Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4702Visninger
AA

30. 30. december

Kære Mira (fra 28 dage af David Safier)

Jeg har altid godt kunne lide idéen om luftmadrasser. Sådan  at ligge på luft. Så selvom jeg måske forbinder dem med lejrture og familiebesøg og andet, som jeg ikke holder helt vildt meget af, har jeg bestemt ikke noget i mod selve ideen om luftmadrasser. Det føltes rart at vide, når man sover, så er det næsten som om, man svæver nogle centimeter over gulvet. Man befinder sig i hvert fald oven på gårsdagens luft, som desperat prøver at presse sig sammen, så madrassen ikke kollapser under dig. Men samtidig kan du få luften til at forme sig under dig, lave et dig- formet hul i luften, som om liften folder dig omkring dig.

Jeg ved ikke helt, hvad der skete for den mærkelige start. Jeg havde vel bare lyst til at skrive om luftmadrasser, selvom jeg ingen ide har om hvorfor. I hvert fald, Mira, for at tage et drastisk emneskift, havde jeg oprindeligt tænkt at skrive til dig, den 28.  For 28 dage, 28. december. Men jeg havde allerde skrevet til Stella den 21. og i øvrigt var disse 28 dage for dig ikke ligefrem fyldt med sommerfugle, nuttede kaniner og regnbuer, og måske ikke noget, du behøvede en unødvendig påmindelse  om.

Så du får dit brev i dag, min kære Mira, med en lille beskrivelse af luftmadrasser med på vejen, fordi at det, har du altid ønsket dig. 

Det er den næstsidste dag i 2015, så jeg er begyndt at blive sentimental. Det gør jeg altid, når et år slutter, fordi jeg bliver så ked af, jeg ikke længere kan sige, det er 2015, og så tænker jeg tilbage på alle de ting, der er sket og savner alle de ting og ville ønske, jeg kunne opleve dem igen. Jeg mener, det er ikke fordi, at det her år ligefrem har været en dans på røde roser, svævende på en lyserød sky i den syvende himmel. Alligevel savner jeg nu de forbigående 365 dage, og når vi når til nytårsaften har jeg allermest lyst til at blive ved med at stille uret lidt tilbage, så den lille viser aldrig når at passere midnat og nå til 2016.

Men for dig er det vel langt ude i fremtiden, og du undrer dig sikker over, hvor rundforvirret jeg er, når det gælder tiden, når jeg snakker om noget 70 år ude i fremtiden for dig. Jeg får det nu også dårligt, når jeg skriver til dig om mine småproblemer om at give slip på det forgangene år til dig, som mildest talt har oplevet meget, meget værre ting. Din lillesøster, din mor (og din far og din bror?) er døde sammen med så mange andre jøder i ghettoen. Du har været tæt på at blive gasset, har brugt evigheder skjult i et lille rum og været en del af en modstandskamp mod tyskerne, der var i stærkt undertal. Og normalt, når man læser om sådanne forfærdelige begivenheder, kan man altid berolige sig selv, med, at det er fiktion, blæklatter på et pair, der stammer fra en forfatters mere eller mindre forskruede tanker. Men ikke med 28 dage, da alting i den i mere eller mindre grad er sket i virkligheden, hvilket ike just er en dejlig tanke, trods det er over 70 år siden. 

Jeg sidder bag juletræet. Jeg sidder i en lænestol bag juletræet. Den lænestol I efterhånden har hørt så mange beskrivelser af gennem disse breve, og jeg har nævnt så mange gange, fordi jeg så ofte har siddet i den, mens jeg skrev til jer. I dag er ingen undtagelse. Jeg sidder i præcis samme stilling, som jeg har gjort det så mange gange før. Ja, så snart en enkel millimeter af min krop strejfer det grå betræk, er det blevet en vane for mig at krølle mig sammen i samme stilling med mine strømpefødder trukket op under mig,  så de netop hviler på kanten af lænestolen. Eller nærmere balancerer med den måde mine tæer knuger sig sammen om stolen, som er de bange for, at de skulle vælte ud over kanten, som flød stolen på lava eller hang i luften i et frit fald, og ikke bare stod på et gulv, stolen har stået på så længe, det er et under, den ikke er groet fast. Eller det kan vi vel ikke vide, da jeg ikke tror, at de stoleben på noget tidspunkt har forladt deres faste plads på gulvet. 

Men i modsætning til så mange andre dage, står der et juletræ foran den. Så tæt på, at jeg end ikke behøver rejse mig for at kunne strejfe en af træets grene med mine fingrespidser. Men jeg er nu ikke lige i humør til at skulle løfte hånden så meget, som det ville kræve. Det er nu også godt, for hvis jeg gjorde, ville der drysse tonsvis af grannåle ned ved mindste berøring, da træet ikke ligefrem trives så fantastisk godt i vores stolemiljø. Så jeg nøjes med at sidde her, skjult bag alle julekuglerne og kræmmerhusene. Jeg kan kun i små glimt skimte resten af stien, da træet stort ser blokerer mit udsyn, hvilket jeg egentlig ikke har noget i mod,da jeg kunne finde på meget værre at kigge på end det julepynt, som vi hvert år tynger et træs grene ned med - et evigt eksperiment for at se, hvor meget pynt vi kan hænge på, fær  grenene bliver hevet så meget ned, de rører gulvet. Indtil videre har vi ikke fundet en grænse. Når jeg nu tænker nærmere over det, kan det vel være, at disse juletræer bliver avlet med det formål at være i stand til at bære umulige mængder julepynt. 

Jeg sidder lige nu og bider i min stakkels lillefingernegl - altså i min højre hånd, da jeg bruger min venstre hånd til at skrive med. En vane, jeg har haft siden jeg læste Anna og det franske kys, hvor Etienné gjorde det hele tiden. Det gør jeg egentlig meget, når jeg nu tænker over. Altså adopterer vaner fra alle jer fiktive personer. Jeg kører nu også  hånden over en glat overflade, når jeg er bange ligesom dig, da jeg må indrømme, det faktisk hjælper at mærke, der er andet i verden end mig og min frygt. Er det ikke bare et bevis på, hvor meget I faktisk betyder for mig, siden jeg lige så stille går hen og bliver en blanding af jer og gør de samme ting, som jer, blot for at føle mig tættere på jer? 

Hils Amos

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...