Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4787Visninger
AA

33. 2. januar

Kære Cather (fra Fangirl af Rainbow Rowell)

Jeg havde først tænkt mig at skrive til dig og Levi, men han vil alligevel ikke kunne læse det. Men vil du ikke være sød at læse brevet højt for ham? 

Jeg er lige blevet færdig med Fangirl. Sådan bogstaveligt talt. Mine øjne er netop gledet hen over det sidste punktum, før jeg hev denne notesbog frem og uden så meget som et øjebliks tøven satte pennen til papiret og begyndte på mit brev til dig. Det er vist, fordi jeg er bange for at give slip på alle jer og Fangirls univers, som minder så meget om mit med den forskel, at folk som Levi ikke eksisterer her. Ja, lige nu har jeg svært ved at forestille mig, jeg nogensinde skal komme til at læse en ny bog igen, for virkelig,  jeg sidder fast hos dig, Levi, Wren, Art og Professor Piper. Men nu får jeg i det mindste lov til at skrive dette brev i min notesbog, mens jeg bruger Fangirl som underlig, som ville det gøre chancen for at du rent faktisk kunne læse brevet større, hvis brevet var tættere på de ord, du er skabt af. 

Når man tænker over det, er der faktisk ikke så mange fiktive personer. som skriver. Eller læser for den sags skyld. Man forbinder jer bare med skrivning, fordi I ligesom optræder i bøger, men der er nu ikke så mange som rigtig skriver og ville kunne være med i en samtale med os to om sætningsopbygning og pausekomma. Derfor var det virkelig en rent ud sagt fantastisk oplevelse at få lov at "møde" en som på en helt nyt plan, forstod den tredje dimension, det var at skrive. Jeg kan stadig ikke komme mig over, hvor meget jeg kunne relatere til dig og på nogle punkter, er det lige før, jeg begynder at tro, du er en fiktiv version af det fremtidige 18-årige mig. 

F. eks din frygt for at løbe tør for ord var virkelig rammende. Du ved det, at man på et eller andet tidspunkt bare ikke har flere gode vendinger og ideer i sig og kommer til at glemme, hvordan man skal opbygge en sætning. Det er også noget, jeg tit selv har tænkt på, og hver eneste gang, jeg sætter mig til ar skrive, er jeg altid dybt taknemmelig i det øjeblik, ordene kommer strømmende, eller jeg får em sætning til at lyde rigtig, så jeg ikke skal bruge resten af mine dage på at sidde og stirre på den blinkende cursor på det blanke dokument, der håner mig fordi, jeg ikke havde noget at skrive. Det er det samme med disse breve. Her er jeg også bange for, at jeg en dag ikke ville have mere at sige til jer og bare ville gentage den samme sætning igen og igen (jeg elsker jer) da det i bund og grund er det, jeg mener med de fleste af alle brevene - ikke alle. Det er nu stadig lidt svært at tro, det her virkelig er mit 33. brev. 

Jeg havde halvt om halvt forventet, at jeg ikke ville nå særlig langt, før jeg ville stoppe eller bukke under for presset af, hvor mærkeligt det var, hvordan jeg hældte ord ud i intethedens dyb, men stadig lod som om at de ord var ment for andre personers øre. Og ja, det er underligt, hvilket jeg snart har understeeget nok gange . Men vær ærlig, ville du ikke også gribe chancen for at kunne komme til at tale med Simon og Baz og alle dine yndlings fiktive personer, hvis du havde den? 

Du er vist en af de fiktive personer, jeg kender, der ville blive gladest, hvis nogen bankede på din dør og fortalte dig, at du var fiktiv - eller bare ved at modtage dette brev. Selvfølgelig ville du ikke have det godt med, at der har siddet en eller anden forfatter derude et sted og kontrolleret alt hvad du gjorde og skrevet det ned i en bog, så så mange andre kunne læse sig helt ind under dit skøre isbjerg. Men på den anden side, du kan vel gøre, hvad du vil nu, Rainbow Rowell har givet slip på dig, og den beskrevet periode af dit liv på et år er ovre nu, så læserne kun kan komme med vage gæt om, hvad der fortsat sker i dit liv, efter bogen slutter. Så du lever vel videre i mit hoved og i andres hoveder og tankerækker. 

Men åh, Cath hvor jeg dog allerde savner dig og Levi. Jeg kan næsten høre de hyl af indre smerte det CatherogLevi-formede hul inde i mig laver, hver gang jeg kommer til at tænke på, jeg aldrig ville komme til at læse Fangirl for første gang igen. Selvom jeg elsker at genlæse, må du altså kunne erklære dig enig i det aldrig er helt det samme som det at opleve det hele for første gang og lære alle jer at kende og kunne sukke over alle de fejl, I begår, men samtidig dybest set kunne forstå jer. Og være i syv sind om man har lyst til at sprede budskabet om denne bog, eller bare holde den helt tæt ind til sit eget lille boghjerte. 

Det er nu også derfor, jeg på mange måder ville ønske, jeg havde ventet lidt med at læse den, så når juleferien sluttede, ville jeg i det mindste have den til at få hverdagen til at virke lidt mindre håbløs og jage alle de regnskyer, der hænger over mit hoved væk. 

Apropos regnskyer, sidder jeg lige nu i min vindueskarm. Den samme vindueskarm som jeg sad i igår mens jeg kiggede på fyrværkeri. Men nu viser den grålige himmel ingen tegn på at den for ikke så længe siden var dækket af farverige gnister. Alligevel vedbliver jeg med at stirre op på den, fordi vejrudsigten sagde, der var chance for sne, og ih og åh og ih igen, hvor kunne jeg godt bruge noget sne. Det er bare svært at tro, skyerne nogensinde skal smelte sammen til en stor mælkehvid flade igen og at snefnuggene ville dale forbi min rude. Jeg prøver da i det mindste at bevare optimismen. 

Sner det hos dig? Hvis ikke ønsker jeg dig og Levi en masse snevejrsdage og håber, I er gladere for 2016 end jeg.

Bliv ved med at skrive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...