Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4703Visninger
AA

26. 26. december


Kære America og  Maxon (fra The Selection af Kiera Cass)

I blev gift!!! Jeg vil prøve at styre min  entusiasme, men det er nu ret svært, da jeg stadig er så utrolig lykkelig, og jeg tror næsten, jeg er så lykkelig som jer. 

Jeg tror bestemt at tredje bind i The Selection var noget af det, jeg blev allergladest for at se ligge der under træets grene. Pakket ind i glimtende gavepapir med små smilende nisser, som svingede med  deres huer og tydeligvis også var henrykte over, at jeg fik lov til at læse fortsættelsen. Og da jeg så, i en bevægelse, som egentlig var ment til at være flydende, men langt fra var det, fik papiret hevet af, og så dig stå i der på forsiden den hvide kjole, America og smile lidt, fordi du vidste, hvordan det endte i modsætning til mig. 

For at være ærlig måtte jeg lægge bånd på mig selv for ikke at begyndte at læse lige der - siddende på gulvet i stuen, som knap var synligt i andet end små brunligt glimt, fordi gavepapiret lå over alt. For et øjeblik var jeg  ligeglad med alle de andre gaver med mit navn på tilogfra-kortet og alle de gæster, som omringede mig. Uheldigvis var det trods alt ikke lige tidspunktet, så jeg måtte lægge bogen fra mig, så jeg var overladt til at sende lange blikke efter den resten af aftenen. 

Da jeg vågnede op 1. Juledag, kom jeg til at tænke på dengang sidste år, da jeg var vågnet op til at se snefnuggene dale ned fra en spøgelseshvid himmel, og se et lag af sne allerde havde dækket græsplænen, så det var svært at tro, den nogensinde havde været grøn. Jeg kan stadig huske, hvor glad jeg var i det øjeblik, fordi jeg hele sidste decembermåned havde ventet på, det skulle sne. Men i år var der ingen sne uden for vinduet, og det kunne ikke indgå at gøre mig lidt trist. 

Men så huskede jeg hvilken bog, som stadig lå nedenunder, og jeg tænke ikke over, det var så tidligt, det stadig var mørkt udenfor (hvilket ikke siger meget, når det er vinter) eller at jeg ville vække de andre med mine hurtige fodtrin ned af trappen. For det er evigheder siden, jeg sidst havde glædet mig så meget til st læse en bog, og det føltes godt at have den, til at skubbe alle de triste tanker om, at der nu var 365 dage til hul igen væk. Snart var jeg helt opslugt. 

I Harry Potter-serien fortæller Ron om en bog. Enhver der går igang med at læse denne bog, er forbandet til at blive ved med år læse den til evig tid, så de må rende rundt og gøre alting med en hånd, fordi de ikke kunne løftet blikket fra den. Jeg tror nu ikke, at en bog behøver at være forbandet for at gøre det, for det kræver blot en spændende nok bog. 

The One var sådan en bog. Jeg læste den, mens vi spiste morgenmad - den appelsinjuice plet var altså ikke med vilje - og mine øjne forlod siderne så lidt, at mit blik var helt sløret af at fokusere på noget så tæt på, da jeg endelig kiggede op. Det var måske også lidt upratisk, da vi skulle til den traditionelle 1. Juledags julefrokost i går, og jeg må have virket lettere uhøflig, som  jeg brugte det meste af dagen på at sidde klamret til min bog i en sofa klemt inde mellem en masse familiemedlemmer, som jeg blot smilede åndsfraværende til, når de talte til mig. 

Da vi så kørte hjem den aften,  var det allerde blevet mørkt, hvilket resulterede i det mildest talt var svært at læse på bilturen på vej hjem. Alligevel sad jeg krøbet sammen omme på bagsædet med en lommelygte, jeg havde fundet i bunden af min taske, hvor den sikkert havde ligget i evigheder, den virkede i hvert fald ikke særlig godt, og det var lige før, jeg var bedre tjent med at bruge mørket som lyskilde. Det lykkedes mig dog at tyde ordene på de tilbageværende sider også trods min køresyge, der blev værre og værre for hvert sekund, jeg insisterede på at fortsætte læsningen. 

Jeg gik i panik flere gange og måtte tvinge mig selv til ikke at gispe, klynke eller grine højlydt, men heldigvis endte det hele godt til sidst, ellers ville jeg have været tvunget til rive jeres historie fra hinanden og håbe på, detville være nok til også at rive den væk fra min hukommelse. Jeg kan heller ikke beskrive, hvor glad jeg blev, da I blev gift, og tilgav hinanden , og blev gift, og blev gift og blev gift. 

Lad os bare sige, at jeg gentagende gange er blevet spurgt, hvad jeg,smilede sådan, for efter at være blevet færdig har jeg svævet rundt i min egen lille boble af lykke, som dog blev brudt regelmæssigt, når det gik op for mig., at der ikke ville være flere bøger at læse om jer. 

Jeg vil gerne, at mit brev medvirkede i dit  valg, og at det i hvert fald var det, der fik dig til at skrive til America. Selvfølgelig var det ikke det, men du må da indrømme, det var lidt pudsigt, du skrev breve til America, lige efter jeg havde skrevet til dig. 

Hvor ville jeg ønske I var her lige nu, så jeg kunne kramme jer. Måske er I allerde skræmt væk nu - en fremmed pige ville kramme jer - men det dæmper nu ikke min trang til at slå armene om jer begge to, fordi ih og åh og ih igen, I er så vidunderlige, og jeg vil gøre alt for bare at fange et kort glimt af en af jer ud af øjenkrogen.

I ønskes et langt og lykkeligt ægteskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...