Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4755Visninger
AA

18. 18. december

Kære Læsefidusen (fra Læsefidusbøgerne af Henriette Langkjær)

Jeg er ikke helt sikker på, hvor meget jeg ser dig som en fiktiv person, da du jo trods alt, er lavet til en fysisk bamse, og desuden er du ikke rigtig en person, men nærmere en abe (eller fidus, hvis du vil). Det er heller ikke, fordi din personlighed ligefrem stråler ud fra siderne. Du gør bare alle mulige mærkelig ting, som bliver beskrevet i relativt simple ord. Men alligevel finder jeg nu mig selv skrivende til dig, hvilket nu er ret mærkeligt. En ting er at skrive til fiktive mennesker  for de fleste af dem kunne trods alt godt eksistere i virkligheden, men at skrive til fiktive aber, ja, jeg kan lige så godt selv hente sedlen med ordet underlig og sætte den i panden på mig selv. 

Den her samling af breve ville bare ikke være komplet uden, der var et til dig. Du var trods alt en del af det, der medvirkede i, at jeg nu uden problemer kan læse (tykke, tykke bøger, som jeg ville have sagt dengang i børnehaveklassen). Og min første historie handlede endda også om dig, en slags Læsefidus-fanfiktion kan man vel sige. Så jeg skylder dig en del, og jeg kan nu se min gæld delvis betalt, når jeg er færdig med brevet her. 

Mange snakker om at bøger, som Harry Potter, Percy Jackson var de første, som de læste. Men i mit tilfælde må jeg blankt indrømme, at det var en Læsefidusbog. Jeg kan ikke huske hvilken, da jeg må sige, de ikke står så skarpt i min hukommelse og deres handlinger nok er blevet blandet sammen. Det er nu ret sjovt at tænke tilbage på dengang, jeg fik nogle Læsefidus-bøger i fødselsdagsgave og pludselig opdagede, jeg kunne forstå de ord, som stod printet på dens sider. Gad vide, hvad jeg havde tænkt, hvis jeg vidste. hvor stor del af mit liv det at læse bøger ville blive senere hen, og hvor mange gange jeg ville tænke tilbage på netop det øjeblik. Jeg ville sikkert have syntes, at fremtidige mig var komplet skør, og min besættelse for bøger var unaturlig, som jeg skriver til fiktive personer, som var de virkelige personer og kender dem lige så godt som mine egne venner. 

Dengang blev fremtiden for mig selvfølgelig kun talt i dage til næste weekend, så i stedet for at sidde og spekulere, hvad min nyligt fundne evne ville betyde senere hen, løb jeg henrykt rundt med bogen i hånden og siderne blafrende frem og tilbage, mens jeg råbte op til alle i nærheden. 

Det minde får mig til at smile næsten lige så meget som ordet Læsefidus-fanfiction. 

Senere skrev jeg en historie om dig: 'Da Læsefidusen gerne ville blive musketer', hvilket som nævnt før, var min allerførste historie. Jeg fik mine forældre til at skrive de ord, jeg  dikterede, for mig,så jeg kunne skrive dem af med klodsede blokbogstaver og så farverige tusser, det skar i øjnene. Titlen taler vist meget for sig selv, og jeg kan sige dig Læsefidus, du endte med at blive musketerer, da jeg dengang  endnu ikke kendte til andet end lykkelig slutninger. 

Og jeg tror, det var i det øjeblik, hvor jeg satte det sidstepunktum, det gik op for mig, jeg ville være forfatter. At man selv kunne skrive bøger, det var ikke kun de overmenneskelige væsner kaldet forfattere, men selv jeg kunne skrive. Jeg kan forestille mig, hvordan julelysene blev tændt i mine øjne og truede med at brænde mine øjenæbler op, mens jeg fuld af håb spurgte min mor, hvordan jeg fik min histore udgivet. 

Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede. For hvordan fortæller man sin seks-årige datter, man ikke bare lige bliver udgivet, men uden at knuse hendes drøm så meget, hun ikke ville sidde om mange år, og stadig elske at skrive? Men hun gjorde det, og hvis ikke ville jeg nok aldrig skrive til dig lige nu. 

Med ved du hvad: Vi har juleferie. Du ved sikkert ikke, hvad det betyder, da jeg næppe forestiller, du har noget at holde fri fra andet  end  at gøre de sædvanlige mærkelig ting, du nu gør. For mig burde det betyde  16 dages frihed fra skole. 16 dage, hvor jeg ikke behøver stresse over prøver og stile og bruge 8 timer af min dag på at sidde i et lummert klasseværelse med luft, der bliver mere og mere hengemt. 

Uheldigvis er det bare ikke sådan, jeg har det. For af en eller grund, kan jeg ikke være fuldt ud glad for at vi har ferie, da det bare minder mig på, hvordan nedtællingen til, at jeg skal gå ud af skolen, kommer længere og længere ned. Nu har vi 16 dages ferie, og i de 16 dage lykkedes  det mig nok at komme til på et eller andet punkt at savne min  klasses interne jokes, og min plads inde i hjørnet på den stol, der hele tiden vælter, fordi den mangler et hjul. Og det er til trods for, hvor meget jeg i hverdagen brokker mig over de lange lange skoledage og de andre i klassen. 

Sagen er bare, Læsefidus, jeg vil ikke ud af skolen. Jeg vil ikke gå ud af den dør, jeg er gået ind og ud af mandag til fredag i så mange år, for sidste gang. Jeg vil ikke sende et sidste blik efter den gynge, jeg engang levede på, og kaste karameller ud over alle andre på skolen. Jeg vil ikke sige farvel til de 20 mennesker, jeg kar kendt så længe. Nu bliver jeg helt nostalgisk. Og det er ike engang, fordi min folkeskole tid ligefrem har været en dans på røde roser. Og hvis den var, så havde de roser mange torne. Der har været perioder, hvor mine eneste "venner" fra fiktive personer og en sten, Alena. Jeg kommer bare til at savne skolen så frygteligt meget.

Jeg tror, det har noget at gøre med, hvor skræmmende, det er for mig at skulle videre i livet. At jeg skal på gymnasiet efter niende (det tror jeg i hvert fald lige nu) og vælge hvilken linje, jeg ville tage og prøve at få nogen nye venner. Og jeg er bange for, jeg ville ende med at sidde i et hjørne uden at turde tale til nogen og kun åbne munden for at besvare lærerens spørgsmål. I mit hjørne ville jeg så klamre mig til en bog, som afhang mit liv af den, mens jeg stille  nynnede skolegangen frem for mig. 

Tilgiv mig hvis mine beskrivelser virker dumme ynkelige og patetiske, men virkelig, Læsefidus, jeg har travlt med at klamre mig til min tilbageværende tid i folkeskolen og prøve at suge alle indtrykkene til mig, så jeg i det mindste har dem at tænke tilbage på, når tiden løber ud. 

I øvrigt - kan du overhovedet læse det her? Selvom du er en Læsefidus, har jeg på fornemmelsen, du ikke er vant til specielt lange ord, og desuden er du en abe. 

Under alle omstændigheder, hils Lillefidusen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...