Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
36Kommentarer
4769Visninger
AA

14. 14. december

Hej Dara (fra Vanishing Girls af Lauren Oliver))

 Det støvregner. Jeg er i hvert fald rimelig sikker på det, da det der gør støvregn til støvregn vel er, det er så usynligt og lydløst. Det er sådan noget regn, der giver dig et chok, hvis du våger dig udenfor og mærker de første små regndråbe ramme dig i den kolde vinterluft. For man hører ikke regndråberne tromme på taget eller ser det trille ned ad ruderne. 

Jeg ville nu heller ikke se, det regnede, hvis det ikke var, fordi mit hår stadig er fugtigt efter, at jeg var udenfor. Ellers er det så mørkt, man ikke kan Ane det lige meget hvor meget man anstrenger sig. Det er kun fortovet, som glinser af væde udenfor, samt når dråberne bliver oplyst i lygtepælenes skær, der vidner om det. 

Jeg har faktisk ikke så meget i mod støvregn, Dara. Det er ikke så trøstesløst og mismodigt at betragte som normal regn, og det er næsten lige så lydløst  som sne. Det er faktisk relativt hyggeligt at sidde her i vindueskarmen ude i køkkenet og holde øje med vejret, mens jeg skriver til dig. Selvfølgelig ville jeg foretrække, det var sne, så julestemningen ville være komplet, men det er vel bedre end ingenting. 

Og i øvrigt er jeg allerde så meget i julestemning, jeg kan holde ud at undvære min elskede sne. Jamen seriøst Dara. Jeg må hele tiden anstrenge mig for ikke at komme til at skrive teksten til en julesang ned her i notesbogen (jeg har lige lagt mærke til, hvor julet dens røde nuance er) og du har ingen ide, om hvor mange gange jeg har skrevet en form  for juleord og blevet nødt til at strege det over. Eller det har du måske, da dette brev trods alt er tilegnet dig. Jeg tror nu bare du ville more dig over det, da det trods alt nok ikke er så sjovt blandt de døde, hvor du er lige nu - snøft, snøft. 

Lige nu sidder jeg og kigger på det kalenderlys, som står på køkkenbordet og ser det brænde ned. Det er meget tålmodighedskrævende, da lyset syntes at stå for en evighed lige over 14 og det virker utænkeligt, at den lille flamme nogensinde skal nå længere. Men det er den jo kommet alle andre dage, så mon ikke den også skal nå det i dag. Desuden er det forbløffende tyndt i forhold til så mange andre, så selvom det virker som det langsomste lys i verden, burde jeg vel være taknemmelig for de fremskridt det gør. 

Jeg tror også det er sådan noget du kunne finde på. Altså at betragte kalenderlys brænde ned og bare at sidde og lade ilden spejle sig i dine tomme pupiller i stedet for st have travlt med alt muligt- selvom du burde. Der er i hvert fald noget helt særligt over det at kigge på et brændende lys. 

For selvom det nemt bliver kedeligt i længden, kan jeg nu stadig blive hypnotiseret af den lille flammes dans og vægens lille bue, samt den måde ilden blafrer på, blot man rører sig tæt nok på. Og lige nu er jeg da også så tæt på, jeg kun behøvede at række hånden ud for at brænde den yderste del af mine fingerspidser. Ja, det er enddalige før, jeg kan mærke den svage varme som det giver her fra min plads i vindueskarmen lænet op ad det kolde vindue. Hver eneste af mine bevægelser for flammen til at flakke, lige præcis nok til at man i brøkdelen af et sekund kan frygte den ville gå helt ud. Men det gør den heldigvis aldrig, så jeg kan blive ved med at betragte, hvordan lysstumpen bliver mindre og mindre, før det til sidst ville nå ned til den 24. 

Og allerede mens jeg har skrevet disse få ord til dig, har flammen formået at brænde hele 14-tallet af, så det er nok på tide jeg må puste det ud, selvom jeg faktisk helt bare ville lade det fortsætte for hvem ved. Måske kan det lykkedes mig at snyde tiden og springe de næste stressfulde dage op til jul over. 

Nu har jeg pustet det ud Dara, så lugten af røg er begyndt at kradse i mine næsebor, mens selve røgen snor sig i tynde spiraler og bliver ved med at strømme ud af vægen. Hvis jeg kniber øjnene en smule sammen, kan jeg se hvordan små stykker  af røg hænger i luften, så alt bliver lidt uklart, men det er næsten lige så svært at se som støvregnen - jeg tror, forresten den er stoppet. 

Dara, jeg ved godt, at det her brev måske mere handlede om mig og støvregn og kalenderlys, end det var til dig, men tro mit, det var meningen. For jeg prøvede bare at sikre mig, du ikke glemte, hvordan de bittesmå regndråber føltes mod huden eller hvor smuk glorien af lys omkring et stearinlys er, der hvor du befinder dig nu. 

Farvel Dara

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...