Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4758Visninger
AA

27. 27. december

Kære Cassie (fra den 5. Bølge af Rick Yancey)

Det føltes rigtig at skrive til dig i dag. Ikke af en eller speciel grund,  eller fordi jeg forbinder den 27. med dig, som jeg har forbundet andre dage med så mange andre. Bare fordi, at det var Den 5. bølge, der netop fangede mit blik i dag fra sin plads på min bogreol, klemt inde mellem Unremenbered og Slettet. Den var dækket af et alt for tykt støvlag ,og jeg syntes lidt, at du også fortjente et brev. For i den tredje  bog, skal du snart til at kæmpe for menneskeheden og menneskelighedens overlevelse, og jeg tænke at sådan et brev måske ville gøre det lidt lettere for dig. 

For at være helt ærlig, frygter jeg lidt, for når den sidste bog i serien kommer. Jeg har svært ved at se, hvordan den på nogle måder skulle ende godt,  der er få mange uløste ting og tråde, som stadig mangler at ende. Faktisk er der så mange, det ikke skulle undre mig, hvis den sidste bog bare endte som en stor knude af tråde, der ikke kunne nå at blive løst. Så jeg beder til, at den ender godt, at dig og Evan bliver sammen og så videre. Samtidig ville jeg som sædvanlig ikke have serien til at slutte, fordi at sådanne serier burde være uendelige og det virker uretfærdigt, det kun skal være tre 

Heldigvis kommer filmen, hvilket jeg igen et lidt bange for. Den 5. Bølge var  sådan en bog, der dannede meget meget stærke billeder på min nethinde, og ingen af jer var bare utydelige skikkelser af personer, som jeg kun gad forstille mig svagt. Nej, I havde hver i sær tydelige ansigtstræk, en bestemt længde hår og en præcis højde. Det er faktisk sjældent, at det sker, når jeg læser en bog. Jeg er ikke sikker på, du kender følelsen - jeg kan ikke huske, om du læste - men i hvert fald, for det meste, når man læser en bog, forestiller man sig kun personerne halvt. Man tænker måske, de har brunt hår, men man er ikke helt sikker på, om det er mørkt eller lyst. Man ved, de har mandelformede øjne, men ikke hvilken farve disse øjne har. For tit er man så optaget af handlingen, at man simpelthen ikke har tid nok til at lade sin fantasi udfolde sig nok til at kunne beskrive nogen af jer i detaljer eller se omgivelserne for sig. Den 5. Bølge var ikke sådan en bog, men det betyder så bare, at I er så tydelig i mine tanker det bliver tusind gange mere smertefuldt, når filmen kommer og visker det hele væk med deres kulisser og skuespillere, så jeg sikkert snart ville glemme, hvad jeg engang forestillede mig.

Vi har gæster. To af mine fætre, min moster og min onkel. De plejer at komme hvert år ved vintertid, hvilket er hyggeligt. Engang legede min ældste fætter, jeg og min lillesøster sammen. Engang kælkede vi alle sammen på sneen, indtil selv det yderste af vores tåspidser blev gennemrystet af forfrysninger, og vi havde glemt, hvordan det var ikke at have sne over alt. Engang lavede vi sneengle i græsset, selv hvis der ikke var noget som helst  sne, så vi blot efterlod misformede aftryk i græsplænen, som kun vi var i stand til at se var engle. Engang sad jeg længe sammen med min fætter, diskuterede bøger og forskellen på græsk og romersk mytologi. Vi sammenlignede gaver og begræd sammen at julen var over. Det gør vi bare ikke mere. 

Nu sidder min ældste fætter krøbet sammen over i min yndlings lænestol, fuldkommen fortabt i sin IPad, og min yngste fætter løbet rundt efter sin mor i cirkler, fordi det er hans tur til at få IPaden Ikke fordi jeg selv er specielt social, som jeg sidder med min notesbog og skriver til dig, men jeg tror, at jeg er den eneste her, som savner den tid, hvor min fætter stadig læste, og deres besøg kun var noget, man så frem til. Selvfølgelig har vi det stadig hyggeligt en gang i mellem, men alle disse øjeblikke virker stjålne, og lige nu er jeg på mange måder mere irriteret over deres besøg, end jeg er glad. 

Jeg føler mig lidt trængt op i et lille hjørne, som jeg bliver nødt til ikke at larme for meget med min kuglepen, så jeg ikke forstyrrer min onkel, som ser fjernsyn. Jeg kan ikke længere lade min forsyning af skriveredskaber ligge fremme "og flyde" så jeg nu ikke bare kan finde noget at skrive på med det samme, hvis jeg får en ide. Kan du følge mig? 

Du levede trods alt også et ganske ordinært liv før De kom, så du må også på et tidspunkt gave haft gæster, som på et tidspunkt var lidt for meget. Det et nu lidt skræmmende at tænke på, du ikke altid har levet i en evig kamp efter overlevelse - engang kunne det største irritationsmoment også være dine fætre. Det er nu også det, der får mig til at spekulere i sådanne baner, som hvilken bølge, jeg  ville have været død under - det ville være den anden bølge -oversvømmelsen - da jeg lever i et kystområde. 

Jeg må hellere slutte nu og kigge op fra min notesbog og møde omverdenen, så vær sød at overleve

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...