Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4753Visninger
AA

21. 21. december

Kære Stella (fra 21 måder at dø af Sarah Engell) 

Det er den 21. december i dag, hvilket fik mig til at tænke på dig. 21 måder at dø, 21 dage inde i december. Ikke fordi, det er en specielt bandebrydende forbindelse, som ville være tydelig for alle, men når jeg siger tallet 21, dukker du automatisk op i mit hoved med dit nærmest sorte halvkorte hår og dine udtrådte sneakkers. Men jeg må nok indrømme, at jeg bare ledte efter en undskyldning for at skrive til lige præcis dig.

Du fortæller, hvordan du savner din mor meget i denne tid, hvordan hullet, hun efterlod, vokser, og der er ikke nok julehjerter og guirlander i verden til at udfylde det. Jeg ved ikke, om dette brev ville være til nogen hjælp, men jeg håber da, det ville bringe et smil frem i dine mørke pupiller og om så blot for et øjeblik få dig til at glemme, hvem der burde stå derover og hænge kravlenisser op. I det mindste har du forhåbentlig Emil.

Emil er også en af grundende til, at jeg skriver til dig. For i en niende klasse på min skole, går der en dreng, der hedder Emil. Han spiller guitar  går i udvaskede cowboybukser og ligner i det hele taget din Emil på en prik. Det kan godt være, du sidder med hævede øjenbryn og et overrasket udtryk i ansigtet og læser  dette, men tro mig. Hvis jeg ikke havde vidst bedre, havde jeg troet, han var hoppet ud af bogen og blevet sendt til vores skole som for at bevise over for mig, at så overnaturlige er fiktive karakterer heller ikke.

Måske ligner han overhovedet ikke Emil, og det er blot min stakkels hjerne som naivt har set ligheder over det hele. Snart begynder jeg sikkert at se, Harry, Hazel og Askepot komme gående ned af gaden, eller begynder at spørge den virkelige Emil spørgsmål om den fiktive Emil.

Jeg kan nu bare godt lide at tro, der stadig findes mennesker, som spiller guitar, hjælper selvmordstruede personer og danser på de knuste skår af vores forkrøblede liv uden at være bange for at skære sig på dem (velkommen til det poetiske hjørne).

Der er kun tre dage til jul. Er det bare mig eller er jul kommet meget meget hurtigt i år? Den har sneget sig ind på os, så nu står vi stadig med vores upyntede afkroge og uindpakkede gaver og fortvivler over, hvor hastigt december forsvandt mellem vore fingre. Jeg har svært ved at tro, at det her virkelig er mit enogtyvende brev, og at jeg har fyldt alle disse sider ud med ord til alle jer fantastiske mennesker. Og jeg må indrømme, jeg langt fra havde forventer at nå så langt, nej, jeg havde nærmere troet, at jeg ville nå til omkring dem femte december og så give op og lade resten af den røde notesbogen sider være blanke. For det er sket med så mange af mine projekter. Men der er virkelig et eller andet utrolig befriende ved den måde, jeg kan få lov at øse alle mine mærkelige tanker ud over disse sider - hulter til bulter - og  det at skrive er nok det tætteste på, jeg nogensinde kommer på at tale med jer. 

Og på den anden side, hvis vi rent faktisk mødtes, ville jeg nok bare stå og stirre chokeret på jeg -  ude i stand til at finde på noget at sige. Og selv hvis jeg gjorde, ville mine sætninger være afbrudt af adskillige øhm'er og øh'er, og usammenhængende, fordi jeg blev ved med at stoppe for at sikre mig, I rent faktisk var der. Så på en måde er dette vel at foretrække frem for den akavede samtale, og selvom I ikke er i stand til at svare på mine utallige spørgsmål har jeg efterhånden lært at forestille mig selv, hvad I ville svare. 

Men Stella, hvor er jeg glad for, at du ikke begik selvmord - ikke fordi det ville forhindre mig i at skrive til dig, du er lige så ikke-eksisterende, levende eller ej. Og jeg elskede slutningen. Elskede symbolikken. Elskede Emil, elskede hvordan jeg elskede den, og hvordan den fik mig til at knuge bogen så hårdt mine knoer lignede snedækkede bjerge i et vinterlandskab (jeg har vist en forkærlighed for lige præcis den metafor)

Udenfor ringer isbilen lige nu med den samme klokke, som bliver brugt på varme sommerdage. Jeg har altid fundet det lidt ironisk, når den kom trillende forbi en vinterdag, hvor man ville blive udsat for forfrysninger, hvis man så meget som overvejede at spise is i dette vejr . De burde i stedet sælge kakao og julesmåkager, for så ville der i det mindste være en lille chance for, at den blev stoppet. Man kan heller ikke lade vær med at få lidt ondt af den stakkels chauffør, da ingen ville våge sig udenfor i kulden for at købe is, så han må bare køre rundt med den evindelige lyd  af den ringende klokke i kølvandet. Lyden af den bliver svagere og svagere, så ismanden  må snart have erkendt, at der heller ikke er noget at komme efter her. 

Jeg kan faktisk skimte den ud af vinduet, og hvis jeg kniber mine øjne sammen til bittesmå sprækker, er jeg i stand til at tyde de to glade børn på dens forside, der står i T-shirts og smiler deres afblegede smil, som har de ikke opdaget, det er vinter, og ingen længere tager sig af dem. 

Det er også vintersolhverv i dag - årets mørkeste dag. Men selvom vi har så få timer med vores sparsomme dagslys. er det nu alligevel en trøst, at fra nu af bliver det kun lysere. 

Nu er isbilen helt væk, og jeg har lige opdaget hvor meget tid, jeg faktisk har brugt på at beskrive isbils færden. Jeg må derfor nok  hellere stoppe nu, inden jeg kaster mig ud i fler intetsigende  beskrivelser af dybest set ingenting.  

Vi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...