Lucy Santa 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 dec. 2016
  • Status: Igang
Forsættelse på sidste års julekalender. 1 kapitel per. dag.

1Likes
25Kommentarer
1131Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Sidegaderne var ligeså mørke og dunkle, som oppe i en cozars bagdel (hvordan jeg ved det… hmm lad være med at spørge!)… Måske ikke umiddelbart et sted man frivilligt ville trave rundt ved nattetid, medmindre man lige frem ønskede at blive overfaldet. Nogen ville nok beskrive dem som skumle på grænsen til uhyggelige, men jeg synes, intime var et bedre ord. Det var selvfølgelig en smule klaustrofobisk med de kun to meters gangplads mellem de betonbyggede lejlighedskomplekser, og det lasede tøj, der hang ned fra mangfoldige vaskesnore, kunne virke som fremmede objekter, sådan som de flakkede i vinden. Den eneste smule lys, der var der, når det var blevet mørkt, var de enkelte glødepærer, der blinkede undtagelsesvis fra de smadrede lygtepæle. Dog var det, det eneste sted i hele byen, der ikke var overhængt med granguirlander, lysekæder der blinkede manisk rødt og grønt, og julemænd der mekanisk råbte ho-ho efter folk, som fulde mennesker ellers gør det.

Det var også derfor, at jeg første gang, jeg så de rustne brandstiger (der med garanti aldrig var blevet godkendt af brandvæsnet) og den grå farvede sne, at jeg styrtede herind med klapvognen på slæb. En klapvogn? Bare rolig, det er ikke, fordi jeg var blevet hjemløs eller noget og slæbte mine ting rundt i sådan en. Og det var heller ikke, fordi jeg var blevet teenage-mum. Det var såmænd Marthy, min halvlillesøster - med min mor som slægtled - der efterhånden var ved at nå et-års-alderen, som var klapvognens eneste passager. Hun lignede min mor på en prik med det lyse hår, de mørkebrune øjne og fregnerne på næsen og de buttede kinder. Det eneste sted, man kunne øjne en familielighed mellem hende og mig, var næsen, der krummede lidt til sidst…

Heldigvis fandt Marthy også labyrinten af sidegader til byens slumkvarter underholdende. I klapvognen sad hun så fastspændt med utallige lyserøde seler, pakket ind i flere lag dun og blev kørt på guided tur gennem diverse gyder. Folk vil måske kalde det ”uansvarligt” at føre sådan et lille uskyldigt barn ind i et kvarter, hvor flere potentielle bandemedlemmer og pushere har deres daglige gang. Men hallo! Det var mig Lucy Santa, vi snakkede om, der kørte hende rundt. Jeg har altså bekæmpet flere cozarer, end man kan tælle snefnug på jordens poler (okay måske en overdrivelse…). Men helt ærligt: et par læderklædte muskelbundter var det mindste problem! Og af en eller anden grund holdt de også afstand. Måske var det Marthy? Mange af dem havde nok ikke prøvet før at blive peget på og smilet til, som et dyr i zoo. De var vandt til særbehandling, frygt, ikke latter og smil. Engang havde den største steroid-pumpede fyr endda stoppet og dikket Marthy under hagen, mens vi havde haft os en hyggelig sludder om indenrigspolitikken i landet. Jeg har altid personlig ment, at disse rockere har været et misforstået folkefærd, men min mor synes af en eller anden grund ikke, at denne dikke-episoden var så morsom…

Her gik vi så hver dag vores eftermiddagstur, mens vi legede forskellige lege. I dag stod den på gæt-hvorfra-den-snaskede-plet-kommer-fra-leg! En yderst pædagogisk og lærerig leg, jeg er sikker på, at undervisningsministeriet vil bifalde i høj grad.

Jeg skubbede barnevognen forbi en grøn-brunlig plet med klumper i.

”Nå Marthy, hvorfra tror du så den plet kommer?” spurgte jeg, mens jeg halv-nynnede melodien ”Death metal” med Possessed.

”Gy, gy!” svarede Marthy og vred sig af begejstring over det spædende eksempel, vi havde fundet.

”Jeg tror, du har ret, det er nok bræk med ansjos-stykker i”, og jeg nikkede bifaldende.

Langsomt sjappede vi os videre forbi den næste gullige sneplet.

”Hvad tror du, så det er Marty?”

”Gy, gy”

”Nej, Marty, det dér, tror jeg ikke, er en opkogt ananasjuice hældt ud for at tiltrække en enhjørning… Det nok mere ti..” En stige knagede truende over os. Marthy kom med små gryntende bebrejdelser, men jeg lyttede ikke til hende længere, mine instinkter var i beredskab. Det var en forkert lyd, der ikke hørte til her på stedet.  Mit blik gled straks op, og jeg så noget, der ikke kunne passe. De forkrampede skikkelser, der hang dinglende ned fra bygningerne, hørte ikke til her! De passede ind på frosne tundraer og i sneørkener. Skikkelserne var dem, jeg var født til at bekæmpe, cozarer…

De var tre cozarer, gudskelov ikke menneskecozarer, der lige så stille kravlede ned langs stigerne. For hvert vindue, de passerede, efterlod de deres aftryk i form isblomster i fuld flor. Det var et oplagt overraskelsesangreb, og det ville havde lykkedes for dem, hvis ikke det havde været for stigernes brokkeri.

Den største af dem fik jeg øjenkontakt med. Den hvæsede ondskabsfuldt og satte så pludselig tempoet op på kravleriet. De ville nå jorden indenfor 10 sek. Jeg greb febrilsk den istap, jeg havde altid havde på mig og trak min vinterjakke godt sammen. Marthy lo fornøjet i klapvognen og klappede, enten forstod hun ikke situationens alvor, eller også var hun bare megacool.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. En ting var selv at skulle bekæmpe cozarer. Det var som at være ved at drukne i havet, mens man skulle bekæmpe hajer. Samtidig dog at skulle redde sin lillesøster, der var ved at synke til bund ved siden af, var den tætteste definition man kunne komme på umuligt.

Jeg slog hætten fra klapvognen ned, så Marthy forsvandt under et beskyttende lag. Den ene cozar landede på jorden foran mig med et bump, så de to næste, så de spærrede den direkte vej ud mod hovedgaden.

Jeg lavede en hurtig 180ér med klapvognen og løb så af sted. I det mindste var cozarer ikke altid så skarpe, så der gik lige et stykke tid, før de regnede ud, hvad jeg havde gang i, men så begyndte de ellers at spurte efter mig. Marthy begyndte at hyle nede fra barnevognen, mens grå sne sjappede omkring os. En hurtig vending til højre, og så en til venstre. Mine vinterstøvler klonkede, mens mørke container og mugne bygninger passerede forbi i den lumre skumring. Endnu engang til venstre. Men skridt og hvad der mindede om Darth Varders vejrtrækning lød tættere og tættere på. Problemet med disse sidegader var, at de var svære at kende fra hinanden.  Jeg mener, der var containere og tøj, der hang ned, over det hele, men det gjorde mig ikke mindre bitter, da jeg opdagede, det var en blindgyde, vi var endt i. Jeg vendte mig om. Dér stod de. På række ved siden af hinanden. Den ene med mere hånsk smilende end den anden, samtidig med deres tomme øjenhuler fulgte min mindste bevægelse. Jeg måtte finde på en plan hurtigt. Én, der involverede Marthys overlevelse.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...