Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4787Visninger
AA

28. 28. december

Kære Ron, Hermione og Harry. (fra Harry Potter af J. K. Rowling)

Jeg lovede dig, Harry at skrive til dig igen, og jeg har ikke tænk mig at bryde det løfte. Men samtidig, Hermione, var det også vigtigt for mig, at du fik et brev, da den rolle, du har spillet i mit liv har været lige så stor som Harrys. Og Ron, ja hvis de andre fik et brev skulle du da også have et - alt andet ville være forkert. Men i stedet for at skrive til jer tre seperat, har jeg nu valgt at se, om jeg kom formå at samle alle de ting, jeg ville ønske, jeg havde muligheden til at sige til jer ned i dette brev. Det skyldtes blandt andet, at jeg gerne ville spare på siderne i min notesbog - jeg tror ikke, det ville være det samme at skrive disse breve, når det ikke længere er i den røde notesbog som i første omgang fik mig til at starte. Desuden har jeg på fornemmelsen i alligevel ville vise hinanden de breve,  I har fået og sammenligne dem. 

I hvert fald - det her er også noget, jeg alligevel gerne ville skrive til jer allesammen - så har jeg fået billeder til 'Harry Potter and the cursed child' i julegave, hvilket jeg stadig har svært ved at fatte og få ind i mit lille hoved . Men samtidig er jeg ovenud lykkelig, for jeg har aldrig været i London før og pludselig kan tiden til september (hvor jeg skal se stykket) ikke gå hurtigt nok. Jeg glæder mig virkelig til at gå på opdagelse i Londons mange boghandlere, forgæves lede efter den Utætte Kedel, tage til Kings Cross og slå mig, når jeg i et anfald af galskab løber direkte ind i muren mellem perron 9 og 10, se om jeg ville være i stand til at finde Skt. Mungos  og være på konstant udkig efter en rød telefonboks, der kunne føre mig til Ministeriet for Magi. Det er virkelig noget, jeg altid har  elsket ved troldmandssamfundet. Hvordan de lever i skjul, men samtidig lurer om hvert et hjørne. Det er en rar tanke - er det ikke? At netop den mur kan være indgangen til en magisk landsby, eller netop den mand holder en tryllestav gemt bag lag af Mugglertøj. 

Som jeg skrev til Harry sidst, var jeg engang desperat efter at få det mindste tegn på at magi fandtes, som så mange andre børn, der også ventede på deres brev fra Hogwarts, indtil de til sidst modstræbende måtte erkende,  der ikke  var noget Hogwarts at få breve fra. Men en af de ting, jeg gjorde i min jagt var at gå ind i mure og slå på dem med tilfældige pinde i håbet om, de ville forsvinde og lade mig få et glimt af troldmansverdenen og slippe væk fra all de Muglerre, om det så bare  var for et øjeblik. Selvfølgelig skete der ikke andet end at folk så mig som endnu mere mærkelig, og jordopsamlingerne under mine negle voksede og voksede, som jeg gravede i jorden på jagt efter den perfekte tryllestav, som var det bare det jeg manglede for at kunne trylle.  

Måske griner I - især du Ron - men en af grundende til, jeg gjorde alle disse lettere bizarre ting, var altså, fordi jeg gerne ville møde jer. For mig var det, at den fjer løftede sig, når jeg sagde 'Wingardium Leviosa' ensbetydende med, at I fandtes derude et sted. 

Det var dig, Hermione, jeg allerhelst ville møde. Det har  noget at gøre med, hvor meget, jeg syntes - synes - vi minder om hinanden. Vi har begge to brunt, busket hår, som på ingen måde kan tæmmes, så det virker som en naturkraft vokser ud fra vores hovedbund. Vi har begge to, brune øjne, stort mellemrum mellem fortænderne, har en lidt skæv holdning, fordi vi altid bærer rundt på  bøger. Vi læser begge to så meget, det er et under, vi ikke er så nærsynede, at vi ikke ville være i stand til at se mere et par få meter frem, og vi tager også begge to stædigt noter og bruger for lang tid på at bekymre os om eksamen og prøver  til, at det må være sundt. Vores  pegefinger hører i klasseværelset til i det øvre luftlag, da vi altid har hånden oppe. Og vi har begge to en stærk modvilje mod at bryde reglerne. 

Ligheden mellem os har altid været slående, og det var derfor også den jeg klædte mig ud som dig  til Fastelavn, fik at vide, jeg mindede mest om dig i allemulige quizzer på nettet og i det hele taget relaterede jeg  mest til dig. Måske ser du det bare som min desperate søgen efter de mindste ligheder, men jeg  må altså blive ved med at holde fast i vores fiktive dobbeltgængerhed. 

Og Ron - du er den, jeg altid mindst har kunne lide, som jeg måske her gjort lidt for tydeligt gennem brevet. Misforstå mig ikke, jeg holder skam af dig, men jeg tror bare aldrig helt, jeg har fået tilgivet dig for at efterlade Harry og Hermione der i syv'eren. Jeg håber selv, at du fortryder det. 

Lige nu sidder jeg i et pulterrum. Er det ikke meget passende, da du Harry plejede at sove i et? I løbet af det seneste år, har jeg faktisk brugt meget tid herude. Der er måske lidt trængt blandt de mange støvede flyttekasser, der indeholder en masse af mig og min lillesøsters gamle legetøj, og tøj, samt en hel masse minder som om muligt er endnu mere støvede end kasserne. Jeg kan netop bare godt lide, at man føle sig så tæt på alle de hullede barndomsminder, og det pludselig ikke virker som så længe siden man var seks og fik den dukke, som nu ligger og flyder på gulvet, eller da man var fem og lagde det puslespil med 200 brikker som balancerer oven på den flyttekasse og ser ud som det hvert øjeblik kan styrte ned i hovedet på mig.

Og nu hvor vi har gæster, er det også bare virkelig rart at have her at søge tilflugt. Er det ikke mærkeligt, at det føltes mindre klaustrofobisk at sidde her, og knap have plads til at trække vejret for alle de ting, som har hobet sig op gennem årene.end det gør at sidde nede i stuen?  Jeg tror også, jeg er den eneste, som kender til mit eget lille åndehul - udover jer selvfølgelig - hvilket er betryggende på en helt speciel måde - at være alene med jer tre i dette lille rum. Og her er virkelig rart - hvis man ser bort fra alle de spindelvæv - og det er næsten som at søge tilflugt i en bog, hos jer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...