Speak - One Direction

>>'julemåneden' december er netop lige begyndt og for de fleste er det en lykkelig tid, hvor man hygger med hele familien og bare spreder glæde rundt omkring. Men hvad med dem der ikke har hele familien hos sig?<< Clara er en 17 årig gammel pige der har et liv hvor alle måneder er ens, nemlig fyldt med sorg. For halvandet år siden døde hendes tvillingebror i en bilulykke og det knækkede hende fuldstændig. Men ikke nok med at hun lever i sorg hver måned, er december for det meste den værste. Den tid hvor alle er lykkelige, bare ikke lige hende. Hvad nu hvis der er en der går og har det ligesom hende? en der bare os har brug for at tale med en. Personen er måske tættere på end hun tror og så er der jo lige Harry, hendes halvbror. Hvorfor havde hun ikke bare hans liv? *jule historie*

25Likes
12Kommentarer
14954Visninger
AA

6. 4. December - CM

 

Love.You.Goodbye

 

Hvordan jeg var endt her, vidste jeg ikke. Men lige nu sad jeg og juleklippede med ’familien’ eller jeg sad sammen med Harrys mor, min far og Harry var ude i haven for at ryge. Jeg vidste ikke Harry røg men jeg havde godt nok set ham gå med en pakke smøger før. Min far havde lavet te til os alle, undtagen Harry han skulle have sort kaffe, helt sort kaffe. Han sagde at det havde han lige lyst til og min far nikkede sig bare enig og lavede kaffe til ham.

 Jeg vidste ikke hvilken te jeg drikkede men den smagte godt. Jeg regnede med det var noget jule te da det havde en stærk eftersmag af kanel. Jeg kunne godt lide den sådan, sød når du drak den, men med en bitter eftersmag. Jeg har enlig aldrig brudt mig om stærk te, men efter Jack døde blandede jeg vores ynglings te sammen. Jack kunne godt lide sin med stærk eftersmag men jeg kunne godt lide min sød, nu er de blandet sammen og det smager fint. Jeg troede ærlig talt ikke min far kunne huske at de var min ynglings te, efter så lang tid. Men overraskende nok huskede han den, jeg plejede jo selv at lave te.

Jeg kiggede ned mod bordet hvor jeg havde lagt min halv færdige julehjerte, jeg gad ikke lave det. Det lå bare der på bordet og faldt ind i mængden med alt det andet julepynt, vi havde gang i at lave. Harrys mor lavede kræmmerhus i alle mulige forskellige julefarver, de blev enlig flotte og jeg havde lyst til at sige det men jeg lod hver.

Min far klippede strimler til guirlander i rød og grøn, han havde en ide om at de skulle på juletræet. Du ved sådan viklet rundt om træet, i stedet for en lyskede. Jeg var dybt uenig men sagde ikke noget, det var hans hjem.

Harry var ikke gået i gang med noget endnu, da han lige skulle på toilettet inden vi begyndte. Jeg tror det overraskede ham ligeså meget som mig, at jeg overhoved ville være med til det her. Men jeg følte enlig jeg skyldte dem det, nu når de gjorde så meget for mig.

Jeg kiggede over mod havedøren da jeg hørte den blev åbnet, min far og Harry kom smilende ind og lagde deres smøger på køkkenbordet. Harry satte sig ved siden af mig som han plejede, og min far satte sig over for mig, som han også plejede. Intet nyt der. Jeg vendte mit blik ned mod mit julehjerte igen og sukkende lavt så ingen skulle hører det, men Harry hørte det vidst godt. Han vendte sit hoved så han kiggede på mig og jeg gjorde det samme, bare så jeg kiggede på ham. Vores øjne mødtes for første gang siden sidst, det var anderledes denne her gang. Han vendte blikket ned på mit utrolig grimme julehjerte og pegede stille hen mod det og så på ham. Det virkede som om han spurgte om han måtte lave det færdig, bare uden ord. Nikkende kiggede jeg stadig på ham og betragtede ham begynde at lave det færdigt.

Hans hænder foldede sig langsomt og fint rundt om hjertet, som om han var bange for at ødelægge det og gøre mig sur. Men jeg ville ikke blive sur, jeg ville bare ryste på hoved og klippe et nyt så han kunne begyndte forfra.
Jeg tror han opdagede jeg sad og kiggede, for han begyndte at smile og ryste lidt på hovedet. Da han var færdig med at flette julehjertet kiggede han igen på mig. Jeg må ha været meget langt væk i mine tanker, for min far og Harrys mor havde forladt bordet, for at hente mere te. Køkkenet og spisestuen lå i samme rum, så de kunne se alt hvad jeg og Harry lavede.

