Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4769Visninger
AA

20. 20. december

Kære JudeogNoah/ Jude og Noah (fra I'll give you the Sun af Jandy Nelson)

Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville skrive til jer på et tidspunkt i dette projekt, hvis man kan kalde det det. Men jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen, da jeg ikke var sikker på, hvordan man skulle skrive til mennesker så overnaturligt fantastiske som jer. Men som vi er kommet længere og længere ind i december, fandt jeg ud af, at jeg snart ikke kunne udskyde det længere. Så ja.

Jeg kan allerede ikke undgå at syntes, det her lyder utrolig dumt. Det er svært ikke at gøre, når I'll give you the Sun er sådan en fantastisk bog ,og jeg er Stephine Meyer i forhold til Jandy Nelson. På den anden side - det ville I ikke vide, da I ikke rigtig læser, så så længe, jeg lader vær med at tegne til jer, skal det vel nok gå.

Eller måske ikke. Min hånd har svævet tøvende over papiret i flere evigheder, mens jeg skrev disse få sætninger, og jeg har svært ved at tro, jeg nogensinde skal få fyldt så meget som en side ud med dette brev, da det virker så uoverskueligt at korte alle mine tanker til jer ned til ord. Derfor må jeg sige, at jeg langt fra kan garantere for resultatet. I det mindste får jeg skrevet til jer, og selvom jeg måske ikke tegner billeder med mine ord, får jeg stadig lov til at beskrive min kærlighed til jer og øse lidt af den her ned på de grålige linjer.

For jeg elsker jer. Jeg elsker jer så meget jeg med glæde ville hente solen ned til jer sammen med resten af himlen, hvis det skulle være. Det er svært at begribe, I virkelig kun består af ord, da I altid har virket så utrolig levende, jeg næsten kunne høre jer trække vejret, mens jeg læste. Der var en anmelder, som skrev, det var som om, karaktererne prøvede at bryde ud gennem ordene, hvilket jeg hurtigt måtte erklære mg enig i. Det var som om bogen var jeres fængsel - et fængsel, hvor I malede på væggene og ord for ord, fik nedbrudt murene. Hvis bogen blot havde været den mindste smule længere, var fængslet brudt sammen, og jeg ville endelig få lov at møde jer.

Lyder jeg fuldkommen kliche? Måske skulle jeg bare prøve at gå fuldt ud og begynde at snakke om hjerter og kærlighed ved første blik. Det kunne være sjovt. At gøre dette brev  så fuld af klicheer som muligt. Uheldigvis kommer klichéer kun når, man ikke ville have dem. Det forhindrer mig nu ikke i at sige, det var kærlighed ved første ord med os tre. Kærlighed ved førsteblik , findes ikke, men I har bevist, kærlighed ved første ord gør. Måske første sætning.

Dt er mørkt lige nu. Mine gardiner er ikke engang trukket for, men alligevel stammer det eneste lys på mit værelse fra min sengelampe (jeg har stadig ikke fået skiftet dens pære…). Det er faktisk lidt uhyggeligt, hvordan den overskyede himmel ikke engang formår at blive det mindste oplyst af de mange lygtepæle. De står ellers så fint på række i en lang lysstribe af lysfelter, så man skulle tro, de i det mindste ville formå at række gennem vintermørket og ind af mit vindue, så mit værelse kunne blive badet i et svagt gulligt skær. Men mørket har sådan en dæmpende effekt på dem, at min sengelampe lyser endnu mere end lygtepælene. Ikke fordi jeg har noget i mod det, det er så dejligt stemningsfuldt bare at sidde her i mørket og føle det bare er os tre og en rød notesbog. Men I må nu undskylde alle de bogstaver, som bliver lidt misformede - mit nattesyn er ikke det bedste.

Ulempen er bare, at min træthed snart er lige så overskyggende som mørket på denne tid er dagen. Også selvom det mest anstrengende jeg gjorde i dag var at hænge et par kravlenisser mere op (jeg hang en lige under,  Jeg henter solen ned). Og det er nu også afslappende nok at sidde i min seng, lænet op af væggen og lytte til de sagte kradsende lyde fra min, i dag kulsorte kuglepen og se på, hvordan jeg former ordene til jer. Det er sådanne øjeblikke, der gør ferier så specielle. Der, hvor man har tid til bare at sidde og trække vejret ind og ud i langsomme åndedrag og skrive til jer. 

I The fault in our stars er der et citat: Og så er der bøger som 'En fyrstelig lidelse', som man ikke kan fortælle nogen om, fordi de er så særlige og så meget ens egen, det ville føltes som forræderi at dele begejstringen. Jeg er ikke sikker på, jeg skrev det rigtigt ned, men jeg tror ikke, jeg ville kunne mønstre den kraftsanstrengelse, det ville være at rejse sig op og hente bogen lige nu. I  hvert fald, er I'll give you the Sun  sådan en bog. Da min veninde bekendtgjorde, at nu ville hun læse den og viste den stolt frem, fik jeg en pludselig underlig trang til at springe frem og flå den ud af hendes hænder, så jeg kunne knuge den ind til mit eget bryst. For det virkede alt alt for mærkeligt, at andre end mig skulle lade mine øjne glide over alle siderne og føle det som om, de var fyldt med farverige malerklatter. Jeg vil ikke have, at der var andre, som skulle møde jer og elske de malerier, du maler i hovedet, Noah og dine og Oscars Appelsiner, Jude. 

Jeg ved godt, det er fjollet, og jeg sprang da heller ikke frem og slog den ud af hendes hånd. Men alligevel knugede jeg meget hårdt om min stols kant, så hårdt, at mine hænder blev blegere end sneen, så  mine knoer lignede snedækkede bjerge i et vinterlandskab. Som om jeg ville holde fast på jer og ikke give slip, og jeg fik lyst til st genlæse bogen, selvom der kun var to uger, siden jeg læste den første gang. 

Men selvom I er kendt af så mange, og det ikke kun er mig der har fået mindreværdskomplekser af at læse den, betyder det jo ikke, I ikke har en plads i mit hjerte (og så er vi tilbage til klichéerne). Det er derfor, jeg skriver til jer nu. 

Tusinder af kærlige hilsner herfra, Jude og Noah. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...