Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4787Visninger
AA

25. 25. december

Kære, kære Augustus (fra The fault in our stars af John Green)

Du eksisterer ikke. Jeg mener, du eksisterer måske på siderne i The fault in our stars - de sider, der i så mange eksemplarer af den stadig er fugtig af tårerne, som plettede ordene. Men i modsætning til så ufatteligt mange andre personer - i bøger -, kunne du umuligt eksistere i virkeligheden. Jeg tror, du ville virke mere virkelig,  hvis du havde horn i panden og kunne trylle. For på mange måder er du så fuldkommen perfekt, at du umuligt kunne være et almindeligt menneske. 

For hvem  går rundt med en cigaret i munden som en metafor? Eller bruger sit ønske på at tage til Amsterdam med en pige, han lige har mødt? Eller går rundt og siger ting, som senere bliver citeret igennem igen af tusinder af  mennesker, fordi det er så kloge og tankefremkaldende? Se, det  gør ingen, bortset fra dig, min kære Gus.            

Og normalt ville jeg sikkert blive irriteret af sådan en som dig, fordi forfatteren ikke skabte en mere realistisk karakter, men du har jo din egen harmatia. Du har kræft, hvilket blot beviser, at livet er lige så uretfærdigt i en bog, som det ville være i virkligheden. 

Du er skam en også en af de fiktive dødsfald, som har været hårdest mod mig og knust mit lille boghjerte i flest stykker, som det tog længere, end du aner at samle igen.  

Og selv nu når jeg luge har genlæst TFIOS for femte - sjette? - gang, formår du stadig at få mig til at krumme mig sammen til en lillebitte kugle i min lænestol, og ønske, at jeg kunne græde til bøger. Under denne genlæsning havde jeg bestemt mig for at sætte små lilla post it-sedler, hver eneste gang der var et citat, øjebliksbillede eller sætning, jeg gerne ville markere. Alle de smukke linjer, som har haget sig fast i mine tanker med lige så stor kraft, som sedlerne klæbede til siderne. Og du kan tro, at en hel skov af sedler rejste sig, og da mine øjne gled over den allersidste linje, og jeg kunne lægge bogen fa mig, så det næsten ud som om, at de voksede ud af bogen med den måde de tittede op fra de bittesmå mellemrum mellem hver side, og så ud til at være blevet placeret tilfældigt, selvom der egentlig var en dybere mening med det hele, og hver eneste lilla glimt var blevet placeret med omhu. 

For at være ærlig, havde jeg på mange måder glemt, hvor fantastisk en bog TFIOS var. Det var ikke engang så lang tid siden, jeg sidst læste den, et halvt år måske, men alligevel formåede jeg at glemme, hvor meget jeg elskede John Greens sætningsopbygning i den, eller hvor nemt det var at relatere til alle Hazels beskrivelser af, hvordan man nogle gange bliver behandlet, som om det eneste, man nogensinde har lavet, er At Være Syg. 

Jeg tror, at jeg måske er blevet mere tilbøjelig til at glemme alle disse ting, kan have noget at gøre med hvor kendt, den er blevet. Jeg ved, det lyder fjollet. Harry Potterserien  er trods alt mine yndlingsbøger, selvom jeg ikke tror, der findes en eneste i verden, som ikke er stødt på navnet Harry Potter. Men det var bare pinefuldt at se på, mens de piger i min klass. som ellers aldrig ville røre en bog med ildtang læste den, fordi den var blevet så populær. 

Ikke fordi, jeres historie kun tilhører mig eller noget, men jeg kunne bare ikke holde ud at se, hvordan TFIOS bredte sig over verden som en løbeild, høre på at folk i klassen ikke rigtig satte sig ind i alle de meningsfyldte citater, ja, for at være ærlig var det eneste, de bekymrede sig om dig, og jeg er ked af at sige det Gus, men bogen er altså meget mere end det. 

Jeg er sikker på, Hazel ville kunne forstå, hvad jeg mente, så ville du ikke lade hende læse med over din skulder? 

Klokken er lige nu 1  om natten, så på nogle måder kan man sige, det stadig er juleaften, selvom datoen er den 25. december Juletræet står stadig midt i stuen - nu har lysene  været tændt, så der er nu blot en masse forkrøblede lysestumper med forkullede væger, som prydes træets grene tilbage. Der er stadig farvestrålende gavepapir under træet, nu er det bare blevet flænset og revet i småstykker, og der gemmer sig ikke længere gaver under det. Kræmmerhusene  tynger stadig grenene ned, men ikke så meget som før, da der kun er et par krummer tilbage fra de pebernødder, som der engang lå, samt et par grannåle, som allerde er drysset ned i det. kegleformede dyb. 

Det er faktisk virkelig vemodigt at se på Gus, for nu er juleaften slut og med den er al decemberglæden ved at fordufte. Kalenderlyset er brændt ned, og alle låger i julekalenderen åbnet. Snart skal julepynten tages ned og puttets tilbage i de samme støvede flyttekasser, som det næsten altid er i, og når vi går januarmåned i møde, ville den virke, så gråsom nogensinde. Det er det, jeg hader ved julen. At selvom man kan glæde sig utrolig meget til juleaften, så ved man, at efter den, er julen slut. og selvom man stadig har en uge tilbage af december, føltes det ikke som om, man er i julemåneden mere. Det kan faktisk sammenlignes lidt med, når man læser en bog og glæder sig til at finde ud af, hvordan den slutter, men samtidig frygter det lidt, fordi den er så god, at den ikke må slutte.

Jeg må nu nok hellere gå i seng nu, selvom jeg gerne ville skrive mere om, hvor meget jeg elsker dig, men jeg er ved at blive træt, og det kan være, at det hele ville virke lidt bedre, når jeg vågner op i morgen. 

Sov godt, Gus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...