Speak - One Direction

>>'julemåneden' december er netop lige begyndt og for de fleste er det en lykkelig tid, hvor man hygger med hele familien og bare spreder glæde rundt omkring. Men hvad med dem der ikke har hele familien hos sig?<< Clara er en 17 årig gammel pige der har et liv hvor alle måneder er ens, nemlig fyldt med sorg. For halvandet år siden døde hendes tvillingebror i en bilulykke og det knækkede hende fuldstændig. Men ikke nok med at hun lever i sorg hver måned, er december for det meste den værste. Den tid hvor alle er lykkelige, bare ikke lige hende. Hvad nu hvis der er en der går og har det ligesom hende? en der bare os har brug for at tale med en. Personen er måske tættere på end hun tror og så er der jo lige Harry, hendes halvbror. Hvorfor havde hun ikke bare hans liv? *jule historie*

25Likes
12Kommentarer
14964Visninger
AA

8. 6. December - HS

Olivia

 

’’Mor jeg er sikker på hun har det fint. Hun skal nok komme hjem igen’’ jeg sad i min vinduskarm på mit værelse, og prøvede lige nu at berolige min mor. Hun havde pludselig ringede helt uventet og grædt i telefonen, de kunne ikke finde Clara. De havde ledt efter hende siden går morges og havde siden været fuld af bekymring. I deres hoved var hun jo pist forsvundet, men jeg vidste jo godt hvor hun var. Det undrede mig dog at hun først ringede og spurgte nu, jeg tænkte vel at man prøvede at ringe rundt til folk først og spurgte om de havde set hende. Men det havde de altså så ikke gjort.

’’Du har nok ret, men er du ikke sød at ringe hvis du ser hende?’’ jeg mumlede et jo imens jeg tog et hvæs af min smøg. ’’godt elsker dig. Hej’’ inden jeg nåde at sige i lige måde havde hun lagt på. At hun bekymrede sig så meget om Clara var ikke noget nyt, jeg vidste hun elskede hende, selvom de aldrig havde talt sammen. Jeg tror at sådan var det bare med hende, altså Clara. Man vidste bare at hun var en god pige, gode karakter og passede sin skole. Hun sagde aldrig en imod og gjorde bare som der blev sagt.

Hun havde nu være hos mig i 1 dag, hvis man tæller hele dage. I starten var hun tilbageholdene da jeg spurgte hvor hun ville sove. Jeg gav hende tilbuddet at sove på gæsteværelset, mit værelse eller sofaen. Hun valgte gæsteværelset den første nat, men natten til i dag var vi begge faldet i søvn på sofaen. Jeg havde givet hende lov til at vælge film i går og hun havde overraskende valgt ’if i stay’. Jeg elskede den film, den havde et godt budskab og var faktisk en af mine ynglings film, da jeg fortalte hende det blev hun først overrasket men var glad for det bagefter.

Vi havde ikke snakket meget, men vi havde da sagt nogen ting. Jeg var bange for at hun kun ville snakke den ene gang, men hun begyndte at snakke næsten lige da vi kom ind af døren til min lejlighed. Altså hun snakkede om mange ligegyldige ting, men det genere mig ikke. Hendes stemme havde en sød klang og jeg elskede det. Jeg kunne lytte til hende snakke i flere dage.

’’Gir du en?’’ jeg vendte hurtigt hovedet, da jeg fik et chok. Hun stammede ikke mere, selvom jeg synes det var sødt da hun stammede, var jeg os glad for at jeg kunne forstå hvad hun sagde bedre nu. Jeg nikkede og svang mine ben ud af vinduet, så hun kunne sætte sig ved siden af mig. Hun var da også hurtig til at sætte sig der og jeg gav hende en smøg hun tog glad imod. Hendes finger samlede sig om den og hun rakte ud efter lighteren. ’’Ryger du?’ hun rystede på hovedet og jeg kiggede uforstående på hende. ’’Jeg har prøvet det en gang med Jack’’ jeg nikkede men så slog det mig, hvem er Jack. ’’Jack?’’ hun spærrede hurtigt øjnene op og trak bare på skulderne, som om det ikke betød noget. Men jeg kunne fornemme der var noget med Jack, han havde noget af gøre med hendes måde at være på.

