Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4749Visninger
AA

34. 3. januar

Kære Peter Plys (fra Peter Plys af A. A. Milne og Disneyfilmen)

Hvorfor i alverden skriver jeg til dig, spørger jeg mig selv lige nu. Hvorfor skrivet jeg til en lille bjørn, der bor i Hundredemeterskoven og bruger alle sine dage på at gå nynnende rundt der og spise honning med et sagte smil på dine plyssede læber? Jeg har ingen idé, min kære Plys, ingen idé overhovedet. Præcis ligesom jeg heller ikke aner, hvad i alverden jeg laver her. På en legeplads. 

Jeg ligge lige nu i en af de der edderkoppespind, du ved, et af de der store sorte net, man kan kravle op i. Det er ikke specielt behageligt - jeg er blevet for stor til det, så mine fødder stikker ud over kantet, og nogle af rebene skærer sig smertefuldt ind i min ryg, så nu er den sikkert blevet forvandlet til en helt masse røde striber, der ikke er til at finde hoved eller hale eller noget som helst i. Desuden kan jeg ikke holde op med hele tiden at skæve hen mod de hængsler, der holder spindet oppe ud af, mens jeg samtidig har fået ondt i nakken i mit forsøg på at holde mit eget hoved lidt op. Og jeg fryser. 

Alligevel bliver jeg liggende her. Det er nok til dels, fordi jeg er bange for at skulle komme ned igen, da jeg ikke er sikker på, at jeg ville kunne formå at klatre ned, og det er stadig et mysterium for mig, hvordan jeg kom herop med min form for adræthed. Men sådan har jeg nu altid gjort. Klatret højt op på en eller anden form for klatreting. Og når jeg så nåede til højdepunktet, gik det pludselig op for mig, at jeg umuligt kunne komme ned i den, så jeg endte med at bruge en del af min tid på at sidde og vente på at blive hjulpet ned. Ligesom katte. 

Jeg har nu heller ikke lyst til at komme ned lige med det samme, selvom det måske ikke var her, jeg regnede med, at jeg ville ende, da jeg satte mig for at gå en aftentur med min trofaste røde notesbog under armen. Dengang havde jeg bare brug for frisk luft, så det friske luft forhåbentlig kunne nå ind til mine tanker og rense dem lidt fra, det emne de hele tiden vender tilbage til - at juleferien slutter i dag. Men så inden jeg vidste af det, havde jeg sat kursen herhen til den legeplads, som ligger tæt på, hvor vi bor og i det svage lys fra stjernerne (og lygtepælene ) klatrede jeg så op i edderkoppespindet, grundet min pludselig trang til at prøve og se, hvordan det var at føle dig lidt hævet over jorden. 

Ny ligger jeg så her og kigger op på nattehimlen, der strækker sig uendeligt over mit lillebitte hoved. Jeg ignorerer stædigt den kolde vind, som bliver ved med at slå mod min venstre side, hvilket min jakke ikke syntes at have nogen som helst effekt på, så kulden har spredt sig i  hele min krop som en dødbringende virus. For det er fint nok at ligge her og skrive til en figur fra min barndom. Ja nogle gange er det vel hyggeligt at have ensomheden som eneste selvskab.

I morgen skal jeg jo også tilbage til skolen, og så er det igen slut med stunder som disse, hvor de eneste lyde, som høres er når et blad rasler hen over græsplænen eller vinden rusker lidt i træernes grene. Der har jeg nok ikke længere tid til bare at ligge her. 

Det er også derfor, jeg også prøver at gemme dette øjeblik i min hukommelse i det specielle lille hjørne, der også går under navnet langtidshukommelse, så jeg kan vende tilbage til det, der er så stemningsfuldt, man skulle tro, det var løgn. Jeg gør mig også umage  for at fjerne kulden og hvor ondt det gør at ligge her fra hukommelsen, så det ikke ville forstyrre mindet, selvom jeg ved at have skrevet det med i dette brev lige har sikret mig, det er det jeg kommer til at huske allermest. 

Hvis jeg drejer hovedet lidt, bare en lillebitte smule - kan jeg skimte det gyngestativ, der også er her. Det gyngestativ var jeg engang som limet fast til, og der gik ikke en dag uden vi gik på legepladsen. Nu står det bare der og kigger trist på mig, for det er om muligt endnu mere ensomt end jeg er lige nu,. 

Jeg har lige gjort en opdagelse og fundet ud af, hvorfor jeg skriver til dig. Nostalgi. Det er nostalgi, der får mig til at skrive til dig - en honningglad bjørn, som ikke har noget at bekymre sig om og får længst har sagt op på den store rolle, du engang spillede i mit liv. Det var nostalgi, det fik mig til at gå herhen, det er nostalgi der får mig til at sende lange blikke efter gyngestativet. Men sagen er bare den- man bliver nødt til at acceptere det at vokse op er en del af livet. Ingen kan slippe for det, lige meget, hvor meget de prøver. 

Jeg skriver nu alligevel til selveste Peter Plys på en legeplads, så det er ved mit forsøg på ikke at vokse op. Ikke gå ud af skolen, men bare klamrer sig desperat til min seksårsalder her i edderkoppespindet, som ville det kunne stoppe tiden. Det kan det bare ikke, Plysbjørn, men jeg lover dig stadig, at jeg aldrig ville glemme dig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...