Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4759Visninger
AA

7. 7. december

Hej Brødrene Løvehjerte (fra Brødrene Løvehjerte) 

(Jeg vil på forhånd undskylde for alle de fejl, brevet måtte rumme, men i må forstå min hjerne ikke er i humør til at bekymrer sig om kommaer og nutids-r lige nu...)

Jeg kan huske, at jeg engang læste noget i en bog. Jeg kan selvfølgelig ikke huske hvilken, men det er jo ikke noget nyt. 'En bog bliver tykkere for hver gang man læser den'. Først tænkte jeg bare det var fordi, at siderne blev løsnet lidt op og ryggen blev løsere. Men så gik det op for mig, hvad det betød, og jeg kunne pludselig godt se pointen i det. 

Hver gang du læser en bog fyldtes den bog med minder. Minder om, hvornår og hvor du læste den, hvad den kom til at betyde for dig, hvorfor du læste den. Med nogle bøger er det næsten som om man kan se alle disse erindringer klynge sig  til hvert et ord, kaffeplet elle krøllede sider.

Men hvis det citat virkelig passer, må bogen om jer være på længde med Harry Potter og Fønixordenen (924 sider, hvis vi skal være lidt nørdede (selvfølgelig skal vi det)). Bare man slår op på første side kan man allerde se det, da jeg med en blå glimmertusch har skrevet at denne bog tilhører 'Laura 5 år'. Eller der står egentlig nærmere 'S å' men det er vel åbent for fortolkning. 

Når man så bladrer videre gennem bogen til starten af Kapitel 2, kan man se min inderlige modvilje mod at min far skulle læse videre, da han læste den højt for mig for første gang, da jeg virkelig ikke ville have at du, Jonathan skulle dø. Når jeg tænker tilbage nu, kan jeg udmærket godt se set var lidt femte, da der ikke ville være nogen historie, hvis I ikke døde, men dengang gik der flere dage, gør jeg endelige turde høre kapitlet og det var godt puttet ned under et tæppe. 

Hvis man læser endnu længere kan man se en krøllet side fra dengang jeg slog min lille barnehånd ned i bogen, da min teori om hvem 'Forræderen' var ikke passede. Og sådan fortsætter  det gennem hele bogen, en masse små ting, der bevidner, hvor meget jeg elsker den bog. Den var faktisk min yndlingsbog, før Harry Potter påkaldte sig den titel. 

I er da også nogle af de eneste personer som jeg har skrevet til før. Og I er de eneste personer, jeg har fået svar tilbage fra. 

Efter første genlæsningen af bogen, spurgte jeg mine forældre, om jeg ikke kunne få en brevdue til at sende jer et brev derover i Nangilima, hvor I befandt sig. Og de kunne ikke nænne at dræbe den tro på, I var virkelig, så de forsikrede mig om, det kunne lade sig gøre. Og inden længe havde jeg skrevet mit første brev til jer. Jeg husker det som helt vildt lang, men i virkelig var det sikkert kort, da jeg stadig ikke ligefrem skrev så nemt, som jeg gjorde det i dag. 

Nå men i hvert fald lagde jeg brevet rullet sammen ude på altanen, og næste morgen, da jeg vågnede fandt jeg et brev fra jer. Det er svært at genkalde mig, hvad der mon stod, men jeg kan i hvert huske at du - Jonathan - skrev, at jeg var din prinsesse, hvilket gjorde mig Henrykt, da du var nok var min første fiktive forelskelse - nu er du blevet lidt for perfekt til min smag. 

Denne brevudveksling foregik over et langt stykke tid. Jeg ved ikke, hvornår det gik op for mig, det i virkelig var mine forældre, som svarede på brevene, men det var sikkert samtidig  med jeg fandt ud af Julemanden ikke fandtes. 

Men selv da betød i stadig meget for mig. Jeg forlangte f. eks. at få tvebakker med på madpakken på grund af dig Tvebak. Men værst af alt, blev min taktik til at få nye venner nu lavet om. Hvis jeg nu så nogle på legepladsen som jeg gerne ville lege med gik jeg tæt hen på dem og begyndte at tale med mug selv om jer i håbet om de ville deltage i samtalen. Jeg må have set ret skør ud, som jeg sad der på DN gynge og plaprede løs om heste, harehjerter og liv hinsides døden. 

Har i også uge dage over i Nangilima? Det håber jeg lidt, for så vil I kunne følge mug, når jeg siger hvor forfærdelig mandage er. Hvor forfærdeligt det er at blive vækket af sin alarm alt for tidligt mandagmorgen og skulle kæmpe sig afsted i vinterkulden på vej til skal, selvom man faktisk helt ville sidde krøbet sammen i en lænestol, mens man ser kalenderlyset brænde ned og hører 'Rocking Around the Christmas tree'. Okay, så langt fremme i tiden er I ikke, men det giver jer ike mindre grund til at hade mandag og alt hvad det står for. 

Nogle gange ville jeg ønske, man bare kune springe mandag over og gå direkte til tirsdag, men på den anden side ville det bare gøre tirsdag til en nye mandag og så vil det være tirsdag folk udtalte med foragt i stemmen, mens de så ekstra trætte ud, hver gang det kom op. 

Det er på mandage man er ekstra glad for at vi befinder os i julemåneden, da det for,år at gøre dagen en lille smule mindre udholdelig, når man samtid kan skimte et glimt af julepynt ud af øjenkrogen og fundere over, hvad man skal give sin grandonkel i julegave. 

Det hjælper også at skrive til jer. At tænke på, hvordan I sidder og fisker eller spiser æbler eller hvad man nu bruger tiden på når man er død. 

Massere kærlige hilsner herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...