Speak - One Direction

>>'julemåneden' december er netop lige begyndt og for de fleste er det en lykkelig tid, hvor man hygger med hele familien og bare spreder glæde rundt omkring. Men hvad med dem der ikke har hele familien hos sig?<< Clara er en 17 årig gammel pige der har et liv hvor alle måneder er ens, nemlig fyldt med sorg. For halvandet år siden døde hendes tvillingebror i en bilulykke og det knækkede hende fuldstændig. Men ikke nok med at hun lever i sorg hver måned, er december for det meste den værste. Den tid hvor alle er lykkelige, bare ikke lige hende. Hvad nu hvis der er en der går og har det ligesom hende? en der bare os har brug for at tale med en. Personen er måske tættere på end hun tror og så er der jo lige Harry, hendes halvbror. Hvorfor havde hun ikke bare hans liv? *jule historie*

25Likes
12Kommentarer
14977Visninger
AA

2. 30. november - CM

Hey.Angel

Dagene er ens, det har de været de sidste halvandet år. Mit hoved er ved at eksplodere hver dag, spørgsmålene flyver rundt i luften og daler stille ned til afgrunden, men lige inden det lander kommer et nyt frem. Ligesom snefnug om vinteren, de flyyver rundt og rammer jorden, men der kommer altid flere. Til sidst dækker de jorden og der kommer så meget sne at man ikke længer tør bevæge sig.

At flytte fra en lille hyggelig lejlighed til et stort hus er en stor omvæltning. Værelset her er stor, eller jeg vil næsten kalde det gigantisk. Det er for stort. Det er bare ikke mig. Det er nok derfor flyttekasserne stadig står over i dens hjørne med tingende pakket ned. De har stået der siden vi flyttede ind og ikke rykket sig en millimeter, det eneste der laves om på mit værelse er den ene gang om måneden hvor jeg smider min dyne og hovedpude ud foran værelset fordi det skal vaskes. Jeg har altid det samme sengetøj på, det der var på dynen den dag han døde også det der var på sidste gang vi sov sammen.
Hvis ikke jeg ligger under min dyne i min seng, sidder jeg på min altan med dynen omkring mig og en kop te og en god bog. Jeg kan få flere timer til at gå med at sidde på altanen og læse, jeg læser bare den samme bog igen og igen. Den sidste bog jeg fortalte ham om også den bog han synes bedst om, det var vores ynglings bog – det var vores bog. Men jeg kan lide det sådan, ingen forstyrre mig fordi de ved jeg ikke svare på deres spørgsmål. De lader mig være og lader mig blive i mine egene tanker, ligesom jeg vil have det. De nye mennesker må tro jeg er tosset, men jeg er på en måde ligeglad de betyder ikke noget for mig. Det gør ingen mere.  

I tænker sikkert ’går hun ikke i skole’ og jo det gør jeg, men jeg snakker ikke med nogen der. Jeg sidder bare med min computer foran mig og skriver dagbog. Hvorfor jeg skriver den dagbog ved jeg ikke, måske bare for at få tankerne ud. Computeren kan ikke svare mig igen og fortæller ikke noget videre til andre. Den holder på alt. Den er nok min eneste ven, men ikke min bedste ven for det er han og han vil altid være min bror.

De 3 sædvanlige bank lyder på min dør og det betyder der er mad. De ved alle godt at de ikke må åbne døren uden min tilladelse, men når jeg ikke svare er det os svært at få tilladelse. Aldrig har nogen nogensinde været inde på værelset efter jeg flyttede ind, ikke fordi jeg har noget personligt herinde, tværtimod jeg føler bare at hvis nogen kommer her ind har de trådt på mig. Så har de ikke accepteret min grænse. Jeg rejser mig fra stolen ude på altanen og lader dynen flyde ud over ryglænet og armlænet, så dynen er kold til jeg kommer tilbage. Stolen i den anden ende af altanen er tom som den plejer at være jeg kan lide det sådan, det kunne da være dejligt hvis nogen fyldte den ud nogen gange en der bare gad at lytte og forstå. Men det kommer nok aldrig til at ske, ingen vil nogensinde forstå.

