Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4757Visninger
AA

24. 24. december


Hej Mera (fra min egen roman)

Jeg har virkelig glædet mig til at skrive til dig, og du skal da også være beæret over, at jeg valgte at skrive til dig netop i dag, den 24, selvom jeg ikke rigtig forbinder dig med jul. Men jeg tror næsten, du er den, jeg har allerflest spørgsmål til, hvilket er ret ironisk taget i betragtning, du er et fantasifoster opstået i mit hoved, og det er mig, der bestemmer over dig, styrer hver eneste tanke, der måtte forekomme i dit fiktive hoved. Det lyder nu ret brutalt, det her, gør det ikke? Selvom du blot er et produkt af mine tanker og intet andet, havde jeg på det nogle måder svært med at skrive hele din historie med på en hel masse word-dokumenter og lade dårlige ting ske. 

Men er det ikke også lidt underligt, at jeg lige nu skriver til dig, Me? Igen, du er min helt egen hovedperson. Men selvom du kun eksisterer i en bunke ord, som kun jeg har ladet flyde fra det yderste af mine fingrespidser og ned på tastaturet, , er du på mange måder den person, der virker mest virkelig af alle de personer, jeg har skrevet til. For jeg ved så utrolig meget om dig.  Jeg ved, du elsker at opfinde dine egne ord, hader grønne regnfrakker, har en bestemt hårlok, du altid snor om din finger, når du er nervøs, fordi den altid slipper ud af din hestehale. Jeg ved, du elsker navnet Eleanor, at du har et ar i dit venstre øjenbryn fra dengang du faldt nedad trappen, så nu ser det øjenbryn vanskabt ud, og at du har et modermærke på højre håndled. Jeg ved så mange ting om dig, og det sjove er, at det ikke er alle af disse ting, som overhovedet står i "bogen", men bare noget jeg har fundet på for at få dig til at virke mere menneskelig. 

Men samtidig med, at jeg kender dig ud og ind,  har jeg svært ved at forestille mig, hvad du ville sige, hvad du fandt ud af, at du var fiktiv,  om du ville være sur på mig, når jeg var urimelig mod dig. Til mit forsvar havde jeg det altså heller ikke godt med mig selv, da jeg skulle skrive scenen, hvor din bedste veninde døde (jeg savner hende også). Men jeg vil benytte lejligheden til at sige undskyld for alle de onde ting, jeg har gjort mod dig. Jeg håber ikke, du er for irriteret over. at du fik blågrå øjne eller, at jeg kom til at ødelægge din lejlighed. 

Lagde du mærke til, jeg satte ordet 'bogen' i gåseøjne længere oppe? Jeg havde først bare skrevet ordet, men det så på en eller anden måde forkert ud. Derefter var jeg tæt på at slette det og bare skrive titlen i stedet, men at være ærlig, hader jeg min arbejdstitel. Jeg kan nemt forestille mig din reaktion, hvis du fandt ud af, du var med i en bog med den titel, så derfor ville jeg ikke nævne den her og lade dig svævende i lykkelig uvidenhed. Det er nu ret dumt, jeg har skrevet 50.000 ord på en historie uden at have et ordentligt navn til den. Apropos navne, bliver jeg desværre også nød til ændre dit navn, min kære Me på et tidspunkt, da jeg gerne ville have et lidt mere normalt navn.

Men i hvert fald, jeg endte med bare at sætte 'bogen' i gåseøjne, da jeg virkelig ikke følte, at det helt var en rigtig bog, når den ikke bestod af andet en masse dokumenter på en computer, samt de tre notesbøger, jeg havde brugt til at planlægge romanen. 

Det er to et halvt år siden nu, jeg fik ideen. Mindet står stadig klart i min lille hukommelse, som et af de der mange perfekte øjeblikke, som sikkert ikke var så perfekt  i virkeligheden. Det var sommerferie, og jeg sad lænet op af et træ på en græsplæne udenfor et hotel. I hånden havde jeg den notesbog, jeg lige havde fået og som det som sædvanlig er med notesbøger, er der lidt skræmmende at bladre gennem alle de tomme sider med de tommer linjer, som endnu mangler at blive skrevet. Fordi du bliver bare nødt til at finde på noget at skrive, for ikke at spilde det der træs liv. Men så fik jeg ideen, og inden jeg vidste af det, var jeg i fuld gang med at tegne tidslinjer og laver personkarastikker. 

Det var en af de ideer, som bare ikke er der det ene sekund, men det næste, er den i dit hoved, og er kommet så meget ud ad det blå, man skulle tro, den faldt ned fra himlen og landede i dine tankerne, så  du kunne begynde ar skitsere et plot ned netop denne solskinsdag. Resten af sommerferien havde jeg notesbogen med over alt. Jeg skrev i den i bilen, indtil jeg blev så køresyg af at fokusere på ordene, jeg var på randen til at kaste op. Jeg havde den med på stranden, så sandet klistrede sig til flere af siderne, og det var umuligt at se, hvilken farve forsiden oprindeligt havde haft, da den nu var blevet for bleget af solen. 

Men du Me, blev født længe før det.  Du har været hovedpersonen i utallige af alle de ideer, jeg havde til romaner, jeg aldrig fik skrevet. Rose, Alice og Pandora var blot nogen af de navne, du har haft gennem tiden, og kastanjebrunt, sort og rødt var bare nogle af de forskellige hårfarver, som dit hår har fået. Du har ændret dig gennem tiden - i takt med at jeg også ændrede mig. 

Men en ting, har alle disse historier, du optrådte i til fælles - jeg har ike fortalt nogle om dem. Ingen andre har læst alle mine 50,000 ord, som jeg skrev i november eller så meget som kigget i mine notesbøger. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor det er så vigtig for mig, at jeg er den eneste, som kender til det, men jeg tror, det er fordi, jeg frygter andres reaktioner. Den her historie er kommet til at betyde så utrolig meget for mig, og på mange måder er din verden, blevet den verden, jeg kan dykke ned i og bygge den op, som var hver ny ide en legoklods. Den er blevet så meget min egen, det virket helt utænkelig at indvi andre i alle jeres historier.

Jeg føler lidt, at jeg skøjter meget lidt hen iver alle de ting, jeg ønsker at sige til dig, hvis jeg nogensinde fik chancen for at møde dig. Der er bare så utallige mange ting, jeg gerne ville sige og 'mine tanker er som stjerner, jeg ikke kan samle til stjernebilleder' 

Og i øvrigt, min kære Me, er det jul i dag. Klokken er stadig kun 11 om formiddagen, og det føltes mærkeligt, at tiden nu pludselig går langsomt, og det virker som om, det er æoner af tid til, det bliver aften, da den har gået så hurtigt resten af december. Du elsker også jul, så jeg håber, at du glæder dig lige så meget til det bliver aften, som jeg.  

Lov mig at hilse alle de andre. Glædelig jul, Me. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...