Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4780Visninger
AA

29. 29. december

Ethan (fra Lying game af Sara Shepard) 

Min kuglepens spids har svævet længe over toppen af siden, før jeg endelig fik taget mug sammen og skrevet dit navn øverst på den. Det var forbløffende svært at beslutte sig for én at skrive til. Ikke fordi jeg er ved at løbe tør for muligheder, jeg havde bare svært ved at vælge. Jeg mener, I står stort set i kø for at modtage jeres brev, en kø kun opstået i mit hoved. Problemet er bare, I ikke syntes at kunne finde ud af, at stå i en lang lige linje, men nærmere står i en klump, så det er svært for mig at vælge bare en af jer. Dårlig metafor, men måske gør det nemmere for dig at forstå det. 

Du er en af dem, Ethan, jeg ikke husker specielt meget om. Jeg tror, du skrev digte, havde en psykisk syg mor, havde et eller andet at gøre med en pool og myrdede fire personer. Men igen jeg er ikke sikker, da du desværre ikke står så skarpt i min hukommelse. Hvis det ikke lige var fordi, du var morder, var du får længst blendet ind sammen med alle de andre fiktive fyre, som kun har et perfekt ansigt til sammen. 

Lying game var på seks bøger. Allerde da jeg var halvvejs i den tredje, fik jeg på fornemmelsen, du havde myrdet Sutton, men jeg ignorerede det og læste naivt videre, mens mit håb, om at min teori ikke passede, blev spinklere  og spinklere, indtil det til sidst svandt helt hen. Erkendelsen om at du i virkeligheden var en psykopatisk psykopat var nu allerde ret chokerende, da illusionen om dit elskværdige digtskrivende-jeg blev brudt, og jeg var tvunget til at se den anden side af dig i øjnene, selvom jeg stædigt prøvede at holde fast i stumperne. For virkelig, Ethan. Hvordan kunne du gøre det mod Emma? Mod mig? Mod tusindvis af andre læsere?Jeg håber, at den mindste smule af fortrydelse er at syne i dit blik lige nu, og at du måske godt kan se, hvorfor det ikke lige var sådan en fantastisk ide at dræbe alle disse mennesker. 

Det er nu efterhånden en del år siden jeg blev færdig med serien, hvilket er en del af forklaringen på, hvor meget tåge, der har spredt sig i alle mine minder om serien. Men noget husker jeg i hvert fald tydelig. Jeg var lige blevet færdig med den sidste bog og benægtede stadig, at du ikke var då fantastisk, som du lod syne. Vi var i København der, og skulle  i Tivoli senere den dag. Som jeg skrev til Katniss, elsker jeg forlystelser, og den måde du kan få lov at skrige lige så meget, du vil, uden at nogen ser mærkeligt på dig. 

Den dag var himlen grå, og skyerne syntes at hænge tættere på jorden, end de plejede, som de draperede forlystelserne i mismodighed og syntes at have en dæmpende effekt på alle de frydefulde og skrækslagne skrig, der gav genlyd gennem parken. Det var oktober, og luften var så frysende, at bare det at trække vejret føltes som at synke isklumper, og hver centimer af bar hud øjeblikkeligt blev hvid som sne. Græskarrene hang med hule grin i hvert et hjørne, og det var lige før, jeg begyndte at tro, de omringede mig, præcis lige som alle heksehattene og kosteskaftene, som kunne Tivoli ikke høre dig umage nok med at markere, det snart var Halloween. 

Og midt i lå Det gyldne tårn. Det ragede 63 meter op i de triste efterårsluftslag, og det var som om det gennem hele vores tur nedstirrede mig, fordi jeg endnu ikke havde prøvet det. Og det var først ,da mørket begyndte at farve skyerne sorte, jeg ikke kunne klare det mere og bestemte mig for også at prøve det. Jeg ignorerede, hvordan mit nyfundne mod sank ned mig lavpunktet, som vi stod i kø, og hvor meget jeg tvivlede på, at de der raslende kæder var i stand til at bære os så højt op i luften uden, vi faldt ned. Jeg ignorerede, hvor knirkende, bremserne var og hvor tæt på fortovet, man faktisk kom, før man endnu en gang blev hevet lidt op mod den mørkere og mørkere himmel.

Det krævede nu alligevel en del overvindelse at sætte mig op i sædet og med hjertet oppe i halsen se Københavs gader blive mindre under mine dinglende fødder. Jeg kan stadig huske, hvor løse mine sko pludselig føltes, og hvordan isningens begyndte at brede sig i mine tænder, hvis jeg blot åbnede munden. 

Da vi nåede op på højdepunktet var det dig, der var i mine tanker. Dig, som ikke kunne være en morder. Dig, som var helt normal. Og da tyngdekraften endelig fik lov sin vilje, og jeg begyndte at falde, så hver en celle i min krop var sikker på, at nu ville jeg snart blive mast flad mod jorden, skreg jeg. Men det var ikke en af de typiske rædselsskrig, som kun var ment til at rive øregangene i stykker. Jeg skreg 'Ethan er ikke Suttons morder' i et langt åndedrag, der hev i mine stakkels lunger. 

Og det var dejligt at komme af med al min frustration og opleve noget, der føltes som en nærdødsoplevelse uden at være det. Så selvom du koldblodigt har dræbt fire mennesker, vil jeg gerne takke dig for det minde, da det - som du kan se - stadig er et af de øjebliksbilleder, jeg holder fast i, i så mange andre øjeblikke.

Farvel Ethan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...