Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4787Visninger
AA

19. 19. december

Kære Finch (fra All the Bright places af Jennifer Niven)

Hvis jeg nu skal være ærlig, kunne jeg ikke engang huske dit navn og måtte op og tjekke det i bogen for at kunne skrive til dig Ikke fordi, jeg ikke husker dig, din person, men du er nu lidt et af de ansigter, der smelter ind i mængden. Men da jeg bladrede gennem ATBP, kom minderne om dig pludselig tilbage til mig, og det er derfor, det er dig, jeg skriver til nu i dag. 

En ting, der specielt fanger mig er, da du blev stilletspørgsmålet: findes der en dag, som er fuldkommen perfekt? Jeg læste ikke, hvad du svarede, om du overhovedet svarede, men nu ville jeg da også skrive mit eger svar til dig her og håbe på, at  du i det mindste, kan følge mig i halvdelen af det.

Men nej, Jeg tror ikke, der findes en perfekt dag. Der kan være dage, som er bedre end andre, dage, der mange år  efter kan frembringe et lille forkrøblet smil på ens læber, men der er ingen helt perfekte dage. Der er ikke dage, hvor ens glæde ikke falmer så meget som et sekund, og man aldrig bliver frustreret trist eller noget. 

Det kan godt være, at nogle dage kan virke rimelig perfekte, når vi senere tænker tilbage på dem, da vores minder om den dag er blevet farvet rosenrøde af vores egne tanker, og de små huller, der er i vores hukommelse er blevet fyldt ud efter vores  bedste evne med glade minder. For man har en tendens til at glemme, det var overskyet store dele af dagen, hvis solen blot skinnede noget af tiden, eller at vi faktisk mest havde lyst til at begrave os selv i et lille hul i et lille sekund, som forsvandt i alle de andre. Eller at selvom det var hyggeligt at sidde i den syrenduftende baghave med en kop te hvilende på en græsplænen så grøn, øjet knap kunne opfange den farve og læse, følte vi os faktisk lidt ensomme, som vi betragtede alle andre over kanten af vores bog og lyttede til deres samtaler og erkendte, vi var alene.

Men det virker også omvendt Finch. Hvis jeg har brugt størstedelen af en dag på at sidde krummet sammen i et træ og læse med den kolde vinterluft, som eneste selskab, for bagefter at gå indenfor og føle mig mere usynlig end den hengemte luft i klasseværelset og være opfyldt af selvmedlidenhed , glemmer jeg på samme måde, hvis mine øjne på et tidspunkt lyste op i et lille smil, da bogen var sjov  og alle de glade øjeblikke, så jeg kan tillade mig at huske den dag som en helt forfærdelig en. Men for at gøre  det kort: der findes ikke perfekte dage, kun den naive Forestilling om dem . 

Igen, igen, igen er jeg i tvivl om, du forstod det - ja, jeg er ikke engang sikker på, jeg selv forstod det fuldt  ud, men sådan er det vel med de tanker. Så vidt jeg husker Finch, havde du en væg fuld af små klistrende post it-sedler, hvor du skrev alt og intet op. Alle de tanker, som får dig til at undre dig over, om andre nogensinde ville gide tale til dig, hvis de vidste, hvad du tænkte på af underlige ting. Det er også de tanker, jeg skriver ned her i disse breve, som fungerer på samme måde som din væg. Jeg slipper for altid at skulle holde det inde i mit eget lille forvirrede hoved og får lov at give slip på et par af disse tanker og skrive dem ned til fantasifostre, som er opstået i andres hoveder. Og selvom det måske blot får mig til at føle mig endnu mere mærkelig, er der nu dejligt på en bizar måde. 

I hvert fald, Finch, var vi ude at hente juletræ i dag ved det sted, vi altid gør det. Du ved, sådan en af de lidt gammeldags steder, der ikke er som alle de supermarkedsjuletræssteder.  Det er der, vi gør det hvert år, så mens jeg gik rundt og så til lidt på afstand, mens min familie beundrede et juletræ, der ærlig talt var ret skævt, var det næsten, som om jeg kunne se alle de minder fra alle de andre år, jeg var der. Jeg kunne se alle de forrige års versioner af mig gå rundt dernede, traske rundt idet samme mudder få gratis færdige pebernødder fra den samme mand i det samme afblegede julemandstøj. Som jeg har skrevet før til Lennie,  tror jeg , er det sådan, det er med jul. Man gør de samme ting igen og igen, men det er aldrig den samme, der gør det. 

Vores juletræ, blev nu meget fint og jeg er sikker på, du ville syntes om det. Men mens jeg hjalp med at få det udenfor i garagen med sine stikkende grannåle og klistrede harpiks, gik det op for mig, hvor hurtigt decembermåneden er gået. Det virker som få øjeblikke, siden jeg første gang skrev til Lennie og sad og flettede julehjerter til juleklippedag med smagen af vaniliekranse hvilende i munden. Det samme sker, når jeg betragter kalenderlyset, da jeg altså lige har sat ild til vægen for første gang. Det er virkelig svært at tro, der kun er 5 dage til jul. Nu er kalenderlyset, så brændt lidt længere ned end det burde, fordi vi glemte at holde øje med det,  så i følge det,  er det  idag den 22. December i dag. Glædelig 22. December!

Jeg tror nu også at det, at tiden går så hurtigt, har noget at gære med, hvor meget vi holder øje med hvilken dag det er. Vi åbner julekalendere, ser julekalendere, læser julekalendere, og man kunne stort set spørge en hvilke som helst person på gaden, hvilken dato det var, og de ville have svaret uden tøven. 

Men det at tiden hele tiden syntes at gå langt hurtigere, end den plejer, gør mig også lidt desperat efter at give den sit normale tempo tilbage. For jeg vil virkelig kunne savne, at se byen blive lyst op af blinkende julelys i den kolde vinternat  og kigge på alle nisserne, der syntes at have besat verden med deres røde huer og hvide skæg. For selvom jeg glæder mig til juleaften, ville jeg heller have december til at vare den mindste smule længere, så jeg altid kan nynne en julesang og spise pebernødder. Men inderst inde ved jeg selvfølgelig godt at en dag tager præcis lige så mange sekunder, som den altid gør, og hvert sekund også varer det samme. 

Det gør mig nu så trist at tænke på, du aldrig ville opleve endnu en jul, for du er også død ligesom så mange andre af dem, jeg skriver til . Jeg vil nu ikke lader mig selv stoppe mig fra at sende en masse kærlige julehilsner til dig kære Theodore og lykønske dig for at din mærkelig hed overgår min

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...