Breve til fiktive personer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 4 jan. 2016
  • Status: Igang
En samling breve til fiktive personer *CHANCE FOR SPOILERS TIL DE BØGER DE PÅGÆLDENDE PERSONER KOMMER FRA* //vinder af dagbogskonkurrencen i decembermåned

16Likes
34Kommentarer
4787Visninger
AA

12. 12. december

Kære Samantha  (fra Before I Fall af Lauren Oliver)

Det er aften nu, og solen er lige sunket ned i sin egen sø og farver, så nu begynder tusmørket at brede sig. Det her er nok en af mine yndlingstider på dagen, da jeg elsker at se på alle de farver, som kan skabes på himlen. Det er svært st tro på, folk kan finde på  kun at kalde himlen for blå. 

Jeg sidder i en bus - jeg føler, jeg sidder meget i en bus for tiden - og er helt krøbet sammen i mit lille sæde. Igen er det ikke vigtigt, hvor jeg er på vej hen, og jeg er også selv ret ligeglad, da jeg er så træt af at køre i en bus, jeg snart ville stige af lige meget, hvor det er. For jeg har siddet i denne bus i et par timer i præcis den samme stilling  med knæene trukket så meget op under mig som muligt og kinden hvilende mod ruden. Da jeg først satte mig ind, virkede det som om, der var meget plads, men nu bliver bussen, samt alle sæderne ved med at snævre ind om mig, og luften virker mere og mere hengemt. 

Jeg er ret sikker på, at du forstår, da alle nok har prøvet at sidde i en form for køretøj og følt det som om, de snart ville sprænge det hele i luften bare for at komme ud. Og jeg længtes virkelig også efter at komme ud, selvom vinterluften sikkert er virkelig kold, men lige nu ville det også være dejligt at fryse og mærke gåsehuden brede sig på mine arme og se hvordan mine fingre bliver hvidere og hvidere. 

Men i det mindste har jeg dig at skrive til, så jeg ikke kommer til at kede mig  alt for meget. Det gør alle de andre fra min klasse til gengæld, som de så højligt råber ud over hele bussen, hvilket irriterer mig grænseløst. Faktisk  prikker min pen så hårdt mod papiret, jeg er bange for, jeg snart prikker hul i det og mit greb om kuglepennen er virkelig hårdt. Sådan vil du altså også opføre dig, hvis du sad klemt inde i en bus, sammen med 25 andre, der konstant hævede stemmerne i forsøg på at overdøve de andre, mens de smed med Chips og vingummier og alt, hvad der er let nok til at kaste med. 

I det mindste kan jeg stadig vende blikket væk fra alle dem og beundre træernes silhouetter mod det tiltagende mørke, samt den måde motorvejen  flimrer forbi, kun oplyst af billygternes skær. Men selv det bliver ensformigt i længden, når man kan se mindre og mindre, så nu skriver jeg altså til dig.

For kære Sam ih og åh og oh, hvor jeg dog elskede  Before I fall. Ligesom Love letters to the dead er det sådan en bog, som griber dig allerde fra det øjeblik, du har læst de første par ord  - af bagsideteksten. Det er nu også ved sådanne bøger, du er bange for at blive skuffet, fordi dine forventninger til den bevæger sig op over skyerne. 

Men heldigvis skuffede den ikke. Det var så ubeskriveligt smukt, hvordan du ændrede dig på de syv - eller en - dage, bogen foregår på sådan en måde, så man tror, det var en anden person, der begyndte at  at fortælle historien en, den der sluttede den.Og selvom jeg udmærket vidste, du ville dø, var der alligevel noget så sørgeligt over det, da du ikke overlevede og efterlod Lindsay, Ally og ikke mindst Kent  uvidende bag dig. 

Mens jeg læste slutningen, hørte jeg sangen Tomorrow (fra Annie-musicalen). Og det var ikke til at bære, hvor meget hun sang om imorgen, når jeg vidste, du ikke ville opleve en imorgen. For et eller andet sted, havde jeg håbet om, der ville være en epilog, hvor du vågnede op på hospitalet som en ændret person og kunne være sammen med Kent. 

Men sådan Sam, skulle det selvfølgelig ikke gå , og mit lille  kliché boghjerte blev knust endnu en gang, og det tog mig som sædvanlig tid at samle de må stumper  til noget, der endnu en gang kunne blive ødelagt ved næste gode bog. 

Men du ændrede dug - det må da betyde alverden. Du blev ikke siddende i samme stilling inden samme bus og lyttede til de samme mennesker hele dit liv. For på et tidspunkt ville du få ondt i nakken,  og dine ben ville begynde at sove (som ved mig). Gav det overhovedet nogen mening? 

Jeg føler lidt, jeg har stillet det spørgsmål mange gange gennem disse breve, hvilket nok er beviset på, hvor uforståelige mine tanker sommetider kan blive, når jeg bare skriver. Men jeg har en fornemmelse af, at I alle ville forstå, da I - tja - også har en underlige tankegang, kan vi vist roligt sige. 

Åh, hvor er det blevet mørkt på de få minutter, jeg brugte på at kigge ned i notesbogen og skrive til dig. Mit eget spejlbillede står tydeligere og tydeligere frem på ruden, og jeg kan snart ikke se andet end forlygterne på bilerne, som så hurtigt forsvinder igen. Pigen i vinduet ser også virkelig træt ud, som havde hun allermest lyst at krølle sig endnu mere sammen og falde i søvn med lyden af de ligegyldige, meningsløse samtaler som godnatsang. Uheldigvis er jeg lidt for selvbevidst til det, og desuden er det så ubehageligt, det ville være umuligt. . 

Og nu holder vi i kø, hvilket er så frustrede, som det overhovedet kan blive, for nu er jeg henlagt til at se, alle de andre biler køre forbi, mens vi selv er fanget her. 

Men jeg tror nu, jeg stopper nu, da det eneste,  jeg snart kan skrive, er mine beklagelser over denne bustur og i øvrigt er det blevet så mørkt, jeg ikke længere kan se, hvad jeg skrive.

Hav det godt, Sam. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...