Harry åbnede munden og hviskede noget utydeligt til mig, som jeg ikke forstod noget af da min far og hans kone valgte at grine højt. Harry kunne allerede se på mig jeg ikke hørte hvad han sagde.
Han lænede sig ind på siden af mig og jeg følte en underlig fornemmelse, at have en dreng så tæt på har jeg aldrig haft siden Jack. Han lænede sig ind til mit øre og hviskede ’’Er du okay?’’ jeg havde lyst til at lyve, men på den anden side jeg havde grædt foran ham og fortalt jeg ikke havde det godt så hvorfor lyve. Jeg rystede lige så stille på hoved og kiggede ham ind i øjnene.

Inden jeg nåde at se mig om havde han løftet mig op i brude stilling og jeg lagde mig helt tæt ind til ham. Han duftede godt, vildt godt. Jeg tog fat i hans trøje og hev lidt i den, så min hånd lå på hans brystkasse.

’’Harry hvad laver du?’’ lød det underligt fra min far, han var bekymret. Han havde aldrig set mig blive båret væk af Harry, han havde overhovedet ikke set os være så tæt på hinanden før. ’’Jeg bær hende op i seng, hun har det stadig ikke så godt.’’ Han snakkede lavt, han snakkede liegsom han var bange for at jeg ville græde. Han behandlede mig som porcelæn.  ’’Jeg tror os det var godt hun blev hjemme i dag. Tak Harry’’ min far sagde sjældent tak til folk, så at han sagde det til ham var stort. ’’Jeg bliver op hos hende, for at holde øje’’ han gik op af trapperne og inden jeg fik set mig om sad vi begge i min seng. Harry sad oppe af ryggen på sengen imens jeg lænede mig op af ham med min røv på den ene side af ham og mine fødder på den anden.

Harry havde et fast greb om mig for at jeg ikke skulle falde. Jeg nød virkelig at ligge her, og for første gang i lang tid følte jeg mig tryg. Jeg følte ikke jeg skulle skubbe ham væk fordi han kom for tæt på, det her var lige tilpas. Lige hvad jeg havde brug for.

Jeg vågnede op som jeg faldt i søvn. I Harrys stærke arme, den bedste følelse længe. Harry var nok faldet i søvn mens han sad her med mig, og selv når han sov var han smuk. Ja jeg indrømmede lige han var smuk, men det kan man ikke løbe fra, Harry er smuk ligesom sin mor.

Jeg vred min højre arm lidt fri og lagde min hånd forsigtigt på hans kind, og lod min tommelfinger køre blidt hen over hans underlæbe. Han så sød ud når han lå der, hans mund var let åben og øjne var lige så stille lukket, han så så fredfyldt ud.

Min hånd lå stadig på hans kind og min tommelfinger kørte stadig blide strøg over hans underlæbe, han glibede kort med øjne og jeg fjernede hurtigt min hånd. Det havde lykkedes mig at vække ham ved mine berøringer, det var simpelthen for pinligt. Han havde vidst lagt mærke til at jeg havde trukket min hånd hurtigt tilbage, for man begyndte at smile. ’’Du behøvede ikke at stoppe, det var dejligt’’ nu blev jeg bare endnu mere bekræftet i at han havde været vågn i et stykke tid og jeg mærkede da os at jeg begyndte at rødme. Hurtigt kiggede jeg ned og smilte lidt over mig selv, ’’hey kig lige op, du smilede’’ jeg rystede kraftigt på hovedet og fjernede mit smil. Jeg løftede langsomt hovedet igen og kiggede ind i hans ufattelige smukke grønne øje. ’’for jeg nogensinde det smil af se?’’ spørgsmålet kom bag på mig og åbenbart også på ham for han rystede hurtigt på hoved af mig selv.

Jeg trak på skulderen og lagde min hånd på hans kind igen, hans hud var blød og ren. Jeg betragtede hver en detalje i hans ansigt, det var smukt.

Jeg fik den her latterlige ide med at jeg ville tegne ham, ligesom jeg tegnede Jack. Jeg havde enlig altid haft interesse i at tegne men den stoppede da Jack døde, men det var som om den kom frem igen når jeg kiggede på Harry. Jeg vred mig ud af hans greb og lavede et 2 sekunders tegn og gik over mod mit tøjskab. Jeg havde gemt kassen med mine gamle tegninger og tegneblokke nederst og bagers i skabet. Jeg tog kassen med ud på gulvet og åbnede den, jeg fandt tegneblokken og min ynglings blyant af dem alle.

Jeg satte mig over på sengen igen, denne gang bare over for ham og begyndte at tegne. Jeg tegnede ikke med fine blyanter, jeg tegnede mere groft og lidt sjusket. Jeg kan huske jeg engang fik for sjov karakter i kunst, jeg fik 10 med pil op. Min far var så stolt da jeg kom hjem og fortalte det. Men som sagt døde Jack og jeg mistede interessen for det.

