Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4753Visninger
AA

3. 3. december

Tris, (fra Divergent af Veronica Roth) 

Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at det var dig, jeg skulle skrive til i dag. For jeg forbinder denne dag - 3. December lige så meget med dig, som den 31. Juli med Harry eller den 1. Maj med Alice/Zoe. For i dag er din 2-års dødsdag. 

Eller det er måske ikke helt sandt. Du døde vel lige så meget, da Veronica Roth først besluttede sig for, at det ville være en ih, så god idé at dræbe sin hovedperson, eller da hun først tastede din skæbne ind på sin computer med et ligegyldigt blik hvilende på ordene. Eller måske var det første gang, nogle læste det, og du var død for andre end Veronica Roth. 

Men det kan være ligemeget, da du for mig døde på netop denne dag. Mindet står stadig klart i min hukommelse, og det er faktisk ret beundringsværdigt, hvor meget jeg husker af den del af bogen, hvor du dør, og  hvor lidt jeg  husker af resten. 

Bogen - Allegiant - var næsten lige udkommet på engelsk, og jeg kunne huske, hvor glad jeg blev, da  jeg fik den mellem mine hænder, og kunne åbne bogen med en tilfredstillende hvislen af papir og den velkendte fornemmelse af et nyt bogomslag. Uheldigvis var mit engelske langt fra det bedste, Tris, og jeg måtte kæmpe mig gennem det bedste af bogen, og læse hver sætning tre gange for at have den mindste chance for at forstå det. 

Jeg var nået halvvejs før jeg begyndte at ane uråd. Jeg havde bladret tilfældigt rundt i bogen, da jeg kedede mig i et frikvarter henne i skolen. Det virkede stadig uoverskueligt med alle de engelske ord, men det var i det mindste nemt nok for mig at forstå det, da mine øjne landede på ordene Chapter 56. Først lignede det bare en ganske ordinær kapitelside, og jeg stirrede tavst på siden i nogle sekunder, før det gik op for mig, hvad der så så forkert ud. 

Der stod ikke hvilken synsvinkel, det var. Undrende begyndte jeg at bladre gennem bogen for at finde ud af, hvornår der ikke længere stod  Tobias' eller dit navn ved starten af et kapitel. Og inden længe, kunne man næsten høre klikket fra alle brikkerne det pludselig faldt på plads i et puslespil inde i mit hoved. Det skræmte mig fra vid og sans. 

Og så kan jeg huske, at tiden stod stille, og jeg kunne dengang have svoret, at alle stoppede op, og selv uret over døren i klasseværelsets viser holdt op med at bevæge sig. Og så begyndte jeg at  græde. 

En enkelt tåre dryppede ned på bogens omslag. For nu hang verden ikke sammen mere, og bøger plejede altid at ende  godt, meningen med bøger var, at man skulle have en pause fra den grå hverdag, og hvor var Veronica Roth dog en ond morder, og mine tanker var så usammenhængende, det ikke ville give mening at skrive flere til dig. 

Men samtidig med, at jeg sad der og tørrede tåre efter tåre væk fra mine øjne med hjørnet af mit ærme, kunne jeg udmærket godt se det irrationelle i, at jeg lige nu sad og græd, fordi at du - en fiktiv person -  ikke fik lov at leve et langt fiktivt liv, mens der i det samme øjeblik døde rigtige mennesker, og var rigtige mennesket, der fik konstateret kræft og var rigtigt mennesker, der fik deres hjerte knust. 

Men det var virkelig svært at se tingene i et større perspektiv dengang, og jeg havde egentlig bare lyst til at rive alt julepynten ned, sammen med alle de tåbelig smil, der hvilede på alles læber, fordi du var død. Jeg ved faktisk ikke, hvor lang tid, der gik, før de andre i klasseværelset opdagede det, men da de endelig gjorde, måtte de tro, der var noget frygteligt galt, da min stemme vedblev med at knække over, så jeg kunne ikke engang forklare, hvorfor jeg græd. 

Et år senere læste jeg hele serien igen, og det slog mig pludselig hvor irriterende og barnlig, jeg syntes, du var -undskyld, men det er du altså. Det var svært at tro, det virkelig havde vakt så mange følelser i mig, da du døde, men alligevel, undlod jeg at læse de sidste sider i bogen, så bogen slutted, mens du stadig var i live.

Nå, men før jeg mister mig selv helt Tris, i dag  var jeg oppe på loftet for at lede efter kassen med kravlenisser. Men som det så tit går, når man vader rundt i mørnede flyttekasser fulde af halvglemte minder,  ender man med at fortabte sig i et helt andet projekt. I dette tilfælde fandt jeg min gamle dagbog. Du får lige et lille uddrag, skrevet 10. December 2013: 

Hvordan kan nogen være så ond, bare at lade hende dø? Lige nu har jeg det som om den eneste rigtige følelse, jeg kan rumme, er sorg. Hver eneste anden følelse virker falsk, jeg kan sagtens le og smile, men jeg har stadig den "lille" knude af sorg i maven. Hver eneste tankerække ender der samme sted, nemlig ved Tris, og jeg ser hende i hvert et menneske, jeg går forbi. 

Og sådan fortsætter jeg endnu en side, der er fuld af malende beskrivelser, af det tab, jeg har lidt. Jeg går endda så vidt som til at beskrive det stirre tomme hul, du har efterladt, samt hvordan ingen syntes at forstå mig . Men jeg er på en måde lidt taknemmelig over, at Divergent kunne få mig til at skrive alt det, for udover den er Harry Potter den eneste anden bog, der har gået mig til at græde (fordi den sluttede) så det er vel en bekræftelse af at mit hjerte består af andet end sten, når det kommer til bøger.

Er det egentlig ikke lidt ironisk jeg skriver stil dig, når du både er fiktiv og død, så så lidt eksisterende som overhovedet muligt? 
Farvel, Tris.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...