Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4782Visninger
AA

2. 2. december

Hej Harry (fra Harry Potter af J. K. Rowling) 

Så snart jeg besluttede mig for at føre denne idé ud i livet, vidste jeg, at der ikke ville gå længe, før jeg skrev dit navn øverst på en side. Alt andet ville være forkert, da formålet med dette vel er at skrive til alle de personer (fra bøger), der har betydet noget for mig. Og dit navn står allerhøjest på den liste. 

Som jeg skrev til Lennie er det langt fra første gang, jeg skriver til dig. Forskellen på alle de andre gange og nu er bare, at denne gang, har jeg erkendt, du ikke vil svare, selvom jeg nu i afkrogen af mit lille boghjerte (hvis vi skal tale i klichéer) godt kan lide stadig at bevare troen om, at troldmænd og hekse lever i skjul rundt omkring i verden. For som jeg altid plejede at sige til folk, når de grinede af min stædige tro på magi, så kan man ikke bevise, de ikke findes, da troldmandssamfundet netop lever skjult for Mugglere. 

Ligesom da Hermione påstår genopstandelsesstenen ikke findes, og Xenophilius Lovegood, siger at hun skal bevise det, hvorefter hun opgivende fortæller, det ville være umuligt, da man blev nødt til at finde alle sten i hele verden for at sikre sig, at netop den bestemte sten ikke findes. Kan du huske det? Nogle gange har jeg det virkelig som om, jeg husker alle jeres liv bedre end jer selv. 

Jeg sidder og smiler lige nu Harry, mens jeg skriver dette, da jeg kom til at tænke på det underlige Lovegoodhus. Og nu undrer jeg mig over, om du ville smile, hvis du rent faktisk læste dette. Det ville du sikkert - en halvskør Mugglerpige, der er et omvandrende leksikon på dit liv. Jeg kan se for mig, hvordan du ville komme hjem efter en lang dag i Ministeriet og opdage dette brev. Og så ville du læse det, mens du grinede for dig selv, så din pande blev helt rynket og dit ar krøllet sammen. Og så ville Ginny kigge på brevet over din skulder, så hendes røde hår strejfede brevets side, der hvor det var revet ud af notesbogen. Det er faktisk en virkelig rar tanke. 

Jeg tror, det er en af de mange grund til, at jeg elsker dig så meget og har gjort det i alle disse år. At det at tænke på, hvad der mon sker over på Hogwarts lige nu eller i Vindelhuset, virker lige så glædefremkaldende som en opmuntringsbesværgelse. Og måske lyder det dumt at skrive det her, men det gør mig virkelig glad på en ellers grå dag at vide, jeg altid ville kunne begrave mig i en Harry Potter bog og for en stund glemme, jeg ikke kan få gnister til at komme ud af en pind, bare jeg svinger med den.

Når jeg nu tænker over der, er det svært at forestille sig et liv uden dig, Hermione (og Ron) såvel som de hundredevis af bøger, jeg har læst efter Harry Potter serien. Det har nok noget at gøre med, hvordan jeg kun var seks, da jeg første gang fik læst Harry Potter, så jeg er stort set vokset op med dig. Det er i hvert fald svært at huske dengang din, Hermiones (og Rons) fødselsdage ikke var markeret i kalenderen, og at jeg ikke havde en tendens til at sammenligne alle situationer med noget, der skete i en bog. Det er nu også ret sjovt at tænke på dengang, hvor det eneste jeg vidste om dig var følgende: du havde runde briller, et ar i panden, sort hår, fløj på en kost og kunne trylle. Men alle de ting var godt nok sande. 

Men nu er det en fast del af hver sommerferie at genlæse Harry Potter, samt at gense filmene i efterårsferien , og jeg kan citere passager fra bøgerne udenad. 'Søg hvor vores stemmer høres, de aldrig over landjord føres' ej undskyld, min hånd skrev det af sig selv. 

Men det fik mig til at tænke på, den sang, jeg engang skrev til dig. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er længe siden, den sidst poppede op i mit hoved, men jeg kan den nu stadig udenad. Faktisk nynner jeg den lige nu. Jeg sendte den også til dig engang. Jeg skrev det hele ned på et postkort med en orange farveblyant, som langt fra var spids (det var sikkert fuld af stavefejl, men det ville du ikke have opdaget, da det var på dansk og jeg tvivler på dine magiske kundskaber rækker sig til at kunne forstå dansk) og lagde det under min - på det tidspunkt - bedste ven, stenen Alena i håb om,  en ugle ville tage det. Nederst havde jeg skrevet, at du skulle få Ron og Hermione til at synge det på din fødselsdag for dig. Gad vide, hvad der skete med postkortet? Måske blev det helt opløst efter de første par regnvejr. Men du får lige for sjovs skyld omkvædet (jeg kan forstille mig, at George (OG FRED ville elske at synge det for dig)). 

'For det er Harry Potter, han er helt. Han er noget for sig, ja hvem ville ikke gerne giftes med ham?  

Jeg tror nu, det var en fejl at skrive det ned, for nu sidder den sikkert allerede fast i mit hoved, så den ville virke som konstant baggrundsmusik de næste mange dage. Jeg må nok bare prøve at overdøve det med julesange. 

Nå ja - det minder mig om at jeg lige har fundet på en ny juletradition. Jeg ville læse alle julekapitlerne i alle syv bøger juleaften. Eller i hvert fald dem der foregår på Hogwarts, for Harry, hvor ville jeg virkelig gøre meget få at få lov til at se de tolv juletræer i Storsalen, samt se toppen af Hagrids snedækkede hytte. 

Det er lige gået op for mig, jeg ikke har fået skrevet om min dag, hvilket vist egentlig var meningen med disse breve. Men for at være ærlig må min dag virke kedelig sammenlignet med din bogstavelig talt magiske dag , så jeg ville spare dig. Desuden er der så mange ting, jeg gerne ville fortælle dig, at der ikke var plads. Jeg må dog desværre stoppe nu, da min hånd er blevet blå af blæk (min tryllehånd er venstre hånd, så jeg tværer ordene ud, når jeg skriver), og jeg et begyndt at få skrivekramper. Men jeg lover, at jeg skriver snart igen. 

Vi ses, Harry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...