Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4764Visninger
AA

4. 4. december

Kære Hazel (fra The fault in our stars af John Green)

Der er nogle skyer på himlen lige nu, der ligner Okay? Okay. - skyerne i forbløffende grad. Hvis den ene bare var lidt mørkere og himlen i en renere blå nuance, ville det være nemt at bilde sig selv ind, at Okay'erne var indgraveret i dem. Det er dem, der får mig til at skrive til dig, da det at de skyer netop hænger på himlen, næsten virker som et tegn på, at det var dit navn, min hånd skulle skrive. I virkeligheden ligner de garanteret ikke andet end to halvdeforme vattotter, men jeg foretrækker nu at tro på mine øjnes fortolkning af virkeligheden 

Og nu skriver jeg til dig, og det føltes rigtigt, da jeg sidder udenfor under himlen og prøver ikke at fortryde jeg har sagt mig ud i vinterkulden alt for meget. Det er bare svært, når jeg hvert andet øjeblik ryster af kulde, og det ikke skulle undre mig, hvis mine blotlagte fingre snart faldt af pga. forfrysningerne. Jeg kunne selvfølgelig sætte mig indenfor igen, men jeg har nu mest lyst til at skrive til dig her ude, det minder mig om TFIOS.  

Nå men, Hazel Grace, jeg vil ikke bruge for længe på at dvæle ved min egen elendighed, for det virker småligt i forhold til dine problemer. For i det mindste er jeg i stand til at tage en dyb indånding af vinterluften, mens du, ja er død af lungekræft, hvis man skal tro John Greens forsikringer om, hvad der sker efter bogen. Jeg kunne selvfølgelig vælge at sige, du på mirakuløs vis blev helbredt, og du nu danser rundt på lyserøde skyer i den syvende himmel med Gus' tvillingebror, men det går næsten lidt for meget i mod bogens temaer. 

For hvis du er død, kan du være sammen med Gus i efterlivet (som han bestemt tror på) der er fyldt med Okay-formede skyer og udgaver af 'En fyrstelig lidelse'. 

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, græd jeg ikke til TFIOS - undskyld Hazel. Hverken filmen eller bogen. Det var ikke fordi, jeg sad og stirrede fuldkommen følelsesforladt på siderne eller noget, men jeg fik heller ikke ligefrem flænset mit stemmebånd af hulk og brugte Kleenexpakke efter Kleenexpakke, som alle sagde, de gjorde. 

Jeg havde ganske vist forventet at græde. Det var ikke så lang tid efter mit store Divergent-stunt, så jeg var helt forberedt på at græde, da jeg (selvfølgelig) havde fået spoilet slutningen. Ja, jeg forventede det. Så jeg gik op på mit værelse (og undgik omhyggeligt at læse den færdig henne på skolen) med min Kleenex pakke, og satte mig op af en pude. Men puden blev ikke tårevæddet og den eneste serviet jeg brugte var til at pudse næse. Misforstå mig ikke, jeg syntes bestemt det var sørgeligt, men jeg tror bare, at TFIOS er en af de bøger, hvor du bliver ved og ved med et ville græde, og den er så f*cking sørgelig og forfærdende og sørgelig igen, men alligevel er det eneste der sker, at dine mundvige peger lidt nedad. 

Men selvom din og Gus' tragiske historie ikke fik mig til at græde, blev det stadig en af mine yndlingsbøger. Det skyldtes til dels alle de citater den rummer, faktisk har jeg i et af mine eksemplarer, sat omkring halvtreds klæbende orange sedler for at markere alle de smukke linjer, der hat haget sig fast i min hjerne med lige så stor kraft, som de orange sedler. 

'Nogle uendeligheder er større end andre' er en af mine yndlings. Jeg tror ikke, jeg ejer en notesbog, hvor jeg ikke har skriblet det ned et eller andet sted. Det er svært at foreklare, hvorfor lige netop dette forbliver så sandt og ikke mindst smuk for mig, men jeg ville i det mindste prøve - for du siger det også på et tidspunkt, så du et vel enig med mig 

Uendelighed er sådan et vidt begreb. At forestille sig en gang der aldrig nogensinde ender, er næsten umligt, da det er svært at presse sådan en størrelse ind i sit hoved. Men det er netop det, citatet på en måde formår - at formindske uendeligheder til noget der ikke virker så uoverskueligt. For som du siger Hazel, der er uendelig mange tal mellem 0 og 1. 0,897, 0,4 0,76589 og  så videre og så videre. Men der er jo endnu flere tal mellem 0 og 2 eller 0 og 100. 

Men citatet har flere betydninger end noget der kan fortolkning til simpel matematik. Jeg har anstalt syntes det symboliserede hvordan et øjeblik kan strække sig til en evighed - virke som en uendelighed. Jeg mener ikke, på den måde som en time i skole syntes dobbelt så lang som alle andre timer, men den måde et betydningsfuldt sekund er en lille uendelighed i tiden i dig selv. Ligesom din tid med Gus. Selvom han er ... du ved... og dik tid med ham er ovre, har du stadig minderne om alle disse øjeblikke med ham og holde fast i, så selvom du måske kunne drømme om at se ham med en cigaret i munden og dit bøvede smil igen, kan du stadig tænke tilbage på dengang og det er det der gær det så specielt. Det ville altid være der. 

Da det sneede for snart to uger siden, lagde jeg mig i sneen. Og lavede en sneengel. Og då blev jeg bare liggende og lukkede mine øjne, så mine øjenvipper, hvor snefnuggenes var fanget på strejfede mine kolde kinder. Og så syntes det øjeblik pludselig uendeligt, hvilket jeg er glad got, da jeg nu har det at holde fast i når jeg hver morgen stirrer ud på den grå himmel, der lige sp godt kunne tilhøre oktober

Gav det overhovedet nogen mening? Det gjorde det sikkert ikke, men til mit forsvar er det svært at koncentrere sig om andet end kulden lige nu (så undskyld for alle fejlene). Okay?okay.-skyerne er også forsvundet, blevet blæst fre hinanden, så jeg tror, jeg går ind. 

Okay? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...