Hun tændte sin smøg og tog hurtigt et hvæs af den, jeg betragtede hende og hendes bevægelser. Jeg var netop lige blevet færdig med min og slukkede den i askebægret, jeg smed smøgerne over i den anden side af vindueskarmen. Vi sad bare i stilhed og nød udsigten, taget i betragtning af at vi var i december var der høj sol på himlen. Alt senen var smeltet på en dag ca. og det var enlig rart. Selvom der enlig kun var 7 grader, virkede det som om det var varmere fordi solen bagte lige ind på os.

’’Vil du ikke fortælle noget om dig selv. Jeg tænkte det kunne være rart at vide om du var morder eller noget lignende’’ hun grinte højt af mit spørgsmål og det var første gang jeg hørte hendes grin og så hendes smil. Jeg faldt helt i staver over det, hendes tænder var så hvide og hendes grin var sødt. Hun havde ikke et grimt grin ligesom mange piger havde, nej hun havde et flot et. Grinet passede til hende, selvfølgelig gjorde det det, det var jo trodsalt hendes. Hun stoppede hurtigt med at smile da hun opdagede jeg kiggede på hende. ’’undskyld’’ mumlede hun, sad hun lige og undskyldte for at hun havde grint. Jeg rystede kort på hovedet af hende og fik helt ondt af hende, hun troede ikke jeg kunne lide hendes grin. ’’jeg ved godt det ikke er flot’’ lød det fra hende, ’’det grin var der sødeste jeg nogensinde har hørt, og dit smil var det flotteste på hele jorden. Du burde virkelig smile noget oftere, det er pænere til dig end at gå og se så kold ud’’ et til smil fandt op på hendes læber og hun blottede igen sine flotte hvide tænder.

’’Ser jeg virkelig så kold ud når jeg ikke smiler?’’ jeg havde forventet det spørgsmål, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare til det. Jeg nikkede bare og holdte en kort pause for at igen kigge på hende føre smøgen op til munden. ’’Du er smuk lige meget hvad om du ikke smiler eller smiler, men du ligner bare en der ikke har noget hjerte. Jeg er sikker på du gemmer på noget langt inde og jeg ville ønske jeg vidste hvad det var, så jeg kunne hjælpe dig med det. Men jeg er også sikker på du ikke tør sige det, du er bange for at du ikke kan klare det.’’ Jeg holdte igen en kort pause ’’jeg har også noget jeg gemmer på som ingen ved, og for første gang i lang tid har jeg faktisk fundet en jeg føler jeg gider fortælle det til’’.

Alt det jeg sagde kom lige fra hjertet, jeg ville fortælle hende om mine følelser. Alt det jeg ikke har fortalt drengene, alt det jeg har brug for at sige men ikke har turde sige over for dem. ’’jeg har det præcis på samme måde Harry. Jeg kender det alt for godt. Jeg føler også du er den første jeg har lyst til at fortælle det til. Men jeg kan ikke. Hun holdte en pause, det var den længste sætning hun har sagt til mig ’’ikke endnu i hvert fald. Men du kan fortælle mig alt.’’ Jeg nikkede bare og sagde ikke mere.

Jeg havde i gang i en stor diskussion med min egen hjerne om jeg skulle fortælle til Clara hvordan jeg havde det. Alt det der med jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle med mit liv og alt det der kæreste halløj. Jeg var virkelig i tvivl.

’’Forresten min mor ringede før. De leder efter dig, de er begge meget bekymret.’’ Jeg fik ikke hendes opmærksomhed, hun sad bare og stirrede ud i luften. ’’Jeg sagde ikke hvor du var, jeg sagde bare jeg vidste du nok skulle klare dig’’. Hun rykkede lidt på sig så hun sad helt oppe af mig og lagde sit hoved på min skuldre, jeg lagde en arm rundt om hendes liv og holdte hende tæt ind til mig. Ingen sagde noget, men det var også bedst sådan.

Vi sad ude i køkkenet og spiste pizza, hun bestemte så ja det blev pizza. Men det værste var hun havde valgt salat pizza, det smager af helvede til. Hvordan kunne de piger få sådan noget stads ned gennem halsen.

’’Det er simpelthen for klamt det der’’ hendes smil kom frem igen og hun blottede ikke denne gang sine tænder, men derimod den tykkede pizza. ’’wow og charmerende’’ et grin fløj ud af min mund. Det kan godt være det var klamt at se hende smile med pizza i hele munden, men det var enlig os sødt. Det viste bare at hun ikke var en af de der pæne piger hele tiden, de kunne godt være irriterende til tider.

