Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4703Visninger
AA

6. 6. december

Kære Cadence (fra We were liars af e. lockhart) 

Engang, da jeg var mindre, spurgte jeg min mor, om hun troede, der engang ville blive opfundet et kamera, der var i stand til at få billeder til at rumme alle sanser. Så man kke bare så et billede af en strand, men kunne mærke sandet under sine fødder og vinden mod sin hud, kunne smage og lugte salten i luften og kunne høre lyden af de brusende bølger. Hun sagde, at sådan et kamera allerde fandtes. Det var vores minder. 

Nu er det gået op for mig, at det er jeg ikke enig i. For hvis du virkelig  kunne tage et sådanne billede, ville det billede for evigt blive på kameraet, og du kunne hvert øjeblik genopleve det øjeblik. Men hvis vi prøver at skabe et mentalt billede af et øjeblik og forevige det til evigheden er det langt fra altid, vi ville være i stand til at huske det helt præcis. For minder bliver hullede, fordrejede og forvrængede med tiden. Det burde du - Cadence - af alle kende alt til

Det er ligesom dengang, da jeg var syv og var på min desperate jagt efter magi. Jeg vedblev med at mumle besværgelser efter ting i håbet om, at jeg pludselig ville opdage mine magiske evner og være speciel. Men som jeg kom tættere og tættere på at fylde otte, blev jeg mere og mere desperat, for det var i syvårsaldren, magien skulle vise sig i følge Harry Potter. Så desperat jeg begyndte st tro på, at støvpartikler var magisk støv, og jeg var den eneste, som kunne se dem, eller at lyden af flagermus faktisk var dyndfolket, der kaldte på mig. 

Nej, vent Cadence, jeg skal ikke fortabe mig selv i fortiden, så lad os gå videre til pointen. På et tidspunkt faldt jeg ned fra en gynge. Du ved en af de store, hvor der kan stå en i hver side og gynge den. Jeg ville under alle omstændigheder ikke have slået mig specielt meget, da gyngen stod i en sandkasse, så det var en blød landing. Men syvårige mig, hun slog sig overhovedet ikke. For jeg fløj. Sådan virkede det i hvert fald, da jeg havde tid til at folde benene i skrædderstilling og kunne nå at tælle alle sandkornene, før jeg lydløst landede et langt stykke væk fra gyngen.

Sådan husker jeg det. Også selvom jeg udmærket ved, det ikke var sådan, det skete og syvårige mig blot har fordrejet virkeligheden med sin til tider mystiske tankegang, så mindet om det øjeblik også er sådan. Jeg har flere gange undret mig over, hvad der virkelig skete. Slog jeg mig? Landede jeg virkelig i skrædderstiling? Var jeg virkelig så højt over jorden? Men selvom jeg har stillet mig selv disse spørgsmål længe, er jeg ikke i sind til sig besvare det, da jeg ikke ejer sådan et kamera. 

Jeg håber, du forstår Cadence. Det er faktisk lidt vigtigt, for det her er dit førstehåndsindtryk af mig, og jeg ville blive rigtig glad, hvis du ikke blot så mig som en galning, der plaprede løs om at flyve, kameraer og minder, og ingen mening gav overhovedet. 

Lige nu sidder jeg krøbet sammen i den grå lænestol med min notesbog i skødet en søndag eftermiddag og indsnuser duften af pebernødder og vaniliekranse, da det i dag er store Julebagedag. Vintersolen er snart forsvundet (igen) så jeg bliver ved med at prøve at tvinge mig selv til at rejse mig fra stolen, så jeg kan tænde noget mere lys. Og så tænker jeg på, om jeg ville huske dette øjeblik. Ikke bare, hvad jeg overordnet har brugt denne søndag på, eller at  jeg skrev til dig. 

Men om jeg ville kunne huske, hvordan jeg har et lille hul i min sok, som jeg bliver ved med at pille ved. Og den svage tikken fra det æggeur, der ringer, når pebbernøderne skal ud af ovnen. Selvfølgelig ville mindet nok blive genkaldt, hvis jeg genlæser dette brev, men jeg vil stadig glemme alle de ting, jeg ikke har skrevet ned. 

Så det kamera, jeg har beskrevet længere oppe står vist højt oppe på min ønskeliste denne jul. Ville det ikke bare være dejligt, hvis jeg kunne tage et billede lige nu, så jeg en kold februardag stadig ville kunne lade duften af peddernødder fylde min næsebor eller smagen af vaniliekranse ramme min tunge? Jeg er sikker på, du ville have lyst til at indfange de stjålne øjeblikke, som du og Gat delte eller fornemmelsen af at ligge i hængekøjen og kunne høre se de andre løgnere nær ved. 

Før jeg begyndte at skrive til dig hentede jeg 'vi var løgnere' ovenpå. Jeg sidder netop nu og bladrer i den og for hver side, mine fingre strejfer, kan jeg næsten mærke alle de sommerferie, minder, som har hængt sig fast i den. Jeg har endda fundet det hybenblad, jeg lagde ind i den, da vi skulle hjem fra sommerferie og jeg blev helt opfyldt af en knugende nostalgi. Selvom det er helt fladmast og vissent nu, syntes jeg nu stadig at kunne dufte, hybenbusken, det stammede fra, samt føle Versterhavsluften mod min hud, som dengang jeg plukkede det. 

Det var - er - noget af det, jeg elsker ved dig. Dine så levende beskrivelser af den helt specielle sommerferiestemning, hvor alting er lidt mere rosenrødt, og man sætter lidt mere pris på hvert øjeblik, da det er en pause fra hverdagen. På mange måder har jeg altid set sommerferien lidt som en lille tidslomme. For nær man kommer man tilbage til sit vante liv, virker alle de solbeskinnede dage så fjerne. Sådan er det også med juleaften, da - 

Æggeuret bipper nu, så jeg må hellere se at få pebbernødderne ud af ovnen. 

Vi ses, Cadence. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...