Harry sad helt stille og bare betragtede mig imens jeg tegnede ham, han sad helt stille og bevægede sig over hovedet ikke. Han trak ikke en mine, han blinkede kun. Selv da hans mobil ringede bevægede han sig ikke. Jeg gjorde tegn til han godt måtte tage den, men han rystede bare på hovedet og lod den ringe. Jeg begyndte at tegne igen og inden jeg fik set mig om var jeg næsten færdig.

Døren til mit værelse blev åbnet og der stod min far og lignede en der lige havde set et spøgelse.
Han kiggede på tegningen og jeg forstod det som om, han spurgte om han måtte kigge. Jeg nikkede bare og han trådte tættere på. Da han kiggede på tegningen fik han sit gamle far smil tilbage, et jeg ikke havde set siden han så mine tegninger af Jack.

’’Den er virkelig flot Clara, du burde søge ind på den skole vi snakkede om der lå her i London’’ jeg rystede hurtigt på hovedet og rev tegningen ud af hans hænder og smed en på sengen. Jeg gik over mod altanen og stillede mig der ude og bare kiggede ned på sneen som folk havde ødelagt nu.
Han vidste godt at skolen mindede mig om Jack, men alligevel skulle han nævne den. Mit gode humør forsvandt fuldstændig, alt det gode Harry lige havde fået mig til at føle var bare væk nu.

Jeg hørte ikke Harry kom ud på Altanen, men da to arme lagde sig rundt om mine hofter vidste jeg at min far var gået. ’’det okay.’’ Var det eneste han sagde. Han vidste ikke noget om hvad der lige havde forgået inde der, men allivel sagde han at det var okay. Men han havde ret, det var okay. Min far var kommet videre men det var jeg ikke, jeg hang stadig fast i fortiden. ’’Tegningen var flot, du har virkelig et talent inde for det’’ han hviskede det inde i mit øre og jeg fik kuldegysninger over det hele af det. Jeg var glad for at han kunne lide den, det var trosalt et portræt af ham. Hvis han kunne lide den, så var den vel flot.

Harrys mobil ringede igen, og jeg nikkede mod den. Han sukkede men gav slip på mig og gik ind for at tage den. Imens jeg tegnede ham havde den ringet 8 gange siden sidst, men han nægtede stadig at tage den. Jeg forstod ham ikke, men jeg havde heller ikke brugt min mobil siden min brors død, så jeg var helt væk fra alt sådan noget. Harry kom tilbage og mumlede en undskyld, jeg nikkede bare og stillede mig op af ham. Det her mindede mig om et kærester man så på film, men det var enlig bare fordi jeg følte mig tryg.

Efter noget der mindede om 5 minutter, men vi begge godt vidste var længere tid, valgte han at bryde stilheden. ’’jeg bliver nød til at tage hjem nu, undskyld’’ han krammede mig kort men jeg krammede ikke tilbage. Da han gik ramte en bølge af kulde mig, jeg følte mig lige pludselig tom igen. Jeg hørte døren til mit værelse lukke og han gik med tunge skridt ned af trappen. På bare 4 dage havde den dreng fået en underlig virkning på mig, og vi havde ikke engang snakket meget sammen. Han snakked jeg nikkede eller rystede bare på hovedet. Det var ikke fer over for ham, han må føle han bare taler til en væg.

Der var så stille i huset at jeg kunne høre han tog sko og jakke på, jeg blev bare koldere og koldere for hvert minut der gik hvor han var væk. Jeg løb over til min dør og åbnede den for efter at løbe ned at trappen, jeg nåde lige hen foran gangen da jeg så han skulle til at åbne døren. Jeg gik resten af vejen og da jeg kom der hen åbnede jeg munden for at sige hans navn, men ingen ting kom ud. Jeg tvang mig selv til at tage en dyb indånding. ’’H-Har –Harry’’ jeg stammede men jeg fik sagt hans navn. Jeg vendte sig undrende men hurtigt om og kiggede på mig med et spørgende bil.

’’var det dig der sagde noget?’’ jeg forstod ham godt, han havde aldrig hørt mig tale. Jeg nikkede og tog en dyb indånding til, jeg prøvede at sige noget mere men ingen ting ville ude. ’’m- må komme m-mm-med dig?’’ jeg vidste der manglede ord og at jeg stammede, men jeg var stolt over at overhovedet havde sagt noget.
Han kiggede forbavset på mig, og nikkede efter. Han gik et skidt tættere på og lagde sine stærke arme om mig, denne gang gengældte jeg krammet og følte mig tryg igen. ’’du har en smuk stemme’’ jeg smilede for mig selv, men valgte ikke at sige noget.

»»»»

Så sagde hun noget, men ikke flydenede. Håber stadig i følger med.

All The Love - den.ukendte 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...