Det var faktisk dejligt at have en her hjemme, det var sommetider kedeligt at bare sidde her alene. Det var nok også jeg derfor var så tit hjemme hos min mor og James, der var i det mindste nogen i huset ud over mig. Selvom at der tit var stille i det hus, var det rart at vide der altid var nogle omkring dig. Selv de dage hvor min mor og James ikke var i huset og jeg bare var der alene med Clara, var jeg glad for at der bare var en i huset. Selvom hun ikke sagde noget, var det dejligt.

’’så har du overhovedet tænkt dig at tage hjem igen?’’ spøgsmålet kom bare flyvende ud af mig, ligesom når man spytter vand ud, hendes smil forsvandt hurtigt og hun kiggede ned i bordet. Hun lagde pizza stykket fra sig og sad og kigget stift på stykket. ’’Vil du gerne af med mig?’’ hendes stemme var kold, jeg havde aldrig hørt hende sådan før.

’’nej overhovedet ikke søde, jeg elsker at have dig her. Det må du ikke tro’’ jeg svarede hurtigt og kiggede kun på hende, at hun havde misforstået det undrede mig ikke. Jeg vidste hun var sårbar og at hun hurtigt blev ked af det. Hun rejste dig og løb ned af gangen og lod mig sidde her alene, med en halv pizza og en cola. Havde jeg ramt hende så hårdt ved at sige det, eller havde hun bare brug for at være alene.

Jeg besluttede mig for at blive sidende og bare vente, måske ikke den smarteste ide, men jeg kunne på en måde føle hun bare havde brug for at være sig selv. Jeg tog pizza stykket og tog en bid for efter at tygge det. Min mobil ringede over på køkkenbordet, hvor jeg havde lagt den for ikke at virke asocial med Clara.

Jeg rejste mig og da jeg kom hen til bordet så jeg det var min mor. Hvis hun havde fundet ud af at Clara var her, var jeg virkelig fuckt. Hun hade når jeg løj over for hende. ’’hey mor, hvad nu?’’ hun sukkede tungt, så det skrattede lidt i højtaleren ’’Harry, ved du overhovedet ingenting?’’ jeg lukkede kort øjnene og overvejede et sekund om jeg skulle sige det. ’’jeg ve’’ ’’Harry’’ lød det fra gangen af, det kunne kun være Clara.

’’Harry ved du noget?’’ jeg kiggede efter hende og så hun kom ud i køkkenet med tårer ned af kinderne og lignede en der virkelig havde det dårligt. Jeg rakte min højre arm ud som tegn på at hun skule komme hen og give mig et kram, hun forstod heldigvis min hentydning og gjorde som jeg sagde. Hun lagde sine tynde arme om mig og jeg klemte hende ind til mig, et hulk forlod hendes mund og hun snøftede.

’’Harry, svar nu..’’ lød det fra mobilen, jeg havde helt glemt jeg havde den i min hånd. ’’ja mor, jeg er her’’ hun sukkede endnu engang, men jeg forstod hende godt jeg havde jo ignoreret hende. ’’Harry ved du noget. Og hvem var det der snøftede?’’ fuck, en hurtig undskyldning. ’’øhm mor, det er stadig sådan at jeg ikke ved noget.’’ Jeg kunne kun håbe hun faldt for den, hvilket det også lød som om hun gjorde, da hun sagde til James at jeg stadig ikke vidste noget. ’’hvem var det der snøftede?’’

Clara hørte tydeligvis vores samtale og pegede på hende selv, jeg nikkede kort og sukkede. Hun lukkede øjne et kort sekund og hviskede så ’Kendall’, jeg kiggede uforstående på hende. Hvordan vidste hun at jeg kendte Kendall. Jeg nikkede kort og gjorde mig opmærksom på min mor igen.

’’Ehm Kendall har det ikke så godt, så hun kom forbi. Hun havde nogen problemer og er bare ked af det. Men mor jeg ringer hvis jeg finder ud af noget. Vi ses hej hej.’’ Jeg lagde på før hun overhovedet nåde at svare.