Jeg kommer ind i køkkenet og ser de alle sidde og vente på mig, jeg tager min sædvanlige plads over for min far. Den eneste der mangler ved bordet er min bror, men de har ikke engang dækket op til ham, de skænker ham ikke en eneste tanke overhovedet. Men jeg dømmer dem ikke, min far er kommet videre og de andre kender ham dårlig nok. Drengen sidder på samme plads som altid ved siden af mig. Hans navn er Harry. Men det betyder intet. Hans mor sidder ved siden af min far, jeg husker ikke hendes navn men hvorfor skulle jeg os det? Hun er jo bare en kvinde min far har giftet sig med efter min mor forlod os da vi var små. Selv 16 år efter husker jeg hende stadig. Hendes hår mindede om mit, langt mørkt med bølger og hendes øjne var den flotteste brune nuance, men jeg ser dem aldrig mere. Min bror havde hendes øjne men hvad nytter det han er jo alligevel væk for altid. Min far trækker mig ud af mine tanker ved at sige noget med at han havede fået mine karaktere, jeg nikker bare og kigger ned på min mad igen og fører gaflen op til min mund, hvorpå der er et stykke kød. Sjovt nok har jeg ikke sultet mig selv efter min brors død og har heller aldrig tænkt tanken, heller aldrig gjort selvskade. Jeg valgte bare at lukke af og ikke snakke med nogen i stedet, hvilket har ført til at jeg næsten ikke har snakket i over et år. Det var svært i starten, men jeg vennede mig til det.

’’Dine karakter er virkelig flotte Clara, bare bliv ved sådan’’ jeg nikker igen og kikker bare tomt hen på ham. Harry nævner noget med at han vil tage hjem til sig selv. Jeg misunder ham, han kan bare flygte hjem og være sig selv uden nogen forstyrre ham. Jeg kigger for første om på ham i lang tid og mine blå øjne møder hans grønne øjne, som overraskende nok er flotte. Jeg har aldrig kigget ham i øjne. Det er som om han kan kigge lige igennem mig. Jeg får kuldegysninger ved tanken og rejser mig hurtigt op og løber tilbage på værelset.

Jeg sætter mig ud på altanen og putter mig godt ind i dynen og tager en tår af den nu kolde te. Jeg kigger ud på vejen og ser Harry gå ud mod sin bil og sætte sig ind i den og kører væk. Tænker igen den tanke at det bare kunne være fedt at skide fra det hele og opleve noget andet end det her lorte værelse, som jeg i virkeligheden hader som pesten. Det er alt for stort jeg savner mit gamle hyggelige værelse som passede perfekt til mig. De hvide vægge som mig og Jack malede sammen på en weekend, det brune trægulv som var koldt om vinternen men jeg elskede det. Det var altid den tid på året hvor vi sad og så film eller skrev på vores digte, som vi havde en plan med skulle blive til en bog. Dog noget vi aldrig så lang, da vi altid endte med at tage i parken eller bare tale om alle de problemer han havde med drenge. Jeg elskede ham for at han gad tale om drenge, nok fordi han var bøsse men jeg elskede ham stadig for det, måske mere end jeg gjorde før. Min far var godt nok ikke imponeret over det, så han havde aldrig drenge på besøg når far var hjemme.

At tænke på Jack gjorde mig altid i godt humør, men når jeg så kiggede mig til siden og så han ikke var der, fik jeg en kold følelse inden i. Følelsen af tomhed, følelsen af at være forladt, jeg hade den følelse og ville gerne kunne lave om på det men jeg savnede han for meget til det. Jeg vil altid elske Jack, som min bror, som min tvilling men vigtigst af alt som min bedste ven.

  »»»»

ehmm ja det her var enlig en spontan jule historie jeg lige fandt på. Der vil komme kapitler hver anden dag ca. +/- lidt. Jeg skriver personens synsvinkel initialer ved kapitlets navn, så i ved hvem i læser fra. 
Jeg håber i vil læse med.

All the love - den.ukendte

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...