikke vil anbefale andre. Der lugter værre end en død rotte. Hurtigt havde jeg efter mig en flok af kampberedte santaer og faktisk også en hel horde af nisser. Vores krigeriske harnisk bestod af bomuldsnattøj, og vi havde ingen ædle gangere til at føre os ridderligt i kamp, men hvad skulle det også nytte, alt den hæder og ære. Vores fjender var frossent vand, hvis eneste opgave i livet var at udrydde os. Her talte ingen ædle hensigter eller fair regler. Her var det liv og død. Og da vi ankom til produktionshallen, kunne vi med et enkelt blik se, at alle ikke ville komme fra slaget i live. Nogen ville blive ofret, hvis sejren skulle tilfalde os. For de mange menneskecozarer og cozarer, der rendte rundt og raserede gaverne, ville ikke nemt lade sig besejre. Med sirenen, der stadig lød, som vores trompet der kaldte til kamp og istappene højt hævet, kastede vi os i kamp.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...