The christmas after

Det er år 2021 næsten et år siden Cassidy døde. Louis er stadig nede i kulkælderen, men han må lægge det på hylden, for nu skal han opdrage deres datter, Ella. Alene. Men det er ikke let for en ung mand på 29 år, at opdrage en følsom 6 årig pige, der minder om hendes mor, på de fleste punkter. Det er snart jul og det er også deres første jul, uden Cassidy. Dette er en lille julekalender, på 25 kapitler, der vil komme et ud hver dag. Da det jo foregår i fremtiden, så er denne historie og efter kalenderen i 2021, det vil sige, at den første december ikke er en tirsdag, men en onsdag! Denne historie er også en efterfølger til if this Was a Dream.

3Likes
2Kommentarer
2278Visninger
AA

13. Mandag: 13 december

Mandag: 13 december

Jeg tog et billede. Dengang for et år siden! Cassidy lå på hospitalet for anden måned og hun så godt smadret ud. Alligevel tog hun sig tid, til Ella. Hun tog sig tid til at sidde og tegne med hende. Til og underholde hende, når de lange hospitalsdage, blev for meget. Hun tog sig tid til at være en god mor. Selvom hun var smadret af kræften, der havde spist hendes celler op. Blev hun ved, med og være en solstråle. Hun lyste altid op på min vej. Da lægen gav os meldingen om, at de ville stoppe medicinen, at der ikke var mere de kunne gøre, for og holde hende i live, græd hun ikke. Hun klemte blidt min hånd og tørrede en tårer af min kind. Hun brugte sin sidste tid, som den skulle bruges. Som hun ville bruge den. Sammen med sin familie og sine venner. Hun havde ikke en dag alene. Men hun var glad. Hun smilte stort med sine hvide tænder, hver gang en bekendt, trådte ind på stuen. På det billede jeg tog, ligger Cassidy i sin hospitalsseng, med Ella på skødet. Hun læser højt for Ella, af Harry Potter. Jeg tror faktisk aldrig de nåede og blive færdige med den. Cassidy har et drop i den ene hånd, som giver hende medicin. Hendes hår er tyndt og kort, men stadig glansfuldt og den mørkebrune farve er der stadig. Hun er iført en hvis hospitalskjole, det var det eneste hun bar, i de 3 måneder hun var indlagt. Hun blev akut indlagt, den dag de gav hende diagnosen og hun kom aldrig ud igen. Et par gange, gav de hende lov til at gå en tur med Ella og jeg. Men ellers var det for farligt for hende. Hospitalet, blev nærmest et andet hjem for os. Ella og jeg, sov hjemme for det meste, men ellers opholdte vi os, på hospitalet. Hver gang jeg går forbi, den store triste bygning. Husker jeg de lange hvide gange. Den rene tomme stue, fyldt med angst og uvidenhed. Alt det, jeg har prøvet og glemme det seneste år. Jeg har prøvet og glemme, hvordan hun så ud i sin sidste tid. Skrøbelig og ødelagt af medicin.

Men når jeg sidder, en mørk mandag aften i december. Med det billede jeg tog dengang. Det eneste billede jeg tog. Kommer alle tanker tilbage til mig. Jeg kører min finger over billedet et par gange, inden jeg lægger det på sofabordet. Jeg kommer ud af min trance og rejser mig. Derefter finder jeg en ramme og sætter billedet i. Det skal stå på mit natbord. Minde mig om, at selvom det var en hård tid, var der også lys i mørket. Lys, som vi først opfatter, efter de er sket. Det billede er ikke kun et billede af mine to elskede piger. Det er også et billede, som beviser at mirakler sker. For selvom Cassidy ikke overlevede sygdommen. Så gjorde Ella. Ella overlede at miste noget, et barn aldrig skal miste. Hun overlede og miste sin mor. Hun er en stærk pige. En modig pige. Hun har så meget vilje. Jeg misunder hende en smule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...