Jeg smed min mobil på køkkenbordet igen og lagde begge mine arme omkring hende, jeg pressede hende godt ind til mig g havde mest af alt aldrig lyst til at give slip. ’’Undskyld Harry’’ sagde hun kort og snøftede ned i min skulder igen, jeg mumlede et det er okay og strammede mine arme omkring hende.

Jeg lagde mine hænder på hendes lår og trykkede lidt på dem ’’hop op’’ og hun gjorde som jeg sagde. Hun flyttede sine armen fra mit liv, til rundt om min hals og klemte igen til. Jeg satte hende på køkkenbordet og slap hende, jeg lagde mine hænder på hendes lår. Hun slap mig hurtigt og kiggede ned på min hænder, jeg forstod hende godt vi havde aldrig været så tæt eller stået på den her måde.

’’Er det okay?’’ spørgende kiggede jeg på hende, hun kiggede på mig og nikkede, jeg kunne se hun rødmede lidt. ’’Hvor vidste du enlig fra at jeg kendte en der hed Kendall’’ hun grinte kort og smilede stort, ’’jeg har lagt mærke til at du tit har snakket med nogen hvor du nævner hendes navn, og så har du tit fået beskeder fra hende hvor jeg er gået forbi din mobil.’’

Et grin forlod mine læber og hun kiggede igen ned og lagde din hånd på min. En varm fornemmelse bredte sig i min krop, den var anderles end når andre piger rørte mig. ’’så du har faktisk lagt mærke til mig?’’ hun nikkede bare og sagde ikke mere.  ’’et ærligt svar søde’’ endnu et smil fandt frem på hendes læber, hun havde efterhånden smillet mange gange i dag. ’’jeg har lagt mærke til dig i halvandet år Harry, jeg har altid lagt mærke til hver evig eneste lille ting du har gjort’’ imens hun sagde alt det kiggede hun mig i øjne og åbnede sig op. Det eneste der forlod min mund var i lige måde.

Vi holdte vores øjenkontakt i lang tid og hun brød den kort ved at kigge ned på mine læber, jeg kiggede ned på hendes og forstod hende. Men hun sad bare helt stille og rykkede sig ikke, hun lagde sin ene hånd op i nakken på mig og nussede mig blidt i håret. Hendes læber så så uimodståelige ud og det at hun bed i sin underlæbe gjorde det kun være. Jeg spredte hendes ben lidt så jeg stod imellem dem, jeg lagde min ene hånd bag hendes nakke og trykkede lidt så hun forstod hun skulle komme tættere på.

Hun begyndte at ryste en smule og tog derfor hårdere fast i mit hår, det gjorde lidt ondt så jeg endte med at mumle et av. Hun kiggede ned og lignede en der var pinligt berørt. ’’Harry, jeg’’ hun tøvede med at sige det, men endte med at åbne munden for at tale færdig. ’’jeg har aldrig kysset en dreng før’’ jeg spillede øjne op og kiggede uforstående på hende. ’’Hvordan har det været mugligt for drengene at holde sig væk?’’ hun trak bare på skuldrene og bed sig igen i læben ’’jeg har ikke fundet den rigtige’’.

Jeg trak hende tættere på mig så der kun var få millimeter mellem os, hvis en af os rykkede os lidt ville vores læber mødes. Hun trak lidt i mit hår, et nydende suk kom ud mellem mine læber. ’’du vil elske det her. Bare stol på mig’’. Hun nikkede lidt og bed sig igen i underlæben, jeg havde aldrig sæt noget der var mere tiltrækkende.

Jeg pressede blidt mine læber mod hendes og lod dem ligge på hendes et par sekunder, jeg skilte efter mine læber blidt ad og hun gjorde det samme. Vores læber bevægede sig sammen og jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde jeg havde ventet på det. Det var underligt at tænke på det her var hendes første kys, det var ikke det bedste jeg havde fået, men til gengæld var det med en jeg kunne lide.

Men det klart. Hendes første kys skulle jo hellere ikke være det bedste, hun ved jo ikke hvordan man gør. Hvilket betyder vi bare må kysse noget mere, det gjorde mig bestemt ikke noget.

  »»»»

Så kyssede de. Altså det var enlig ikke meningen det skulle ske nu, men følte lige for at det passede ind. 
Undskyld kapitlet kommer så sent, men har haft travlt i dag og har først lige fået skrevet det færdigt.        

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...