Varulv

...

0Likes
4Kommentarer
61Visninger

1. Varulv

 

Hvad sker der? Hvad er dette? Det gnaver, gumler, gnasker... tærer i mig! Hvad helvede er det? Jeg har ikke bedt om det det har jeg virkelig ikke! Hvorfor er det her så? Har jeg fortjent det? Men hvad har jeg gjort? Hvad kan jeg dog have gjort for at fortjene dette mareridt?

Det kommer. Det sker igen. Hvad skal jeg dog gøre? Gem dig - bind dig selv fast til stolen! Gør dog for helvede et eller andet før du igen gør nogen fortræd. Men jeg kan intet gøre og jeg ved det. For mig er der ingen løsning og jeg kan kun vente på det.

Vente... vente... et voldsomt jag farer igennem min krop og jeg skriger i mit stille sind. Jeg mærker hvordan en sygelig tilstand tager over inden i mig og giften pumper igennem mine vener. Mit blod bliver sort. Jeg er magteløs. Opslugt af mit indre mørket. Mit eget personlige helvede. Jeg er dømt til at leve i det for evigt.

Dette er min straf for ikke at have lyttet. Lyttet til mig selv noget før. Jeg har haft alt for travlt med at ignorere smerten. Den borende sydende brændende smerte inden i. Jeg troede at jeg bekæmpede den men nej. Det har kun vokset og nu bryder det ud igen.

Jeg går snart amok. Min muskulatur forandres med et sæt og jeg stønner sagte. De må ikke høre mig. Børnene. Min kone. Det kan jeg ikke tillade. De må ikke se mig sådan her. Det ville simpelthen være forfærdeligt. Uforsvarligt.

En lavmælt brummen sniger sig op igennem mit svælg og ud gennem mundvigene på mig. Det sker. Ud fra min hud gror lange sølvgrå hår. NEJ! Stop nu beder jeg sagte inden i mig selv men ingen lytter. Jeg lytter ikke og det er derfor det sker gang på gang.

Snart så er jeg ikke længere i stand til at skjule det. Snart så går det helt galt. Gruelig galt. Indtil videre har jeg kunnet styre det men nu... nu ved jeg at det ikke længere er en realistisk mulighed. Årh for helvede! Hvad er overhovedet virkelighed længere? Jeg er så stærkt i tvivl. Hvem er jeg? Hvad er jeg?

Den sidste fase af forvandlingen sætter ind og jeg får lyst til at skrige struben løs men jeg holder det inde. Jeg piver stille. Stille som en mus men jeg er ingen mus. Jeg er et vilddyr ude af kontrol og det ved jeg. Jeg kan bare ikke gøre noget ved det!

Jeg rejser mig i fulde skikkelse og ser på mig selv i spejlet. Gule dyriske øjne stirre tilbage og jeg græder lavmælt. Jeg er så ynkelig. SÅ FANDENS YNKELIG! En urgammel dyrisk vrede sættes løs i mig. Jeg kan ikke bekæmpe det. Det er gammelt som tiden og mig overlegen.

Jeg griber fat i sofaen og kyler den med en hånd igennem væggen så den splinters ude på gaden. Et stort hul er nu i huset og kølig bitter luft strømmer ind og favner om mig.

Jeg vender mig mod trappen som fører op til overetagen hvor de sover. Børnene. Min kone. Jeg lister derop. Jeg går ind til børnene. De ligger der idyllisk sovende i deres egen lille verden. Min søn på ti og min datter på syv. Jeg lister hen til deres senge.

Savlen løber ud af mundvigene på mig og jeg bøjer mig ned over dem. Du skulle have lyttet hvisker en sagte stemme i mig før at det sker. Det tager over og jeg ser magteløs til mens jeg med mine uhyrlige kløer flænser mine børn op. Blodet maler det lille børneværelse og jeg hører mig selv le. Le som Djævelen. Jeg kigger ned på deres uigenkendelige kadavere. Alt er totalt rareret undtagen hjerterne. Jeg flår dem begge ud og æder dem med en umenneskelig fornøjelse.

Jeg lister ind til min kone med blodet smurt om min mund. Hun ligger så smukt og sover så fredfyldt. Jeg kravler ind over hende. Hun sover stadig og jeg klæder hende forsigtigt af. Nyder synet af hendes smukke ungdommelige krop som jeg forsigtigt kysser. Hun afmærkes med en masse små røde pletter. Det er en mordbid skønhed. Til sidst kysser jeg hendes mund og hun vågner. Hun stirre mig lige i øjnene og skriger så. "Nej bliv nu! " beder jeg hende. "Du må ikke gå. Jeg elsker dig! "

Hun skriger stadig og jeg kaster mig over hende. Jeg trænger ind i hende og hun skriger fortsat. Jeg smager hvert et øjeblik og nyder det på en djævelsk måde. Når jeg bliver færdig snitter jeg stille struben over på hende og hun kvæles langsomt i sit eget blod. Jeg kysser hende en sidste gang mens hun endnu er i live og lader hende så gå.

Jeg flår hendes stadigt pumpende hjerte ud og spiser det.

Derefter springer jeg ud af sengen og løber ned af trappen ned i stuen. Jeg ser på det store hul i væggen. Jeg springer ud af det ud i natten. Jeg farer igennem den lille provinsby ud mod skoven. Det er der jeg hører hjemme. Jeg tuder en sidste gang før at jeg svinder væk og kun monstret er tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...